Kommunehospitalets skæbne pt. II
Af Karen Damgaard, stud.psych. & Elvira Hallengren, stud.psych.
Fotos af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.
Anden del af en serie om de historiske bygninger, der danner rammen om vores studieliv.
En formiddag i november satte vi maskinmester Casper stævne ved Betjentstuen, hvorfra en labyrintisk færd rundt i det gamle kommunehospital udgik. Nysgerrige efter at opdage nye kroge i de bygninger, vi til hverdag befinder os i og med et ønske om at blive klogere på historien om et hospital, der blev til et universitet, lod vi Casper føre os rundt på sin arbejdsplads.
Sidst besøgte vi det tørlagte svømmebassin i den tidligere fysiologiske afdeling i kælderen under bygning 15, og herfra går vi nu et spadestik dybere ned i jorden under hospitalet.
Under jorden og tilbage i tiden
Under kældrene, som i dag dufter af kantinemad og gruppearbejde, findes yderligere en kælder. Dette er den såkaldte atomkælder, og straks vi træder et par trin ned fra kælderen under bygning 4 og ind ad en tung jerndør, befinder vi os godt 50-60 år tilbage i tiden.
Over 600 kvadratmeter blev gravet ud ”simpelthen for at have et sted, hvor man kunne lave operationer under en atomkrig”, forklarer Casper. Og den underjordiske hospitalsafdeling var både tiltænkt som midlertidige operationsstuer, sengestuer og beskyttelsesrum mere generelt. Dog først og fremmest til folketingsmedlemmer og kongefamilien og kun i anden række til den almene befolkning. Den vanskelige opgave at skulle prioritere, hvem der skulle have en plads bag de forseglede døre, som hverken gas eller radioaktivt støv kunne gennemtrænge, blev heldigvis aldrig aktuel, selvom frygten under Cubakrisen var reel i den tilspidsede strid mellem Sovjetunionen og USA. Allerede i 70’erne blev de store underjordiske arealer omdannet til lagerrum, og i dag ligger de mere eller mindre øde hen.
Over jorden finder vi også levn fra 1900-tallets krigshistorie, da den såkaldte centergård mellem Kommunen og hovedindgangen ud mod Øster Farimagsgade huser flere betonbunkere fra besættelsestiden under 2. verdenskrig. I hver bunker var der plads til 50 personer, og selvom flere af Københavns bunkerne blev sløjfet efter krigen, bevarede man blandt andet disse på grund af Den Kolde Krig, og siden er de så blevet stående som vidner fra en anden tid. Nu vokser græsset grønt, håbefuldt og fredeligt ovenpå dem, men stadig kan de påminde os om nødvendigheden af mulig beskyttelse i en uforudsigelig verden.
Søjler og damp
Uforudsigelighed er ikke kun et tilbagevendende punkt på verdensdagsordenen, men også en betydelig del af Caspers liv som maskinmester på CSS. Der er hele tiden udfordringer, som man ikke har kunnet forudse, og som kræver alternative løsninger. I endnu en kælder, som vi besøger på vores guidede rundtur, bliver vi præsenteret for de varmeveksler, der leverer varme til halvdelen af CSS. Resten af bygningerne ude i periferien har tilsvarende mindre apparater, bliver vi informeret om. Hvorom alting er, er der en herlig varme i denne kælder, i sandhed en slags sauna, og vi forestiller os nemt, hvordan det kunne blive attraktivt med ”CSS spa” i forlængelse af det gamle svømmebassin, der også bare lige skulle have en kærlig hånd og lidt frisk vand. Det er nemt at drømme om den slags i novemberkulden.
Casper peger på et par andre store apparaturer, der ligner enorme tørretumblere og forklarer, at disse midlertidigt producerer fjernvarme til Statens Museum for Kunst og Botanisk Have. Midlertidigt, fordi man på et tidspunkt, inden alt for længe, nedlægger dampen. Vi bliver en smule overraskede over, at man fyrer med damp, men lærer, at ”damp er et godt medie, der er masser af energi i”, som Casper pointerer. Det er nu netop dampen, der tidligere gav uforudsigelige udfordringer idet lovgivningen siger, at sikkerhedsventiler fra dampanlæg skal føres ud i det fri: ”Og det har de ikke været, de går bare til et gulvafløb i en kælder, men hvordan fører man dem ud i det fri, når man ikke må bore huller i væggene?”. På grund af fredningen af de gamle hospitalsbygninger må man altså ikke bore et eneste hul, hvorfor man, som Casper fortæller, ”nogle gange er blevet nødt til at finde nogle kringlede bagveje; op igennem en ledig skorsten eller sådan noget”. Alle ventilationsanlæggene bruger faktisk udluftning gennem de gamle skorstene, viser det sig, og hvis man som en flittig studerende en enkelt gang eller to har været frustreret over de to søjler midt i undervisningslokalerne, der skygger for PowerPoint-præsentationer og pæne undervisere, så er svaret på det store spørgsmål ”men hvorfor fjerner man ikke bare de søjler” ganske simpelt, at disse søjler er fredede. De er de tidligere skorstene fra dengang, der blev fyret med brænde eller koks, og nu er de altså ikke bærende, men blot fredede, hvorfor der skal være to projektorer i alle lokalerne. Som Casper påpeger: ”Der er udfordringer i alt, kan man sige”.
En velsmurt maskine
Jo længere vi kommer på vores rundtur, jo mere synes vi, at man i et job som maskinmester og sikkert også i andre typer af håndværk, der udøves på det gamle kommunehospital, er nødt til at besidde en smule kreativitet og have fantasi til alternative løsninger. Det kan Casper nikke genkendende til og tilføjer, at kreative er maskinmestre nu generelt. ”Og især os, der har sejlet, vi kan jo ikke bare gå hen til købmanden og købe en reservedel, vi er nødt til at lave den selv eller finde nogle løsninger”.
Som maskinmester har Casper det store overblik over alle ventilations- og varmeanlæg, og så uddelegerer han nye opgaver til stedets håndværkerne gennem ”Smartsheet”, en udvidet form for regneark, hvor man kan indmelde opgaver, og som håndværker selv notere, når de er afsluttede. Også udefrakommende håndværkeres arbejde tilser Casper, ligesom han er med til byggemøder, ”nogle gange for at undgå fejltagelser og katastrofer, inden de opstår”. Blandt andet er han ofte den, der minder folk om, at de arbejder på en særlig byggeplads: ”Vi skal jo tage vare på, at det er fredet det hele, der er en masse regler, og man kan ikke bare lave hvad som helst”. Foruden Casper tæller den faste stab i værkstederne to snedkere, en håndværker, en blikkenslager og en mekaniker. Altså 5 håndværkere, hvor der tidligere, dengang det var hospital, var hele 73 timelønnede håndværkere. Der har selvfølgelig været nogle større behov dengang, men som Casper pointerer, er det alligevel ikke så meget anderledes i dag: ”Der skal også være varme på, og toiletterne skal fungere”. Det kan vi kun være enige i og sender de hårdtarbejdende håndværkere en taknemmelig tanke. På mange måder har vi som studerende her på stedet jo samme behov som patienterne dengang.
Duften af savsmuld
Senere på rundturen får vi lov at se det opdelte tømrer- og smedeværksted, der ligger i forlængelse af Caspers kontor i samme bygning som Betjentstuen lige bag Kommunen. Her træder vi først ind i et lokale, der dufter af savsmuld. Blid popmusik flyder ud af et par højtaler, en art talerstol i lyst bøgetræ er i gang med at blive konstrueret, lader det til, og så står der en knallert på et podie midt i lokalet. Det er Casper selv, der efter endte arbejdsdage er i gang med at reparere sin Velo Solex fra ’74 - sidste årgang. Vi tænker, at det må være skønt at have adgang til disse faciliteter og spørger ind til, hvilke opgaver, de har flest af. ”Døre og vinduer, opsætning af forskellige ting, tavler og sådan noget, men også toiletter og strøm”, får vi som svar. ”Vi kan producere det meste”.
