Indre landskaber

Tekst og illustrationer af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.

Kære læser.  

Jeg beklager på forhånd, at du endnu engang må trækkes med ind i min undren over vores relation til verden. Alting står lige så uafklaret som altid, og dette indlæg må igen forstås som et forsøg på at stille spørgsmål og skabe kollektiv refleksion over det, der findes, og det der måske kun knapt findes i forskellige niveauer af virkelighed. Jeg ved, at jeg er på dybt vand, og jeg håber, at du har lyst til at svømme med mig ud i en tankestrøm, som vi måske og måske ikke bliver klogere af. 

Hvad dukker frem for dit indre, når du dagdrømmer? Eller når du transporteres væk fra nuet, ind i en anden verden? Det indre landskab synes intimt forbundet med vores indre verden; vi bærer en repræsentation af den ydre verden i os. Hvorfra og hvordan opstår disse indre landskaber? Selve stederne, som på særegen vis virker til at rumme en smule af os? 

 

Sally Weintrobe, en sydafrikansk psykoanalytiker, kalder disse indre landskaber for psykiske landskaber, og mener, at de reflekterer både vores forhold til naturen og vores indre fantasier. De konkrete landskaber har en virkning på os; vi kan føle os trygge eller utrygge, hjemme eller fremmede. Ifølge hende er de altså et udtryk for relationen mellem den fysiske virkelighed og den indre, psykiske virkelighed. Hun mener, at det i høj grad er det ubevidste, der er på spil her. Det ubevidste er med til at organisere vores psykiske landskabers form og karakter, og derfor er landskaberne en mulighed for at få indsigt i sig selv. Hun understreger vigtigheden af at have mange indre landskaber, at føle sig hjemme, og at kunne relatere til både sig selv og andre i disse. 

 

Steder og landskaber er ikke ligegyldige for os. Også i et jungiansk perspektiv kan vores interaktion med landskabet ses som en interaktion med selvet; erkendelsen af, at vi også er natur, komplekse og multidimensionelle, foranderlige. Indenfor arkitekturen og havekunsten anvendes begrebet genius loci om stedets særlige atmosfære; det refererer til gammel romersk religion, hvor beskyttende ånder hørte til særlige steder. I den nuværende form har begrebet en anden, men stadig vigtig betydning: steder er ikke blot lokationer. De har, i mangel på et bedre udtryk sjæl, som har en særlig indvirkning på os. 

 

Jeg har været meget optaget af de indre landskaber i den sidste tid. Jeg har haft samtaler med venner og bedt dem beskrive det, der træder frem for dem i deres indre, i et forsøg på at forstå både noget alment og nok også noget om, hvem de er. For jeg er som Sally Weintrobe overbevist om, at det vi oplever i vores indre, ikke blot er arbitrære placeholder-steder. Stederne har betydning. Om ikke andet, så blot fordi det er dem, der træder frem, og dermed må der have været et meningsfuldt øjeblik det sted, der åbnede sanserne og tillod en arkivering; et aftryk af netop dette sted. 

 

Mit eget stærkeste indre landskab er i første persons perspektiv. Jeg sidder henslængt i en flettet kurvesofa på en knudret hynde og kigger ud over havens vestlige side. Ved siden af mig hænger en ferskenfarvet rose, altid den samme, stor, moden, på nippet til at afblomstre. Det er aften, men endnu ikke så sent at myggene er kommet frem. Vandet på søen er stille, selvom der er antydningen af en kølig vind. Der dufter af nåleskoven, som omgiver mig. Jeg kigger ud og føler mig hjemme på en måde, jeg ikke gør andre steder. 

 

Jeg tror først, at mine indre billeder begyndte at blive konsistente, rolige og med en klar struktur, da jeg mødte min mand og begyndte at komme i skoven. Inden da havde de en mere flygtig, uklar struktur. Der findes minder om steder, men de adskiller sig ved at fremstå som en indre film. Mine indre landskaber er steder, jeg kan interagere med. Jeg kan vende hovedet og se det, der er på den anden side. Jeg kan røre ved ting. Det, der omgiver mig har en taktilitet, som minderne ikke har. Jeg tror, at netop dette landskab tog bo i mig, da jeg var gravid med mit første barn. 

 

Jeg ved ikke, som Sally Weintrobe implicit påstår, om de indre landskaber er forbundet med drømmene gennem det ubevidste. Mine egne har ikke som drømmene en struktur eller handlinger som udfolder sig uden mit ønske. De er relateret til dagdrømmen, men selve landskaberne virker til at have en betydning, som går ud over dagdrømmens funktion: landskabet er i sig selv betydningsfuldt. Hvorfor transporterer jeg mig netop herhen, og ikke de tusinder af andre steder jeg har været? Hvilke aftryk har dette sted sat i mig? 

Vi er en krop i en verden, og denne verden indlejres i os gennem kroppen, sanseapparatet og vores psyke. Det er jeg ikke i tvivl om. Men der stopper min sikkerhed også. 

 

Indtil videre har jeg fokuseret på indefra-og-ud perspektivet. Der findes dog også det modsatte, nemlig udefra-og-ind perspektivet. Idéen om, at steder kan indvirke på os i kraft af deres udformning. Deres genius loci, om du vil. Eller et mere anvendt begreb indenfor arkitekturen, som jeg nu vil vende mig mod: atmosfære. Atmosfære refererer ikke til noget statisk, men derimod noget dynamisk og relationelt, det kan ændre sig og interagere med det, vi kommer med. ”When you introduce atmosphere into a space, it becomes a reality machine” siger Olafur Eliasson. Atmosfærespørgsmålet bliver også et etisk spørgsmål; det er et intentionelt forsøg på at påvirke menneskers oplevelser. 

Det er her vi træder over i de kunstneriske aspekter af arkitekturen, forsøget på at skabe indre bevægelse i andre. Christian Borch, som er sociolog, siger ”This may also be a definition of atmospheres: they are spaces with a mood, or emotionally felt spaces. This is an important definition, because it underlines that emotions do not always have to be in your heart or in your soul, something internal. Emotions can be on the outside, they can strike you. For example, a room can be filled with certain emotions”. Jeg er delvist uenig. Måske mest på grund af de normative implikationer, der ligger bag denne udtalelse. Og så er der måske alligevel noget om snakken. For hvem kan gå igennem en mørk skov uden at føle en grad af årvågenhed og ængstelse? Hvem har trådt ind i Grundtvigskirkens storslåede, sakrale rum og ikke ladet sig påvirke? Rum kan være stemte som instrumenter. Men selv musikken kan miste sin effekt, når vi ikke er i en tilstand hvor vi kan lade os bevæge. Jeg har svært ved at gå med på præmissen om, at noget ydre kan påvirke os entydigt. Det må altid være noget ydre der går i relation med noget indre. 

 

Dette bringer mig videre til et andet vigtigt emne: kulturens indflydelse på vores perception. Juhani Pallasmaa skriver i den vidunderlige Arkitekturen og sanserne om synssansens kulturelle dominans. Han citerer Merleau-Pontys idé om en osmotisk relation mellem selvet og verden; en slags gensidigt gennemtrængende og definerende forbindelse. Han trækker på en hel række filosoffer, fra Heidegger til Foucault, når det kommer til at underbygge denne påstand om øjets dominans i vores kultur. Men man skal vel i virkeligheden bare logge på instagram for at blive bekræftet i, at vi i høj grad kommunikerer visuelt for tiden. I tidligere epoker har vi i langt højere grad lænet os op ad høre-, føle- og lugtesansen. De har været nødvendige redskaber, for at klare sig i livet. Det er ikke svært at forestille sig hvorfor. Når man ikke kan læse, må man lytte. Hænderne har vejledt arbejdet. Og man er ilde stedt, hvis man spiser fordærvet mad. Men der kan ikke blot være tale om, at man tidligere har haft generelt skærpede sanser. Komfort er trods alt et relativt moderne fænomen. Måske har det snarere været en specialisering, som følge af det liv man har levet. Og i dag kan de fleste af os da nogenlunde navigere rundt i en storbys mange visuelle og auditive indtryk. Apparatet skal helst kunne tilpasse sig omstændighederne. 

 

Men kultur er ikke blot noget alment gældende. Hvis vi skal vende tilbage til diskussionen om atmosfære, er det værd at nævne, at der kan være store forskelle i, hvordan steder indvirker på os. Arkitekturen er i høj grad et produkt af magtens fordeling og samfundets indretning. Forskellige tider har haft forskellige idealer; men først omkring modernismens frembrud begyndte man at tale om demokratisering af institutionernes arkitektur. Demokratisering af arkitekturen, som først og fremmest er en udtryksform, er en svær disciplin. Det er ikke universelt, hvordan det føles at stige op ad trapperne ved Statens Museum for Kunst, eller hvordan det føles at træde ind i Rådhuset. Det er heller ikke universelt, hvordan det føles at træde ind i et socialt boligbyggeri. Eller skoven, for den sags skyld. Vi er alle socialiserede ind i særlige kontekster, også fysiske. Det, der vækker ængstelse i den ene, skaber fryd i den anden. 

 

Jeg kommer til at tænke på Humberto Maturanas auropoiese-begreb, som indbefatter at organismer har en slags iboende lukkethed, en autonomi, der gør det umuligt at styre dem udefra. Man kan kun forstyrre organismen og afvente reaktionen. Det ydre kan påvirke gennem forstyrrelsen, men det kan ikke indsætte fremmedlegemer i systemet. 

 

At de indre landskaber kan rodfæste sig i os helt fra barndommen, er Astrid Lindgren et godt eksempel på. Store dele af hendes litterære produktion er gengivelser af hendes egen barndoms landskaber og liv i Småland. Jeg tror, at der er få ting, jeg holder så meget af, som hendes beskrivelser af stierne under kirsebærtræerne i Nangijala. Beskrivelsen af sommersneen, der drysser ned på de grønne stier. I min egen barndom flettede mine indre landskaber sig sammen med litterære beskrivelser. Jeg drømte mig væk til fjerne steder, gårde i 1800-tallet med sandskurede gulve og drømme om krinolinekjoler. Det kan være vanskeligt at skelne hukommelse og fantasi fra hinanden. Måske stammer min egen fascination og optagelse af ældre huse og redskaber fra denne tidlige etablering af et indre fantasilandskab? Min sommerferie tilbragt på knæ, mens jeg ihærdigt skrubber de 300 år gamle brede fyrretræsplanker med linoliesæbe, er måske et forsøg på at skabe en overensstemmelse mellem de indre landskaber og de ydre? 

 

Hvis vi kigger mod kognitionspsykologien, som jo er notorisk usentimental og primært vægter de funktionelle aspekter af de psykiske funktioner, må vi sende et lille nik til hippocampus, det lille søhesteformede område i hjernen, som er med til at indkode og konsolidere de episodiske erindringer, mens de distribueres ud i de relevante områder i hjernen. Men kognitionspsykologien bringer os ikke nærmere en forståelse af, hvad disse landskaber er, hvad de symboliserer, udtrykker eller organiserer i os. De er en sammenblanding af deklarative og non-deklarative hukommelseselementer, måske sammenblandet med fantasien. Trods det fascinerende ved inddelingen af hukommelsen i mindre og mindre komponenter for at forstå, hvordan denne biologiske funktion virker, så må vi også huske at vende os mod indholdet af disse og bevare tiltroen til, at der er en forbindelse mellem den indre verden og de konkrete udtryk, som den får i os. Hvad det vækker. Hvor vi søger hen. Og hvornår. 

Hermed slutter vores fælles vandring, kære læser. Jeg håber at have sået lidt frø til nysgerrighed og forundring. Og husk at spørge ind til dine nærmestes indre landskaber. Lad deres beskrivelser åbne nye samtaler op. Måske bliver du inviteret ind på nye måder.