2020’ernes psykologer - Bæredygtighedspsykologi med Simon Elsborg Nygaard
Af Karen Damgaard, stud.psych. og Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.
Illustration af Maja Koch Nielsen, stud.psych.
For nogle psykologistuderende akkompagneres forestillingen om en fremtidig beskyttet titel som psykolog af et tydeligt billede af psykologrollen. Måske du ser dig selv siddende i en behagelig lænestol over for en bevæget klient? Måske du ser dig selv stå gestikulerende foran en skare af forretningsfolk? Måske du ser dig selv pludre med et spædbarn? Måske du ser dig selv med blikket fikseret på et hjernescanningsbillede? Eller skrivende tykke bøger om kroge i hjernebarkens dybe fuger? Måske du ser dig selv som del af et efterforskningshold i tunge kriminalsager? Eller som én, der giver mennesker muligheden for at få nye perspektiver på parforholdet?
På studiet bliver vi præsenteret for eksempler på, hvad psykologrollen kan være. Og igennem studiejobs, medier, venner, bekendte og kurser møder vi fortsat flere og flere. Men der er mange psykologiuddannede i verden, og derfor vil der formentligt fortsat være eksempler på psykologer, der befinder sig i og udfører jobs, som vi ikke er stødt på før.
Det er intentionen bag denne artikelserie: at give yderligere bidrag til bunken af eksempler på, hvad psykologrollen kan være for én. Samtidig er det særligt ønsket at præsentere eksempler på psykologer, hvis roller placerer sig i de klassiske forståelsers yderkroge, i grænselande eller nye territorier. Selvom en sådan rummelig metafor lægger op til, at vi kan definere fagligheden inden for nogle faste rammer, hvilket kan vise sig at være svært.
De eksempler, som præsenteres i denne serie, vil i udpræget grad være psykologer /psykologiuddannede, der arbejder tværdisciplinært. Og nogle vil ikke være blege for at forene et politisk engagement med en psykologpraksis. Håbet er, at der vil være eksempler på roller, som ikke alle studerende allerede er blevet bekendt med gennem psykologistudiets fag.
Måske har du lige taget hul på dit første semester eller måske nærmer du dig afslutningen på din uddannelse. Men tiden det tager os at få fat i den beskyttede titel cand.psych., behøver ikke hindre os i at tænke lidt på, hvad man herefter kan anvende titlen til.
Læs med på de næste sider og i de kommende udgivelser af Indput.
Bæredygtighedspsykologi med Simon Elsborg Nygaard
I denne fjerde del af serien 2020’ernes psykologer snakker vi med Simon Elsborg Nygaard, der arbejder med bæredygtighedspsykologi, som er anvendelsen af psykologien i spørgsmålet om bæredygtighed.
Simon arbejder primært som selvstændig psykolog og konsulent i både den private og offentlige sektor, hvor han bliver kaldt på, når en organisation eller virksomhed skal påbegynde omstillingsprocesser til gavn for både mennesker og miljø. Tidligere har han været ansat som post.doc på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet underviste i faget ”Fremtidens Organisation: Trivsel, bæredygtighed og ledelse” efter at have færdiggjort sit ph.d.-projekt med titlen ”Sustainability Psychology: On the relation between environmentally sustainable living and subjective well-being”. I dag har Simon kun en mindre del af sit arbejdsliv på universitetet som ekstern lektor, hvor han laver lederuddannelse og er ph.d.-bivejleder.
Indput har taget en snak med Simon om arbejdet med bæredygtighed og psykologi, som det kan se ud både som akademiker og praktiker. Bæredygtighedspsykologien er et bredt felt, der kræver, at man kan jonglere med mange perspektiver og at man kan bygge broer og formidle.
Trivsel i en ramme af miljømæssig bæredygtighed
Simon begyndte at kombinere klimamæssige og psykologiske spørgsmål i forbindelse med sit ph.d.-projekt, der egentlig ’bare’ skulle have handlet om trivsel: Trivsel som et vigtigt mål for, hvor godt et samfund fungerer. Det var derfor spørgsmål om, hvordan vi skaber gode samfund og gode fællesskaber, der interesserede ham. Men så snart han tilføjede et tidsperspektiv til disse spørgsmål, havde han åbnet en dør til spørgsmål om miljø og klima, som han ikke kunne lukke igen:
”Så snart man sætter et tidsperspektiv på trivsel, så handler det om, hvordan vi i samfundet kan skabe trivsel nu, men selvfølgelig også om 30 år. Og det kan man ikke begynde at tale om, uden at tale miljømæssig bæredygtighed. For den måde, hvorpå vi skaber trivsel for nuværende borgere i vores samfund, underminerer muligheden for trivsel på længere sigt.”
Hans arbejde er baseret på ønsket om at ændre praksisser på måder, der både fremmer trivsel blandt en gruppe mennesker – medarbejdere i en virksomhed, elever i en skole eller andre – og tager højde for en miljømæssig bæredygtighed. Her er nøgleordene motivation, engagement, adfærdsændringer og bæredygtig trivsel, som han understreger, er noget af det psykologien ved allermest om. Som et eksempel på, hvordan dette ser ud i praksis, beskriver Simon et biblioteksprojekt, som han har deltaget i som konsulent:
”Vi prøver at undersøge, hvordan biblioteker kan blive bedre til at arbejde med FN’s verdensmål og borgere. Vi har lavet nogle workshops, hvor borgere arbejder med verdensmål, men de gør det på måder, så det samtidig fremmer deres trivsel. Blandt andet arbejder vi med deres kognitive dissonans, altså den her uoverensstemmelse, der er mellem deres holdninger og værdier og så deres bæredygtige adfærd. Vi arbejder med de negative følelser og tanker, de har i forhold til fremtiden. Vi arbejder også på en måde, hvor vi imødekommer deres grundlæggende psykologiske behov, altså autonomi, kompetencer, samhørighed og meningsfuldhed, som leder til trivsel og motivation. Og vi kigger på nogle andre faktorer som man ved også hænger sammen med trivsel og bæredygtighed, sådan noget som voluntary simplicity, nature connectedness, bevægelse eller bæredygtig mad.”
FN’s 17 verdensmål
Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer ligeledes på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner og på at styrke internationale partnerskaber.
Afskaf fattigdom
Stop sult
Sundhed og trivsel
Kvalitetsuddannelse
Ligestilling mellem kønnene
Rent vand og sanitet
Bæredygtig energi
Anstændige jobs og økonomisk vækst
Industri, innovation og infrastruktur
Mindre ulighed
Bæredygtige byer og lokalsamfund
Ansvarligt forbrug og produktion
Klimaindsats
Livet i havet
Livet på land
Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Partnerskaber for handling
Bæredygtighedspsykologi og den abstrakte bæredygtighed
Udgangspunktet for arbejdet med bæredygtighed er i Simons tilfælde i høj grad i FN’s 17 verdensmål, og Gro Harlem Brundtlands (tidl. norsk statsminister og leder af FN’s Miljø- og Udviklingskommission, der udgav rapporten Vor Fælles Fremtid kaldet ”Brundtlandsrapporten” i 1987, red.) definition af bæredygtighed, som fokuserer på det økonomiske, det sociale og det miljømæssige. Men bæredygtighed er et diffust begreb, hvilket giver udfordringer i forhold til at kommunikere omkring emnet. I praksis er det som efterspørges ofte baseret på ønsker om omstilling til miljømæssig bæredygtighed. Vi spørger, hvad der gør en psykolog egnet til at arbejde med miljømæssig bæredygtighed, og Simon svarer:
”Psykologer ved noget om, hvad der skaber gode menneskeliv, så jeg synes, at vi burde sidde med alle de centrale steder i samfundet, f.eks. i Folketinget. Hvorfor er der ikke nogen psykologer med, når man forsøger at indrette samfundet efter mennesker? Det burde der jo være. Man kan sige, at hvis vi i et demokratisk samfund skal have folk til at ville omstillingen til bæredygtighed, så skal det så vidt det overhovedet er muligt ske, uden at det går på kompromis med folks trivsel. Fordi folk vil gerne leve gode liv, så hvis vi ikke formår det, så kan vi ikke få folk med på vognen.
Formidlingsmæssigt er det jo også en af udfordringerne, at bæredygtighed er så abstrakt et begreb, for hvis noget skal være vedkommende, skal det være konkret og kunne smages og røres og den slags. Hvordan vi får det gjort konkret for mennesker, er også et eksempel på en psykologisk indsigt, som man ikke i særlig høj grad har taget til sig, i den måde man arbejder med klima på.
Noget af det, der har overrasket mig er, hvor svært det var, i hvert fald på et tidspunkt, at overbevise folk om, at adfærd og psykologi overhovedet var relevant i arbejdet med bæredygtighed. De fleste menneskers reaktion, når man siger bæredygtighedspsykologi, det er, ”hvordan fanden hænger det lige sammen?”. Når vi kommer fra faget, virker det lidt mere åbenlyst. Selv over for eksempelvis den grønne tænketank CONCITO, som er vanvittigt kompetente ind i klima-spørgsmålet, skulle jeg starte med at vise, hvorfor og hvordan psykologi og adfærd overhovedet er relevant. Nu arbejder de langt mere med adfærd og psykologiske aspekter og langt mere helhedsorienteret, men det overraskede mig, at den kobling alligevel var så svær for dybt kompetente mennesker at lave.”
Udfordringen med at formidle, hvad psykologien rent faktisk kan, når man ikke befinder sig indenfor de alment kendte kliniske områder, er noget, der optager Simon i hans praksis:
”Inden jeg selv begyndte at læse psykologi, tænkte jeg også, at det var Freud, det var klinisk psykologi… Og jeg vidste ikke, at klinisk psykologi var noget særligt, der adskilte sig fra andre former for psykologi. Det er en opgave vores fag har – vi har et job i at forklare folk, hvad psykologien kan bruges til. Der er ikke slået nogen stillinger op som bæredygtighedspsykolog eller folketingspsykolog eller hvad man skal kalde det. Men jeg synes, at sådan nogle som Svend Brinkmann eller Eva Secher Mathiasen har formået at ramme et bredere publikum og vise, hvordan psykologien kan bruges til at tænke, og dermed også handle anderledes på samfundsrelevante problemstillinger, med udgangspunkt i psykologisk teori. Det tror jeg, at mange flere kunne gøre. Bæredygtighedsudfordringen er virkelig en af vores største udfordringer som mennesker. Men vi har jo også masser af andre udfordringer, som psykologien også kunne kaste sig over. Jeg tror, at der er en masse praksisfelter, der kommer til at vokse, når vi bliver bedre til at omsætte vores teorier til praksis, for vi kan gøre gavn mange flere steder end vi gør nu.”
Brundtlands definition af bæredygtighed
Bæredygtig udvikling blev for alvor sat på den internationale dagsorden, da FN’s Miljø- og Udviklingskommission under ledelse af den norske statsminister Gro Harlem Brundtland, i 1987 udgav rapporten "Vores Fælles Fremtid" - også kaldet Brundtlandrapporten. I rapporten udtrykkes i stærke vendinger den forarmelse, der var sket af såvel menneskelivet som naturen, og det blev slået fast, at udviklingen var både uacceptabel og ikke-bæredygtig.
Bæredygtigtig udvikling defineres i Brundtlandrapporten som:
”En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”
En helhedsorienteret tilgang og tværfagligt samarbejde som en forudsætning
Simon beskriver, hvordan han i sit arbejde er blevet opmærksom på, hvor snæver brugen af psykologi har været i spørgsmål om bæredygtighed tidligere. Han beskriver, hvordan der er udført studier, hvor man kiggede på folks specifikke genbrugsadfærd og korrelerede det med andre faktorer, eksempelvis værdiorientering eller trivsel. Han kritiserer denne tilgang for at skævvride og ikke kigge på de systemiske og materielle forhold, der gør sig gældende:
”I stedet for at måle, om mine værdier hænger sammen med, om jeg gider at genbruge, er det langt mere relevant for hele psykologien at se på, hvordan mine værdier hænger sammen med mit totale personlige ressourceforbrug. For ellers får man en skævvridning i psykologien: Sådan at heltene er dem, der genbruger flasker og papir for eksempel – dér kan man se en sammenhæng mellem høj genbrugsadfærd og høj trivsel, og så råber man jo juhu! indenfor psykologien. Men de samme mennesker kan sagtens være nogen, der bor i de største huse, flyver oftest på ferie, spiser mest kød, og altså har det største totale personlige ressourceforbrug. Og det er noget af det, man ikke har beskæftiget sig med indenfor psykologien. Man måler på ting, der ikke batter.”
Simon arbejder også af og til med det, han kalder Integrativ Perspektivisme, hvor den såkaldte Kvadrantmodel står som en hjørnesten. Med denne model analyseres fænomener ud fra fire grundlæggende perspektiver, som muliggør præcision og fokus samtidig med bredde og overblik: Man betragter et fænomen ud fra skel mellem entalsperspektiv (personlige oplevelser og adfærd) og flertalsperspektiv (fælles oplevelser og adfærd i kulturer og systemer) og mellem ydre perspektiv (det, der kan observeres) og indre perspektiv (det, der ikke kan observeres). Og med modellen er det muligt at analysere menneskers væren-i-verden ved at fokusere på henholdsvis adfærd, oplevelse, system og kultur, som netop tilsammen udgør en helhedsorienteret analyse af et fænomen, som eksempelvis bæredygtig trivsel.
Med afsæt i Integrativ Perspektivisme beskriver Simon sig selv som pragmatiker og eklektiker og fremhæver en forkærlighed for teorier, som er praktiske. Og dette afhænger vel at mærke af, hvad teorien skal bruges til. Som de fleste ved: hvorvidt en hammer eller en skruetrækker er bedst, afhænger af, hvad man skal bygge. Til gengæld kan begge dele bruges til at ødelægge, hvis man bruger dem forkert.
Simon peger desuden på det helt centrale forhold, at man indenfor bæredygtighedspsykologien er afhængig af både sin egen faglighed og andres faglighed, da ingen fagligheder kan stå alene i forsøget på at løse så komplekse problemer:
”Jeg forsøger at have en helhedsorienteret tilgang. Psykologiens viden om mennesker kan bruges af den klassiske klimavidenskab, livscyklusanalysen og impact-folkene, fordi vi ved en masse om mennesker, som de intet ved om. Til gengæld kan psykologerne have kæmpestor gavn af at få nogle bedre mål for impact. F.eks. så man måler individets totale personlige ressourceforbrug i stedet for blot at måle, om individet gider slukke for lyset eller smide papir og flasker til genbrug. For mit eget vedkommende har jeg samarbejdet med nogle folk fra CONCITO og DTU som kunne udføre det, man kalder livscyklusanalyser på de mennesker, vi undersøgte, og dermed fik vi både mål for deres trivsel og deres totale personlige ressourceforbrug. Det kunne jeg eller andre psykologer aldrig have gjort. Det tager årtier for talknusere at opbygge samme kompetenceniveau. Så vi vandt en masse på at kombinere psykologien med livscyklusanalyse og impact-målinger. Rent ud sagt var det ikke gjort lige så godt før, som vi gjorde det – og det var ikke gjort på lige så mange mennesker. Så det var et forsøg på et reelt bidrag til feltet.”
Som psykologisk mål blev der undersøgt subjective wellbeing, som både er et kognitivt mål, der måler livstilfredshed, samt et affektivt mål, der måler på følelser. Trivselsforskningen peger på, at man er nødt til at måle på begge disse faktorer som minimum, når man arbejder med trivsel. Han henviser til, at vi indenfor psykologien har en stor mængde viden om, hvad der foregår på indersiden, og hvordan det hænger sammen med ydersiden. Og idet verden og samfund i høj grad består af mennesker, er det en værdifuld viden at kunne bidrage med. Et eksempel er kommunikationen omkring ændring til bæredygtig adfærd, hvor han peger på nogle basale fodfejl i den primært negative kommunikation, der er omkring klima:
”Man har ikke taget højde for helt centrale indsigter fra motivationsteori – hvordan får man folk til at rykke sig? Det gør man ikke ved kun at skræmme dem, det gør man også ved at fortælle dem, hvor man gerne vil hen og hvorfor og hvad vi må gøre mere af.”
Igen peger han dog på, at psykologien i denne type spørgsmål ikke kan stå alene, men at vi skal arbejde sammen med andre fag, der også ved noget om mennesker, bæredygtighed, samfund og lignende. For eksempel sociologerne, som måske nok ved en masse om registerdata og sociodemografiske faktorer, men som i høj grad arbejder med tomme individer og ikke tager udgangspunkt i, at menneskers grundlæggende psykologiske behov skal opfyldes, og alle mulige andre psykologiske forhold. Evnen til at differentiere individer og få viden om, hvad der motiverer forskellige mennesker, er lige så værdifuld som viden om samfundsforhold på et større plan, når det kommer til den grønne omstilling.
Praksisnær forskning
Dette bringer os ind på forholdet mellem det at være akademiker og det at være praktiker, som i mange tilfælde kan stå som modsætninger, med forskellige udgangspunkter og idealer.
Simon ser dog ikke dette som et uløseligt problem, men peger på, at forskningen måske i mange tilfælde kan have gavn af at være praksisnær:
”Jeg håber, at vi kommer til at se, at man selvfølgelig bevarer den gode forskning og den høje forskningsmæssige standard, men at man samtidig ser, at der ikke er en modsætning mellem at bidrage til praktiske problemstillinger og at arbejde akademisk. Tværtimod er det måske mere interessant og motiverende – også for den enkelte forsker – hvis man finder frem til noget, som kan bruges til at skabe en lidt bedre verden.”
Men der er også et dilemma mellem ønsket om at påvirke praksis på den ene side og så de forskningsmæssige idealer, som præger den akademiske verden:
”Man kommer jo fra en gammel universitets-tradition, hvor objektivitet er bedre end subjektivitet, og afstand er bedre end indblanding. Men hvad gør man så, når man som forsker faktisk er motiveret af en praktisk problemstilling, der handler om at skabe bedre samfund? Jeg er kommet frem til, at jeg ikke synes, der nødvendigvis er nogen modsætning mellem at lave objektiv forskning, hvor man forsøger at komme frem til sandheden, så godt som man overhovedet kan, og bruge sandheden, så godt som man nu kan. Der hvor det bliver farligt er, hvis ens forskning bliver præget af nogle særlige interesser eller personlige ønsker, man har.”
Tendensen til at lede efter de konklusioner, man ønsker, er ikke nødvendigvis noget, som kun folk med idealistiske interesser påvirkes af, påpeger Simon. Derimod har meget af den psykologiske forskning, han har læst i forhold til bæredygtighed, været præget af manglende helhedstankegang og overkonklusioner, som for eksempel, når der laves konklusioner vedrørende bæredygtig adfærd uden at kigge på personers totale ressourceforbrug.
”Jeg synes, at den mest interessante forskning er den, som kan gøre en forskel for mennesker ude i den virkelige verden. Det betyder ikke, at man ikke skal kunne forske i ting med en anden type værdi og måske en værdi i sig selv – men jeg synes, at det er relevant, om forskning kan være med til at gøre en forskel. Måske har vi faktisk en delvis pligt til, at vores forskning kan bruges i samfundets eller andre menneskers tjeneste, når det er skatteyderne, der betaler? Jeg tror, at den objektive tilgang hviler på, at vi til at starte med, har fået vores forskningsidealer fra naturvidenskaben og dermed antagelsen om, at man overhovedet kan være objektiv. Og den er vi kommet til at tage med os på en måde, der er lidt uhensigtsmæssig. Så man skal være opmærksom på at holde tingene adskilt. Men det betyder ikke, at man ikke skal bruge den viden og forskning man har til at gøre verden til et bedre sted. Og specielt ikke, når man ikke kun er motiveret af et forskningsfelt i sig selv, men også af en praktisk problemstilling.”
Generelt ser Simon en udfordring i det, at nogle forskere er mere interesserede i at publicere artikler end at gøre en samfundsmæssig forskel med deres forskning. Dette ses eksempelvis, når en forsker deler sit datasæt op og besvarer adskillige spørgsmål i separate artikler, men derpå i mange tilfælde også undgår at undersøge et felt mere helhedsorienteret og ikke formår at besvare de spørgsmål, der er mest relevante i praksis. Simon uddyber:
”Hvis man skulle være mest kritisk, så kunne man sige, at der ville være mere meningsfulde måder at bedrive forskning på, hvis man var motiveret af praksis. Og hvis man er motiveret af praksis, så kan man godt – det betyder det for mig i hvert fald – se det sådan, at man har en hårdere dommer, for man vil være sikker på, at det virker. Det er ikke nok at finde en statistisk sammenhæng i et datasæt og beskrive den. Og hvis man tager det skridtet længere og kommer ud i praksis, hvor nogen skal betale for det, man laver, og de skal have deres borgere, medarbejdere eller ledere til at sætte tid og ressourcer af og arbejde sammen med én, så skal det virke. Ellers får man det at vide på to sekunder. Så der er nogle andre kriterier.”
Der er kriterier for god forskning inden for akademia, og så er der kriterier for, hvad god forskning er ude i praksis, pointerer Simon. Som forskningsverdenen ser ud på nuværende tidspunkt, er disse kriterier ikke nødvendigvis sammenfaldende. Men måske de kunne blive det i fremtiden? Kriterier for god forskning er ikke urokkelige størrelser, men har gennem historien bevæget sig - ligesom kloden, klimaet, vores uddannelse, hvad vi er optagede af og undrer os over. Psykologrollen er ligeledes i bevægelse, og her siger vi farvel til Simon efter en berigende samtale om, hvordan psykologien kan bidrage til at skabe bæredygtige ændringer og en bedre verden. Hvem ønsker ikke det?
Simons anbefalinger til psykologistuderende
Spis sundt og gå tidligt i seng :)
Husk at I er super dygtige og at hvis I finder det som I gerne vil, så skal I gå efter det – og det skal nok lykkes!
Noget af det der opleves meningsfuldt for os er, når vi tjener en sag, der er større end os selv.