Fremtidens barndom

Choice_færdig-Bolette.jpg.png

Tekst og illustrationer af Amanda Aaboe Bell, stud. psych.

 

Eftertænksomme historier begynder ofte med ’Dengang jeg var barn’ og følges af en anekdote om, hvordan tidligere tider var sorgløse sammenlignet med livet anno 2018. Den generation, som bliver forældre i disse år, er for manges vedkommende vokset op uden smartphones. Mobiltelefonen er til gengæld en del af hverdagslivet i dag og bliver også en del af fremtidens barndomsliv.

Anna Hoppe Mortensen og Elin Binder har skrevet speciale om mor-barn-relationen og mobiltelefonforbrug. Deres studie undersøgte sammenhængen mellem interaktionskvaliteten i samspillet mellem mor og barn og morens tidsforbrug på mobilen i sit samvær med barnet. De fandt en statistisk signifikant sammenhæng mellem mors sensitivitet overfor barnet og tidsforbrug på mobilen. Jeg inviterede dem til en snak om fremtidens barndom og hvilke udfordringer, der tegner sig i kølvandet på deres undersøgelse.

 

Mor, barn og mobil

Mobiltelefonen er et lille invasivt stykke elektronik, som ganske ubemærket har sneget sig ind i de mest intime sociale relationer, vi mennesker har. Vi er ikke bevidste om, hvor meget mobilen fylder - et forhold som Anna og Elin måtte medtage i deres undersøgelse ved at anvende en app til at måle morens tidsforbrug på mobilen. Tendensen til at underdrive sit medieforbrug i selvrapportering er sikkert genkendelig for de fleste. Har vi alle en grundlæggende antagelse om, at mobilforbrug skal holdes i ave? At gå på opdagelse i, hvad dette betyder for mor og barn virker alpha-omega, men hvor kom ideen oprindeligt fra?

Elin: Dét selv at skulle være forælder og refleksionen om, hvor meget telefonen egentlig fylder var en væsentlig årsag til vores interesse. Jeg synes, det er tankevækkende, at vi har forløb, som handler om øjenkontakt, og hvor vigtigt det er, og så tager man sig selv i hele tiden at kigge ned på sin telefon.

Anna: Det er absurditeten i på den ene side at tænke; jeg er psykolog lige om lidt, jeg ved så meget om, hvad øjenkontakt, nærhed og nærværd betyder, og på trods af det, lader jeg mig distrahere af telefonen. Elin og jeg talte om det under vores barsel, og så gik vi på jagt efter forskning om det. Der var intet, som adresserede den problematik.

I 2018 er der estimeret 2,53 milliarder smartphone-forbrugere på verdensplan. Det virker derfor besynderligt, at der ikke er blevet forsket yderligere i, hvad der sker i de nære relationer, når smartphonen pludselig skal være med.

 

En virkelighed i flere hastigheder

Vi befinder os i en situation, hvor vi må forholde os til tre områder, som influerer hinanden, men som opererer i forskellige tempi: Den teknologiske udvikling, udviklingen på forskningsområdet og ændringerne i privatsfæren.

Innovation, produktion og distribuering af smartphones foregår i en uhørt hastighed. Privatsfæren kan ikke følge med, idet vi som forbrugere i vid udstrækning glemmer at være kritiske og i stedet blindt giver vores accept og samtykke. Forskningsområdet er sakket yderligere bagud og formår ikke at belyse problematikkerne, før de erstattes af den næste bølge af bekymringer.

Anna: For hver måned der går, kommer der mere opmærksomhed på emnet. Det oplever vi også i forbindelse med, at specialet skal udgives som artikel. Det er i høj grad et uskrevet emne. Vores studie er et lille studie, og derfor opfordrer vi også til, at der skal forskes mere i det.

Elin: Vi snakkede om, at med den nye teknologibølge er der ikke blevet lavet nogen retningslinjer, fordi udviklingen er sket så hurtigt. Tænk bare på udviklingen fra internettet på computeren til telefonen, som i dag er overalt. Vi følger (som forbrugere red.) blot udviklingen og når ikke at forske eller forholde os kritisk - deri opstår en skævvridning.

Anna: Det blev problematisk, når vi snakkede med sundhedsplejersker og forældre, idet de søgte oplysning: ’Kan vi ikke få en folder med nogle anbefalinger?’. Der opdagede vi, hvor rigid og langsom forskningsverdenen kan være. Selvom vores fund ikke som sådan var overraskende i forhold til, hvad vi forventede, er der så mange krav til den empiriske forskning og evidens. Vores sample skulle være væsentligt større, førend vi måtte udstikke retningslinjer. Sundhedsplejerskerne var jo ikke overraskede over det, vi fandt, men manglede nogen, der kunne blåstemple anbefalingerne, og der stødte vi på et benspænd i den videnskabelige praksis.

Elin: Med anbefalingerne handler det jo i høj grad om bevidstgørelse, et spørgsmål om at være sensitiv i forhold til barnets signaler. Sensitiv skal her forstås i relation til tilknytningsteori og som en opmærksomhed og lydhørhed overfor barnet. Vi kan påpege, hvor distraheret man bliver af sin telefon og vilkåret i, at det er svært at multitaske. Vi kan ikke sige, hvad der fører til hvad, men forældrene kan jo selv lave koblingen. Det gør en stor forskel, om du har en mor, der bliver distraheret, men tager sig selv i det for at vende tilbage til interaktionen. Det var det, vi følte vores studie manglede; det er ikke kun, hvor meget mødrene bruger telefonen, men også hvordan.

 

Still-face

Mor er her ikke, hun er ikke til stede. Det ansigtsudtryk, som anlægges, når man stirrer blindt ind i en smartphone, har foruroligende mange ligheder med det udtryksløse ansigt, som anvendes i still-face eksperimenterne. Selvom voksne mennesker er i stand til at skelne og registrere, at det følelsesløse udtryk relaterer sig til telefonen, er det tvivlsomt, hvorvidt et fire måneder gammelt barn er i stand til det samme.

Anna: Tænk bare på mimikken og det levende ansigt sammenlignet med hvordan vi ser ud, når vi ser på vores telefon? Når vi ved, hvor stor betydning depression har for interaktionen og for barnets udvikling, så bliver det endnu mere relevant at tale om ansigtsudtryk og ’det døde ansigt’. Vi skal spejle barnets følelser, og barnet kan ikke lave analysen: Det er ikke fordi mor er ked af det eller deprimeret, det er bare sådan, hun ser ud, når hun ser på sin telefon.

Elin: Et barn på fire måneder kan ikke fysisk række ud, og derfor omhandler sensitivitet nogle forholdsvis begræn- sede signaler. Barnet har få redskaber i forhold til at række ud til mor. Det bliver relevant at se på, hvordan børnene forholder sig til mor på mobilen, og om vi ser en lignende stressreaktion som ved still-face. I vores sample var det omkring 60% af mødrene, som havde en lang videregående uddannelse, og dem, som melder sig til et studie som dette, har ofte en opmærksomhed på problemet. Dermed havde vi et lavrisiko-sample, hvor man kunne tænke, at det måske ikke var her, vi ville se problematikken tegne sig tydeligst, og alligevel finder vi, at der er en sammenhæng.

Anna: Vi kunne afdække forskelle især i relationen til moderen og hendes sensitivitet og mindre i relation til barnet, altså hvorvidt børnene opførte sig anderledes. Børnene var i gennemsnit fire måneder, og hvis man kan se tilbagetrukken adfærd på et spædbarn på fire måneder, så skal det have været udsat for noget mere grelt. Det er dog vigtigt at have for øje, at barnet er ved at etablere sin indre arbejdsmodel, så måske reagerer barnet på sigt, noget vi ikke kunne afdække i vores studie. Herfra bliver det relevant at se på, hvordan mødrene balancerer det, og hvor meget modstand barnet udøver. Jeg håber, der bliver lavet flere længerevarende studier.

Vi ønskede at gå til det med en ydmyghed; det er ikke bare mødrene, det er os alle sammen, som er nye i en verden, hvor en dragende og afhængighedsskabende teknologi brager derud af
— Anna Hoppe Mortensen

Skam dig mor

Hvem står til ansvar for, at telefonen ikke får lov at fylde? Pilen peger på forælderen, primus motor i det sociale bånd, som etableres i dyaden. Men er det fair, at kun mor eller far står til ansvar? Det var for Anna og Elin en vigtig overvejelse at have med.

Anna: En vigtig pointe for os var at studiet ikke skulle blive et spørgsmål om mother-blaming. Så vidt jeg husker, var der ikke én af de mødre, vi talte med, som ikke nævnte, hvor dårlig samvittighed hun havde. Vi ønskede at gå til det med en ydmyghed; det er ikke bare mødrene, det er os alle sammen, som er nye i en verden, hvor en dragende og afhængighedsskabende teknologi brager derud af. Vi skal alle sammen lære at balancere i det også i forhold til vores selvbebrejdelse.

Elin: Før i tiden var der andre distraktorer, men forskellen består i, at telefonforbruget foregår lidt bag om ryggen på os. Vi er på mange måder ikke bevidste om, at vi foretager os noget andet. Når du for eksempel læser en bog, er du dedikeret til den aktivitet, men telefonen bliver en konstant forstyrrelse.

Anna: Samtidig er der enorme krav til at være forældre i dag og et utal af forventninger, man skal imødekomme. Det er vigtigt, at vi ikke skammer hinanden og peger fingre af hinanden: ”Se hende med barnevognen, nu sidder hun igen med sin mobil!”

Elin: For at undgå mother-blaming talte vi om, at det også handler om at væregode nok forældre. Det handler ikke om, at man aldrig må være distraheret. Vi skal passe på i forhold til, hvad det er, vi efterstræber, hvilke idealer vi sætter op for forældrene.

En forventning om at forældrene skal være konstant sensitive og ansvarsfulde er igen normativ. Der findes ikke en fælles standard for, hvordan man skal vægte sit forbrug af medier i sin relation til barnet. Problematisk bliver det også, at udbudssiden og produktionssektoren ikke bliver holdt ansvarlig. Telefonen som har krog i mor og far bliver stadig mere intelligent og udspekuleret i at fange og vedholde vores opmærksomhed. En evne som spædbarnet får svært ved at konkurrere med. Dette felt af interesser og ansvar skal vi alle sammen navigere i. Anna og Elin var derfor tydelige omkring, at de ikke ønskede at forstærke dette forventningspres.

 

Mobil_færdig.jpg

Telefonen som har krog i mor og far bliver stadig mere intelligent og udspekuleret i at fange og vedholde vores opmærksomhed

 

Hvad med fremtiden?

Det hele kan godt se sort ud, når teknologiudviklingen bliver en makroskopisk malstrøm, som vi alle sætter stikket i. Teknologi globaliserer verden og gør mennesket mere ubesværet. En vigtig skelnen er, at det at kunne komme i kontakt med et andet menneske er lettere ikke betyder, at vi er i kontakt. Det handler ikke kun om, at vi kan række ud til hinanden hurtigere og mere, men også kvaliteten af det samvær vi har. En fremtidsopfordring er at værne om relationerne, det som opstår i mellem os, og det vi signalerer og anerkender i mødet med den anden.

Anna: Det er jo en generel frygt, at barnet bliver påvirket i forhold til det indtryk, de får skabt af, hvor betydningsfulde de er. Hvis mor hele tiden kigger væk, hvor effektiv er jeg som barn i at signalere mine behov og vise, at jeg har brug for kontakt? Selvfølgelig har det enorm stor betydning for barnets indre repræsentationer. Hvordan lærer de ellers at være sociale væsener?

Elin: Det er vigtigt, at vi ikke konkluderer for meget på baggrund af vores studie. Vi finder en sammenhæng, men hvad den reelt betyder, det ved vi ikke med sikkerhed. Vi kan ikke sige noget om kausalitet. Bruger mor sin telefon mere, fordi hun er mindre sensitiv, eller bliver hun mindre sensitiv af at bruge sin telefon? Det er meget interessant, fordi selv hvis telefonen ikke er årsagen, så bliver den under alle omstændigheder en forstærkende faktor. Noget vi må forholde os til fremtidigt.

Anna: I vores studie fandt vi ud af, at mødrene i gennemsnit brugte telefonen i 14% af den tid, hvor de var alene med deres vågne barn. Vi kunne se, at mødrene var mindre sensitive, men vi har ikke et niveau, der angiver, hvor sensitiv man bør være som mor. Vi ved ikke, hvor slemt det tal er. Vi har også talt om, at hvis det givetvis er en ond spiral, så ved vi ikke, om mobiltelefonforbrug bliver mere problematisk i udsatte mødregrupper, der i forvejen er udfordrede på deres sensitivitet.

Elin og Annas sample kunne karakteriseres som lavrisiko, altså mødre som allerede inden studiets start var relativt oplyste og bevidste om deres mobilforbrug. Alligevel fandt studiet, at mobilen fik lov at optage tid fra mor, også når hun havde sit vågne barn alene. Det kan virke alarmerende, især i relation til, at vi endnu ikke har set eller forsket i effekterne på børnene. Hvor deterministisk dette skal forstås, eller hvordan det vil påvirke barnets sociale kompetencer, ved vi ikke. Samtidig bliver det et signal om, at selv når vi er bevidste og forholder os kritiske til vores medie-forbrug, så bliver vi testet op imod kræfter stærkere og mere medrivende end nogensinde.

Senere bliver det måske et spørgsmål om, i hvor høj grad barnet lærer vicarious, og spejler den voksnes adfærd. De retningslinjer som vi pådutter børnene, når vi dikterer, hvor meget tid, de må bruge på deres tablet, mobil eller lignende, må vi også selv tage til efterretning, når vi tjekker Facebook eller scroller gennem nyhedsstrømmen. I fremtiden vil vi højst sandsynligt se både positive og negative konsekvenser af mobilen, af at vi har placeret et mekanisk medium mellem os. Afslutningsvis må forhåbningen være, at forskningen tager fart, og oplysning og bevidstgørelse bliver muliggjort. Samtidig må vi anerkende teknologien som fælles præmis og dermed behovet for forståelse og fælles fodslag.