Kognitiv Dissonans og Smart Pussy!

Af Nina Kjar, stud.psych

Jeg tror #Metoo har haft en effekt. Kampagnen har formået at tage noget, som man troede blot var et strukturelt problem og gjort det til et individuelt foretagende; den enkelte må tage stilling til krænkelser af kvinder. Noget man troede andre skulle fikse, et samfundsmæssigt problem derude et sted var pludselig synligt overalt i min Facebook feed. Der var folk, jeg kender, som havde sådan ægte oplevet det dér ”undertrykkelse af kvinder”, som folk går og snakker om.

Screen Shot 2018-03-13 at 22.48.43.png

Det var lidt ligesom at erkende effekterne af verdensbefolkningens kødforbrug og rent faktisk beslutte sig for at blive vegetar, selvom man bare er én person. Eller at erklære sig kritisk overfor kapitalismen og så fuldstændig stoppe med at have lyst til cola. Lige dér, midt under #Metoo, stoppede jeg med at synes, at jokes om kvinder var sjove. Et strukturelt problem var blevet til mit eget personlige forehavende, og det havde påvirket min humor. Det var nået helt ind i intimsfæren. Som Ålen, der tidligere havde været en gammel excentrisk fornøjelse, var sjove kommentarer på mit køn pludselig væmmelige. At tage pis på kønsstereotyperne var slut.

Argumentet for min nye smag i (kønsløs) humor var først og fremmest den umiddelbare effekt, der opstod ved ordenes kraft. Når for eksempel drengene på mit kollegiekøkken siger, at pigerne pipper, når de snakker i sofaen. Eller at vi er nogle høns. Eller at jeg blev onduleret af ham der fra den modsatte fløj. Det er som om, at selvom ordene er ment i sjov, er der ingen umiddelbar filtrering af de ord, der rammer – den sproglige forståelse er totalt overautomatiseret, vi behøver ikke tænke over det, det sker bare sådan. Dermed er tanken plantet det sekund, den er hørt: Høne. Det videre argument bygger på sammenhængen mellem tanker og følelser. Jeg tænker høne og føler et kort sekund høne. Er jeg en høne? Nej. Men hvorfor fanden skal jeg bruge min energi på at afvise det?

Det andet argument er en ganske simpel positioneringspointe. Dér i sofaen med drengene bliver jeg positioneret via sproget som en høne eller én, der bliver onduleret. Og jaja, det var jo bare en joke, så positioneringen bliver hurtigt annulleret. Men der kommer ikke et alternativ, og øjeblikket er passeret, så mit positioneringsmoment er bare forbi. Der sker noget nyt i næste nu. Vi er videre. Men hey – hvem tror du ondulerede hvem?!

Der sidder jeg så. Fortvivlet og – hvis jeg frabeder mig joken – en lyseslukker eller en fucking sur (misforstået) feminist. Så kan jeg forklare… Forklare om århundreders urimelig behandling af kvinder, forskellige typer af feminisme fra første til fjerde generation. Forklare, hvorfor min anke imod joken er en ståen-på-min-ret i henhold til historisk funderet undertrykkelse.

Jeg funderer over – for det er virkelig svært at lade være med at joke med køn – hvordan fanden jeg skal slette dem alle fra mit repertoire. Og hvilke konsekvenser har det ikke for min oplevelse af romantik? Alle de floskler jeg må fralægge mig for at leve efter mine nyerhvervede erkendelser. Og mændenes størrelse?! Den kan vi jo ikke se bort fra. Nogle af dem er jo enorme! Hvordan skal det ikke blive en kønsting? Og hvad med de jokes, der kører på mænd, dem kan jeg da ikke opgive. Mænd er alt for grineren at tage pis på. Og hvad med konsekvenserne for mit sexliv? Har jeg overhovedet lyst til at blive revet rundt længere? Og selv hvis jeg har, skal jeg så stoppe, for nu er den slags altså en krænkelse. Pludselig fandt jeg mig selv i en gentagelse af 70ernes problematik, og ligesom kvinderne dengang under kvindefrigørelsen oplevede jeg, at mit hoved var fulgt med tiderne, men min krop var ikke.

Og i alt det glemte jeg mændene. De stakkels mænd, som vi altid glemmer. De kære psykologimænd især. De er så ganske informerede og reflekterede og bevidste om, hvad man må/ikke må sige, også når de joker. Hele ideen med side 9-manden er jo ganske grusom, hvis vi skal se den fra et antiheteronormativt ligestillingsperspektiv. Ligeledes er side 9-mandens kommentar fra sidste blad, hvor snakken faldt på kønsfordelingen som ganske perfekt, ”for så er der mindre konkurrence om lederstillingerne”. Vi må ganske enkelt antage, at manden ved, at det er politisk ukorrekt at sige den slags, men gør det alligevel, fordi det simpelthen er så sjovt at joke med køn!

Og fair nok – jeg lever med kognitiv dissonans mellem mine overbevisninger og handlinger hver dag, når jeg spiser kød, drikker cola og joker med køn. Jeg er nu også nået dertil, hvor jeg hverken er vegetar, antikapitalistisk forbruger eller for god til at smide en kommentar om, at min veninde er smart pussy. Fordi hun (imod alle vores klichéagtige forventninger om kvinder) er BÅDE vanvittigt lækker OG klog?!

Det er lækkert med de små kommentarer, især hvis man kan mærke, at de virkelig er ironiske, og folk ikke mener det. Det er selvfølgelig ikke egentligt overraskende, at hun både er klog og lækker, hun er mere end bare smart pussy. Men mit argument står stadig. Vi påvirker hinandens følelser og positionerer hinanden og forhindrer andre mulige positioner i momentet med de små kommentarer. Også selvom det er sjovt. Skal vi reclaime joken som 4. generationsfeministerne har reclaimet den seksualiserede klassisk feminine krop, eller er det tid til at stoppe, så der bliver plads til nye positioner både i sproget (og i sengen)?