Mød din nye institutleder: Interview med Vibeke Koushede
Af Thilde Slumstrup Nielsen, stud.psych.
Illustrationer af Ida-Marie Haeusler, stud.psych
Midt i en corona-nedlukning fik Institut for Psykologi både sin første kvindelige og første ikke-psykologfaglige institutleder. Med fokus på at bygge broer mellem de teoretiske tilgange til psykologien og med et håb om at fremme de studerendes trivsel på uddannelsen, har Vibeke Koushede siden sin ansættelse d. 1. maj haft meget andet end blot corona på dagsordenen. Vi har mødt hende til en snak om visioner for psykologistudiet, forskning og psykologien som fag og videnskab. Interviewet bliver bragt i to dele, og du læser her første del.
Hvad er din faglige baggrund?
Jeg har en uddannelse i jordemoderkundskab og efter at have arbejdet som jordemoder på Rigshospitalet og Hvidovre Hospital i cirka 6 år, så tog jeg en master-uddannelse i Public Health. Derefter skrev jeg ph.d. indenfor farmako-epidemiologi med fokus på brug af hovedpinepiller som mestrings-ressource blandt børn og unge i forhold til oplevelser af stress og i forhold til sociale grupper. Derefter har jeg arbejdet med interventions-forskning på Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, hvor jeg har forsket i mental sundhedsfremme.
Hvad har motiveret dig til at blive institutleder på Institut for Psykologi?
Oprindeligt tænkte jeg, at jeg ville rejse jorden rundt, og at mit arbejde skulle være noget, jeg kunne rejse med. Derfor tog jeg til Frankrig og kom i kokkelære. Det var vanvittig hårdt, og det blev tydeligt for mig, at det er et håndværk - enten kan man det, og ellers kan man blive middelmådig. Derfor tænkte jeg, at jeg ville ende i Rødovre Centrum med hårnet og servere fritter, og den tanke fik mig til at sadle om.
Jeg ville jo stadigvæk gerne rejse jorden rundt, og jeg tænkte, at udover at folk spiser mad rundt omkring i verden, så får de også børn. Derfor blev jeg jordemoder. Min far var englænder, og derfor flyttede jeg til England for at læse til jordemoder.
Tre måneder efter jeg var startet på studiet, blev jeg gravid, 21 år gammel. I min selvforståelse havde jeg det sådan, at dét at blive uplanlagt gravid i en ung alder ’det er sådan noget, der sker for andre. Det sker i hvert fald ikke for sådan en som mig’. Så i en relativt ung alder skulle jeg stå som enlig mor og samtidig passe mit studie, som nu kun blev endnu vigtigere at gennemføre.
Min SU rakte ikke længere, så ved siden af jordemoderstudiet begyndte jeg at arbejde både på den lokale pub i et socialt belastet område og på psykiatrisk afdeling. I den periode mødte jeg alle typer mennesker, både dem midt i en mere og mindre ressourcestærk familiedannelse og dem, der har slået sig hårdt på livet. Den periode i mit liv gjorde mig enormt nysgerrig på, hvordan det kan være, at nogle mennesker klarer belastninger bedre end andre.
I mit arbejde som jordemoder var jeg blandt andet optaget af gravide med spiseforstyrrelser og gravide med misbrugsproblematikker. Da jeg læste min master i Public Health, da skrev jeg om stress og mestring blandt børn og unge, hvilket senere dannede grundlag for min ph.d.
Så på den måde kan man sige, at der har været en rød tråd i min interesse for psykologien, og for hvordan vi kan skabe de bedste rammer og betingelser for, at alle - uanset deres udgangspunkt - føler, at de har noget og nogen at stå op til om morgenen.
Hvad er dit fokus i dit arbejde som institutleder?
Noget af det, der fylder meget for mig - og det kommer både til at gøre sig gældende på instituttet og i forhold til uddannelsen - det er, hvordan vi får bygget bro mellem de forskellige traditioner og discipliner. Jeg synes, at det er en styrke, at der er en bredde indenfor psykologien. Derfor er det et fokus for mig at motivere de ansatte og studerende til at være nysgerrige på bredden og finde ud af, hvor supplerer forskellige discipliner og fagområder hinanden, og hvor ser man, at der kan være nogle paradokser.
Jeg mener, at det er fair at sige, at der ikke er nogen, der sidder med en endegyldig sandhed. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at vi i stedet for at trække fløjene skarpt op mellem de forskellige perspektiver og discipliner, bliver optagede af at bygge broer.
Jeg kunne godt tænke mig, at de forskningsgrupperinger, der er på instituttet, i højere grad samarbejder på tværs, og at vi sammen kunne tage fat om større samfundsproblematikker og angribe dem fra forskellige vinkler. Derfor er det min hensigt at skabe fora, hvor mine kollegaer kan udveksle erfaringer og have nogle interessante faglige diskussioner. Jeg er også optaget af, at man skal kunne forklare sin disciplin eller sit perspektiv, så det er til at forstå. Andre skal jo også kunne forstå det.
Hvad ser du som fordele og ulemper ved, at du ikke selv er uddannet psykolog?
Det kan være en fordel, at jeg ikke kommer med en stærk holdning til de forskellige discipliner og på den måde kan forholde mig mere uvildigt. Da jeg ikke selv er uddannet psykolog, kan jeg stille de dumme spørgsmål, som jo både kommer af en oprigtig nysgerrighed, men som kom også kommer af, at jeg har brug for det indblik.
En ulempe kan måske være, at jeg ikke har været ansat på Københavns Universitet før. Der er rigtig meget KU-sprog på alle niveauer, og derfor er det en stejl læringskurve. Jeg har også tænkt over, at når jeg er ude for at tale fagets sag, så har jeg brug for inputs fra mine kollegaer.
Ifølge en trivselsundersøgelse, foretaget på psykologistudiet på KU, rapporterer hver anden studerende at opleve stresssymptomer i sin hverdag. 29 % af de adspurgte på bacheloren i en sådan grad, at de overvejer at droppe ud af studiet.
Hvorfor tænker du, at så mange studerende mistrives?
Det afspejler i virkeligheden en problematik, man ser på samfundsniveau. Vi har kunne se en markant stigning i stress, angst og depression henover de seneste mange år. Der har været diskussion om, hvorvidt det er en reel udvikling, eller om det bare er fordi, vi er blevet bedre til at tale om det. Jeg har det sådan, at uanset hvordan man vender og drejer det, så har vi et massivt folkesundhedsproblem.
Der er ikke en enkelt forklaring på hvorfor, men noget af det, jeg tror er medvirkende, er at der har været et ekstremt stort fokus på individuel præstation de seneste mange år. Det har måske været lidt på bekostning af fællesskabet. Derfor bliver meget af ansvaret lagt over på den enkelte. Hvis man fejler, så er det fordi man har truffet nogle dårlige valg, eller ikke har været flittig nok. Sådan er livet jo ikke, det går op og ned. Men når man har det stærke fokus på den enkelte, så bliver det samtidig mere sårbart at række ud og bede om hjælp, når man har det svært. Især hvis man går rundt med en forkert følelse af, at ’alle de andre kan godt klare det. Det er kun mig, der ikke kan klare presset’. Der er virkelig mange faktorer, der spiller ind, men jeg synes, at det er meget bekymrende.
Hvad kan du og Instituttet gøre for at afhjælpe stress blandt de studerende?
Generelt vil jeg sige, at arbejds- og studiemiljø er noget af det, der ligger mig rigtig meget på sinde. På fakultetsniveau er vi i gang med at planlægge en trivselsindsats for studerende, som egentlig kommer til at handle meget om, hvad vi ved fra forskning i forhold til, hvordan man kan styrke egen og andres trivsel. På samme måde som der er anbefalinger for at spise en gulerod, løbe en tur og lade være med at ryge, så ved vi faktisk også rigtig meget om, hvad vi kan gøre for at styrke mental sundhed – enkeltvis og sammen.
Det handler blandt andet om at pleje og styrke de sociale relationer og fællesskabet. Der vil være nogen for hvem, det er lettere at opsøge fællesskaber end andre. Man skal muligvis lave nogle formaliserede mentorordninger. Det er i hvert fald bare en overvejelse indtil videre.
Det handler også om, at de studerende skal have en følelse af mening og formål med det, de laver. Her tænker jeg at det er særligt vigtigt, at de studerende kan se, hvordan tingene hænger sammen indenfor psykologien, hvor der er et hav af retninger og discipliner, som også kan være modstridende. Så jeg håber på, at undervisere kan være med til at hjælpe de studerende med at navigere i den kompleksitet.
Del II af interviewet bliver bragt i næste udgivelse af Indput, og her kan du læse mere om Vibeke Koushedes visioner om psykologien som fag og videnskab. Fokus vil blandt andet være på fordelingen mellem teori og praksis på uddannelsen, frivilligt arbejde blandt studerende, mødepligt, kønsfordeling og diversitet på uddannelsen. Derudover vil vi tale om, hvor hun ser psykologien som fag og videnskab bevæge sig hen i fremtiden, herunder om psykologien i højere grad skal bidrage til den grønne omstilling.