At fællesgøre udfordringer

Interview med Dansk Psykolog Forenings fungerende formand Dea Seidenfaden 

Af Elvira Hallengren, stud.psych. og Karen Damgaard, stud.psych. 
Foto af: Ulrik Jantzen

Røde faner i Fælledparken. Overenskomstforhandlinger. Arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger. Arbejdsgivers ret til at lede og fordele arbejdet. Den Danske Model og et forlig indgået i september for 123 år siden. Hvad har det med mig at gøre, tænker du måske?  

En hel del, kammerat, uden at du måske aner det. Som studerende på psykologistudiet, hvorfra arbejdsmarkedet til tider kan synes som en fjern fremtid, kan man nemlig også have gavn af at tage del i en fagforenings fællesskab. Det er i hvert fald budskabet fra fungerende formand i Dansk Psykolog Forening, Dea Seidenfaden, der selv er tidligere psykologistuderende på Københavns Universitet. Det kan noget, siger hun, “det med at have 11.000 psykologistuderende og psykologer i ryggen og kunne udvikle faget sammen med dem.” Indput har talt med Dea om, hvad en fagforening kan gøre for studerende og om psykologiens faglige treenighed.  

Du tænker måske: Hvad er Dansk Psykolog Forening? 

 Dansk Psykolog Forening (DP) er både en fagforening, en faglig forening og en brancheforening for psykologer. Den blev stiftet af 37 psykologer i 1947, og i dag er der mere end 11.000 medlemmer, der arbejder i både det private, liberale og offentlige Danmark som medarbejdere, ledere og selvstændige med organisationspsykologiske virksomheder og privatpraksis-klinikker. Foreningens vision er “at sikre psykologers vilkår og kompetencer og arbejde for menneskers psykiske velfærd og trivsel”, og de arbejder “for at forbedre psykologernes arbejdsforhold, psykologfagets kvalitet og etik samt udbrede kendskabet til psykologers gavn for samfundet”, kan man læse på foreningens hjemmeside.  

Dea forklarer: “Vi prøver hele tiden at sætte psykologer i spil. Og det handler jo både om at gøre det interessant for folketingspolitikere at indtænke psykologers faglighed i både behandling, men også i forebyggelse. Og faktisk efterhånden også helt nye fagområder såsom udvikling af velfærdsteknologier. Jeg bruger rigtig meget tid på synlighed og politisk interessevaretagelse, fordi jeg tror, at der er noget at hente for alle psykologer i at lave den gode positionering i forhold til de andre faggrupper og politikere. Men det er jo selvfølgelig et lidt mere langsigtet projekt. Der er jo mere sådan ’value for money’ i at lave en god lønforhandling”. 

Du tænker måske også: Hvorfor være medlem af en fagforening? Hvorfor betale for det? 

Langt størstedelen af arbejdsmarkedet er overenskomstdækket, men kun halvdelen af lønmodtagerne er organiseret i de fagforbund, som forhandler overenskomsterne. Flere peger på, at det især er de yngre generationer på arbejdsmarkedet, der ikke bliver en del af fagbevægelserne. Nogle undersøgelser af den brede fagbevægelse viser en tendens til, at unge melder sig ind i fagforeningerne, men siden melder sig ud igen. Er det mon manglende indsigt i arbejdsmarkedets strukturer, der fører til dette? Er det udviklingen i arbejdsmarkedet med mere prekarisering og en mindre klar fordeling af arbejdsgiver/arbejdstager-forholdet? Er det et økonomisk spørgsmål? 

Spørger man Dea, hvad der skal til for at gøre fagbevægelsen mere relevant for de yngre generationer, svarer hun: 

“Der er jo noget bredt i hele samfundsstrukturen om, at fagbevægelsen ikke er tydelig for de yngre generationer. Men jeg synes jo, at fagbevægelsen har alt med jer at gøre. For mig at se, er en fagforening et fællesskab med solidaritet og noget, der rækker ud over en selv. Det er jo der, hvor man kan spejle sig og få gode råd og møde nogen, der er ældre og yngre og arbejder med noget helt andet. Men det er jo fællesskab med fællesskab på. Jeg tænker sådan, hvordan kan det ikke være relevant? Hvordan kan man have det faglige fællesskab med andre psykologer omkring at udvikle faget og gå på kurser og lære nye ting og få trends fra udlandet til Danmark? Vi arbejder også rigtig meget med den faglige udvikling og læring hele livet, som I jo har på universitet, men som færdig psykolog, skal man også holde sin faglighed og det særlige psykologfaglige i gang. Og så har vi et helt spor med medlemsaktiviteter, hvor man kan være aktiv sammen med andre psykologer. Hvis nu man bliver ansat i PPR, så kan det være sammen andre medlemmer, som arbejder i PPR. Hvis nu man flytter til Vestjylland, fordi man har en drøm om at flytte på landet, så kan det være nogle psykologer, der bor derovre. Hvis nu man interesserer sig meget for en eller anden type terapi, så kan det være et fællesskab omkring det.” 

Og så er der det med medlemskontingentet – mon det kan afholde folk fra at melde sig ind? Dea forklarter, at grunden til, at de i DP ikke har gjort det helt gratis for studerende at være medlem, har været, “at det skal jo heller ikke været sådan noget med, at vi snyder folk ind. Vi har prøvet at gøre det, så folk godt forstod, at de var medlem. Det er jo også en etisk overvejelse. Altså noget, jeg selv har tænkt over, det har været det her med, at folk ikke ved, hvad fagbevægelsen egentlig er, og hvordan arbejdsmarkedet er skruet sammen”. 

Det kan være, at du stadig sidder og tænker: Men hvad kan fagforeningen for mig som studerende? 

“De studerende er jo det allervigtigste for os i de her år,” erklærer Dea. Hvordan kan det være, at det er holdningen i DP lige nu?  

“Jamen fordi jeg - hvis jeg skal være ærlig - kan se, at vi ikke har ramt plet. Vi har troet, at det ville give sig selv, at unge, der har kæmpet i mange år for lige præcis at kunne blive psykologer, de ville også kunne se det helt selvfølgelige i at melde sig ind i Dansk Psykolog Forening fra dag 1. Og nu oplever vi jo så, på linje med resten af fagbevægelsen, at det ikke giver sig selv for de studerende. Så vi er i gang med et oversættelsesarbejde.” 

Dea ser især fagforeningsfællesskabet som en fordel for psykologer i overgangen fra universitet til arbejdsmarked: “I forhold til de udfordringer, der altid vil være i at være ny, ung psykolog, så tænker jeg faktisk, at fagforeningen har sindssygt meget at byde ind med. Fordi alle de ca. 10.000 færdiguddannede psykologer - hver eneste af dem har syntes, at det var sindssygt svært at komme fra universitet og ud i praksis. Så vi hjælpes jo rigtig meget ad. Hvordan kan vi hjælpe nyuddannede på plads på arbejdspladserne? Hvordan kan vi lave nogle kurser herinde, hvor man får flere praktiske greb, man kan bruge i sit første job? Hvordan kan vi hjælpe jer med at få den bedst mulige start på arbejdslivet? ​​Vi har jo også alle lederne, dem der skal ansætte jer, dem der skal give jer uddannelsesstillingerne, dem som vi skal have til at betale efteruddannelse, alt muligt som vi arbejder med i overgangen til arbejdslivet.” 

Men det har vel stadig med arbejdsmarkedet at gøre og ikke dig som studerende, tænker du måske. Dea har dog også blikket vendt mod vilkår og rammer på universitetet: 

“For mig er det sådan, at alle medlemmer er lige. Så når der er rod ude på studierne, så tager jeg jo ud og er de studerendes repræsentant. Men det er svært for mig at få gennemslagskraft, hvis der ikke er nok medlemmer. Når jeg er inde på Christiansborg, og jeg på nuværende tidspunkt kan sige ’Jeg repræsenterer 83% af danske psykologer’, så kan jeg love jer for, at der meget hurtigt bliver gjort plads i nogle kalendere - men når jeg kommer over på studiet og vil sige noget, og så kigger på, hvor mange af jer, jeg reelt repræsenterer, så bliver jeg jo i tvivl om, jeg egentlig overhovedet kan tillade mig at sige ’Få nu styr på det der SUI’. Det har jeg for eksempel været ovre at sige med rimelig store ord.” 

​​De færreste studerende ved nok, at det kan være en vej til at påvirke sit studie at gå gennem fagforeningen, men når reformkommissionen kigger på mulighederne for at forkorte uddannelser, er det DP og Dea, som forsvarer psykologistudiet og værner om uddannelsens kvalitet og de studerende vilkår og muligheder for fordybelse på studiet.  

“Nej, det tror jeg ikke, at de studerende ved”, siger Dea, “De bruger det jo i hvert fald ikke. Jeg tænker, at hvis de studerende vidste det – at de kunne få formanden til at stille sig op i Politiken, altså jeg kan jo sige ting alle mulige steder, også der hvor det bliver ubehageligt for universitet eller for politikerne, hvis de ikke har taget sig af det.”  

Men det handler om mandat og organisationsprocenter, som Dea forklarer: “Min indflydelse er jo kun så stor som det mandat, I giver mig. Jeg tror på, at jeg kan påvirke studierne rigtig meget. De er super lydhøre, når DP kommer, for jeg kan jo sige ‘Jeg har alle arbejdsgiverne’. De fleste psykologer er jo ledet af andre psykologer.” 

Og måske du, nu hvor du er nået så langt, funderer lidt over fagforeningen som et fællesskab: Kan det virkelig være en vej til at ændre ting til det bedre? 

“Når der er så mange studerende, der giver udtryk for, at de føler sig stressede, ensomme, ikke kan overkomme, altså ikke kan imødekomme de krav, der bliver sat på studiet, så synes jeg jo, at der er noget, der er dumt”, erklærer Dea. ”Fordi det er jo ikke gud, der har sat – undskyld mig – universitetsstudiet på jorden, eller studieordningen eller rammerne for vores liv. Der er jo rigtig meget af det, som vi mennesker selv kan påvirke. Og noget af det ligger som nogle politiske beslutninger langt væk fra studiet, men andet er jo ret lokalt.”  

Der er måske i højere grad mulighed for at påvirke sine vilkår, mener Dea, end det bliver fremlagt i de verserende diskussioner om trivsel og mistrivsel: “Jeg synes bare ikke, at der er noget at hente i den nuværende terminologi om mistrivsel og store krav. Jeg kan ikke se, hvad det skal give mig af måder at håndtere det på. ‘I skal ikke sætte så store krav’. Okay, hvordan gør man det? Så jeg leder jo meget mere efter der, hvor vi sammen kan gøre noget.”  

Det er også Deas faglige udgangspunkt: “Fordi jeg oprindeligt er socialpsykologisk skolet, så tænker jeg jo, at det er fællesskabet, der skal redde os alle sammen, dermed også jer studerende. Så det der med at læne sig ind i fællesskabet og finde nogle omsorgsfulde måder at være sammen på, måske om noget fælles tredje.” 

Dea formulerer det som et spørgsmål: “Hvordan kan vi fællesgøre de udfordringer, vi har? Det synes jeg, at vi taler for lidt om. Fordi det med bare at konstatere, at der er mistrivsel og kun tænke, at svaret kan være i form af en hotline, man kan ringe til, hvis man er ensom – det er for snæver en forståelse, der bliver demonstreret.”  

Her kan fagforeningsfællesskabet, ifølge Dea, måske give en anden form for opbakning: “Vi ved jo bare alle sammen, at det er lidt nemmere at bære det, der er mega svært for mig, hvis der sidder en erfaren psykolog, som man synes er sej, og siger ‘Jeg græd i de første tre måneder, da jeg kom ud som nyuddannet’ eller ‘Jeg har grædt meget ude på toilettet på forskellige arbejdspladser’.” 

Og siden du stadig læser med, kan det være, at du overvejer spørgsmål om din uddannelses udformning og hvilken indflydelse, DP har på det? 

En ting er, hvordan man har det som studerende, en anden ting er, hvad man studerer. I foråret blev der afholdt en workshop om Social-, Udvikling- og Integrationspsykologi (SUI)-kandidatsøjlen. Her deltog Dea, da hun finder netop de perspektiver vigtige, som præsenteres her. I sin tid valgte hun selv netop SUI-faget foruden arbejds- og organisationspsykologi som hovedfagene på sin kandidat. 

“Når jeg kigger på, hvad psykologer kan, også når de arbejder klinisk, så vil jeg sige, at når man arbejder klinisk, så bruger man jo enormt meget den mere socialvidenskabelige forståelse af udveksling mellem individ og samfund. Mens man sidder - selv hvis du sidder og laver angstbehandling eller OCD-behandling, som jo er meget manualiseret, så sidder psykologen jo hele tiden og tænker, ‘Hvilket af det her har noget med menneskets hjerne at gøre?’ og ‘Hvad er relationelt?’, ‘Hvilke vedligeholdende faktorer er der i forhold til den position, det her menneske har i sin familie, nogle andre relationer, en gruppe, i samfundet?’ Så man sidder jo hele tiden med den der ‘second loop-bevidsthed’, og det gør man jo enormt meget, når man arbejder terapeutisk. Så det der loop mellem individ og samfund er jo helt centralt for alle psykologers faglighed, vil jeg sige. Lige meget hvor klinisk man arbejder. Da jeg arbejdede inde på lukkede afsnit, brugte jeg da mit SUI-perspektiv sindssygt meget. Selvom det var noget af det mest kliniske, man overhovedet kan lave som psykolog.” 

SUI-søjlen er specifik for kandidatuddannelsen i psykologi på KU. Men DP favner jo alle fire psykologiuddannelser i Danmark. De fire muligheder for at uddanne sig til cand.psych. fordeler sig på fakulteter på tværs af de tre grundvidenskaber - samfundsvidenskabeligt, naturvidenskabeligt og humanistisk. Hvad tænker Dea om det?  

​​”Der er jo forskel mellem uddannelserne. Og egentlig havde jeg tænkt, at det må have en enorm betydning. Jeg vil sige, at der er en forskel mellem uddannelserne, men psykologerne er ikke særlig forskellige. Når vi møder dem herinde i årevis efter, når de kommer på videreuddannelse - altså det opbløder sig på en eller anden måde, når man kommer ud i praksis. Jeg er faktisk overrasket over, hvor ens psykologerne er på trods af de forskelle, der er på grunduddannelserne. For mig at se, så er det jo netop psykologiens styrke. Og det er også det, der gør, at man er ved at dø af stress hver anden dag, mens man læser psykologi, for det er jo ekstremt svært at rumme de forskellige erkendelsesteoretiske paradigmer. Det er lige præcis den der treenighed, der gør os til psykologer. Det er også det, der gør, at når vi arbejder i sundhedsområdet, så har vi noget andet at byde på end lægerne for eksempel, som jo er dem, vi ofte arbejder sammen med.” 

Når nu vi alligevel, ifølge Dea, ender med at blive temmelig ens som psykologer, burde psykologiuddannelserne så se mere ens ud på tværs af landsdelene? 

“Det er ikke fordi, at jeg har noget projekt med, at det skal ligge på samme fakultet alle steder, men det er min interesse, at de holder balancen. At forpligte dem på dét - at der er den balance i forhold til videnskabstraditioner.”