En anbefaling til lettelsen af vintermørkets tungsind: Hvordan Taxa kan redde dit humør

Af Kristoffer Mulbjerg Knudsen, stud.psych.
December 2019

Føler du også, at indholdet på streamingtjenesterne er ved at ryge ind i en konform osteklokke, der på mærkværdig vis øger sin konformitet, i takt med at producenterne vil overgå hinanden med nye dystopier og større sensationer? Her kommer et bud på, hvor du skal søge hen. Drop dystopierne og dyk ned i bekymringsløsheden.

Jeg har gjort mig noget af et guldmine-fund. Du kender den sikkert. Den ligger gemt i DR’s portal til sine arkiver, Bonanza. Heldigvis er det ikke en guldmine, der svinder ind, når man deler den. 

Guldminen hedder Taxa. Jeg genopdagede denne tv-serie i et kedsommeligt forsøg på at opspore den 90’er Mercedes, som min bofælle var så begejstret over at køre i på vej til et sommerhus i Nordsjælland. I vores anale forsøg på at finde frem til den eksakte Mercedes, kom jeg i tanke om tv-serien Taxa. Og ganske rigtigt, med hjælp fra DR Bonanza kunne vi inden for få minutter se Anders W. Bertelsen drøne rundt i den selvsamme Mercedes i de amagerkanske gader. Begejstringen var i top.

Men Taxa havde meget mere at byde på. Så meget, at jeg stadig er ved at æde mig igennem de 48 afsnit. Serien skildrer Krone-Taxa, en københavnsk taxacentral, og dens indædte kamp om at overleve i en benhård branche. Imidlertid spindes taxachaufførerne ind i hovedstadens gadeproblemer. Chaufførerne kører københavnerne fra A til B, mens de formår at gøre politiets og psykologens arbejde. De fanger forbrydere på forbryderisk vis, stopper narkosalg og forhindrer selvmord.

Vi følger historien om den ingeniørstuderendes vej ind i branchen, mens han forelsker sig i narkoluderen på bagsædet, central-chefen, der drikker skyldfølelsen over sin utroskab væk, og så når vi også rundt om diskrimineringen og stigmatiseringen af de bosniske chauffører. For hvert afsnit der går, kan man trygt regne med, at der tages et nyt strukturelt og psykologisk emne op. Og at mindst én chauffør kommer i knibe. 

Taxa vil for meget på én gang. Så meget, at man ikke kan andet end at elske dens naivitet. Formidlingen af problemernes dybde kommer til kort. Forfatterne virker til at ville informere om diskriminering, men behandler emnet så utilstrækkeligt, at de ender med at diskriminere. Men netop i sin utilstrækkelighed opstår Taxa’s værd. Bekymringsløsheden i 90’ernes Danmark skriger én i hovedet. Her behøver du kun at leve op til laveste fællesnævner. Klimakrisen eksisterer kun iblandt fanatikere. En 3-værelses i Gothersgade koster kun 6000 kr. om måneden. Og hvis der alligevel går noget galt, kan det fixes med en smart bemærkning og en håndbajer.

Når fremtiden ser dyster ud, klamrer vi os til nostalgien. Måske er det derfor, jeg er så begejstret over Taxa. Måske er det bare serotoninudløsende og befriende at finde ud af, at vi er blevet klogere. Men hvis du, ligesom mig, har vage barndomsminder om at se Peter Mygind og Trine Dyrholm i rør-fjernsynet dytte og båtte sig vej gennem København, kan jeg stærkt anbefale at vende tilbage. Det vil lette dit humør, dit blik på den mørke tid og den mørke fremtid.