Begæret, sproget og manglen

Af Sandra la Cour, stud.psych.  

En reportage fra en psykoanalytisk konference om Lacans Écrits 

Jacques Lacan er en af psykoanalysens mest omtalt personaer og teoretikere. Nogle mener, at han var en rendyrket narcissist og forfører, der bevidst formulerede sig i et uforståeligt sprog for ikke at blive afsløret som den charlatan, han i virkeligheden var. Andre mener, at der i Lacans arbejde findes nogle af det 20. århundredes mest banebrydende indsigter inden for psykologien såvel som filosofien. For at blive klogere på denne kontroversielle psykoanalytiker drog jeg i slutningen af september til Gent Universitet i Belgien for at deltage i en to-dages konference om Lacans værk, Écrits, fra 1966. 

ÉCRITS SOM BEGÆRSOBJEKT 

Da jeg tog afsted til Gent Universitet for at deltage i Conference Écrits 2018, var jeg ikke rigtig sikker på, hvad jeg gik ind til. Den første forelæsning bar titlen On writing as the object of desire og blev afholdt af professor og psykoanalytiker Dany Nobus. Inden for psykoanalysen har alting jo noget med begæret at gøre, og Écrits er selvfølgelig ingen undtagelse – men hvis begær? Lacans? Læserens? Er dét det samme? En af Lacans famøse sætninger lyder: ”Subjektets begær er den Andens begær”, og den kan vist forstås i mere end én forstand. Et af de essentielle begreber inden for den lacanianske psykoanalyse er begrebet objekt (a) – ”objet petit a” på fransk. I nogle tekster benytter Lacan objekt (a) til at betegne begæret som fænomen, andre steder refererer det til det specifikke objekt for begæret, og et tredje sted konstaterer han, at objekt (a) er det tabte objekt, som subjektet aldrig har besiddet – en fundamental mangel. Som med de fleste af hans begreber er det ret svært at bestemme, hvad det egentlig er, han mener. For Nobus er Écrits i hvert fald en manifestation af Lacans egen mangel og derfor også et objekt for vores (læserens) begær.  

Nobus bruger også godt tre kvarter på at analysere Écrits’ forside. Bogen har et udpræget minimalistisk udtryk med sin hvide baggrund, hvorpå forfatterens og udgiverens navn er angivet i rødt og titlen i sort. Et minimalistisk udtryk, der afslører meget lidt om sit eget indhold og måske netop derfor er særligt dragende. Titlen Écrits (som nok bedst oversættes ved ’skrifter’) røber heller intet om bogens indhold, men angiver blot dens form. Modsat Lacans seminarer, der blev optaget og senere nedskrevet (en opgave som er eksklusivt forbeholdt hans svigersøn, Jacques-Alain Miller), er Écrits altså Lacans nedskrevne ord samlet i en enkelt udgivelse. Men Écrits er naturligvis ikke en bog i traditionel forstand, konstaterer Nobus – faktisk kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt den overhovedet kan betegnes som et sammenhængende værk.  

Det er der flere grunde til, og en af dem er bogens obskure og til tider helt uforståelige sprog, som Lacan er så berømt for. Dén, der på et tidspunkt har givet sig i kast med at dechifrere en eller flere af teksterne, ville sandsynligvis give Nobus ret i hans konstatering af, at formålet med Écrits ikke virker til at være at transmittere viden. Men hvorfor egentlig ikke? Hos Lacan er oplysningstidens idealer for længst blevet annulleret, og det udmønter sig altså ikke blot i hvad Lacan skriver, men også i hvordan han skriver. Gennem læsning af Écrits konfronteres vi, ifølge Nobus, med det, vi ikke ved, og endnu vigtigere, med det vi ikke ved, at vi ikke ved. Vi konfronteres med sproget og vores eget illusoriske forsøg på at indkapsle og nå sandheden herigennem. Men hvad søren laver vi så her, hvis det ikke er for at nærme os en eller anden form for forståelse, har man lyst til at spørge? Hvorfor overhovedet læse Écrits? Måske for at se vores mangel og ikke-viden i øjnene. I så fald vil man altså allerede være gået helt galt i byen, hvis man sætter sig for at endevende Écrits fra ende til anden i håbet om at kunne opnå fuld indsigt i Lacans teori.  

SANDHEDEN SOM DÉT DER IKKE KAN SIGES 

Begge konferencedage blev påbegyndt og afsluttet med forelæsninger, mens de resterende timer blev brugt på fremlæggelser og diskussioner af forskellige aktuelle artikler, de såkaldte paper sessions. I programmet kunne man kort orientere sig i det store udvalg af artikler, der varierer bredt mellem æstetiske, filosofiske og kliniske undersøgelser. En artikel hed eksempelvis ‘The Four Discources and the Möbius-Ring: Lacan’s Diagnostics of Contemporary Technoscience’. En anden lød ‘To use Hegel’s term against and with Him: Towards a Lacanian Hegelianism’.  I første omgang endte jeg i lokale 1.2, hvor alle artikler havde et klinisk fokus og bar titlen ’The Subject and the Lie…’. Under fremlæggelser og efterfølgende diskussion forsøgte jeg med stor ihærdighed at skrive så meget som muligt ned i min notesbog. For at give en smagsprøve på den første session, kan jeg opsummere følgende: 1) Subjektet er en effekt af sproget (i Lacans terminologi: Det symbolske); 2) Løgnen er fundamental for sproget, fordi vi i sproget tror vi kan fange sandheden; 3) Løgnen peger på noget andet, på en anden sandhed og 4) Sandheden er ikke en essens, men noget der findes mellem subjektet og den anden. Konklusion: Vi kan aldrig sige sandheden. Som med de fleste andre oplæg og foredrag i løbet af disse to dage, pendulerede jeg mellem en følelse af meget stor begejstring, som hurtigt blev efterfulgt af en følelse af total opgivenhed. Måske man bare skulle melde sig på den kognitive adfærdsterapis vogn? 

THE AFTERPARTY  

Da den første konferencedag sluttede omkring kl 17, blev aftenens middag og efterfølgende fest annonceret. Jeg var på dette tidspunkt godt og grundigt ør i hovedet efter ni timers konfrontation med mit begær efter viden, og hvordan det hviler på en illusion om en opnåelig sandhed. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det altså lidt hårdt at være alene på konference. Var der mon andre end mig, der også sad med en let svimlende fornemmelse? Ideen om at skulle møde helt alene op til en fest og mingle med en gruppe profilerede forskere, var for mig på dette tidspunkt mildest talt en uoverskuelig tanke. Jeg har aldrig været god til at mingle og slet ikke efter sådan en omgang desillusionering af oplysningstanken. På den anden side: Hvor tit får man muligheden for at observere en række af de mest anerkendte lacanianske psykoanalytikere uden for deres naturlige habitat? Jeg måtte selvfølgelig tage af sted. 

Efter at have brugt lidt for lang tid på at gennemskue det offentlige transportsystem, kom jeg frem til festen. Hvad skulle jeg gøre af mig selv? Jeg kiggede mig omkring. Festen blev holdt i hvad der lignede en halvgammel bar i to etager, hvor små borde og stole var placeret rundt omkring i lokalet. Rimelig uformelt. Det var lige før, det kunne minde om et festligt arrangement for helt almindelige mennesker! Jeg snuppede et glas bobler oppe i baren, placerede mig ca. midt i lokalet, og så ventede jeg ellers håbefuldt og en anelse desperat på, at en venlig sjæl ville forbarme sig over mig og udveksle bare et par ord.  

Det var heldigvis tilfældet. En yngre fyr fra Bristol ved navn Paul, der vist havde skrevet en ph.d. om Derrida og psykoanalysen, introducerede sig selv. Han skulle fremlægge en artikel næste dag og var tilsyneladende ret nervøs. Skønt at møde en, der ligesom jeg befandt sig i den usikre del af følelsesregisteret, og som heldigvis også viste sig at have hang til cigaretter. Vi faldt i snak med en lidt ældre kvinde fra London, der, ligesom jeg, virkede ivrig efter en gruppe at falde i snak med. Det viste sig, at hendes analytiker sad ved et bord et stykke fra os. Jeg trøstede mig ved, at der i det mindste ikke sad en person i lokalet, som kendte til mit objekt (a). Lidt heldig har man vel lov at være.

Vi forsynede os i den fremsatte buffet og fandt et bord, hvor to andre sluttede sig til. Den ene var under uddannelse som psykoanalytiker, og den anden var dekan på universitetet i Bristol. Det var ikke et selskab jeg havde befundet mig i før, og jeg var ret bange for, at min enorme ikke-viden ville træde umiskendeligt frem, så snart samtalen gik rigtigt i gang. Efter at have tømt det første glas vin, havde en vis ro dog indfundet sig. De var jo slet ikke så intimiderende, de der lacanianere. Faktisk ret søde og inkluderende - også over for en naiv og uvidende bachelorstuderende som mig selv. Efter tre-fire timers snak om alt fra Joy Division til Lacans fire diskurser, tog vi hjem for at være klar til næste dag. På vej ud fra baren fik jeg kort øje på en af konferencens absolutte stjerner, den amerikanske Lacan-oversætter Bruce Fink, der havde hengivet sig til dansegulvet. Så fik jeg da den med.   

EN NY DAG TRUER 

Sidste konferencedag blev skudt i gang med professor og filosof Ed Pluths foredrag om subjektet, viden og erkendelse. Det viste sig at være en ordentlig omgang dekonstruktion af den moderne videnskab og dens begreb om sandhed. Ifølge Lacan går det moderne videnshungrende subjekt tilbage til Descartes cogito. Den havde man da hørt før. For Lacan er det væsentlige ved Descartes ikke blot hans dualisme, pointerede Pluth, men at han forankrer sin egen væren i tanken og dermed i sproget. Sproget har jo, som tidligere konstateret, ikke adgang til sandheden og har i hvert fald slet ikke noget med væren at gøre. Om det var vinen fra i går eller den tilbagevendende forkastelse af sandhedsbegrebet, var jeg ikke sikker på, men jeg begyndte i hvert fald igen at mærke en begyndende svimlen.  

Efter foredraget fik jeg sagt hej til mit festlige selskab fra aftenen før. Det var rart at have nogle at tale med i kaffepauserne. Efter de to følgende paper sessions kunne jeg konstatere, at jeg igen havde været flittig med min notesbog. Der stod sætninger som ”kønnet er en position i relation til fallos”, ”fallos er en mangel”, ”fallos er et ankerpunkt for det symbolskes struktur”, og jeg overvejede, hvorvidt disse sætninger overhovedet ville give mening, når jeg ikke længere befandt mig i en forsamling af psykoanalytikere. De lacanianske aksiomer kan være svære at nærme sig, når den teoretiske demografi ikke længere har en overrepræsentation af psykoanalytikere.   

Dagen blev sluttet af med to store fællesforedrag, blandt andet af professor og praktiserende psykoanalytiker, Paul Verhaeghe. Efter to dages intensiv flirten med Écrits, som ikke ligefrem kendetegnes ved det mest optimistisk menneskesyn, var jeg så småt begyndt at tvivle på, om der overhovedet var håb for vores menneskelige relationer og for videnskaben? Er det hele bare løgne, illusioner og begærsstrukturer? Verhaeghe mente, at Lacan gav os et håb for fremtiden: Vi skal bare indse, at vi er årsag til vores egne symptomer, opgive troen på den store Anden uden at tro, vi er uafhængige af den anden. Ikke umiddelbart den mest opløftende replik at gå hjem på, men jeg følte mig alligevel lidt mere optimistisk efter Verhaeghes afsluttende bemærkninger.  

GIVER DET MENING? 

 Da jeg sad i bussen på vej ud til lufthavnen, tænkte jeg over, hvad de sidste to dage egentlig havde handlet om. Jeg var helt sikkert taget derfra med flere spørgsmål, end da jeg ankom, men det føltes ikke som noget negativt, tværtimod. Samtidig havde jeg en underlige fornemmelse af, at den lacanianske psykoanalyse er så svær at få greb om, fordi der hersker en grundlæggende inkonsistens i teorien. Hvordan kan Lacans objekt (a) eksempelvis både referere til begæret, begærsobjektet, til den anden og til en mangel? På den anden side, har eksempelvis kvantemekanikken ikke for længst udfordret vores måde at forstå fænomener? Hvis en partikel både kan være en bølge og et objekt på samme tid, kan så ikke også begæret være både et objekt og en mangel på samme? Det er nok i grunden det, der tiltaler mig mest ved Lacan. Der er altid noget, der er uforståeligt, der er altid noget, der undslipper, mangler eller ikke giver mening - og måske indeholder denne mangel på mening ligefrem sit eget svar, hvad angår subjektet og begæret: Det er en mangel på mening. Da jeg var kommet hjem og skulle berette om min tur, blev jeg flere gange spurgt, hvad jeg egentlig havde lært dernede i Gent? Jeg kunne langt fra give et konkret eller særlig fyldestgørende svar, men én ting måtte jeg nok erkende: Jeg er vist blevet forført af psykoanalysen.