Hvordan passer man på sig selv som psykolog?
Af Anne Fensløv Larsen, cand.psych. & Sara Bjørndahl, cand.psych.
SPECIALE: Vores møde med terapeutisk arbejde i løbet af studiet åbnede vores øjne for nogle af de udfordringer, som arbejdet med klienter kan indebære. Som terapeut har man et inderligt ønske om at hjælpe klienten, og man involverer sig derfor i dennes historie og følelser. På den måde kan arbejdet nemt komme til at trække spor ind i ens privatliv og påvirke én som person. I vores speciale undersøgte vi ud fra denne erfaring forskellige aspekter af terapeutisk arbejde, og i nærværende korte artikel fokuserer vi på det følgende aspekt: Hvordan påvirkes man som psykolog af det terapeutiske arbejde, og hvad kan man gøre for at passe på sig selv?
Psykologernes eget perspektiv
Det kan være krævende for psykologer at involvere sig i klienters følelsesliv hver eneste dag. Dette er én af de ting, som vi undersøgte i vores speciale, hvor vi interviewede tre psykologer med minimum tyve års terapeutisk erfaring. En af psykologerne fortalte, at han bliver påvirket af arbejdet med klienter og finder det smertefuldt at høre deres historier. De to andre informanter gav udtryk for, at det terapeutiske arbejde kan mindske deres sociale overskud og deres overskud til at håndtere både egne og andres problemer.
Når psykologer bliver udmattede
Som terapeut arbejder man til daglig med klienters smerte, lidelse og problemer, hvilket skaber en risiko for, at man kan føle sig drænet og ”fyldt op”. I sin yderste konsekvens kan det daglige arbejde med klienter have negative følger og på længere sigt føre til udbrændthed. Udbrændthed er bl.a. karakteriseret ved en følelsesmæssig udmattelse og en distancering fra dem, der skal modtage ens hjælp. Nogle af de fysiske symptomer kan være søvnløshed, kronisk hovedpine og træthed. En af informanterne beskrev en svær periode i sit arbejdsliv, hvor han udviste fysiske symptomer på udbrændthed og følte sig udmattet, når han kom hjem. Efter en periode med over halvtreds timers ugentligt arbejde, blev det for meget. Han beskrev sig selv som Anders And, der bevæger sig ud over kanten af en høj klippe og først falder, når han kigger ned: ”Man kan faktisk godt gå på luften et stykke tid. Man kan godt flyve... Problemet er bare, når du finder ud af det, så falder du ned, og så falder du langt ned, inden du kommer op igen”. Informanten beskrev denne svære periode som et wake-up call, og han har efterfølgende taget sine forholdsregler ved eksempelvis at skære ned på sit arbejde for at undgå, at det sker igen: ”Jeg er blevet bedre til at sige ’Nej, det kan jeg ikke’. Fordi jeg ved, at prisen kommer, og så falder jeg ud over afgrunden, og det har jeg ikke lyst til igen”. Herudover kan det ifølge informanten være en god idé at indlægge klare pauser i løbet af arbejdsdagen og begrænse antallet af klientsamtaler.
Hvad kan man gøre for at passe på sig selv?
Efter at have talt med de tre informanter er vi blevet mindet om vigtigheden af, at man som terapeut skal passe på sig selv ved bl.a. at være i stand til at adskille arbejdsliv og privatliv. Eksempelvis kan man prøve at undgå at træde ind i en terapeutrolle over for venner, som gerne vil have en form for ”gratis psykologhjælp”. Herved kan man passe på sig selv og gemme sin energi til klienterne: ”Og det er på den måde, jeg beskytter min arbejdskraft. For hvis jeg skal sidde og være høflig og lytte til, hvorfor kæreste nummer fire forlod hende og kæreste nummer fem... bla bla bla... jamen, så er der ikke noget tilbage til mine klienter”. Herudover kan det være en god idé at lave noget, der adskiller sig fra arbejdet, når man har fri. En informant beskriver det således: ”Og der kan jeg virkelig mærke, at jeg orker ikke problemer – jeg har bare lyst til at sidde og glo ind i Netflix, mere end jeg plejer. Og lukke af og bare gå en lang tur med hunden. Og løbeturene alene. Altså, jeg skal næres af den der alenehed. Jeg bliver simpelthen relationsmættet af det [arbejdet]”. Ifølge forskning oplever mange terapeuter på samme måde et behov for alenetid efter arbejde for at have overskud til at indgå i sociale relationer.
Konklusion
Overordnet var specialets informanter enige om, at arbejdet med klienter rummer udfordrende elementer og til tider kan være hårdt. Samtidig gav de alle udtryk for, at de oplever det terapeutiske arbejde som værende meget meningsfuldt og stimulerende. Der kan derfor ses en dobbelthed: Det kan på én og samme tid siges at være belastende og berigende at arbejde med klienter. På trods af denne dobbelthed hersker der dog hos informanterne ingen tvivl om, at de positive aspekter ved arbejdet opvejer de negative: ”Det er hårdt indimellem. Rigtig hårdt. Men samtidig, hvis du havde spurgt mig ’Ville du ikke hellere have været det foruden?’, så ville jeg sige ’No fucking way’. Det er da det fedeste job, man overhovedet kan have”.