Hjemfalden - refleksioner fra dine med- og fjernstuderende
Af Elvira Hallengren, stud.psych. og Karen Damgaard, stud.psych.
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych.
Normalt står en stak Indput-blade i en stander foran Dræberkaninen, hvor vi kan sætte os tæt og trygt og vende pointer fra dagens forelæsning eller frustrationer over en ophobning af afleveringer. Erfaringer fra et frivilligt arbejde eller en fremtidsdrøm. Det kommer vi til igen, men semesteret i år er særligt og for nogle ekstra besværligt.
Gennem skærme kan vi kortvarigt få indblik i hinandens små bobler. Måske vi inviterer på en kop kaffe uden at bevæge os fra sofaen, holder et gruppemøde på tværs af fire forskellige kvarterer i København. I nogle hjem blander de grønne kompendier sig med børneakvareller og puslespil. I andre er spejlene begyndt at tale for selskabets skyld. Nogle er hoppet mod sommerhuse- og haver, andre er blevet hevet hjem fra udenlandseventyr.
I Indput er vores hensigt at formidle emner og oplevelser, der favner forhold lokalt på psykologi og CSS, men også at inddrage almenmenneskelige erfaringer af både faglig, social og kulturel karakter. Højtravende kan det lyde. I praksis er det egentlig okay enkelt.
I skrivende stund kan vi vel karakterisere pandemien som et almenmenneskeligt vilkår. Og som psykologistuderende på Københavns Universitet går vi ikke fri af følgerne af dette. For de fleste er fjernundervisning en af de konkrete konsekvenser af det midlertidigt nedlukkede samfund. For nogle er det dispensationsansøgninger, fordi børn og bøger viser sig at være svære at forene i hele dage. For andre er det et tab af motivation eller en fornyet lyst til fordybelse. For flere er det savn af det sociale.
På de kommende sider lader vi syv stemmer, der har psykologifaget som fællesnævner, fortælle om deres oplevelse af en tid præget af uvisse udsigter og en usynlig coronavirus. Således spurgte vi, om nogle af vores medstuderende havde lyst til at dele deres tanker om, hvordan det er at være psykologistuderende netop nu.
I sidste uge af april ringede vi seks medstuderende og en enkelt underviser op og fik syv snakke om fire spørgsmål, som I kan læse i det følgende.
De syv stemmer er ikke repræsentanter af nogen art. Blot bærere af egne refleksioner og erfaringer der som altid, også på afstand, er et udmærket udgangspunkt for en god snak.
Jeg var i Peru for at tage min praktik dér. Jeg arbejdede på en klinik og boede hos en værtsfamilie, men jeg nåede kun at være der halvanden måned. Dagen efter at jeg forlod Peru, lukkede landet sine grænser. Så det betyder, at jeg ikke kan komme tilbage til min praktikplads. Der er ikke mulighed for at genoptage praktikken. Så jeg er vendt tilbage til Danmark, har mistet rigtig, rigtig mange penge på det og har prøvet at finde et sted at bo i Danmark.
Alt i den sidste måned har været sådan lidt skridt for skridt for at prøve at finde ud af, hvordan de næste måneder kan komme til at hænge sammen. For jeg skulle faktisk have været ude at rejse ind til midt august. Så det er rigtig mange måneder af mit liv, der er blevet væltet helt op og ned, og jeg skal prøve at finde ud af, hvad jeg så gør nu.
(Maja, sidste semester på KA)
Det har jo haft en rimelig vild konsekvens, fordi jeg havde brugt en masse tid og energi på, at det var dette semester, at jeg skulle ud på eventyr. Jeg var kommet til Irland og var virkelig godt i gang med semesteret og havde fået nogle venner og var i gang med spændende ting, men så var det jo bare fra den ene dag til den anden, at de lukkede alt ned, lukkede hele universitetet ned, og at man begyndte at lukke grænser herhjemme.
(Eva, 6. semester på BA)
Jeg er jo hjemme det meste af tiden. Jeg har både studie og arbejde hjemmefra. Mine fritidsaktiviteter er jo sat i bero. Så jeg er egentlig hjemme, medmindre jeg går ud for at gå ud. Gå eller løbe en tur. Jeg har ikke nogen ærinder udenfor sådan rigtigt.
(Rasha, 2. semester på KA)
På kollegiet har vi sørget for, at man begrænser mængden af gæster. Så det har primært været sådan noget med, at man må have sin kæreste på besøg eller et par venner, men ikke for mange, ikke over 10. Man holder sig på værelset og ikke i fællesarealerne. Så det har handlet om at minimere eksponeringen til fremmede så meget som muligt. En fordel vi har, der er jo så, at vi har hinanden på kollegiet.
(Oliver, 4. semester på BA)
Jeg har virtuel undervisning fra Irland og alle mine eksaminer er blevet lavet om til at være skriftlige opgaver, i stedet for at man skal møde op fysisk. Det har gjort det, at det semester som skulle være anderledes og spændende, det er jo for mig lige nu bare at være alene derhjemme og prøve at gennemføre den virtuelle undervisning.
(Eva, 6. semester på BA)
Den mest massive og yderligste konsekvens har været, at jeg har fået en massiv skriveblokade, som jeg aldrig har oplevet i mit liv før. Og så har den jo skabt en ny virkelighed for min søn og jeg og for vores hverdag. Og den har krævet, at jeg har kunnet omstrukturere hele min måde at leve på.
Den har haft svære konsekvenser for mig, fordi den måde jeg normalt arbejder på, er på læsesale eller ude af hjemmet, og er meget bundet op på en struktur omkring en hverdag – at jeg afleverer min søn, går i gang med at skrive, henter ham igen, osv. – og at jeg lægger en plan for dagen efter det og ved præcis hvilke timer, jeg har til rådighed og planlægger derefter. Alt det er forsvundet, al forudsigelig struktur er jo forsvundet i denne tid.
Bare det alene at have en arbejdsstation i hjemmet, som jo i selv er en arbejdsstation, når man er mor, når man skal holde hjem, holde hus, det har været virkelig, virkelig udfordrende. Jeg er ikke vant til at skulle arbejde intensivt akademisk i mit hjem.
(Sade, sidste semester på BA)
Jeg synes, at langt de fleste menneskers, inklusive min egen, motivation dropper rigtig meget, og ens arbejdsevne bliver rimelig begrænset af det. Hvilket er sjovt, fordi man faktisk skal møde mindre op. Men på den anden side, så synes jeg også, at det har gjort, at man rent faktisk kan fordybe sig mere i enkelte tekster.
(Oliver, 4. semester på BA)
Jeg skal i praktik næste semester, i PPR, men hvordan mit praktikforløb kommer til at se ud, det afhænger jo af genåbningen på den anden side af sommerferien.
(Rasha, 2. semester på KA)
Jeg står spritny i arbejde og er glad for at undervise, og er glad for mine studerende, og er glad for mit job. Og så lukker hele landet ned, og så skal jeg jo vitterligt fra den ene dag til den anden omlægge hele min undervisning. Det er hverken en nem eller en sjov opgave.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
Jeg har udviklingspsykologi og arbejds- og organisationspsykologi lige nu. Begge dele fungerer som fjernstudie. Og man kan sige, at det som det har betydet for min og mine klassekammeraters undervisning, har været, at psykologi på KU er blevet meget teoretisk på bacheloren. Vi nåede lige at lave interviews med børn, men skulle til at igangsætte et projekt, hvor vi skulle lave observationsstudier, som jo så blev aflyst. Så det er meget den konsekvens, det har haft for dette semester: Det er et lidt praktisk semester, som er blevet teoretisk og online.
(Eline, 4. semester på BA)
Det er kaotisk. Jeg har lidt haft den oplevelse, at det har været så nyt for alle. Både for enkeltpersoner, men også for institutioner. For regeringen at finde ud af, hvad de giver af retningslinjer, og for universitetet at finde ud af det også.
(Maja, sidste semester på KA)
Den rigdom vi også lever det levede liv i en psykisk forstand med, den er blevet hul.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
De psykiske konsekvenser har været massive. Det føler jeg også, at jeg mangler at få adresseret fra universitetets side, og især når vi studerer det fag, vi gør. For det er jo en eksistentiel krise. Det er ikke bare, at man ikke kan gå på arbejde, som man plejer, eller at man ikke kan gå ind på læsesalen og sidde.
Det er jo en verden, der ændrer sig. Grænserne er lukkede - jeg har familie i andre lande end Danmark, kan jeg komme til at se dem igen? Hvordan bliver vores verden efter det her? Hvad er konsekvenserne for min søn? Hvilken angst oplever han? Hvordan hjælper jeg ham igennem den her tid på en måde, så han ikke bliver traumatiseret? Det kræver rigtig mange ressourcer fra mig.
(Sade, sidste semester på BA)
Jeg synes det er så simpelt: Er undervisning den samme, når man sidder og kigger ind i en skærm, som når man sidder i et lokale og faktisk har levende mennesker foran sig og omkring sig, både fra de studerende og underviserens side? Nej, det er det bare ikke.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
Det har virkelig været en øjenåbner, synes jeg. Fordi jeg altid i alle mine semestre har elsket mine fag og virkelig været sådan ”Ej, hvor spændende”, og lige nu sidder jeg bare og har ingen motivation.
Jeg savner virkelig det med at have selskab til at studere og bare sådan nogle små ting, som at tale sammen om, hvad forelæsningen handlede om efter forelæsningen. Eller det bare lige at sidde i Dræberkaninen og drikke en kop kaffe.
Min oplevelse af at være studerende lige nu er virkelig, at det er enormt mangelfuldt og enormt meget noget der bare skal gennemføres lige nu.
(Eva, 6. semester på BA)
Det er lidt som om, at man har den hårde del af studiet og den hårde del af arbejdet uden det hyggelige og det sociale aspekt.
(Rasha, 2. semester på KA)
Tilværelsen er jo i høj grad sådan lidt gasset – som i at gassen er gået af ballonen.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
Jeg synes, at jeg har stået i en meget ambivalent situation. Både at være enormt imponeret over, at det er blevet taget meget alvorligt, at vi står i en ændret situation, men også lidt med en oplevelse af, at der er sådan en forventning om, at nu fordi vi alle sammen sidder spærret inde i vores lejligheder, så har vi rigtig meget tid, hvor vi keder os, til at løse en masse opgave. Og min oplevelse er bare ikke, at jeg hungrer efter flere deadlines og mere at lave. For jeg har fuldstændigt mistet overblikket over, hvad der foregår hvornår. Og der ryger 20 mails ind om dagen med ændrede deadlines og nye aktivitetskrav.
Det er rigtigt, at der har været mere tid på en eller anden måde på dagen herhjemme, men det er som om, at der ikke har været mere tankevirksomhed i mit hoved, fordi vi er i en undtagelsestilstand som land, og folk er bekymrede, og pludselig skal man være sammen i hjemmet på en anden måde, end man plejer.
Jeg synes, at det på en eller anden måde har været ret stressende ikke at lave noget.
(Eline, 4. semester på BA)
Min hverdag har meget været skridt for skridt. Det har føltes lidt som gambling. At finde ud af, hvor det er smart at finde et sted at bo. Hvor lang tid skal jeg prøve at finde noget at bo i? Skal jeg gå i gang med min eksamen? Skal jeg lade være? Skal jeg søge praktik igen? Skal jeg lade være? Alle informationer kommer jo lidt efter lidt, fordi alle prøver at stykke noget sammen. Så jeg synes lidt, at det føles som gambling at prøve at finde ud af, hvad der er smartest at gå i gang med nu for at få en hverdag til at fungere i fremtiden.
(Maja, sidste semester på KA)
Jeg tror, at de fleste af dem, jeg har snakket med, de anskuer dette her lidt som værende et tidspunkt, hvor det måske er okay ikke at klare sig så godt til eksamener og sådan noget. Så på en eller anden måde er presset forsvundet lidt, eller det er i hvert fald blevet mindre. Når det hele ændrer sig så radikalt, så har man heller ikke så store forventninger til, at man skal levere et perfekt produkt. Så må man i stedet fordybe sig i ”Hvad kunne rent faktisk være fedt at skrive om?”.
(Oliver, 4. semester på BA)
Jeg har ikke følt mig beriget og inspireret, og jeg har ikke følt mig som en del af et akademisk fællesskab. Jeg oplever det lidt som om, at det er en leg, at jeg lader som om, at jeg er studerende, men jeg får ikke føde til oplevelsen. Det er bare noget, jeg lader som om inde i mig selv. Jeg har haft enormt meget usikkerhed og tvivl omkring, hvad der forventes af mig, og hvordan det i virkeligheden tackles fra fakultetets side. Fra min undervisers side har jeg fået meget, meget lidt information.
(Sade, sidste semester på BA)
Jeg synes, at det er hårdt. Altså jeg synes ikke helt, at der tages højde for, hvordan denne her situation kan påvirke én mentalt.
Lige pludselig får vi bare nogle opgaver. Som om alle undervisere lige pludselig tænker, at vi har al tid i verden til lige at fokusere på deres fag. Og det er jo for, at de kan se, at vi er studieaktive. Men undervisningen foregår jo stadig. Vi har jo mødepligt på kandidaten, så jeg forstår ikke, hvad de opgaver skal til for. Og vi skal jo stadig læse, og jeg har fire eksaminer kørende samtidigt.
(Rasha, 2. semester på KA)
Jeg synes, at de fleste af vores undervisere har gjort, hvad der virker som et rigtig stort stykke arbejde i forhold til at lægge en masse opgaver og ekstra deadlines og opgaver ud og lave metodekonferencer om til skriftlig peer-feedback og sådan noget.
(Eline, 4. semester på BA)
Jeg vil sige, at jeg kan mærke, at det har været svært for KU, for de har skulle tage et helt andet hensyn til mig, fordi jeg har været afsted på den måde, som jeg har været afsted. Men samtidig synes jeg også, at de har været rigtig gode til at være fleksible omkring netop min situation. Så det er jo dejligt, at jeg får den vejledning, jeg skal have. Jeg har endda fået længere frister til at aflevere end studerende, der har været i praktik herhjemme. Så på den måde synes jeg, at de har været ret fleksible i forhold til at passe mig ind.
(Maja, sidste semester på KA)
Jeg synes egentlig, at de har gjort meget ud af at lægge opgaver ud til os i håb om, at vi vil løse dem i løbet af ugen og så skrive svar på nogle spørgsmål til en tekst til dem for eksempel. Som jo er noget, vi også ville gøre i undervisningen normalt. Men hvor jeg normalt i undervisningen, når jeg sad med min klasse, ville tage rigtig aktiv del i diskussioner omkring teksterne, så er det for mig bare overhovedet ikke det samme, at jeg sidder alene og besvarer nogle spørgsmål til en tekst og så sender dem til min underviser, som så fortæller mig, om jeg har læst teksten rigtig eller forkert.
(Eline, 4. semester på BA)
Jeg synes, at det varierer lidt fra fag til fag. I mit metodehold, der synes jeg egentlig, at det fungerer meget fint. Der er det lidt som om, at måden vi gjorde det på før, bare er blevet flyttet over virtuelt. Hvorimod mit valgfag, der kan jeg godt nogle gange føle … der kom vi også rimelig sent i gang med fjernundervisningen. Der var det sådan noget med, at der mødtes vi i studiegrupper, og vi fik nogle øvelser. Der er det meget praktiske øvelser, vi laver, og det fungerede jo fint, men det kan ikke sammenlignes med, når man sidder over for hinanden ansigt til ansigt og skal have en samtale dér.
(Rasha, 2. semester på KA)
Jeg synes faktisk, at det fungerer overraskende godt. Det er fint. Det er forsvarligt. Det er nogle gode snakke, jeg har med mine studerende på zoom. Jeg synes, at det er dejligt at se dem, og jeg synes, det er dejligt at snakke med dem. Og de får noget ud af det, jeg får noget ud af det. Det, der aldrig bliver det samme, det er alt det andet end den der information. Fordi man kan sige: Jeg synes, det er ansvarlig undervisning, vi laver. I den forstand, at det er det bedste, vi kan gøre, men det er ikke en optimal situation. Det bliver jo ikke det samme, når der mangler de stemningsmæssige, de affektive og de interpersonelle elementer. Det kan aldrig blive det samme over et skærmmedie, som det kan, når man står i et fysisk lokale sammen. Og de elementer mangler bare.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
Der er selvfølgelig blevet uploadet nogle forelæsninger som videoer, men der er simpelthen så stor forskel på at se en person, der sidder og taler ind i et kamera, selvom de gør sig umage, og det er det bedste, de kan gøre under de her forudsætninger. Det er bare ikke det samme som at sidde i en forelæsningssal, hvor man kan stille spørgsmål, og hvor man kan interagere med hinanden, og hvor der er en stemning i lokalet. Og jeg plejer at elske mine forelæsninger, og især på udviklingspsykologi synes jeg virkelig, at det har været en fest at møde op til forelæsning. Desværre er det bare ikke det samme at sidde og kigge i computeren.
(Eline, 4. semester på BA)
Det er jo ikke nogens skyld, at det her er sket. Jeg føler helt sikkert også, at det påvirker forelæserne, som bliver mindre motiverede eller i hvert fald har sværere ved at holde sig oppe på dupperne, når de ikke har nogle ansigter at forelæse til, men sidder og forelæser til deres computer. Og de har sværere ved at overholde tid. Jeg må indrømme, at jeg heller ikke har været til super meget undervisning, fordi jeg synes bare det er rigtigt svært. Kvaliteten falder naturligt, når man ikke er i fysisk kontakt.
(Oliver, 4. semester på BA)
Jeg synes ikke, at der har været et læringsudbytte i den her tid. Man kan sige, at jeg har selvfølgelig høstet noget fra min tid på universitetet, som gør, at jeg på sin vis er i stand til at være selvstuderende. Jeg er i stand til at læse en tekst og stille kritiske spørgsmål og selv søge viden. Altså hvis man skal vende det om, så kan man sige, at jeg håber, at man retrospektivt vil kunne få en fornemmelse af, at man er i stand til at studere og søge viden som et selvstændigt menneske uden for universitetets mure. At man kan lære, at viden ikke kun er noget der produceres, reproduceres og deles ud af inde på universitetet. At man også godt kan selv. Men jeg har ikke oplevet at føle mig hjulpet. Det har jeg altså ikke. Desværre. Men det er svært at fælde dom over nogen i denne tid.
(Sade, sidste semester på BA)
Kvaliteten af undervisningen er meget forskellig fra fag til fag. Mit universitet i Irland har egentlig overladt det meget til den enkelte underviser. Jeg har 5 forskellige fag, og nogle af dem er virkelig støttende og gode, og opretholder ”office hours”, hvor de simpelthen sidder klar til, at man må ringe dem op og snakke med dem om opgaver og sådan noget. Andre undervisere har bare givet helt op og lægger en halv lydfil ud pr. forelæsning, hvor de snakker lidt, og man sidder sådan ”Nå, det kan jeg ikke bruge til så meget, men fint nok…”
(Eva, 6. semester på BA)
Sådan noget med hvordan vi fungerer som gruppe har været rigtig spændende at observere. Jeg tænker helt tilbage på socialpsykologi på 1. semester. At se de der ting med, at man kan tale med én person, der siger én ting, og én person, der siger noget andet, og at man hele tiden bliver påvirket af hinandens meninger. At vi bevæger os som en samlet gruppe. Alle kan have deres specifikke meninger og bekymringer omkring corona, men vi skal som land finde ud af at fungere sammen. Når man pludselig ser en hel masse mennesker, der sidder på stranden og hygger sig, så er man mere tilbøjelig til at tænke, at det er nok fint nok. Så hele det der med ansvarsfordeling og det gerne at ville rette ind efter gruppen. Så jeg synes, at gruppedynamik er rigtig spændende lige nu.
(Maja, sidste semester på KA)
Én ting, jeg som studerende har oplevet som rigtig fedt er, at i og med, at jeg ligesom er blevet tvunget til at sidde hjemme i min sofa, så har jeg også haft enormt meget tid bare med mine kompendier. Så har jeg fået læst en masse tekster sådan lidt uafhængigt af, hvad rækkefølgen i pensum var. Det ville jeg nok normalt ikke have haft tid til at kunne gå ned i, men nu har det været vildt fedt at få noget mere fordybelsestid.
(Eline, 4. semester på BA)
Jeg har haft tid til at læse Det Kommunistiske Manifest og nogle andre marxistiske tekster, som ikke nødvendigvis er psykologi-relevante, men som klart er relevante for samfundsborgere, tænker jeg. Så på den måde synes jeg, at det påvirker, hvad man har tid til at lægge fokus på.
(Oliver, 4. semester på BA)
Når jeg mærker de psykologiske konsekvenser af at være i denne kollektive krise, så kan jeg jo godt se, hvor stort et behov der er for vores fag. Jeg kan jo godt se, at vi er en vigtig gruppe i samfundet, men det kræver jo selvfølgelig også, at vi er i stand til igennem vores uddannelsesforløb at, hvad skal man sige, kultivere en stærk psyke.
(Sade, sidste semester på BA)
Jeg vil da sige, at det har ændret mit syn på både fællesskabet omkring læring rent konkret på psykologistudiet, og så vil jeg også sige, at selvfølgelig tror jeg, at alle psykologistuderende har gjort sig tanker om, hvor mange mennesker, der må opleve angst og ensomhed lige nu.
(Eva, 6. semester på BA)
Nu bor jeg jo hjemme, og jeg har en familie, en stor familie, men jeg kan forestille mig, at dem, der bor alene, må have det ekstremt hårdt. Det ville jeg i hvert fald have, hvis jeg var alene.
(Rasha, 2. semester på KA)
Jeg tror, at det, jeg synes er vigtigt, er, at vi ikke forlader os på at være støttepædagoger til medicinerne. At være psykiske medicinere i den forstand, at vi så siger, at der er så og så stor risiko for at udvikle angst under corona eller ”Her er tre kognitive teknikker, så du lige kan løse dine problemer, når du går og er angst for corona”. Det er ikke fordi, at vi ikke skal gøre det – det skal vi også, men det er vigtigt, at vi ikke nøjes med det.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
Jeg har haft alle mulige tanker om, om det bliver sværere at få job. Kommer vi til at se et eller andet backlash af alt det, der er sket? Om der kommer et øget antal angstdiagnoser? Eller giver det her folk plads til at arbejde en masse ting igennem? Hvad det mon kan betyde? Om der kommer til at blive oprettet flere arbejdspladser, hvor vi også skal være klar til at deale med sådan nogle ting? Men det er igen dét, at det føles lidt som gambling. At det er svært at vide, hvad man skal forberede sig på som psykolog, for hvad kan det her gøre af ændringer for vores arbejdsplads?
(Maja, sidste semester på KA)
Jeg synes, at det blev meget tydeligt, hvordan den psykiske sundhed og velvære i samfundet kommer i anden række i rigtig mange sammenhænge. Jeg tænkte meget over, i de første par uger, hvordan en så voldsom situation, som at landet lukker ned, og at folk bliver frataget deres frihedsrettigheder, arbejde, sociale fællesskaber og kulturelle rum - det må have ekstremt stor betydning for virkelig mange mennesker, som er i nogle svære og sårbare situationer. Mere end det betyder for mange andre. Og der synes jeg bare, at det blev enormt tydeligt, hvordan psykiatrien og psykisk sundhed i det hele taget som felt ikke blev inddraget i alle de overvejelser, før der var gået flere uger.
(Eline, 4. semester på BA)
Jeg har tidligere oplevelser af at have udfordringer på studiet, hvor jeg ikke følte mig mødt, altså at mit mentale helbred, følte jeg, ikke blev taget alvorligt fra fakultetets side. Jeg oplevede, at der var meget lidt mulighed for støtte. Det undrede mig enormt meget, at der ikke var en henvisning til et sted, hvor man kunne få støtte. At det ikke ligesom er indbygget i vores fag.
(Sade, sidste semester på BA)
Det er lidt et mærkeligt limbo man er i. Jeg kan mærke, at det bliver mere fra dag til dag, hvordan jeg tænker mit liv, og at jeg ikke har energi til at gøre mig vildt mange tanker om fremtiden lige nu.
(Eva, 6. semester på BA)
Jeg er blevet bekræftet i, hvor vigtigt faget er. Hele den måde, denne her krise er blevet håndteret på: Man tager hensyn til medicin, og hvad der er fysisk sundt og rigtigt at gøre, og hvad der ville være et økonomisk klogt træk, men jeg synes ikke rigtigt, at der bliver taget hensyn til, hvordan krisen påvirker folk mentalt - eller kan påvirke folk mentalt.
(Rasha, 2. semester på KA)
Som psykologer er vi nødt til at tage det her alvorligt som en samfundsmæssig hændelse, og ikke kun som en biologisk, eller mere intrapsykisk hændelse. Hvad er det, der sker, når menneskers dagligdag og daglige liv omkalfatres i den grad, som det bliver i øjeblikket? Hvad er det, det gør ved os som mennesker? Hvad gør det ved vores interpersonelle relationer? Hvad gør det for vores måde at forholde os til andre på? Hvad gør det ved den ’virkelighed’, vi lever i?
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)
Jeg tror, at det er Holzkamp, jeg har læst, som jo taler om, at livet skal være meningsfuldt på en eller anden måde. At man har dagligdagens aktiviteter, men det er ikke at leve. At leve er, at man laver noget, der er meningsfuldt. Det går hen og bliver lidt eksistentielt lige pludselig. Jeg tænker meget over, hvad der egentlig er vigtigt for mig som menneske.
(Rasha, 2. semester på KA)
Selvfølgelig er corona et enormt interessant fænomen for mange forskellige videnskabsformer: Sociologi, psykologi, økonomi, folkesundhedsvidenskab, geografi, byplanlægning for den sags skyld. You name it. Medicin jo.
(Sebastian, videnskabelig assistent, underviser på BA)