Af Inger Lund Michelsen, stud.psych.
Illustration af Ida Ankerfelt, stud.psych.

Det majestætiske Théâtre Français tårnede sig op over de Parisiske tage, da han steg ud af vognen. Igennem byen blæste en mild vind med en ganske særlig duft af pâtisseries og en sød aroma fra cigaretrøgen, som han fandt ganske anderledes end Wiens velkendte lugte. Nu var han her endelig! Et skolar-ophold i Paris hos den berømte og berygtede franske neurolog Jean Martin Charcot. Wien var blevet for lille til den nyudlærte Doktor Sigmund Freud, og det var på tide, at han udvidede sin videnskabelige horisont. I aften var en særdeles vigtig aften. Monsieur Charcot begyndte sin forelæsningsrække om behandlingen af hysteri ved brug af hypnose den førstkommende mandag, og aftenens opsætning af Sofokles’ Kong Ødipus var Freuds første lejlighed til at gøre et godt indtryk på Europas videnskabelige elite. Da Freud åbnede døren ind til teaterets foyer, strømmede en bølge af varme, lys og opstemt snak imod ham. Her var hele det parisiske bourgeoisie samlet i festligt lag i den smukke gyldne sal, hvor lyset fra de mange krystallysekroner glimtede i de velpolerede marmorbyster. De smukke damer i deres lange voluminøse draperede kjoler og med fjerbesatte hatte og herrerne i kjole-og-hvidt med tophat og monokel, fik Freud til endnu engang at tjekke, at svalehalen på hans kjolejakke sad som den skulle.

”Monsieur Freud!” Charcot trådte pludselig ud af mængden og bevægede sig hen mod ham. Han var en lille tæt mand med en kraftig hals, en bred mund og store kinder, der unægteligt gav Freud associationer til en skrubtudse. ”Monsieur Freud!” udbrød han igen under det faste håndtryk. ”De er alene i aften, ser jeg?” fortsatte han. ”Åh ja, min forlovede Mademoiselle Bernays er blevet hjemme i Hamburg, men jeg skriver flittigt breve til hende om mine oplevelser her i Byernes By.” Hans fransk var rustent, og han mærkede varmen stige op i kinderne. Her stod han og talte med en videnskabsmand, hvis sunde fornuft grænsede til genialitet, og så snakkede han om kærestebreve til Martha. ”Udmærket, udmærket, Monsieur, mere tid til arbejde. De kommer naturligvis til min grand tour på mandag, ja min demonstration af mesmerization”? Freud tøvede, og han fortsatte: ”Ja, hypnosen! Og dens mageløse effekt på hysterikeren!” Det gibbede i Freud, og han nikkede ivrigt. Hypnose var vanligvis noget han forbandt med cirkusser og spådomskunst, og her stod Paris’ førende neurolog og talte om mesmerization. Han var på én gang skeptisk og fascineret. I næste nu sluttede en yngre karseklippet herre med sammenknebne øjne sig til selskabet, og Charcot udbrød henrykt: ”Jeg vil gerne introducere dem for en af mine elever, dette er Monsieur Georges Gilles de la Tourette.”

Så snart manden havde sluppet Freuds håndtryk, kneb han øjnene yderligere sammen og rettede et nysgerrigt blik mod Freud. ”Undskyld monsieur Freud, var det en lille muskelsammentrækning omkring overlæben jeg observerede der? Må jeg have lov?” Manden trådte et skidt nærmere og gav sig til at nærstudere Freuds overordentligt veltrimmede schnurrbart, som han hjemmefra havde brugt timevis på at få til at stritte på den helt moderigtige måde. Freud fnøs og rynkede perpleks på næsen under den grundige inspektion: ”Blot en lille smule snue, monsieur Tourettes, ikke andet.” Manden nikkede accepterende med en rynke i panden, for derpå at glide baglæns mens hans spejdede ud over det resterende selskab. ”De må undskylde monsieur Gilles de la Tourette... Han er så frygteligt optaget af sit nyeste påfund... Ja hvad er det nu han kalder det? ’Maladie des tics’... Man kan dårligt nyse i hans nærvær uden det bliver grundigt gransket!”

”Åh og den herre derover bør de også hilse på, Monsieur Freud!” Charcot drejede rundt og pegede på en herre på Freuds egen alder med et lige så prægtigt schnurrbart som hans eget: ”Pierre Janet! Han holder sig ofte lidt for sig selv. Han er så frygteligt bange for, at nogen skal lade sig inspirere lidt for meget af hans idéer... Plagiat, De ved. Og bevares, han har da også nogle fortræffelige af slagsen, alt det her med det underbevidste og dissociation, men alligevel...” Freud kiggede uroligt rundt på Charcots unge protegér og mærkede et stik af uvelkommen usikkerhed. Skulle han, Sigmund Freud, ikke kunne måle sig med alle disse herrer? Var han da ikke noget helt særligt?

En underlig skurrende fornemmelse fyldte ham, da den første klokke ringede, og han tog afsked med Charcot for at finde sin plads i logen. Forhåbentlig ville den antikke græske tragedie ikke kede ham alt for meget. Om ikke andet ville han få lejlighed til at øve sine franskkundskaber. Han trådte ind i teatersalen, hvor der henlå en tung, andægtig stemning under den glødende belysning, som kastede skygger tilbage fra de smukt dekorerede hvælvinger. Snakken lå som et dæmpet tæppe af hvisken henover salen, og Freud sænkede stemmen, da han undskyldende banede sig vej hen til sin plads i den yderste logestol. Snart dæmpedes belysningen, og den summende snak forstummede i en spændingsfyldt forventning.

Et enkelt lys tændtes på scenen. Pludselig stod han der, Kong Ødipus, flygtet fra sit hjem I Korinth, fordi et orakel havde forudset, at han skulle dræbe sin egen fader og ægte sin moder. Han var kommet til Theben og havde besejret den huserende Sfinx ved at svare rigtigt på dens gåde, var blevet udråbt til konge over Theben og havde giftet sig med Iokaste, enke efter den dræbte kong Laios. Med hende havde han fået to sønner og to døtre. Nu hærgede pesten, og oraklet i Delphi havde varslet, at plagen først ville ophøre når Kong Laios’ morder blev pågrebet.

Men Ødipus på scenen var ikke den typiske lidenskabsløse krukke, som de græske helte som oftest blev portrætteret på en teaterscene. Han havde vilde øjne, og hans gestik var overdrevet og voldsom i en grad, der fik Freud til at rykke frem i sædet. Denne Ødipus var karismatisk, flamboyant og vulgær. Hans sproglige behandling af de antikke vers grænsede til det trivielle, og profaniteter og skældsord flød til højre og venstre. Da den blinde profet Tiresias meddelte ham, at det var Ødipus selv, der var Laios’ morder, udviklede skænderiet sig til regulært håndgemæng, i lighed med hvad Freud kun kunne forestille sig forekom på et af proletariatets værtshuse. Freud var tryllebundet. Hvem var denne oprørske og dyriske Ødipus, helt blottet for gudfrygtighed? Han mærkede hjertet banke i halsen, og gåsehuden rejse sig som små toppe overalt på sin krop.

I næste nu trådte Iokaste, Ødipus’ gudesmukke kone, ind på scenen. Hun var klædt i hvide bløde stoffer, der faldt i draperede lag ned over hendes velformede krop fra de blottede hvide skuldre, og hendes ansigt var indrammet af mørkebrune lokker, der bevægede sig dansende, idet hun åbnede munden for at tale. Ordene flød fra hende som varm honning og overvældede hans sanser, men stemmen var en andens: ”Min egen gyldne Siggy!” Begejstringen for ham, hendes førstefødte, hendes gyldne søn, omsluttede ham. Læberne bevægede sig igen, han lukkede øjnene: ”Min vidunderlige Siggy, ved du, at en spåkone har fortalt mig, at jeg med min førstefødte har skænket verden en stor mand?”

Men man skal ikke tro på spådomme! Da han åbnede øjnene, så han Iokaste, der på scenen trøstende lagde sine bløde arme omkring Ødipus og trak ham ind til sig: ”Engang blev varslet Laios, at døden vilde ramme ham ved den søns haand, som skulle blive Frugten af vort ægteskab.” Men Laios blev dræbt af en bande røvere ved en tredelt landevej! Ingen grund til at tro på den slags!

Han lukkede øjnene igen, og så hende nu helt tydeligt for sig. Hun sad på sengen i forældrenes soveværelse tilbage i barndomshjemmet i Wien, og hun lagde hovedet tilbage, når hun lo: ”Kom herop til mig i sengen, Siggy!” Hans hjerte hoppede op og ned, men i næste nu mærkede han en anden trang trænge sig på: han skulle tisse! Men åh, at forlade hende, at forlade denne vidunderlige stund sammen med hende. Han kunne ikke løsrive sig og besluttede sig for at få det overstået og ladede vandet netop der i forældrenes soveværelse. Først for sent indså han, at faderen var tilstede og havde set det hele.

Ja, Laios havde gjort sit for at forhindre, at den spådom skulle fuldbyrdes, beroligede Iokaste igen: ”Det unge Nor knap havde trende Dage sét, da Laios sammensnøred fast hans Anklers led, og kasted ham, ved fremmed hånd, paa vejløst Fjæld”. Det gav et ryk i Freud, og han kunne have forsvoret, at han mærkede faderens greb i sin skjortekrave, da han trak ham gennem soveværelset og foran moderen pegede anklagende på ham med en dirrende finger, mens eder og forbandelser væltede ned over ham: ”Den dreng kommer aldrig til at blive til noget!”

Faderens ord rungede i hans indre, da han åbnede øjnene og fandt sig selv tilbage i teatersalen. Sveden piblede fra hans pande, og alle hårene på hans krop havde rejst sig i intens forfærdelse. Hvad var det, der foregik? Til hans overraskelse lod ingen omkring ham til at have bemærket noget, og på scenen syntes Ødipus ikke roligere ovenpå Iokastes forvisning om, at Laios havde forhindret sin skæbnesvangre død ved sin egen søns hånd ved at lemlæste sønnen og sende ham bort. Ved at umyndiggøre ham. ”Den dreng kommer aldrig til at blive til noget”.

Nej, Ødipus på scenen trampede uroligt rundt fra den ene ende af scenen til den anden. Noget ved Iokastes ord havde vækket en uro i ham. Snakken om denne tredelte vej, om Laios? Om spådomme og fadermord. Hjemme i Korinth havde skæbnen også kastet en tragisk dom over ham: et orakel havde forudset, at han skulle slå sin fader ihjel og gifte sig med sin mor, og for at undgå denne grusomme profeti, var han flygtet fra sine forældres kongerige i Korinth. Freud så for sit indre blik den oprørske Ødipus på vandring gennem det antikke Grækenlands heder, afmagret og udmattet af heden og af mangel på vådt og tørt. Igennem varmedisens bølgende luft spejdede han, at vejen forude delte sig i tre. Pludselig var vejen brostensbelagt og omgivet af små tætte huse. ”Da jeg var en ung mand som du, Sigmund, gik jeg en lørdag morgen en tur i den landsby, hvor du blev født...” Manden på vejen var ikke længere Ødipus, men hans fader, der som ung mand og med sin nye pelshue på hovedet var ude at spadsere sin vante tur i Freibergs gader. Den unge velklædte mand nåede krydset, hvor de tre veje delte sig.

Den historie om en tredelt vej, den mindede altså Ødipus om noget: ”Paa min Vandring jeg hin Trevej nærmed mig, Der moder mig på Stedet en Herold, og end, Paa hestbespændte Vogn, en anden mand, som du, Har skildret ham.”

Men i det fjerne skimtede Freud ikke en hestebespændt vogn, men en derimod en fornem kristen herre, der kom gående mod faderen med lange skridt. I det tredelte kryds passerede han faderen, og i det samme trak hans ansigt sig sammen i rasende folder. Han standsede op og vendte sig mod faderen. ”Jøde! Se at komme væk fra fortovet!” råbte han og langede derpå ud efter faderen og slog den glinsende nye pelshue af hovedet på ham, så den faldt af og landede i den mudrede rendesten.

Ødipus løftede afværgende armene, og hævede stemmen: ”Nu vilde Vognens styrer og, den Gamle selv med Magt af Vejen jage mig!”

”Hvad gjorde du så, far?” forfærdelsen i barnestemmen, som han genkendte som sin egen, skar ind til marv og ben. ”Ingenting. Jeg gik ud på vejen, og samlede min pelshue op” havde faderen svaret. Hjertet sank i brystet på Freud. Sådan en kujon! Tænk at være så uheroisk, så underdanig! Sådan en svækling! Og han skulle forestille at være en faderfigur?

Ødipus’ arme, der før var løftet i afværge, sluttede sig nu sammen i et fast greb om det våben, han forestillede sig imellem sine hænder: ”Forbitret slaar jeg Kusken som forfølger mig.” Ét slag. Så lå kusken der.

Den store stærke hånd slutter sig omkring den lille drengs hånd i sin på en lørdagsgåtur i Freibergs gader. Men den store stærke hånd havde intet gjort for at gøre modstand. Selv ville Freud have svoret hævn...

Så havde Ødipus set den gamle mand stige ud ad vognen. En grånet krøbling, der havde løftet sin kæp til modværge, taget sigte og havde ramt ham i hovedet. På scenen kastede Ødipus sig bagover i et illustrativt smertehyl for derpå at løfte sit usynlige våben til den endelig hævnagt. Freud så for sit indre blik en grånet og forkrøblet olding, der faldt mod jorden under den hævede kæp. Han vendte kort sit ansigt mod Freud, og der sås en bøn om nåde i hans blik.

Ødipus trak vejret dybt og ventede få sekunder, inden han udtrykte den sidste strofe i et dyrisk brøl: ”Da dræbte jeg dem alle!” I brølende raseri faldt han udmattet på knæ: ” – Men var Laios, Nu netop denne samme ubekjendte Mand?” Oldingen, der nu lå forkrøblet og død på jorden, havde en pelshue på.

Freud gispede og rykkede sig uroligt i sædet. Den gamle historie som faderen havde fortalt på én af deres lørdagsgåture om pelshuen og den kristne mand. Han huskede skuffelsen over faderens passive underdanighed. Men den svagelige, blødende olding på jorden under Freuds løftede kæp? Kom dette billede fra en drøm? En fantasi? Det kunne da ikke være hans egen far...?

”Din fader er død!” Vent, hvem? Hvis fader? På scenen var en budbringer fra Korinth trådt ind. Med sig bragte han en nyhed. Ødipus’ fader, Kongen af Korinth var død. Ødipus blev ekstatisk. Her havde han beviset på spådommens ugyldighed! Faderen var død, men ikke ved hans hånd. Ved sygdom, ikke ved hans hånd. Freud drog et lettelsens suk. Snart var Iokaste hos ham i en berusende omfavnelse. Var det måske ikke det, hun havde sagt? At han ikke skulle bekymre sig! Hun lagde sine bløde porcelænshvide hænder omkring hans skuldre og spidsede læberne mod hans øre, mens hun hviskede ”Der er intet at frygte”.

Freud mærkede et sæt bløde læber mod sin pande, der fik ham til at lukke øjnene. Fornemmelsen af jorden der rumlede afsted under ham, og kildende bløde hårlokker, der strejfede hans kinder, sendte en strøm af sommerfugle gennem hans indre. ”Godnat, min lille Siggy.” Han lå på en briks i nattoget fra Leipzig til Wien, og han blev liggende med øjnene lukkede og trak vejret dybt, som om han allerede sov, mens hans mor trak dynen tættere op omkring ham. Så åbnede han diskret det ene øje på klem. I skæret fra den dæmpede petroleumslampe kunne han se sin mor stå foran spejlet og klæde sig af. I bløde bevægelser lod hun klæderne falde stykke for stykke... Men kun den halve spådom var afværget. Kvinden han frygtede levede endnu. Så længe hans mor levede kunne Ødipus ikke vende hjem: ”Skal jeg ej ængstes for min Moders Ægteseng?”

Snart stod hun der, nøgen. Hendes hud var mælkehvid og nærmest gennemsigtig i den dunkle belysning. Hendes bryster og hofter kurvede på en så vidunderlig og forbudt måde, at lille Siggy kun knapt turde holde det ene øje åbent. Men synet sendte så herlig en strøm af urovækkende begejstring igennem ham, at han ikke ville lukke det, trods hans rædselsslagne vished om, at en afsløring ville være fatal. Så trak hun i natkjolen, slukkede petroleumslampen og gled lydløst ned ved siden af ham på briksen, mens alt der hørtes var den monotone brummen fra toget, der bevægede sig over skinnerne gennem landskabet.

Iokastes stemme lød som en hvisken tæt ved hans øre: ”Frygt derfor ej din Moders Ægteseng, Alt mangen Dødelig har før i Drømmesyn, Hos deres Moder sovet...”

Han skjulte ansigtet i hænderne og gispede i forfærdelse. Panden og håndfladerne var gennemblødte af sved, og han hev efter vejret. Hvad var dog dette for usømmelige tanker og fornemmelser? Var det kun i et drømmesyn, at han havde beluret, ja, begæret sin mor ved synet af hendes nøgne krop, eller havde han vitterligt haft disse obskøne drifter?

Nej, han ville ikke se eller høre mere. Han rejste sig brat op i sædet, til stort misbehag for de nærmeste teatergængere, men et enkelt blik mod udgangen fik ham til at indse, at han skulle ulejlige størstedelen af Paris’ intellektuelle elite ved en indiskret og utidig afgang. Freud satte sig ned igen og tog sig med rystende hænder til panden. Han ville ikke se mere. Hver eneste gang han blinkede, væltede billederne ind over ham, han ville ikke se mere, ikke høre mere.

Men Ødipus vil vide sandheden. Ødipus vil se klart. Og i sandhed skulle han få sandheden at vide. Nu væltede den ned over ham, den ene afsløring efter den anden: Du er ikke din fader og moders søn! Som spæd blev du givet til den barnløse konge af Korinth af en hyrde! Iokaste bønfaldt ham om ikke at grave mere i sin fortid: ”Ved Guder, nej! Saasandt som Livet er dig kjært, Udforsk ej det! Lad mine Kvaler være nok!”

”Jeg vil ej høre dig, jeg alt vil skue klart!”

Billedet af faderen på jorden med den beskidte pelshue og den svagelige forkrøblede krop. ”Se far, jeg er blevet til noget!” råbte han, inden han løftede kæppen til slag. Han ønskede at slå sin egen far ihjel.

”Nej nej nej, udforsk det ej”

Han fik dig givet af en anden hyrde, der tjente hos den afdøde kong Laios. Barnet kom fra Laios’ egen slægt.

”Nej, nej, nej udforsk det ej! Lad mine kvaler være nok!” Iokaste overrakte hyrden barnet – det var hendes eget.

”Nej nej nej, udforsk det ej”

Billedet af moderens nøgne ryg, hendes kærlige kærtegn og hendes varme krop mod hans under tæppet på briksen. Han begærede sin egen mor.

”Lad mine kvaler være nok!"

Freud selv var Ødipus.

Ødipus brølede hjerteskærende af fortvivlelse og kastede sig i vantro desperation mod jorden, da sandheden, at han har dræbt sin fader og giftet sig med sin moder, gik op for ham. I en barbarisk vanvidsrus løftede han Iokastes guldbroche op over hovedet: ”Du har set for længe, på noget du ikke skulle se! Lad der blive mørke!” Med et forpint, dyrisk brøl jog han brutalt sylen i sine øjne. Blodet flød i pulserende strømme. Udsynet sløredes og blev utydeligt for så at forsvinde helt. I mørket mærkede Freud de fossende strømme ned ad kinderne, der blev til våde plamager på skjortebrystet. I mørket hørte han orkesteret spille den sidste fanfare, og så blev alt stille.

Dernæst brød publikum ud i en rungende jubel. Han kunne ingenting se, kun høre hvordan sæderne hvinede, og trampene rungede, da samtlige mennesker i den store sal rejste sig i en stående applaus. Han indså nu, at mørket skyldtes, at han sad bøjet forover med ansigtet i hænderne, hvor sveden og tårerne perlende ned i hans hule håndflader. Rummet eksploderede af begejstring, huen og jubel. Freud løftede hovedet og så sig omkring. Selv i det dæmpede lysskær kunne han omkring sig skimte mænd såvel som kvinder med hektisk rødmende ansigter og vild ophidselse i deres blik. Hos sin sidemand genkendte han sin egen svedperlebesatte pande, og kvinden i logen ved siden af var så oprørt, at hun febrilt viftede kold luft mod sit ophedede ansigt. Det var øjensynligt ikke kun hos ham, at stykket havde vækket sindsoprivende billeder til live. Overalt omkring sig så han folk, der i Ødipus’ skæbne havde genkendt deres egen. Det han så var, at oraklet, allerede ved vores fødsel, i os alle havde nedlagt den skæbne at skulle rette vores første seksuelle impulser mod vores mor og de første impulser af had og hævn mod vores far. Kong Ødipus opfyldte blot det ubevidste barndomsønske, som lå gemt i os alle, og som alle i denne teatersal havde fået et oprivende indblik i her til aften. Da lyset tændtes, og tæppet gik ned, rejste Freud sig på rystende ben for at følge menneskemængden ud i foyeren. For enden af trappen stod Charcot og havde samlet en lille skare omkring sig, alle med mere viltert hår og overskæg end da de trådte ind i salen. Selvom Freud mest brød sig om cigaretter, tog han alligevel med rystende hænder imod den cigar, som Charcot tilbød ham, mens Charcot med begejstret mine udbrød: ”Det er da i grunden interessant, hvordan et teaterstykke fra antikken kan bevæge et moderne publikum i lige så høj grad, som det appellerede til samtidens grækere! Jamen er det ikke sælsomt?”

”Jo...” Svarede Freud eftertænksomt. ”Man skulle næsten tro, at der var tale om en eller anden form for kompleks...”

Ødipus' komplekse sandhed - en novelle om Freuds opdagelse af Ødipuskomplekset