Konspirationsteorier del X: The Cartesian Candidate
Af Oliver Hundahl, stud. psyk.
Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud. psyk
Juni 2019
Forestil jer, om I vil, konspirationsteoretikeren. Hvordan ser den ud? Sikkert med en sølvhat, tilsvedt t-shirt og flakkende øjne som en ængstelig fasan.
Vi ser dem sjældent som kunstnere. Som nogen, der kan væve nye verdener ud af en flig, en lap, en snip af den virkelighed, vi deler. Som nogen, der virkelig fortæller en historie, noget der er værd at høre. Ofte ved vi ikke engang, hvem de er. Hvis vi gør, betragter vi dem halvsmilende og bare en smule skræmte, på samme måde som landsbytosser - ‘de kan råbe på gaden så meget de vil, så længe de ikke tiltaler mig direkte’.
Jeg lovede jer, for efterhånden mange måneder siden, at jeg ville komme ind på konspirationsteoriens psykologi. Det ved jeg ikke, om I kan huske. Jeg ved ikke engang, om nogen læser de her artikler. Hvis I læser den her, så har I da i hvert fald læst den sidste del. Ligesom når man keder sig i en film og spoler til slutningen for så at prøve at gætte, hvad resten af den handlede om. I det hele taget en spændende logik: at man kan gætte en proces baseret på dens resultater. Det er præcis, hvad jeg også vil gøre i det følgende.
Jeg ved kun, at konspirationsteorier findes. Hvad der sker i en persons hoved, siden de finder en dybt bizar idé fornuftig, må jeg gætte mig til.
Renés dæmon og Edwards øje
Nogen, der kan huske, hvordan jeg startede den her artikelserie?
Der var vist noget med en lille anekdote fra The Simpsons, hvor Homer konkluderede “Everybody is stupid except me”. Ja, det var faktisk titlen på artiklen. Pointen var, at konspirationsteorier lever af idéen om, at de repræsenterer opnåelsen af en særlig viden om tingenes sammenhæng, som ingen andre har kunnet begribe. En særlig viden, der oftest handler om, at man bliver bedraget eller ført bag lyset. Ved at prædike en konspirationsteori positionerer man altså sig selv som et særligt rationelt individ, der har formået at gennemskue et grueligt bedrag.
Det undrer mig, at jeg ikke tidligere har set sammenhængen, men konspirationsteoretikeren over dem alle, måske endda den primære proto-teoretiker, hvorfra alle andre udspringer, må da være ingen andre end René Descartes.
Jeg tvivler på, at man i sin mest berømte bog ytrer udsagnet “Så jeg vil antage, at en dæmon, ikke mindre magtfuld end udspekuleret, har sat alle kræfter ind på at bedrage mig”, hvis ikke man har i hvert fald et par paranoide brikker at flytte rundt på.
Merriam Webster definer - i tråd med min pointe - en konspirationsteori som følgende:
”a theory that explains an event or set of circumstances as the result of a secret plot by usually powerful conspirators”.
De “circumstances”, der her er sat i værk af et “secret plot”, er så bare hele den eksterne verden. Det er ikke uden grund, jo, at Descartes igen er blevet voldsomt populær blandt de typer, der mener, at hele universet er en computersimulation. Tvivlløst er det, at havde Descartes levet i dag, havde han haft en hjemmeside, hvor ordet truth eller rational optrådte i URL’en mindst et par gange. Logoet havde sikkert været en jordklode, der åbnede sig til et stirrende øje.
Sandhed eller konsekvens
Men vent lige lidt, kan I nu sige, klap lige hesten i et enkelt øjeblik. Du kan da ikke bare komme og påstå, at hele den moderne vestlige filosofi er baseret på en teori i samme kategori som chemtrails?
Men prøv at hør, måtte jeg da svare, jeg siger jo ikke at gamle René derfor er ubrugelig. Der er jo et enormt kreativt moment i Descartes paranoia. Han producerer trods alt en teori, vi stadig tager stilling til i dag.
Men i forhold til at kalde den en konspirationsteori: hvorfor egentlig ikke? Hvad er en konspirationsteori overhovedet?
På wikipedia, siger I nu, står der ‘A conspiracy theory is the fear of a nonexistent or alleged conspiracy or the unnecessary assumption of conspiracy when other explanations are more probable.’
Så man skal altså tage fejl i sin teori, før det er en konspirationsteori? Det skal være forkert eller unødvendigt, da andre forklaringer er mere sandsynlige.
Det slår mig at være en abnormt dårlig definition, når man tænker på, at f.eks
MK-ULTRA (CIA testede usikre hallucinogene stoffer på uvidende amerikanere, hvilket efterlod mange med permanent mentale skader)
Gulf of Tonkin Incident (Vietnamkrigen blev retfærdiggjort gennem den løgnagtige påstand, at Viet Minh uprovokeret angreb en amerikansk patruljebåd) og
hele idéen om NSA (Edward Snowden? En klokke, der ringer?)
bare for at nævne nogle få, alle blev betragtet som konspirationsteorier. Altså, lige indtil de alle sammen blev bevist.
Henry Kissinger skulle efter sigende engang have sagt “If everyone is our enemy, then we are not paranoid.” Men det er forkert. Paranoia har intet at gøre med, om man har ret. Det er sandhedsuafhængigt.
Om en ting er rigtig eller forkert, har intet med om det er en konspirationsteori at gøre. Det handler kun om, hvor mange, der tror på den. Eller rettere, om man synes noget er en konspirationsteori, afhænger oftest bare af, om man selv tror på den eller ej.
Kender du den om fornuft og fabulering?
Der er et vigtigt spor at hente i Wikipedias definition, dog. Den er nemlig åbenlyst skrevet af nogen, der selv synes, de er enormt intelligente* (ligesom det meste andet på Wikipedia). Jeg beskrev tidligere, hvordan konspirationsteoretikere rigtigt tager rationalistkasketten på, når de påstår, at de har set noget, som ingen andre har. De deler, groft sagt, verden op i to grupper:
De sofistikerede genier,
Og de naive fårehjerner.
Okay, men gør alle ikke det?
Jo, nu stjæler du min pointe, før jeg selv kommer til den. I løbet af det… ja, det er vel snart et år… det har taget mig at skrive den her artikelserie, er der mange, der har sagt “Ah! Du skriver jo om konspirationsteorier. Jeg hørte om en helt vild én, som du måske kunne tage med.” og så kommer der altid en eller anden bizar historie om, hvordan Ronald Reagan var stifter af et CIA-backed initiativ, der skulle uddanne hospitalsklovne til arkæologer i Ruslands tjeneste, eller ting så som det.
Det er jo sådan vi ofte betragter konspirationsteorier. Som ren underholdning. Som en joke, et spil, noget farverigt og sindssygt, vi kan more os over. Man har det lidt, når man hører en teori, som når man ser en fremmed glide i en bananskræl. Vi griner fordi det er så absurd, men bliver samtidigt lidt nervøse for, om staklen nu virkelig er helt okay?
En af de mest mindeværdige film om konspirationsteorier er selvfølgelig The Manchurian Candidate fra 2004. Det, der gør den så udtrykkeligt konspirationsagtig, er den paranoide tåge, der hænger over hele affæren. Konspirationens miasma kunne man kalde det. Det er desuden en af de der sympathy for the weirdo-film. Hele vejen igennem forsøger Denzel Washington at forklare filmens andre karakterer, at der altså er et eller andet i gære. Men fordi dét han ved, er sådan et radikalt brud med normale menneskers daglige tiltro til regeringen og sædvanlige tankegang, mødes han konstant med svar som “Er du sikker på du ikke har spist rustne søm, kammerat?’.
Except me? Part 2
Hvad vi ser i filmen er med andre ord to fornuftssystemer, der clasher, fordi deres grundlag er forskelligt. Det er, hvad vi ser i filmen. Men hvad er grunden til, at vi ser filmen i det hele taget?
Ingen anden end at konspirationsteorier underholder os afsindigt meget. Uoptrevleligt i afskyen for den fremmede tankegang, er der ønsket om at dykke, næsen først, ned i en af deres verdener, hvor andre regler gælder, men kun for lige at tage et enkelt snus.
Undskyld, men hvad prøver du at sige med det her?
Min påstand er det her:
Konspirationsteorier findes ikke, fordi konspirationsteoretikere laver dem. De findes, fordi resten af os bruger dem til at positionere os selv som rationelle. ‘Lige meget hvor dum og naiv jeg er, så tror jeg dog ikke på det der.’
En konspirationsteori kan sagtens eksistere uden, at nogen tror på den. Det er os, der ikke tror på den, der tror for dem, der burde tro på den. Vi tror så meget i deres sted, at ”de” ikke engang behøver eksistere.
Selv der, hvor en teori har reelle tilhængere, er skaren af tilhængere næsten altid minimal i forhold til, hvor mange der fortæller konspirationen videre, bare fordi de synes, den er grineren eller helt wack.
Derfor er det også et potent politisk våben at sprede en konspirationsteori om sin modstander. Den spredes hurtigst, ikke på trods af, men netop, hvis den er absurd og skandaløs. Et andet normalt greb, hvori de bruges, er mudringen af sandheden. Hvis nogen er på sporet af en egentlig uretfærdighed i samfundet, er det ganske normal praksis at sprede håbløse teorier, der på overfladen minder om deres opdagelse. Det absurde bliver lynhurtigt associeret med det fornuftige, og det hele kan let sættes i boks som “paranoidt nonsens”.
True Faith - ‘94
Men hey! - siger I nu - du har da lige brugt Indputs dyrebare spalteplads i adskillige blade på at fortælle os om konspirationsteorier, du mente var direkte skadelige for samfundet! Du kan da ikke bare komme i sidste øjeblik og sige, at der ikke er nogen, der tror på dem, når du selv er skyldig i din egen synd; du har været med til at sprede viden om deres eksistens!
Ja ja, det kunne man så godt sige var en rimelig kritik. Men nu sagde jeg jo også, at det var “næsten altid”.
Men hvad så med dem, der rent faktisk tror på konspirationsteorier?
Nåh ja, det var jo det, det skulle handle om. I så fald vil jeg sige:
En konspirationsteori fungerer sådan set som en hvilken som helst anden ideologi. Hvis man husker billedet med Homer igen, ser man ham omringet af tomme øldåser, Playdude-magaziner og med en fed cigar i munden. Det, der selvfølgelig er hovedsagen her, er nydelsen.
Nydelsen ved aha-oplevelserne, når man ser hvordan sfinksen er forbundet med Washington. Ved den rene udøvelse af fantasi. Når det føles, som om to tandhjul endelig falder i hak. Men også nydelsen ved at være en good little trooper. Jeg siger det igen: nydelsen ved at følge de ordrer, man egentlig selv giver til sig selv. Ved at gøre de ting, og tænke og handle på den måde, som man tror, at konspirationsteorien gerne vil have en til.
Meget er blevet sagt, om hvordan konspirationsteorier repræsenterer drømmen om mening i en gudsløs verden. Alting er forbundet, intet er tilfældet, “plans for everyone” som David Bowie sagde det. Ikke nær så meget er sagt, om hvordan konspirationsteorier er præcis lige som alle andre overbevisninger.
Når man ser på gruppen af “rationelle” mennesker, der “ikke tror på konspirationsteorier”, hvordan er mekanismen bag deres ideologier så anderledes?
Det er den ikke.
Når man afviser en konspirationsteori som ”det rene galimatias”, taler man ind i en ideologi, hvor man ‘ikke tror på den slags ting’, og belønner ubevidst sig selv for at følge sin overbevisnings påbud og forbud.
Man skal, i det hele taget, altid være enormt varsom med folk, der insisterer på at kalde sig selv for rationelle. Det er altid dem, der mener, de kan gå objektivt til værks, fuldstændig renset for ideologi, der er allermest sovset ind i det. Det er i hvert fald min erfaring.
Sjovt nok repræsenterer Descartes her en slags kimæra. Det umulige væsen, der på én gang er begge dele. På den ene side posterchild for rationalismen, og på den anden side overbevist om, at han hvert øjeblik kunne blive bedraget af en fjendtlig magt.
Sandheden om konsekvenser
Du har efterhånden ret mange bolde i luften. Var det ikke på tide, at du bandt dem lidt sammen, så vi havde en chance for at følge med i din rablen?
Jo, det kunne der være en pointe i, og vi starter nu:
I slutningen af The Manchurian Candidate [stop med at læse, hvis du hader spoilers, de sidste pointer her er alligevel bare en gang edgy andenrangskynisme] ser ‘The Manchurians’ (slynglerne) passivt til, mens hele deres konspiration afsløres på TV. De forsøger ikke at flygte, velvidende at sandheden har sat dem ud af spillet én gang for alle, og geninstalleret det kosmiske ego i universets hysterikaos.
Det er efter min mening det svageste øjeblik i filmen (selvom det ærligt talt er årevis siden, jeg har set den). Det er dybt naivt at tro, at sandheden, beviset for en konspirations rigtighed eller falskagtighed, fungerer som det endegyldige stempel for noget som helst.
Konspirationsteorier er nemlig sejlivede, og det er de af to grunde:
Hvis de bliver modbevist, selv direkte og utvetydigt, vil der stadig være mange, der enten bare ignorerer beviset eller tænker “der er sgu stadig nok noget om snakken!”.
Hvis de bliver bevist, er folk for det meste også bare ligeglade. Eksempler, der springer frem i bevidstheden er, at USAs krige i både Vietnam og Irak var baseret på falsk grundlag, og at CIA faktisk startede en narkokrig i Sydamerika, hvor de også støttede adskillige højrenationalistiske kup af folkevalgte regeringer og tillod torturen af og mordene på styrekritiske stemmer.
Kort sagt føler vi os oftest så magtesløse over for den store anden, men har samtidig så stor loyalitet overfor den, at vi godtager nærmest hvilken som helst pinsel, ydmygelse eller løgn, den udsætter os for.
Den eneste konspirationsteori jeg kan komme i tanke om, hvor man ville blive egentligt chokeret, hvis det viste sig at være sandt, var hvis månelandingen viste sig at være fake. DET ville være et hårdt slag. Ja, og så også lige hvis 9/11 var et inside job.
Det de to har tilfælles er selvfølgelig, at de begge er grundsten i den amerikanske selvopfattelse. Først som den godhjertede erobrer af verdensrummet, dernæst som den sårede, stolte kæmpe. I begge tilfælde er det også regeringens egen befolkning, der er i den modtagende ende. Logikken lader til at være “Gør hvad der passer jer med alle andre! Brænd dem med napalm hvis I vil, men I må aldrig - ALDRIG - få os, jeres eget folk, til at se godtroende ud.”
Garnnøglet rulles sammen
Det er alt sammen meget fint. Men det er lidt som om du ikke rigtig er kommet ind på, hvorfor artiklen hedder “part X”. Hvad var pointen lige med det?
Nåh ja, det er der et par grunde til. For det første er jeg i tvivl, om det her er den tredje eller fjerde artikel i serien. Så er det nemmere bare at skrive X. Så er der selvfølgelig X-files og det faktum, at X bruges som den ukendte variabel i matematikkens verden; som mysteriet.
Faktisk var det Rene Descartes, der introducerede den brug af X. Det synes jeg selv var ret grineren, alt taget i betragtning. Må jeg så gå videre?
Ja det er fint.
Godt så.
Hvad er definitionen af en kunstner, hvis ikke det er, at de laver et værk? Man kunne sige, at konspirationsteoretikeren er en kunstner, der bliver for opslugt af værket. Som hvis en maler for vild i sit eget maleri. Men det er jo sådan vi alle sammen er. Der er ting, vi vil forsvare til vores død, uagtet at vores børnebørn sikkert vil kalde dem naive og bizarre, når vi engang selv ligger i graven. Sikker viden i dag, er en konspirationsteori i morgen, og omvendt.
Godt sagt.
Tak. Den vending har jeg haft på lager.
Cool. Vi har efterhånden været i gang i lang tid nu. Nogen sidste overvejelser, lidt visdom, vi kan tage med på vejen?
Kun det her: Lad være med, som den paranoide gør, at kaste dig selv ud i paranoide situationer. I hvert fald ikke alt for ofte. Det er utroligt sjældent, tror jeg, at alting passer sammen. Virkeligheden selv er fyldt med løse tråde.