2020’ernes psykologer

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert stud.psych. og Karen Damgaard, stud.psych. 
Illustration af
Ditte Marie Thiemer Hilbert , stud.psych

 For nogle psykologistuderende akkompagneres forestillingen om en fremtidig beskyttet titel som psykolog af et tydeligt billede af psykologrollen. Måske du ser sig selv siddende i en behagelig lænestol over for en bevæget klient? Måske du ser dig selv stå gestikulerende foran en skare af forretningsfolk? Måske du ser dig selv pludre med et spædbarn? Måske du ser dig selv med blikket fikseret på et hjernescanningsbillede? Eller skrivende tykke bøger om kroge i hjernebarkens dybe fuger? Måske du ser dig selv som del af et efterforskningshold i tunge kriminalsager? Eller som én, der giver mennesker muligheden for at få nye perspektiver på parforholdet? 

 På studiet bliver vi præsenteret for eksempler på, hvad psykologrollen kan være. Og igennem studiejobs, medier, venner, bekendte og kurser møder vi fortsat flere og flere bud. Men der er mange psykologiuddannede i verden, og derfor vil der formentligt fortsat være eksempler på psykologer, der befinder sig i og udfører jobs, som vi ikke er stødt på før.  

 Det er intentionen bag denne artikelserie; at give yderligere bidrag til bunken af eksempler på, hvad psykologrollen kan være for én. Samtidig er det særligt ønsket at præsentere eksempler på psykologer, hvis roller placerer sig i de klassiske forståelsers yderkroge, i grænselande eller nye territorier, selvom en sådan rummelig metafor lægger op til, at vi kan definere fagligheden inden for nogle faste rammer. Hvilket kan vise sig at være svært.  

 De eksempler, som præsenteres i denne serie, vil i udpræget grad være psykologer/psykologiuddannede, der arbejde tværdisciplinært. Og nogle vil ikke være blege for at forene et politisk engagement med en psykologpraksis. Håbet er, at der vil være eksempler på roller, som ikke alle studerende allerede er blevet bekendte med gennem psykologistudiets fag.  

 Måske har du lige taget hul på dit første semester, eller måske nærmer du dig afslutningen på din uddannelse. Men tiden, det tager os at få fat i den beskyttede titel cand.psych., behøver ikke hindre os i at tænke lidt på, hvad man herefter kan anvende titlen til. 

 Læs med på de næste sider og i de kommende udgivelser af Indput. 

Screenshot 2021-10-12 at 12.51.17.png

Interview med Johanne Konnerup Schwensen 

Om at lade drømme navigere, at være iværksætter og arbejde som klinisk psykolog i Berlin  

 I denne tredje del af artikelserien møder vi Johanne Konnerup Schwensen, der arbejder som klinisk psykolog. Umiddelbart efter at være dimitteret som cand.psych. fra Københavns Universitet i 2013, tog Johanne til Berlin. Her boede og arbejdede hun i en årrække og var blandt andet medstifter af den onlinebaserede terapiplatform It’s Complicated, hvor klienter har mulighed for, på detaljeret og overskuelig vis, at blive matchet med og udvælge en psykolog eller terapeut. 

 At arbejde som klinisk psykolog i Berlin har lært Johanne at følge sine drømme, både inden for og uden for terapilokalet, og i byen fandt hun inspirerende fagfæller og et internationalt fællesskab af praktiserende psykologer. At starte som selvstændig psykolog og være med til at udvikle og starte praksisfællesskaber, både fysiske og onlinebaserede, har fået Johanne til at indse, at iværksættere kan være udtryk for meget andet end neoliberal tanke- og praksisform. Og i Berlin har Johanne oplevet nogle af de potentialer, som tværfaglighed og kulturel diversitet blandt klienter og psykologer kan rumme. 

 Indput har taget en snak med Johanne om at vælge at bosætte sig og arbejde i Berlin, om at se sin karriere udvikle sig fra en kaffeaftale, om at starte egne projekter, en selvstændig praksis som nyuddannet psykolog, og om hvordan nysgerrighed kan være helt centralt.  

 

Færdiguddannet og fri 

Screenshot 2021-10-12 at 12.50.54.png

”Jeg havde egentlig slet ikke regnet med, at jeg skulle arbejde som psykolog i Berlin”, lægger Johanne ud med at fortælle. Hun blev færdiguddannet som 24-årig, og efter mange år i den akademiske verden, trængte hun til en pause og ”til at arbejde på en café og feste lidt”.  

Men der gik ikke lang tid, før Johanne mærkede nysgerrigheden: ”Jeg kunne ikke lade være med at google skandinaviske og danske psykologer i Berlin, og jeg fandt to – Jakob Lusensky, som er jungiansk psykoanalytiker, og Rebecca Trojaborg, som er en kognitiv psykolog fra Københavns Universitet. Jeg skrev til dem begge og spurgte, om de havde lyst til at drikke en kop kaffe, og det ville de gerne begge to”.  

Allerede her mærkede Johanne, at hun var landet et sted med en særlig energi, for kaffemøder udviklede sig hurtigt, og Rebecca Trojaborg blev Johannes supervisor og mentor, mens Jakob Lusensky blev hendes samarbejdspartner, som hun hurtigt igangsatte de første projekter med: ”Han er virkelig kropsliggørelsen af en hel masse idéer og drømme. Vi havde et mere løst samarbejde, der i første omgang bestod af, at jeg hjalp ham med at lave events i restauranter og barer, som hed ”Psychoanalysis on the streets”, som egentlig endte med at handle om psykologi i det hele taget, og hvordan det overlapper med politik og kunst og kultur. Inspirationen var de gamle psykoanalytikere, der holdt store fester hvor deres patienter deltog, og hvor det hele var meget mere socialt – som et brud på det afsondrede terapirum”. 

 Samarbejdet udviklede sig til et praksisfællesskab, hvor Johanne havde en koordinerende rolle med ansvar for forskellige arrangementer og dertil havde sine egne klienter. Efter et ideologisk brud med de øvrige i praksisfællesskabet, startede hun med Jakob et praksisfællesskab, som hurtigt voksede til 12 terapeuter, som arbejdede på tværs af terapeutiske retninger hvor både psykodynamiske terapeuter, gestaltterapeuter, kognitive psykologer og psykoanalytikere var repræsenterede. Efterspørgslen på et internationalt fællesskab, både blandt klienter og psykologer, var stor, og hurtigt oplevede praksisfællesskabet, at pladsen var trang: 

 ”Det var grunden til, at vi begyndte at tænke, at der måtte ske noget nyt. Det føltes så naturligt og let for os at skabe dette fællesskab, så vi tænkte, at vi måtte bringe det online. Og så fandt vi ud af, at i etagen over os boede der et web-agency. Vi spiste frokost med dem og forklarede dem, at vi oplevede dette behov, og det virkede egentlig ret ligetil” 

 Frokostaftalen faciliterende forbindelsen mellem psykologfællesskabet og onlineuniverset, og snart var platformen It’s Complicated, som Johanne for sjov kalder ”Tinder for terapi”, en realitet. 

 

Screenshot 2021-10-12 at 12.50.46.png

At forholde sig til forskelligheder og overskueliggøre en jungle 

Med interesse for eller blot indblik i klinisk psykologi, hører vi som studerende før eller siden os selv anvende udtryk som ’den terapeutiske alliance’, ’match mellem klient og terapeut’ og ’non-specifikke faktorer’. Som klinisk psykolog opfatter Johanne ”alt det her fluffy, der gør, at man kan forbinde sig til et andet menneske, en fagfælle eller en klient” som fuldstændig centralt. Og platformen It’s Complicated er overordnet set en måde at tage den terapeutiske alliance seriøst: ”Det er det, vi har gjort mest ud af. Der er så mange filtre og søgekriterier som f.eks. ”provider identity” så man ikke skal sidde og scrolle for at finde en terapeut, som er queer eller sort, eller hvad der end betyder noget for én som klient”. 

 På platformen kan man som privatpraktiserende psykolog og terapeut skrive sig op til et månedligt medlemskab, der både giver mulighed for at udføre onlineterapi igennem siden, og klienter mulighed for at finde egnede psykologer og terapeuter. De relativt mange filtre og søgekriterier reflekterer i Johannes optik en udvikling, der inden for de seneste år har været at se inden for den kliniske psykologi, men som måske er særlig tydelig i en by som Berlin. Johanne beskriver byen som ”et Mekka for kultur og forskelligartede terapiformer” og fortæller, at størstedelen af de psykologer og terapeuter, der var en del af hendes praksisfællesskaber i byen, arbejdede politisk i et eller andet omfang og var folk med dybere kulturel indsigt. Mange af de psykologer og terapeuter, hun har mødt, har forholdt sig autentisk til deres egen identitet, referenceramme og erfaringsområder, hvorfor det syntes meningsfuldt at tilbyde klienter et sted, hvor det tydeligt fremgår, ”at de booker en tid med en normkritisk psykolog, der måske selv er polyamorøs og queer og på alle mulige måder er politisk”. 

 Foruden sit eget projekts hensigt med at gøre en jungle af terapiretninger og -karakteristika mere tilgængelig for klienter, ligger der også en intention om at fordre fællesskabsfølelser blandt psykologer og muliggøre erfaringsdeling på en platform uden for eksempelvis Facebook. Johanne fortæller, at en blog og en podcast understøtter communitydelen af It’s Complicated, som ”hele tiden – i hvert fald på det tankemæssige plan – har været i højsædet”. Hun uddyber: ”Hvis vi havde et hold af udviklere – vi er kun 4 der sidder og arbejder på projektet i vores fritid – så ville vi allerede i morgen lave noget Reddit-agtigt. Et forum hvor psykologer kunne forbinde sig til andre psykologer inde på platformen – og tage de samtaler, der normalt sker på Facebook ind på platformen. Bloggen og podcasten forsøger på en måde at belyse, hvad der sker i terapeutgruppen og at give dem to talerør”.  

 

Screenshot 2021-10-12 at 12.51.05.png

Sparring og tværfaglighed  

Muligheden for at have faglig sparring er helt centralt for at have en klinisk praksis, mener Johanne, der som andre har oplevet, hvordan det kan være en ensom affære at være privatpraktiserende psykolog. Og netop det fælles prioriterer hun også, når det kommer til supervision, hvor Johanne finder ’peer-supervision’ inspirerende med blandt andet muligheder for at arbejde med reflekterende teams og med temaer på tværs af klient-cases. Overordnet oplever Johanne, at tværfaglighed næsten udelukkende rummer potentiale, og da vi spørger til hendes drømme for den kliniske psykologi, er svaret klart: ”Jeg drømmer om en lidt mindre elitær stemning omkring vores fag og en lidt mere omfavnende og udvekslende og tværfaglig stemning”.  

I sin egen praksis kombinerer hun da også forskellige terapiretninger. Den narrative terapi reflekterer Johannes teoretiske ståsted i poststrukturalismen og socialkonstruktionismen og er for hende en konkret måde at inddrage et politisk fokus i terapilokalet: ”Jeg tænker meget på socialkonstruktionismen som den måde, jeg ser skabelsen af mine klienters problemer, og den måde, jeg plotter alt ind i en social kontekst. Det giver mig en nysgerrighed i den retning. Og poststrukturalismen er mere den retning, der fortløbende hiver mit blik lidt op, så jeg kigger på mine klienter og min praksis med lidt politisk afstand; hvilke strukturer taler vi ind i og er oppe imod?” 

 Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er også en retning, som Johanne læner sig op ad i sin praksis. Og også med greb fra ACT er hun i stand til at have et politisk blik i sine samtaler: ”Her kommer det til udtryk i værdiarbejdet og i forhold til at tænke på alle de selvkritiske tanker og alt det ubehag, som muligvis ubevidst er informeret af diskurser og normative forestillinger om, hvordan man er en god ansat, en god partner, en ideel det ene eller det andet”.  

 Det politiske blik er for Johanne altså både til stede i terapilokalet og i arbejdet med It’s Complicated, hvor hun er med til at synliggøre den diversitet, der findes blandt terapeutiske retninger og erfaringsområder for forskellige psykologer og terapeuter. Ønsket er, at denne synliggørelse derved er med til at gøre terapi tilgængelig for så divers en klientgruppe som muligt. 

Foruden dette, viser den politiske bevidsthed sig også i Johannes privatliv og i drømmen om at føre et bæredygtigt liv. 

 

Iværksætter og insisterende på sin fritid 

”Jeg er vildt afhængig af mine venner, og hvis der skal være plads til dét og til et familieliv med to børn og til at læse skønlitteratur og lave alle de ting, jeg gerne vil laveså er det umuligt at arbejde mere end 30 timer om ugen” 

 Sådan fortæller Johanne, da snakken drejer sig ind på at finde balance mellem arbejds- og privatliv. At praktisere i Berlin har lært Johanne at følge sine drømme i forhold til, hvordan hun fører sin praksis, og så har det givet hende en god tro på egne evner til at gøre arbejdslivet på sin egen måde og på egne præmisser. Og tiltroen til at turde indrette arbejdslivet efter egne behov har Johanne taget med sig hjem til Danmark: 

 “I Berlin var det vildt nemt at leve et bæredygtigt liv – institutioner er gratis, huslejen er billig.  Jeg anbefaler alle de psykologer, som er interesserede i at bo i Berlin, at prøve det. Selv når jeg arbejdede 10 timer om ugen til en rørende billig pris for terapien, havde jeg råd til at gå ud og spise. Og det giver jo en enorm frihed. Nu skal der selvfølgelig lidt mere til, efter at vi er flyttet hjem til Danmark. Det kræver mere end 10 timer om ugen. Men jeg tager det, jeg har lært, med mig. Eksempelvis ved at insistere på en 30 timers kontrakt og ved at gå mindre op i de ting, som koster penge, som jeg lærte ikke at gå op i, da vi boede i Berlin. Jeg er blevet lidt mere en krejler, og vi lever nok billigere end de fleste”.  

 Frihed og fleksibilitet finder Johanne også i onlinefællesskaberne, som allerede har præget en stor del af hendes arbejdsliv og formentligt vil blive ved med at være en del af det fremover. Hun ser, at corona-pandemien har været med til at normalisere onlineterapiformatet, og pointerer, at både onlineuniverset og iværksætteri er noget, som privatpraktiserende psykologer i en eller anden grad er nødt til at forholde sig til i 2020’erne:   

 ”De fleste psykologer, hvis de skal have held med at have deres egen private praksis, er jo nødt til at tænke lidt på marketing og andet, der lugter af iværksætteri. Man behøver ikke at vide alt, men hvis man ikke vil networke helt vildt meget og gå på kompromis og bruge alt for meget tid på andet end terapi, så er man nok nødt til at finde en form for online fællesskab, hvor man kan henvise på kryds og tværs”. 

 Iværksætteri er ikke noget, vi bliver skolet i på psykologistudiet, og kan for nogle måske være forbundet med en vis berøringsangst. Skal man have meget spidse albuer og beherske et sprog, som kun undervises i på CBS, spørger vi forsigtigt? Slet ikke, forsikrer Johanne os, for faktisk kan det være en enorm fællesskabelig og kreativ proces. Desuden har udviklingen af egne psykologfaglige projekter og praksisfællesskaber foregået i et tempo, der var til at arbejde med, når hun også har insisteret på sin fritid og sit familieliv: ”Iværksætteriet har i løbet af de 8 år, jeg har arbejdet som psykolog, været ret stille og roligt. Jeg har ikke været interesseret i at tage imod investeringer fra ’venture capitalists’. Det kunne da være sjovt at se, hvor projektet ville kunne ende, hvis der kom en stor pengepose, men når jeg har læst op på, hvad det egentlig forpligter mig til, så har jeg tænkt, at det kan jeg simpelthen ikke leve med”. 

  Iværksætteriet er for Johanne altså tæt forbundet med bæredygtigheden, der står centralt i hendes privat- og arbejdsliv. Og gennem snakken med Johanne er det blevet tydeligt, hvordan det at følge sine drømme og søsætte egne projekter ikke nødvendigvis behøver at være forbundet med hastigt tempo og ét individs selvstændighed, men kan forenes med et roligt tempo og en kreativitet, der først og fremmest er spiret frem fra fællesskaber og møder på tværs af kulturelle og faglige skel. 

 

Johannes anbefalinger til psykologistuderende  

 ”Jeg vil gerne anbefale ”Gifts of Therapy”, Irvin Yalom og ”On being a therapist”. De har givet mig rigtig meget, og jeg har læst dem igen og igen” 

 ”Jeg er vild med ”Maybe you should talk to someone” (af Lori Gottlieb, red.)Jeg synes, at det er enormt relevant at huske på, at for at være en god psykolog, så giver det mening at brede sit blik ud og kigge på resten af verden. Her er det en psykolog, der skriver om sin lange, brogede vej til psykologien, og hvordan det er at være psykolog, når man har livskriser” 

 ”Husk på, at det, der gør en god psykolog, ikke er, hvor meget man får læst, men de oplevelser, man akkumulerer. Og hvor nysgerrig, man formår at være. Dyrk det nysgerrige blik, uanset om det gøres gennem konferencer, fester, udflugter eller andet”. 

 ”Jeg er ikke særlig modig. Tværtimod er jeg stor tilhænger af at starte i det små, skabe en lille praksis, der betaler regningerne, så man har mulighed for at sætte tid af til at arbejde på noget, der måske ikke giver afkast i første omgang” 

 

Her kan du følge med i Johanne og Jakobs arbejde:  

https://www.mittelweg50.com

https://www.complicated.life 


Du kan desuden læse mere om Johannes mentor og supervisor Rebecca her:  

https://www.cbtberlin.com/about-cbt-berlin/