Fremtidens ungdom
Af Amanda Bell, stud.psych.
Illustration af Line Maria Mørch
I forrige del af denne artikelserie blev linjerne tegnet op for fremtidens barndom i en verden af multimedier og mig-først-kultur. I dette litterære afsnit af ’på opdagelse i fremtiden’ dykker vi ned i ungdommens udsigter. Hvad det vil sige at være ung i dag ændrer sig hurtigere end du kan tage et ’selfie’. Jeg inviterede studieleder for Institut for Psykologi og socialpsykolog Torben Bechmann til en uformel snak om fremtidens ungdom og udfordrede ham til at være fremtidskonspirator for en stund.
Uddannelse og universitetet
Jeg starter med at opfordre Bechmann til at pege på de tendenser, som han vurderer mest fremtrædende for ungdommen og hjælpe mig til at indsnævre feltet.
Bell: Inden jeg kommer med mine postulater om, hvordan fremtiden ser ud, hvilke udfordringer tænker du, der tegner sig for de unge i fremtiden? Det er et bredt spørgsmål, men ville du kunne snævre det ind og pege på nogle tendenser, når du kigger ud i horisonten?
Bechmann: Jeg tror desværre, lidt ligesom enhver anden fremtidsforsker, at det nuværende bliver forværret. Hertil vil jeg gerne komme med nogle eksempler på de store udfordringer.
Kan man vokse op i dette samfund, i Danmark, uden at tage en teoretisk, akademisk uddannelse? Svaret er nej. Man kan godt forsøge, men man bliver sat af big time. Uanset hvad man vil lave, er man nødt til at have skriftlige kompetencer og kunne teori. Det er måske ikke et uoverstigeligt krav for dem, som vælger en kort eller meget kort uddannelse, men det betyder også, at konkurrencen om de lange uddannelser stiger.
Bell: Hvis der bliver kamp om pladserne, hvilken betydning har det så for de unge?
Bechmann: Det bliver mere og mere en lottoisering – altså et spørgsmål om at vinde i lotteriet og komme ind på drømmestudiet. Det kræver mere og mere forberedelse, mere og mere hjælp og støtte hjemmefra og fra kammerater. Hvilket vil føre til, at de unge bliver endnu mere konkurrence-mindet, mere selvorienterede og selvcentrerede i et forsøg på at sikre sig selv bedst muligt. Det er en udviklingstendens og den bliver desværre skærpet og på den måde værre.
Bell: Der kommer flere og flere i uddannelse, men uddanner vi ikke de unge ud i arbejdsløshed og børnene til en uvis fremtid, hvor vi faktisk ikke har begreb om, hvilke kompetencer der bliver nødvendige? Såvel på universitetet som i folkeskolen: Tror du, vi kommer til at skulle revurdere vores uddannelsessystem og ændre det?
Bechmann: Her har jeg et fremtidsgæt!
Bell: Det er tilladt – det er dét, vi er her for.
Bechmann: Større optag på universiteterne og en ændring af opbygningen således at kandidaten bliver aflyst, til fordel for en opdeling af bachelorer og ph.d’er. Vi vil uddanne langt flere bachelorer. Vi vil få flere ph.d’er end vi tidligere har set, dog færre end det antal kandidater, som vi uddanner i dag. Det er inspireret af – surprise - det amerikanske uddannelsessystem. Vejen er tilrettelagt ved at vi fik indført syv-trins skalaen. Med forbehold for at genere de, som har taget en ph.d i løbet af de sidste 15 år, så er niveauet af ph.d’erne skredet sådan, at en ph.d i dag svarer til et godt speciale for 10 år siden. På den måde kan man sige, at værdien af uddannelsen i den grad er nedskrevet og fortsat bliver det.
Det kan godt være, at langt flere får en akademisk uddannelse, og det er nødvendigt, at de får den, men der er også en demokratisering, sådan at vi bliver nødt til at sænke niveauet med henblik på at flere kan være med. På den måde vil vi se et uddannelsesmarked, som vil blive totalt forandret, og hvor vi vil uddanne ud fra principper som: ’man skal kunne noget’, ’man skal have kompetencer’.
Bell: Altså mere pragmatisk?
Bechmann: Ja, det handler mere om at kunne læse og at kunne kommunikere, men hvordan? Rigtig mange af dem, som studerer selv på universitetet, skriver som en pose nødder. De skriver ikke dansk. De skriver lydsprog, eller de skriver et eller andet som de forestiller sig, og som minder mere om Facebook, og det siger jeg ikke for at nedgøre. Det er bare fænomener, som breder sig som ringe i vandet. Det bliver det stereotype massemarked, hvor vi vil komme til at ligne hinanden og det vil kommunikationsformen også. På den måde vil samtale på universitetsuddannelser og den kommunikation, som findes udenfor universitetets mure, blive ensartet. Vi vil komme til at uddanne folk til at få basale kompetencer, men ikke til at få faglig specialviden.
Bell: Tror du ikke specialisering er en nødvendighed? Nu ved jeg ikke, om det er mig, der er forhippet på ideen?
Bechmann: Jo, men den tror jeg vil foregå efterfølgende (efter uddannelse, red.), og den vil blive virksomhedsrettet. Specialiseringen vil ikke foregå i uddannelsessystemet, men i den virksomhed eller på den arbejdsplads, man bliver tilknyttet.
Bell: Universitetet kommer til at stå for at give en grundlæggende uddannelsespakke?
Bechmann: Hvis vi er meget firkantede, vil universitetet om 20 år fremstå som fortidens gymnasium. Efter universitetsgymnasiet skal man ind på en arbejdsplads, hvor der vil komme et rum for private såvel som offentligt udbudte kurser for specialisering og efteruddannelse. Man vil komme til at uddanne sig hele livet, specifikt efter behovet i det job, man bestrider - og i den virksomhed, man er ansat i.
Bell: Derigennem fås vel en stærkere kobling til arbejdsmarkedet, men det du beskriver foregriber vel noget, vi allerede ser nu. Tag bare udtrykket ’det er ikke studenterhuen, som trykker’, nu trykker den jo på samtlige hoveder, men dens vægt er da blevet væsentligt lettere. Du møder meget få i dag, som ikke skal i gymnasiet. Beherskelsen af det akademiske sprog ender vel med at blive allemandseje. Vi skal kunne afkode og analysere helt grundlæggende i vores tankegang, for ellers kan vi ikke udmærke os ift. en lommeregner.
Bechmann: Man kan håbe, at folk kan det, men jeg tror alligevel, det er for ambitiøst. I Danmark har vi en tendens til at ville skifte job, og har man været et sted i mere end to år, så er der noget i vejen. Derfor tror jeg, at vi bliver omstillingsparate, altså ikke at man bliver generalist, men at man bliver villig og god til, ved de her skift, hurtigt at kunne sætte sig ind i og blive virksom i nyt stof.
Psykiske lidelser
En ting, jeg ikke selv havde funderet over, var udviklingen på det psykiatriske område, og hertil havde Bechmann en foruroligende fremtidsudsigt.
Bechmann: En anden udviklingstendens, som hænger sammen med uddannelsespres, er fornemmelsen for at have styr på tingene og heri risikoen for at miste grebet og blive skilt fra eller marginaliseret. Det optræder primært ved psykiske lidelser, altså ved at de unge får ondt i livet, sociale eller relationelle problemer, samt problemer med at kunne håndtere sig selv. De skal konstant være organiserede og virke parate og forberedte.
Det bliver en kamp om attraktion. De unge skal holde sig attraktive - uddannelsesmæssigt, arbejdsmæssigt og relationsmæssigt. Det vil være et kæmpe pres, og her vil mange bukke under. Flere end i øjeblikket vil blive diagnosticeret med psykiske sygdomme eller få det i fremtiden, og muligvis vil der ske et stort skift: Så mange vil få psykiske lidelser, at det vil blive det nye sorte, den nye standard, og vi vil komme til at leve med problemerne.
Bell: I og med vi alle sammen bliver bedre til at indgå i en form for elite, og alle gerne vil have adgang til eliten, så bliver eliten i sig selv et populistisk fænomen, som skaber de subgrupper du omtaler?
Bechmann: Det er faktisk den sidste tendens, som ikke er ‘ny, ny’, men som nu griber ind i forhold til menneskers liv på en hel anden måde. Når vi hylder diversiteten og mangfoldigheden, så er det mest en idé, vi er i gang med at afvikle.
Med tanke på det hykleri som Bechmann beskrev, kunne jeg ikke lade være at grine og komme med en tør kommentar.
Bell: Så vi hylder noget, vi ikke har en intention om at bevare. Hvor oprigtigt.
Bechmann: Diversiteten vil aldrig blive så stor som den har været. Vi jagter en gradvist mere snæver norm, standard eller normalitet. Fuldstændig som du siger vil eliten blive målet for langt flere unge, og de vil ikke kunne nå den.
Socialitet
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge ind til min store interesse for fremtidens socialitet eller mangel på samme.
Bell: Den tendens, som skabte min motivation for at dykke ned i fremtidstendenser, er kombinationen af den teknologiske udvikling og denne her nye form for ’socialitet’, som i min optik ikke er rigtig socialitet, men en mærkelig form for individualitet som vi kalder social. Vi kalder det sociale medier, men jeg ser ikke disse medier som fremmende vores evne til at være sammen med andre mennesker eller vores evne til at indgå i sociale fællesskaber. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad du tænker, givet din baggrund som socialpsykolog, om den måde vi er sociale på?
Bechmann: Først er der tanken om, hvorvidt vi mister noget socialitet. Baumanns tanke i relation til Facebook er, at man tager fejl, hvis man tror, at folk er i samtale med nogen, det er de ikke. Det er ikke dialoger, men monologer. Dét, der i stedet foregår, er selvpromovering eller udsagn om sig selv eller for sig selv. På den måde er det markedsføring af ’mig’, af selvet eller individet, det er ikke en diskussion eller en forhandling. På sociale medier kan man få meningstilkendegivelser fra andre, men der foregår ikke en egentlig interaktion mellem dem, som er i kontakt med hinanden. Hvis man indkredser socialpsykologien til den individualistiske eller personlighedspsykologiske socialpsykologi kan man stadig betegne det som ’socialt’. Vi vil fortsat forholde os til, hvad siger andre og hvad gør andre, men det er ikke socialt, hvis man tænker individ overfor samfundet eller individets indgåen i samfundet. Det dialogiske og dialektiske element udebliver. Den fremtidige barndom eller ungdom vil vokse op med en mangeltilstand, en mangel på socialitet og kontakt med hinanden.
Bell: Jeg er enig i det med Facebook, og nu er jeg ikke ekspert i psykoanalysen, men jeg mener at det er Laplanche, der skriver en analogi om duen, som ikke udvikler sin kønslighed og sine kønsdele, før den møder en anden due, et spejl og en modpart. Den kan ikke blive til den fulde due, før den har spejlet sig. Jeg synes jo, der er meget spejling i Facebook i forhold til, at jeg spejler mig i de her mennesker og brander mig selv, men i den slags socialt møde vil jeg påstå, at to plus to altid giver fire, det bliver aldrig fem. Jeg synes netop, at der kan skabes noget ’mere’ i det ægte og gensidige sociale møde.
Bechmann: Jeg er fuldstændig enig. Problemet bliver bare, at det bliver den nye standard, vi kommer til at leve med blodfattighed, eller vi kommer til at leve med – hvis jeg skal være helt bundalvorlig, eller dramatisk – så bliver det et liv uden kærlighed. For det er dybest set det, som det vil koste os.
Lidt apropos duerne, så mener jeg at menneskerne stadig vil møde hinanden, støde ind i hinanden, og så pludselig få fornemmelsen af, at der er noget, der er større end dig og mig. Men jeg tror, at de vil opføre sig helt naivt, og betingelserne for at de kan forfølge det ønske om at skabe mere sammen vil være særdeles forringet. Jeg er enig i, at mennesket dybest set er socialt, men vi er meget tilpasningsparate, og vi finder os i at leve på utallige måder, som dybest set ikke gør os glade, men som er et samfundskrav eller udviklingskrav. Det er nemt som ung at tænke: ’Hvis jeg sætter mine egne interesser forrest, så kan jeg vinde på 9 ud af 10 parametre, og det eneste jeg mister er det tiende og sidste - kærligheden.”
Identitet
Et anden væsentlig felt, hvor de unge har flere muligheder at skulle forvalte, er spørgsmålet om personlige identitet – et emne jeg derfor bragte på banen.
Bell: Hvordan med identitetsforvaltning? Som ung skal man navigere i et spraglet og uvist felt – som Dan Turéll siger det, ’Du kan være hvem som helst i denne omgang’ – og du kan virkelig være hvem som helst eller hvad som helst. Du kan være cyborg, panseksuel eller intetkøn. Hvad gør det ved fremtiden? Var det ikke en nemmere tilværelse dengang dine kropslige markører og dine familieforhold dikterede din plads og identitet?
Bechmann: Dan Turéll har vel fat i noget. Der er to vigtige ting. På den ene side er der værdiløsheden, det at vi ikke har fælles værdier, at værdierne er flydende. Alt er lige godt og dermed ligegyldigt. Du kan have dine værdier, jeg har mine værdier, og vi lever jo i en illusion om, at vi ikke behøver blive enige, vi kan mene, hvad fanden vi nu vil mene. Det er det, der skaber samfundsopløsningen eller i hvert fald værdiopløsningen – at vi ikke længere kan enes om selv de mest basale ting: Hvordan skal vi agere overfor hinanden, altså hvilke spilleregler gælder? Frihed uden begrænsninger er igen frihed. Hvis alt er frit, er der ingen frihed. Resultatet er et liv i et frihedsfængsel, hvor ’frihed’ ikke føles som sådan.
Den anden side er, hvordan ser det ud med de unge og den opvoksende generation? Da Svend Mørch arbejdede på instituttet, udviklede vi begrebet om strategisk selvforvaltning som den nyeste måde for unge at optræde på. Det handler måske ikke om identitet, men om hvordan individet vil agere overfor samfundets krav. Mulighederne byder ikke den unge at blive autonom, men at blive strategisk selvforvaltende, så man benytter sig selv med mere eller mindre kraft i forskellige sammenhænge. Dermed tænker man hele tiden strategisk, politisk og ikke autentisk, ærligt. I stedet for ’Hvad har jeg lyst til’ tænker de ’Hvad får jeg mest ud af’ eller ’Hvad nytter mig’, og her placerer de deres tid og energi.
Bell: Man kan jo godt tage det begreb, I har skabt, og applicere det på identitetsdilemmaet – vi skal forvalte identiteten og indrette den i et omfang efter betingelserne i samfundet.
Bechmann: Jo, man skal forvalte sin individualitet og sin personlighed, eller hvad man nu kalder det.
Bell: Nikolas Rose teksten ’obliged to be free’ var for mig lidt en øjenåbner. Vi er tvunget til at være frie, hvad med den stakkels unge, der bare siger: Kan I ikke bestemme for mig, fortælle mig hvad jeg skal være? Kan du diktere en retning i mit liv, i stedet for at jeg skal vælge i et felt, der er blevet så mudret og omfattende?
Bechmann: Det er jo, hvad der er sket. Retningsløsheden er indtrådt.
Perspektiv
Bell: Vi har berørt det lidt, men jeg kunne godt tænke mig at spørge om det: I din vurdering, er det sværere at være ung i dag end for 20-30 år siden, og bliver det potentielt sværere endnu i fremtiden? Jeg synes, den er svær, for i fortiden ville man jo bryde med rammerne og erobre friheden til at vælge, men er det fordi, at det altid skal være en kamp, har vi ikke fået det vi gerne vil have?
Bechmann: Hvor svært, det var at være ung tidligere, kom an på hvor man kom fra og hvilken gruppe man tilhørte. På den måde er det for en ’standard-ung’ sværere at være ung i dag, end det var for 20 år siden. For 20 år siden var der en anden grad af forudsigelighed. Hvis jeg tager den her uddannelse, kommer jeg så til at arbejde med det her, ja! Og man kunne endda spørge sine forældre til råds. Forudsigeligheden er opløst i dag. På den måde har verden jo forandret sig og på den måde er det jo ikke den enkelte unge, der har forandret sig, men de omstændigheder og de settings, de placeres i af deres forældre og magthaverne, som er så tvetydige eller mangetydige, at der ikke er en orientering – man må forsøge sig eller træffe et valg ud i det blå. Det er derfor, at det er så svært at være ung i dag.
Bell Det er måske derfor det kræver sådan et mod. Jeg kan godt forstå, man bliver forvirret, når man har et landkort af punkter, et stjernekort, hvor man ikke kan forbinde det til en meningsfuld sti.
Trods de mere pessimistiske fremtidsforventninger som Bechmann og jeg berørte, var jeg alligevel efterladt med en grad af optimisme. Et håb om, at vi alligevel har en mulighed for at påvirke udviklingen – hvis vi tør tale om den og konfrontere os selv med den. Måske er det på tide, at vi spørger hinanden direkte, og ikke kun de unge, men tillige alle os, der er en del af udviklingen, en del af fremtiden:
Hvad skal din kærlighed koste?