Lad kunsten sætte scenen for en mangfoldighed af kroppe, køn og seksualiteter

Af Emma Elise Møller, stud.psych. Illustration af Ursula Teodora Moeran, stud.psych.

Emilie Morgan Hemmingshøj er kunstner, studerende på RUC og står bag projektet Ukøn Poesi, en åben scene, der undersøger emner indenfor køn, seksualitet, normer og tabuer. Jeg har mødt Morgan til en snak om dét at bruge kunsten til at skabe et rum, hvor man ikke trækker maven ind, men i stedet rusker op i idealerne og skaber større diversitet. 

  

En fredag eftermiddag cykler jeg ud ad Nørrebrogade, forbi grønthandlere og travle fodgængere med en duft af durum i næsen. Jeg møder Morgan på en kitschet café på et gadehjørne i Nordvest. Vi kender hinanden fra et ophold på Testrup Højskole, men har ikke set hinanden i flere år. ”Lige nu er jeg et sted, hvor jeg undersøger min kønsidentitet” fortæller Morgan og betegner sig selv som gender fluid, da jeg spørger ind til pronomen. ”Det betyder, at jeg oplever min kønsidentitet som flydende og ikke har noget behov for at afgrænse den som enten feminin eller maskulin,” forklarer Morgan og fortæller, at de derfor har det bedst med at bruge pronominet ’de/dem’. ”Jeg øver mig stadig i at bede folk om at bruge ’de’,” siger Morgan med et indforstået smil. ”Det er helt okay, at den smutter en gang imellem, og at folk kommer til at omtale mig som ’hun’, men jeg er lidt sprognørdet, og jeg synes, at det er en fed mulighed for at øve sig i at udfordre kønsnormerne,” tilføjer de. 

 
 

”Jeg har jo fulgt lidt med i dit liv på de sociale medier,” fortæller jeg Morgan, der blandt andet har medvirket i dokumentarserien Idas fede fatcamp på DR. I programmet tager Morgan sammen med fire danske kvinder afsted på en såkaldt ’fatcamp’ i USA. Her handler det ikke om at tabe sig, men om at slutte fred med sin krop. Et budskab, der falder på et tørt sted i et mediebillede, hvor en positiv repræsentation af mennesker med tykke kroppe kan være svær at få øje på. Morgan beskriver, at deres medvirken i Idas fede fatcamp satte nogle ting i bevægelse. ”Da jeg kom hjem fra USA og startede på RUC, gik det for alvor op for mig, hvor kropsligt udsat jeg har følt mig,” fortæller de. ”På fatcampen oplevede jeg en frihed forbundet med at være omgivet af folk, der lignede mig. Jeg kunne rende rundt i bikini uden hele tiden at tænke over, hvordan jeg så ud. Jeg tror faktisk, at det var første gang, jeg kunne dele mine tanker med nogen, der havde mange af de samme oplevelser i baggagen.” Morgan fortæller, hvordan de blev ramt af en frustration over igen at føle sig som ’the odd one out’ i mødet med sine overvejende slanke og heteronormative medstuderende. Samtidig ulmede en vrede og en afmagt forbundet med at læse de hadefulde og tykfobiske kommentarer på nettet i forbindelse med, at Idas fede fatcamp blev sendt. ”Der er folk, der ikke mener, at man skal have taletid, når man er tyk, fordi de mener, at man er usund og doven – og at man selv er skyld i det,” forklarer Morgan. ”Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi lever i en kultur og et samfund, hvor man forventes at have fuldkommen kontrol over sit eget liv. Vi kan ikke lide, når noget falder udenfor de etablerede mål og kategorier, heller ikke når det gælder andre menneskers kroppe.” Morgan beskriver, hvordan de gradvist fik øjnene op for tykfobien og den strukturelle diskrimination – ”lidt som Adam og Eva, der tager en bid af æblet,” siger de med et glimt i øjet. 

   Morgan savnede et spejlende fællesskab, som dét de havde oplevet i USA, hvilket fik dem til at opsøge de tykaktivistiske miljøer, heriblandt FedFront. FedFront er et netværk og en vidensplatform, der primært henvender sig til mennesker med tykke kroppe og som, indenfor en feministisk og antikapitalistisk ramme, bestræber sig på at bekæmpe tykfobi. Gennem tykaktivistiske initiativer mødte Morgan blandt andre Dina Amlund, der forsker i tykfobi som en gennemgribende og undertrykkende struktur i vores kultur og samfund. ”Jeg fik et mere nuanceret forhold til min krop ved at møde mennesker, der kunne udpege nogle af de undertrykkende systemer og mekanismer, som man konfronteres med, når man har en tyk krop,” fortæller Morgan. ”Jeg gik fra at vende blikket indad med tanker om, at jeg selv var skyld i problemerne, da jeg bare kunne løse dem ved at tabe mig og til at vende blikket mere udad mod et samfund, som vejer børn i folkeskolealderen og sender dem på slankekur”. Morgan fortæller, at de husker at sidde til undervisning i folkeskolen med en mave der rumlede og en sult, som skulle slukkes med vand, fordi de skulle tabe sig. ”Det her med hele tiden at pege fingre ad den enkelte, som skiller sig ud og bør ændre sig – dét oplever jeg, at aktivismen kan hjælpe os med at tage afstand fra,” siger de. 

Jeg bliver nysgerrig på, hvordan tykaktivisme adskiller sig fra kropspositivitet, som jeg husker at have stiftet bekendtskab med i min færden på de sociale medier. Morgan forklarer, at kropspositivitet handler om at lære at elske sin krop til trods for samfundets idealer og negative påvirkning. ”Det er jo enormt vigtigt,” understreger de, ”men det kan være svært at elske din krop, når dine omgivelser hele tiden fortæller dig, at den er usund og forkert”. Morgan forklarer, at tykaktivismen til forskel fra kropspositivitet, arbejder på at ændre de tykfobiske strukturer - og dette på flere niveauer. Det kan være helt nede i sproget, at man forsøger at skabe en forandring. Eksempelvis ved at gøre opmærksom på, at ord som ’overvægtig’ medvirker til at etablere et hierarki. Morgan oplever, at mange mennesker har nemmere ved at være i kropspositiviteten, mens de har erfaret, at man nemt kan komme til at ødelægge den gode stemning, når man taler tykaktivismens sag. ”Det er nok også med til at illustrere, hvor tabubelagt den tykke krop er,” siger de. 

 
 

  

Morgan har også et ben plantet i det queeraktivistiske miljø. ”For mig handler queer om at gøre oprør mod normer, særligt for normerne omkring krop, køn og seksualitet,” forklarer de. ”Jeg tror egentlig altid, at jeg har følt mig lidt queer. Det meste af mit liv har jeg forstået mig selv som kvinde og er blevet opfattet som kvinde, men uden rigtigt at føle, at jeg passede ind i den kategori,” fortæller de, ”og så er jeg senere blevet optaget af feministiske teorier og spørgsmål om forholdet mellem det biologiske og det sociale køn.” 

   Morgan forklarer, at for dem handler aktivisme helt grundlæggende om at befinde sig i en kontinuerlig læringsproces og om at være en del af et større fællesskab, der støtter hinanden undervejs. ”Man kommer til at begå fejl og træde ved siden af, sådan er det bare. Men det vigtigste er, at man hele tiden forholder sig åbent overfor nye perspektiver og er villig til at tage ved lære af sine fejl,” siger de, ”og her må vi hjælpe hinanden.” 

  

Det var i kølvandet på Morgans engagement i de aktivistiske miljøer, at de fik idéen til Ukøn Poesi. Et projekt, der forener deres interesse for at skabe og formidle kunst med en feministisk agenda. ”Jeg har egentlig altid været optaget af at udfolde mig kreativt,” fortæller Morgan, der altid har skrevet små historier og digte, og som senere har gået på fotoskolen Fatamorgana. På et tidspunkt blev Morgan interesseret i spoken word, som er en kunstform, hvor et digt eller en tekst bliver læst op på en mere performativ og levende måde. Herunder hører poetry slam, hvor de optrædende konkurrerer om den bedste fremførelse af egne litterære tekster ved at blive bedømt af tilfældigt udvalgte blandt publikum. ”Jeg lavede poetry slam i en del år rundt om på scenerne i København,” fortæller Morgan, ”men jeg syntes, at det blev for ensformigt og kompetitivt i længden. Og så savnede jeg at høre flere queer stemmer, få flere kvinder på scenen og generelt mere diversitet.” 

   Det var manglen på diversitet, der fik Morgan til at starte Ukøn Poesi; en åben scene, der afholdes rundt om i København, hvor man kan optræde med fremførelse af sine egne litterære værker. ”Tanken er, at Ukøn Poesi skal skabe en form for safer space, hvor man, også som minoritetsperson, kan bruge kunsten til at dele sine oplevelser indenfor overordnede temaer som krop eller feminisme,” forklarer Morgan. ”Sidste efterår afholdt vi Ukøn Poesi i forbindelse med Transgender awareness week, hvor scenen var forbeholdt mennesker under transparaplyen, og hvor vi hyldede de mange forskellige trans- og kønsdiverse oplevelser og identiteter,” fortæller Morgan. ”Andre gange er scenen åben for alle med en digter eller en performancekunstner i maven.” Morgan beskriver, at der var mange forskellige optrædener til trans awareness-arrangementet, heriblandt folk, som delte deres oplevelse af mødet med Sexologisk Klinik. ”Jeg kan huske en optræden, der rørte mig særligt meget,” fortæller de. ”Det var en transmand, der beskrev sin oplevelse med en romantisk partner, som havde tegnet ham uden bryster. Han brugte det som et billede på at føle sig set og anerkendt af et andet menneske – helt som den man er,” forklarer Morgan. ”Han er et eksempel på, hvordan man kan bruge spoken word til at fremføre sine erfaringer på en levende måde, hvor tilskuerne virkelig kan mærke det,” siger Morgan. ”Så kan det godt være, at man ikke deler den specifikke erfaring, men vi genkender nok alle et behov for at blive set og forstået. Det er noget af det, som kunsten kan – at vi kan nærme os hinanden.” 

   Jeg spørger ind til, om Morgan oplever, at Ukøn Poesi lykkes med at skabe større diversitet på litteraturscenen og med at bryde med nogle normer og tabuer. ”Jeg synes, at vi har skabt et rum, hvor man kan reflektere og gå i dialog – der kan ske noget vigtigt i udvekslingen mellem publikum og den optrædende,” siger Morgan. ”Og så tror jeg, at det på sigt kan bidrage til at skabe større repræsentation i kunstmiljøet.” Morgan forklarer, at det er et problem, at minoritetspersoner ikke altid har de samme muligheder for at udvikle deres talent og for at øve sig i at stå på en scene. ”De har heller ikke det samme udvalg af rollemodeller at spejle sig i,” siger de. ”Der sker bestemt fremskridt med repræsentationen, men der er langt igen. En del af det handler også om at få banet vejen for børn og unge med alle slags kroppe, baggrunde og identiteter.” 

   Det er inspirerende at tale med Morgan, og jeg får lyst til at spørge, om de har et godt råd til andre studerende, som måtte have en aktivist eller en kunstner i maven. ”Bare gør det!” griner Morgan og tilføjer, ”for mig handler det meget om at starte i det små. Prøv at dukke op til et arrangement og mød nogle mennesker, der kan hjælpe dig på vej. Jeg tror, at der er mange studerende, som ville få en masse ud af at lege lidt med kunsten. Vi har så travlt med at præstere og gøre alting perfekt. Når du står foran et lærred eller på en scene, så bliver du nødt til at konfrontere din frygt for at fejle,” siger Morgan. ”Kunsten har en fandenivoldskhed, som jeg oplever som empowering – det er bare fedt at stille sig op og gøre tingene på sin helt egen måde!”