Affirmativ kritik og konkret utopi: Derfor elsker vi Den Alternative Forelæsningsrække
Et undersøgende fejringsskrift
Af Lise Bennedsgaard Hagen, stud.psych. og Maria Voulgaris Valeur, stud.psych.
"Jeg drømmer om en form for kritik, der ikke søger at fælde dom, men om at få et værk, en bog, en sætning, en ide til at eksistere eller komme til live; den ville tænde ild, se græsset gro (...). Den ville ikke mangfoldiggøre fordømmelser, men livstegn" (Foucault, 1980)
Der er noget i gære på psykologi. Nogle studerende har sidste semester startet Den Alternative Forelæsningsrække, hvor de har inviteret forskere til at præsentere tilgange til psykologien, forankret i teori som er ved at forsvinde eller ikke længere findes på vores psykologiuddannelse. Arrangementerne bliver holdt hver anden fredag eftermiddag. Den Alternative Forelæsningsrække skal bryde med det klassiske forelæsningsformat; der afsættes blandt andet tid til dialog, og forelæsningen kan nydes med en øl eller sodavand. Projektet er opstået i kølvandet på den kritik, som mange studerende har rettet mod udviklingen på vores uddannelse. Kort sagt kritiserer de studerende den indsnævring af de faglige perspektiver som sker på psykolgogistudiet. Hvis du tænker “hvad er det for noget?”, så vil vi, kære læser, ikke uddybe det mere her. I stedet henviser vi til, at du læser Indput no. 2 årgang 53 tingenes tilstand fra december 2021, hvor du kan blive indført i situationen.
I denne artikel vil vi prøve at forstå, hvad der er på spil, når vi samles til Den Alternative Forelæsningsrække hver anden fredag. Vi har følelsen af, at der er noget vigtigt på spil, men hvad er det egentlig? Vi tror, det har noget at gøre med drømme, begejstring og håb, men på hvilken måde og hvorfor? Til at hjælpe os med at tænke over det, har vi taget fat i postpsykologiens kritikforståelse og Ernst Blochs utopibegreb, og så har vi spurgt nogle forelæsningsgængere, hvad de tror, der egentlig er på spil.
At rive ned og at bygge op
Der kan skrives mange ord og bruges meget plads på at skrive om, hvad kritik er. Af den grund ved vi også godt, at vi her ikke kommer rundt om alle de forskellige krogede veje man kan gå, for at sige noget om kritik. Med det i mente vil vi alligevel begive os ud i at sige en smule om kritik, for det er vigtigt for at forstå, hvad Den Alternative Forelæsningsrække er og kan i den forbindelse. Det er det, fordi projektet netop er født ud af en længerevarende kritik af uddannelsen. Derfor begynder hver forelæsning med ordene: “Den Alternative Forelæsningsrække skal ikke forstås som et supplement til vores uddannelse, men en konkret kritik”.
Men hvordan kan man forstå det? Hvordan kan en forelæsningsrække være en kritik? Vi, skribenterne af denne artikel, mener, at man skal forstå den kritik, der ydes i kraft af forelæsningsrækken, som værende opbyggelig - nærmere affirmativ. Men hvordan det?
Sverre Raffnsøe, professor i filosofi, har skrevet en artikel om, hvad kritik er (What is Critique fra 2015). Han skriver, at Kant i forlængelse af Oplysningstiden indviede ‘the age of criticism’, og at vi stadig lever under denne i dag. Af den grund skriver Raffnsøe, at det ikke handler om at spørge, hvorvidt kritik finder sted, for det gør den, men hvordan man skal forstå den.
Raffnsøe har sammen med professor Dorthe Staunæs og adjunkt Mads Bank også skrevet en artikel om affirmativ kritik (Affirmativ kritik: Håb og begejstring, uhygge og vrede fra 2020), hvor de udlægger forskellen på to former for kritik: Negativ og affirmativ. Betegnelsen for kritikken skal ikke forstås som god eller dårlig, men betegner form og forhold til omverden. De lægger sig i og for sig i forlængelse af hinanden og byder på forskellige ting. Den negative kritik bliver billedliggjort gennem en metafor om kejserens nye klæder, idet der er tale om et forsøg på afsløring og et ønske om at bringe sandheden frem. I en negativ kritik ønsker man altså at påvise de falske antagelser. Dette vil måske svare til det, man i folkemunde associerer med kritik - at dekonstruere, at pege på begrænsninger, mangler, de steder argumentet ikke holder, der hvor noget kunne gøres bedre eller anderledes etc.
I den affirmative kritik bekræfter man. Det skal ikke forstås som at bekræfte aktuelle tilstande, men nærmere at forholde sig til dem - en bekræftelse af noget, der er “på vej”, noget som kunne have været i gang. Det er en produktiv aktivitet, der potentialiserer. De skriver: “Affirmativ kritik er en bekræftelse, der peger på et overskud i forhold til det, der bare er givet. Den åbner for noget 'forhåbningsfuldt'.” (s.48), ligesom Raffnsøe skriver i sin egen artikel: “What is affirmed in critical judgment is not what is already fully present and at hand (Heidegger 1979, §43c), but something that is on its way and makes itself felt as it exercises a guiding or piloting role, affecting and working through what is presented.” (s.15). Den affirmative kritik rækker udover aktualiteten og er forhåbningsfuld. Den har en guidende rolle, hvorved den både påvirker og agerer gennem det, den præsenterer. Den Alternative Forelæsningsrække forholder sig til tingenes tilstand, psykologiens fremstilling på Københavns Universitet, men rækker også udover denne og peger på noget andet som er muligt. Det er et potentiale for andre måder at forstå og tilgå psykologi på på vores studie.
Kristin fra 9. semester peger netop på dette forhold, da hun fortæller os, hvorfor hun kommer til arrangementerne: “Kritik bliver ofte forstået udelukkende som at påpege fejl og mangler ved noget, men jeg kan godt lide en definition af kritik, der også medtager, at en kritik skal tilbyde noget. Og med Den Alternative Forelæsningsrække tilbydes blandt andre de forskellige fagkoordinatorer et indblik i, hvad nogle af os psykologistuderende savner.”
Raffnsøe skriver, at (den affirmative) kritik er “(...) an endeavour to examine something important that presents itself and that we are part of in order to examine what we are in the process of committing ourselves to” (s.3) og at den “(...) constantly raises the question about how to relate to, live with, and bear the constant inquiry that one is subjected to.” (s.4). Affirmativ kritik er altså et udtryk for at undersøge noget man finder vigtigt. Noget, man selv er en del af, som man subjektiveres af og til. Og i den proces sætte spørgsmålstegn ved de betingelser man netop relaterer sig til og lever under. Ud fra det kan man godt argumentere for, at Den Alternative Forelæsningsrække kan siges at være et udtryk for at stille sig udenfor studiet og eksaminere det ved at tilbyde andre muligheder - andre potentialer, subjektiveringer mm. - for at forstå psykologien og vores egen rolle i den.
En særlig energi
Den måde, vi bedriver kritik på, afstedkommer særlige affekter. De fleste kender nok til den opstemte energi, der kan herske i et rum, hvor man får talt sig godt ind på et emne, der provokerer én. På anderledes vis kender mange også følelsen af skuffelse og tristhed, der kan præge en samtale om verdens uretfærdigheder. Bank, Raffnsøe og Staunæs argumenterer i deres artikel for, at det er nødvendigt at reflektere over “hvilke stemninger, vi laver vores kritik igennem, og hvordan vores kritik bidrager til stemninger og individuelle følelser, og hvad det så afstedkommer.” (s. 50). Den negative kritik bygger ofte på mistro og paranoia, mens den affirmative kritik i højere grad afstedkommer en stemning af håb, begejstring og positiv overraskelse. Vi skribenter oplever at kunne nikke genkendende til netop denne stemning af begejstring fra arrangementerne i Den Alternative Forelæsningsrække. Både som individuelle følelser af håb for egen fremtid og overraskende bekræftelse af vores eget fag, men også i høj grad som en stemning blandt de fremmødte af tro på en bedre psykologiuddannelse. Da vi spørger Ida fra 7. semester, som er medarrangør af Den Alternative Forelæsningsrække, hvordan hun oplever at være til arrangementerne, svarer hun for eksempel: “Derudover oplever jeg, at der er en ret særlig energi til forelæsningerne. Særligt de gange, hvor vi har været så mange mennesker i lokalet, at der ikke har været stole nok til alle. Der oplever jeg, at fællesskabet er stærkt – det er virkelig fedt.”. Der er altså en særlig energi til forelæsningerne. Der er noget ved stemningen, som kan mærkes. Laura fra 3. semester beskriver en lignende oplevelse: “Forelæseren fortæller tit passioneret om et emne, som de selv er begejstret for, og jeg oplever, at dem der kommer, bliver smittet af det (...) Jeg føler mig tit inspireret til at snakke mere med mine medstuderende og til at søge mere viden, når jeg kommer hjem. Der er altid en god stemning, og jeg har en oplevelse af fællesskab sammen med de andre, der er der.” Der sker noget i rummet, der er begejstring - vi er fælles om noget, og der etableres en form for fællesskab i kraft af dette.
Helt så simpelt er det selvfølgelig ikke. Den negative kritik er ikke udelukkende associeret med negative affekter, mens den affirmative kritik er præget af en ubetinget tro på alt det gode i livet. Den affirmative kritik rummer også et mere nuanceret affektivt repertoire. Bank, Raffnsøe og Staunæs peger blandt andet på det uhjemlige - følelsen af, at tiden ikke er i overensstemmelse med sig selv. Hvorfor er det de studerende, der faciliterer disse forelæsninger? Noget er ikke, som det burde være. Således rummer den affirmative kritik også et ubehag, der også er med til at skabe et forandringspotentiale. Desuden har den negative kritik uden tvivl også sin berettigelse. Den fungerer gerne som en art selvbekræftelse, der skaber en følelse af sikkerhed for den, der er blevet gjort uret. Gennem den negative kritik kan man skabe en oplevelse af afstand til det, som har gjort én ondt. Det er bestemt også en del af den kritik, Den Alternative Forelæsningsrække er født ud af. At der virkelig er en konkret fare, vi skal forsvare os imod. Hans-Jørgen fra 11. semester udtrykker noget af dette, da han beskriver Den Alternative Forelæsningsrækkes berettigelse: ”Dét er befriende og et nødvendigt kosttilskud til en noget udsultet uddannelse.”. Forud for forelæsningsrækkens etablering er der foregået en nødvendig negativ kritik af uddannelsens udvikling, hvor de studerende har haft brug for at udtrykke deres oplevelse af svigt over ikke at blive hørt.
En levende drøm
Den negative kritiks medfølgende følelse af sikkerhed hænger muligvis sammen med det faktum, at den ikke begiver sig ud i den usikre bedrift: At skabe en utopi. I det øjeblik man tør stille sig frem og sige: “Her skal vi hen”, gør man sig selv sårbar. Derfor er den affirmative kritik, der foregår til Den Alternative Forelæsningsrække, også forbundet med mod og gavmildhed. Vi mener, det er et utopisk projekt. Ida peger selv på dette, da vi spørger hende, hvorfor hun er med til at arrangere Den Alternative Forelæsningsrække: ”Jeg kan godt lide, at det er så konkret en måde at føre kritikken på – hver anden fredag eftermiddag fungerer nærmest som en lille utopi”. Filosoffen Ernst Bloch beskriver utopien som en tankeform, der beskæftiger sig med det, der endnu-ikke er. Han skelner mellem konkrete og abstrakte utopier. De abstrakte utopier “er abstrakte, fordi de er konstruktioner af et stillestående Utopia” (s. 50). Sådan udlægger Lektor Jørn Erslev Andersen Ernst Blochs abstrakte utopi i sin introducerende bog til Blochs værker. De forholder sig ikke til, at et samfund altid vil være en processuel størrelse, og de beskæftiger sig ikke med vejen fra nutidens samfund til den utopiske drøm. De abstrakte utopier kan inspirere og skabe psykiske ønskebilleder, men de viser ikke den vej, vi skal gå for at nå derhen. I kontrast til det står de konkrete utopier. “Den konkrete utopi er levende og tidslig-foranderlig” (s. 52). Den konkrete utopi forholder sig til den konkrete samfundsmæssighed og forbinder drømmen med noget usentimentalt, der er forankret i det mulige. Vi vil argumentere for, at Den Alternative Forelæsningsrække netop er et eksempel på en sådan konkret utopi. Når forelæsningerne indledes med et bud på, hvordan den konkrete forelæsning kunne finde sig til rette på et af studiets fag, viser de netop vejen til den utopiske fremtid, hvori vores studie rummer den bredde af perspektiver, “som virkelig er bestemt for os” (for at bruge Blochs egen formulering). Den Alternative forelæsningsrække viser os ikke et stillestående glansbillede af en umulig fremtid, men snarere en levende drøm om, hvad vores studie endnu-ikke er.
Den Alternative Forelæsningsrække er et ret utroligt fænomen. Et levende eksempel på det forandringspotentiale, der kan ligge i et fællesskab med en drøm. Den konkrete utopi lever videre, og der kommer stadig flere og flere til hver forelæsning, som i disse uger er oppe og runde de 100 deltagere hver gang. Så nu er spørgsmålet, kære læser: Hvilken fremtid er vi ved at skabe? Sætter vi svingninger i gang på Institut for Psykologi? Hvor vil dialogen bevæge sig hen? Hvad kommer til at vokse ud af begejstringen? Hvor vandrer tankerne hen, når de forlader forelæsningssalen? Bliver utopien til virkelighed? Vi håber og tror det. Og vi håber, at du vil være med til at bære drømmen ind i fremtiden. For det vil vi.