Af Iben Berndt, stud.psych.
Illustrationer af Natascha M.R. Hansen, stud.psych.

Det begynder altid et sted. Historien, oplevelsen, livet.

En beslutning, der fører til en ny tilstand. Tilfældige møder, der fører til aftalte møder. Chancer og muligheder, der skubber os i andre retninger, end vi ellers havde tænkt os.

Vi er omgivet af begyndelser, der fylder os med håb; en tro på at det hele nok skal gå. Samtidig er begyndelser ofte årsagen til vores største bekymringer. For vil det nu gå?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, der kommer før en begyndelse. Slår man ”begyndelse” op på ordnet.dk, støder man på antonymet ”slutning”. Enhver begyndelse er altså beslægtet med en slutning.

Måske er det netop derfor, at vi ofte fyldes med ængstelighed og tankemylder. Der er noget på spil, når noget tager sin begyndelse. Det kan gå galt, skævt, anderledes og ende med en slutning, vi ikke ønsker os.

I selskab med håndplukkede digte fra Pia Juuls sidste samling, “Forbi”, skal vi sammen forsøge at udforske, hvad der kommer forud for begyndelsen, hvad der sker, når det hverken er enten eller og tænke lidt over, hvad en slutning overhovedet er.

Når man er bange for enden

*

Der er så meget jeg gerne vil nævne

for at holde det i live

og endnu mere jeg

ikke tør røre ved at frygt for

at det så vil dø.

Juul italesætter angsten for at noget, som har været og måske stadig er, vil forsvinde. Kun det sagte ord evner at holde det i live og undvige enden. I samme ånd har jeg ofte hørt mennesker fortælle, hvordan deres levede erfaringer og mennesker, de har mødt, lever videre i deres minder uagtet om de stadig er en del af deres liv eller ej.

Grænselandet mellem, hvornår noget eksisterer, udvides da til, at slutninger ikke nødvendigvis indtræffer, når det kødelige eroderer. Derimod betinges de af et sjæleligt og mentalt hukommelsesapparat. En antagelse, der udvider vores forståelser af, hvornår noget tager sin ende. Om vi overhovedet behøver et ord som slutninger.

Samtidig er der frygten for at påbegynde. Hvordan forudgående slutninger kan afholde én fra nye begyndelser. For tænk nu, hvis de skulle lide samme skæbne. Men hvad sker der så med begyndelserne, hvis man er blevet bange for slutningerne?

Jeg vil have det, jeg ikke har

*

Jeg vil have det

hér, nu, på jorden

Ikke se det når det først er tabt

Se sollyset, det

blinker på de våde grene

se blikket mellem

de to der sidder der på bænken

se barnets sovende ansigt

Du ejer ikke evigt noget som helst

slet ikke det tabte

Jeg tænker længsel, når jeg læser dette. Længsel efter øjeblikket, som er kort og flygtigt, men rummer alt, fremtiden ikke ejer. Og misundelse over dem, som endnu ikke ramt af slutningen men lever i begyndelsen.

Har vi ikke alle længtes efter noget nyt, når det der tidligere var nyt, ikke længere er det? Længtes efter den euforiske spænding, som kun en ny begyndelse tilbyder? Nogen længes efter fortiden, andre fremtiden. Jeg tror, det er ret menneskeligt.

Men er det et problem, at vi kun mættes så kort tid, og er det overhovedet muligt at forlænge mæthedsfornemmelsen?

Midt imellem

*

Vi taler meget om vejret

og det er da også så foranderligt

at der er noget nyt at sige næsten hver dag

selvom det hele er gentagelser for vejret har

trods alt været sådan før som det er nu i dag

Det er gråt, næsten tåget, det er vinter

så i dag bliver det næsten ikke lyst før det bliver mørkt

Og det sukker vi

lidt over i fællesskab

Vi har noget sammen

Hvorfor gør du altid sådan

Sådan siger vi ikke

Ordet altid er farligt, for det er stort set aldrig sandt

(ligesom aldrig aldrig er sandt)

For evigt findes heller ikke

Men vejret er der altid i en eller anden form

Nu lander vi midt imellem. Vejret; et fænomen der er lige dele nyt og repetitivt. Det fungerer som et slags holdepunkt. Noget vi kan blive enige om, og som tilbyder en vis sikkerhed.

Måske handler det bare om at finde et holdepunkt, et helle, i den evindelige cyklus begyndelse/slutning. At acceptere at det ene kommer med det andet, og det eneste vi kan gøre, er at værne om tiden midt imellem.

Måske skal vi bare slappe af ...

*

Men huset ligger der endnu.

Der er stadig marehalm i den klit der er tilbage

Spejler du dig igen i din ulykke ...

slap af, nævn alle de vigtige steder, sig dem højt:

Eggeslevmagle, Tjørnelunde, Fjand

Meget er forbi, meget er væk, meget

bør begynde

Der er altid noget tilbage. Netop fordi der er meget, der har haft sin slutning, er der endnu mere grund til, at mere skal begynde.

En erfaring, om vi ville have den eller ej, efterlader os rigere, som klicheen dikterer. Nogle gange knap et par kroner, andre gange hele milliardarven. Men moralen er den samme; nok blev noget tabt, men mere blev vundet.

Og måske skal vi bare slappe lidt af, som Pia Juul siger. Ikke tage det så tungt at noget slutter, eller at noget begynder. Vi kan ikke slippe fra det alligevel.

Størst af alt er ... Håbet!

5 one word poems

Hat. Sne. Kost. Hestene damper

Stieglitz

Bare en blå plet i en solstråle, 6 milliarder kilometer væk fra Voyager, så lillebitte så ubetydelig

Jordkloden

Markerne er kæmpestore, og der er rent ud sagt ikke fugls føde

Sanglærken

Direkte tale efter måneders tavshed

Håb

Jeg tror faktisk ikke kun, det er begyndelsens fortjeneste, den med håbet. For hvor skulle vi placere håbet, hvis ikke det var for slutningen? You gotta get low to get high.

Men lige så vigtigt er det måske at huske, at vi også bare en blå plet i en solstråle, små og helt ubetydelige. Det giver også en slags ro.

-----

Jeg startede med et spørgsmål, og jeg føler, jeg er nået frem til et delvist svar.

Al begyndelse er starten på enden, tror jeg, ligesom al ende er starten på begyndelsen. Den ene er katalysator for den anden. Det eneste, vi ikke kan sige noget om, er tiden, der går mellem deres tilblivelse.

Så vores opgave?

Vi skal lære at nyde begyndelserne, slutningerne og tiden, der går sin gang. Og håbe, ja håb en hel masse!

Er al begyndelse starten på enden?