En drøm om fællesskab

Af Maria Voulgaris Valeur, stud.psych. 
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Jeg drømmer, som mange andre, om en bedre verden. En mere inkluderende, bæredygtig verden. En verden, hvor konkurrence ikke er så dominerende, hvor ting gerne må gå langsomt. En verden, hvor der bliver tænkt over midlerne til at opnå målene, hvor naturen og Jorden ikke bliver negligeret til fordel for økonomisk kapital, hvor der tænkes mere i systemer, og hvor arbejdsprocessen bliver bæredygtig for alle mennesker. En verden, hvor vi ikke skal løbe så hurtigt. Hvor bløde værdier som omsorg bliver tillagt værdi. Men hvordan opnår vi det? Der er så meget at kæmpe for, og politikerne bliver ved med at negligere det, der synes allervigtigst. For hvor er den reelle, seriøse klimadagsorden? Hvorfor er der ikke en bedre normering i børneinstitutionerne? Hvor er solidariteten med sygeplejerskerne, især efter halvandet år med COVID-19, hvor de har været uerstattelige, eller med jordemødrene, der tager imod nye liv hver dag? Hvor er LGBT+ politikken efter Priden? Og hvad skal vi gøre, når strejke ikke er nok? Når demonstrationer ikke er nok?  

Før jeg ydmygt vil udlægge et spædt håb om rammerne for, hvordan vi får en bedre verden, vil jeg pege på noget af det, jeg i lang tid har tænkt over, og som jeg ikke er den første der påpeger. Jeg vil vove at påstå, at noget af det, der skal ændres, før vi kan få et mere bæredygtigt samfund, er den gængse måde at forstå verden og os selv på. Lad mig prøve at komme det lidt nærmere. Den 12. september var jeg til Emma Holtens inspirerende foredrag ”Feministisk Økonomi – Hvad er vi værd?” på Bremen Teater. Foruden at være en fremragende formidler, var hendes budskab også meget tydeligt: Økonomi er ikke de neutrale beregninger, den giver sig ud for at være. I den herskende økonomi fremkommer der et tydeligt billede af, hvem og hvad der er noget værd. Der er fokus på, at den enkelte handler ud fra egeninteresse, og derfor bliver der ikke givet plads til at se mennesket som relationelt forbundet – og det faktum at omsorgsarbejde gør alt andet arbejde muligt. Emma Holten lagde ud med at fortælle, hvordan kvinder bliver set som en underskudsforretning hos De Økonomisk Råd, da de både i 2013 og 2020 fremlagde, at man som kvinde modtager flere overførsler og offentlige velfærdsydelser og ergo giver underskud. Det tydeliggør forståelsen af, at opdragelse, tid brugt på skolehjemsamtaler osv. (hvilket det statistisk set hovedsageligt er kvinder, der tager sig af) ikke anses som værende noget værd – for kvinder skal modtage flere penge fra staten end mænd. Det der negligeres her, er betydningen af omsorg og relationalitet i forståelsen af, hvad der har værdi i samfundet. For, helt ærligt, psykologistuderende ved efter at have haft udviklingspsykologi, hvor vigtigt kontakt med primære omsorgspersoner er for barnet i de første leveår. Børn ville ikke kunne klare sig uden. Det er dét kvinder opgiver deres egenindtægt for, nemlig at sørge for, at børn bliver til mennesker, der kan leve i verden. Er det en underskudsforretning for samfundet? En anden ting er, at hvis mennesket altid handlede ud fra en økonomisk egeninteresse, ville de så vælge at få børn, når indkomsten statistisk set falder markant (for kvinder) efterfølgende? Sidste år målte Danmarks Statistik fx lige under 70.000 levendefødte børn i Danmark, så er logikken om egeninteresse holdbar?  

Ligesom man ikke kan beregne opdragelsens værdi, kan man heller ikke beregne sygeplejerskernes ekstra tid til smil, grin og omsorg, pædagogernes tid til at sidde lidt længere tid med det enkelte barn osv. i de økonomiske regnemodeller – langtidseffekten af omsorg og relationalitet kan simpelthen ikke medtages i ligningen. Det tillægges ikke værdi, fordi det ikke kan regnes i penge. Med andre ord, kan BNP som det konceptualiseres nu, ikke medtage effekterne, der først ses efter lang tid. Ligeledes tillægges naturen ikke værdi, og vores brug af den regnes ikke med – fordi det ikke medregnes i de økonomiske transaktioner, der sælges og købes for penge, nemlig i vores BNP. Alt det er problematisk. Forståelsen af hvad der er vigtigt, og ideen om hvordan den enkelte handler er problematisk. Så… hvad gør vi?  

Da jeg blev færdig på gymnasiet i 2016, inkluderede dimitteringen, at vi sang ’I Danmark er jeg født’. Jeg husker tydeligt at kigge op fra det hvide pergament med sangteksten i vores festsal, se på min årgang, opleve vores stemmer, der blev indhyllet i hinanden, kraften i vores fælles røst. Oplevelsen af at gå på netop Bornholms Gymnasium, at være student derfra, identitetsmarkøren for os alle sammen, og det faktum, at en æra var slut, kunne mærkes da vores stemmer samledes som én. I forlængelse heraf er noget af det, jeg husker tilbage på med stor glæde og savn fra min højskoletid netop sang. Hver morgen samledes vi efter morgenmad, øverst i Grundtvig Højskoles vestligste bygning til morgensamling, der startede med en sang fra højskolesangbogen. Efter at have gået der i en rum tid, var der sange der gik igen, og det var ofte det, der bragte størst glæde hos mig. Oplevelsen af at kunne synge med på teksten, følge melodien sammen med 120 andre unge mennesker. Og måske tænker du, kære læser, hvad har sang med dette at gøre? Skal vi synge os til en bedre verden? Jeg vil ikke udelukke det, men pointen ligger i at være fælles om noget, at gøre noget sammen, fællesskabet.  

Men – problematiserede jeg ikke demonstrationen og strejken, som også er måder at være sammen om noget, former for fællesskab, i starten af artiklen? Jo, det gjorde jeg. Måske er problemet, at det er blevet for forventelige og ”legitime” måder at samles på for at udtrykke frustration. Det virkede engang, men vi må finde andre måder at handle på sammen. Og det kan synes uoverskueligt i en verden, der konstant individualiserer os, når vi skal konkurrere mod hinanden – individer, institutioner, virksomheder osv. imellem. Når det implicit er en selvfølge, at vi handler efter egeninteresse i de økonomiske logikker, samfundet er bygget op omkring. Når vi får at vide, at vi selv står til ansvar for vores egen fremtid og slider os selv op med diverse studie- og frivilligjobs ved siden af studiet. Eller bruger tid på netværksmøder, selvudviklingscoaches – you name it. Hvor det ikke synes som en mulighed at gøre noget andet, vælge noget andet, at stoppe op. Der kan det være svært at vælge fællesskabet, for i fællesskabet må man nogle gange afgive noget af sig selv for det fælles bedste. Til tider må man tilsidesætte egne behov og ønsker for noget fælles tredje. Men hey! Fællesskabet er så vigtigt, fordi vi netop er fælles, vi er ikke alene. Vi giver, fordi vi får så meget igen af det. Noget, der ikke kan måles i penge. Og vi står så meget stærkere sammen end hver for sig. Jeg er sikker på at hemmeligheden ligger der. I fællesskabet. Hvorfor føles det så godt at være tilbage på campus? Hvorfor er det så rart at kunne møde op til koncert og ikke bare se det på en skærm derhjemme? Fordi vi er samlet, fordi vi er er fælles om noget. Jeg har ikke svaret på, hvordan fællesskabet skal handle for at skabe ændringer, men jeg vil gerne prøve at være med til at udlægge en mulig vej med andre. Jeg vil gerne tænke videre i fællesskab, for jeg er sikker på, at når vi tænker og handler sammen er vi stærkere. Vi skal bygge et samfund på det, der binder os sammen, sagde Emma Holten til sit foredrag. Jeg mener også, det er måden, vi skal ændre det på.