Et uforsigtigt forsvar for forståelsespapiret

Af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.
Illustrationer af
Natascha M. R. Hansen, stud.psych.

En af grundene til, at operationalisering er en central del af megen videnskab, er blandt andet, at vi bliver nødt til at vide, hvad det er, vi forsøger at undersøge, for derigennem at kunne gennemskue, hvorvidt og hvornår genstanden er tilstede i undersøgelsen. Der er således tale om en art diagnostik, når vi skal konkludere, hvorledes undersøgelsen har levet op til de opstillede kriterier. For at følge den logik synes jeg, at det er på sin plads at italesætte, hvordan kritikken og de 11 krav vi nedsatte tilbage i november 2021, kan diagnosticeres. Har vi skabt reel forandring?  

 

Foråret er gået med en lang række forhandlingsmøder mellem repræsentanter fra de studerendes arbejdsgruppe og institutledelsen. Det skal siges, at følgende tekst kun er skrevet af mig og ikke på vegne af arbejdsgruppen. Jeg har siddet med ved bordet, men der er ikke tale om nogen form for officiel udmelding fra gruppens side.  

Forhandlingerne har udmøntet sig i et forståelsespapir, som begge parter forhåbentlig – i hvert fald et håb i skrivende stund – kommer til at underskrive. Det blev heldigvis ikke til en blokade, og institutledelsen har været lydhøre overfor kritikken. Der er dog en del ting, som de ikke konkret kan skrive ind i dokumentet, grundet noget så tragisk og oldnordisk som den danske lovgivning. I stedet for at være en sur citron over demokratiets spilleregler, vil jeg i stedet bruge følgende skriv på at forsvare, at forståelsespapiret kan ses som udtryk for en reel forandring. 

Hensigt og forpligtigelse 

Når vi starter på uddannelsen og en overentusiastisk tutor med stikkende øjne og strålende tandpastasmil, stirrer os helt ind i ødipuskomplekset og spørger ”Hvorfor valgte du psykologi?”, er der mange, der angstfuldt udbryder ”Jeg vil bare gerne arbejde med mennesker!!??”. Med den udtalelse og denne uddannelse følger et ansvar. De ting vi forsøger at gøre os kloge på og de mennesker vi kommer til at arbejde med, er så mangefacetterede og komplekse, at vi simpelthen ikke må lade os nøjes med at få bundet en endimensionel uddannelse på ærmet.  

 

Hensigten med forståelsespapiret er, at institutledelsens underskrift vil forpligte dem til en mere nuanceret måde at tænke psykologiuddannelsen på. Ikke blot som en spejling af de mainstreampsykologiske strømninger, men som et sted, der insisterer på at bibeholde kritikken og den dybdegående psykologi, der er sig sine ontologiske og epistemologiske overvejelser og deres konsekvenser bevidst. Dokumentet skal være en fast entitet i en institution, der synes at flyde over med konstante politiske forandringer og reformer. Der opstår konstant nye taktikker, planer, optimeringer og især nedskæringer, og de sker hen over hovedet på os studerende. Beslutningsprocesserne synes ufremkommelige, ugennemsigtige, nogle gange tilfældige, nogle gange overlagt udtyndende og undergravende for vores uddannelse. Med dette forståelsespapir konkretiseres nogle rammer og ønsker, og vi står som en samlet gruppe studerende på mål for en faglighed, der synes mere og mere truet. 

 

En udvidelse af den kollektive hukommelse 

Uddannelsesloftet, fremdriftsreformen osv. har gennem de sidste mange år formet og omformet det albuerum, som engang fandtes for studerende. Selvom det ikke nødvendigvis er at foretrække, at vi alle bliver evighedsstuderende, så har den hastighed, hvormed vi bliver presset gennem uddannelsen, konkrete og omstændige konsekvenser for de studerendes muligheder og evner til at rejse og formulere rettidig og legitim kritik af uddannelsesinstitutionerne. Hvis man studerer psykologi i 12 år, så har man virkelig mulighed for at se en udvikling, men også - måske vigtigst af alt – mulighed for at fortælle de yngre medstuderende, at den uddannelse de modtager, kan være anderledes, kan være noget helt andet end det den er nu. Hvis man halser sig gennem studiet med konkurrencestatens blodtørstige hunde i hælene, så har man måske hverken overskud eller ilt nok i lungerne, til at stoppe op, tænke at uddannelsen måske ikke tilbyder det den lovede og få det sagt. Når man bare kæmper for at holde hovedet ovenvande for ikke at kuldsejle i et hav af stress, så tænker man næppe over faglige udviklinger og institutionelle kvababbelser. Det er på mange måder meget smart for institutionerne. De bliver fritaget for kritik, da den umuliggøres af den organisatoriske arkitektur.  Hvad de studerende ikke ved, bliver de studerende ikke kede af.  

 

Derfor er dette forståelsespapir også til dem, der ikke studerer endnu. Dem der skal bære læsset, når vi andre har realkreditlån og andet barn på vej, og vi sikkert og apatisk trasker på vej mod vores første, men ikke sidste, skilsmisse. Dette dokument skal også kunne bruges som en påmindelse til fremtidens institutledelse, dekanat, rektor, aftagerpanel og alle derimellem. En påmindelse om, at psykologer ikke bare lægger sig ned og accepterer uhensigtsmæssige udviklinger, men at vi har valgt at studere netop dette fag, fordi vi mener noget om og brænder for psykologien. På den måde forpligter vi også ledelsen til at være opmærksomme på den faglige, ansættelsesmæssige og institutionelle udvikling i bred forstand. En opmærksomhed, som de ellers kan mistænkes for, nogle gange, at nedprioritere med blikket stift rettet mod international anderkendelse, politisk pres, impact-målinger og H-indexer.  

 

Med dette dokument udvider vi den kollektive faglige hukommelse og skaber et punkt, hvorfra fremtidig kritik kan udspringe. Hvis de ændrer et fag fuldstændigt, så går der blot 5 år, før der ikke er en eneste psykologistuderende, der aner, at faget har været anderledes. På den måde slipper de afsted med at ændre og potentielt undergrave uddannelsen lige under næsen på os - og det skal vi gøre noget ved. Jeg synes, at vi skal printe enorme plakater og hænge dem op i tunge guldrammer, hvor det forgyldte forståelsespapir skal trone i midten. Så kan fremtidige og nuværende studerende blive mindet om, at der er mulighed for indflydelse, at det er legitimt at gøre oprør, og hvis de en dag vil søge indflydelse, så kan de gøre det med dette dokument og dets forpligtelser i hånden.  

 

En lurifax på fremtidens ledelsesgang 

På trods af indledningens meget højbenede beskrivelse af operationalisering, så har jeg endnu ikke begivet mig ud i en operationalisering af oprørets succes, af reel forandring. Så lad mig kort definere, at jeg vil mene, at reel forandring er det samme som vedvarende forandring. Hvis vi blot havde stoppet enkelte tiltag eller fået tilbagerullet nogle reformer, så ville der blot komme nye dårlige ideer på banen semestret efter. Jeg vil mene, at denne oprørsproces har fået ledelsen til at ryste godt og grundigt i bukserne og skabt en klar opmærksomhed på noget, som de vist før troede, at de godt kunne slippe afsted med. Dét er forandringen.  

Ifølge Trotsky er enhver revolutions største fjende afslutningen på revolutionen. Revolutionen skal være permanent og skal gøre sig bestræbelser på at bibeholde et vedvarende pres mod de undertrykkende klasser. Forhandlingerne er snart slut og vores arbejde kan således tænkes at være færdigt, men det er fuldstændigt centralt, at kritikken ikke stopper her. Forståelsespapiret er med til at fremtidssikre fastholdelsen af kravet om psykologfaglig bredde. Forståelsespapiret skal være en slags udødelig evighedsstuderende lurifax, der konstant minder reformlystne ledelsespersoner om, at de ikke kan løbe om hjørner med de studerende.