Fanon-bogmærket
Af Mathias Baagø Tybjerg, stud.psych.
Illustration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych
Om Frantz Fanon
På trods af at Frantz Fanon (f. 1925) kun levede 36 år, repræsenterer han en helt enestående livshistorie. En historie som i sig selv er en oprørt fortælling værdig. Fanon var en kæmpe pioner inden for (post)koloniale studier af den kulturelle racismes følger, som har inspireret mange og til stadighed viser sin betydning.
Fanon blev født på den caribiske ø og franske koloni Martinique, Departement 972. To årtier inden hans fødsel, tilintetgjorde et vulkanudbrud hele hovedstadens befolkning, undtagen en enkelt tilfangetaget i byens fængsel. Hovedstaden blev derfor flyttet til Fort-de-France, hvor Fanon fødtes og voksede op i en middelklassefamilie. Da 2. verdenskrig ramte Europa, blev Fanon hvervet til at kæmpe på den franske side - først i Algeriet og senere i Alsace. Selvom mødet med nazismen måske var den mest åbenlyse konfrontation med den europæiske racisme, blev det i kolonimagten Frankrig, som Fanon havde kæmpet for, at han efter krigen ville komme til at opleve den største betydning af sin hudfarve. Fanon flyttede til Lyon og uddannede sig til psykiater. Her skrev han sin doktorafhandling Black Skin, White Masks, en videnssociologisk afhandling om de psykologiske følger af kolonialismen. Trods denne bogs senere anerkendelse, blev den i sin tid afvist som upassende for psykiatrien. Fanon mødte stor modstand mod sine emanciperende projekter på hospitaler rundt om i Frankrig. Det var muligvis derfor, at han efter flere vikariater i Frankrig, søgte til Algeriet, hvor kampen for selvstændighed var brudt ud. Udsendt på vegne af den franske delegation, blev Fanon ansvarlig for det psykiske helbred hos franske torturbødler og tilsvarende for deres algeriske torturofres. Da Fanon imidlertid var kommet til Algeriet for at hjælpe menigmænd som ham selv, afleverede han umiddelbart efter sin opsigelse, for derefter at slutte sig til den algeriske side af selvstændighedskrigen. Fanon blev først og fremmest kendt for sit oprør mod den franske kolonialisme. Hans politiske arbejde blev en af de største inspirationskilder for 1960’ernes borgerrettighedsbevægelse i USA. Med Black skin, White Masks og hans sidste værk The Wretched of the Earth er han sidenhen blevet særligt anerkendt for sine psykopatologiske undersøgelser af de individer som havde været underlagt kolonialiseringen. Med udgangspunkt i psykoanalytiske begreber, udviklede han en forståelse af racisme, som integrerede intrapsykiske modeller til forklaring af koloniherrernes adfærd. Når de franske kolonister forfaldt til racistisk stereotypisering og en fremmedgørelse af det algeriske folk, var det et udtryk for fortrængte aggressioner og projektioner. Samtidig skabte koloniherrernes objektivisering af det algeriske folk en dobbelt identitet hos folket, som Fanon beskrev som skizofren eller ’Det Nordafrikanske Syndrom’. Med The wretched of the earth, som Fanon skrev lige inden sin død, forsvarede han vold som en dekolonialiserende metode. Han var generelt ikke tilhænger af den idé, at dekolonialiseringen ikke ville have nogen pris for de koloniale lande, eller som han i reference til Matthæusevangeliet skrev i bogen “The last shall be first and the first the last“.
Har man fulgt med i timerne i Videnskabsteori, skulle det ikke være gået henover hovedet på én, at forskersubjektet har grundlæggende betydning for det videnskabelige produkt. Hvis dette forskersubjekt altid tager sit udgangspunkt i en privilegeret position, hvor mange forskellige perspektiver på kagen får man så i sidste ende? Med dette in mente, kan man passende gribe sit Fanon-bogmærke, køre det ned over pensumlisten og reflektere lidt over om den repræsenterer den diversitet af perspektiver, man synes der burde være.