MELLEM DRIFTER OG DØD:

ET INDBLIK I PSYKOLOGIENS BEGÆRLIGE UNIVERS

En satirisk sketch på prominente personers syn på begær

Af Sarah-Emilie Josiasen, stud. psych, og River Lyngaa, stud. psych.

Psykoanalyse og behaviorisme

Sigmund: Begær og seksualdrift udvikles over tid. Først opnår du nydelse gennem munden, så opdager du fornøjelsen i at klemme lukkemusklen sammen, derefter bemærker du den behagelige sensation ved at urinere. I den næste fase opnår du en beskedenhed over for dit begær. Afslutningsvist popper puberteten frem, og du er hermed et helstøbt begærende menneske. Ahh, hvilken nydelse.

Ivan: Begær? Sig mig, hvornår savlede du sidst? Hvis jeg ikke husker helt forkert, savlede du næppe over din mors brystmælk, men derimod de gange din far kom med æblemos. Allerede da du kunne høre skridtene fra din far nærme sig, løb din mund i vand. Der oplevede du en parring af stimuli.

Sigmund: Ja, men mit bedste minde var i det øjeblik, jeg blev bevidst om, at jeg igennem fastholdelsen af min mors brystvorte, holdt fast i den nydelse, som jeg gennem munden oplevede. Der havde jeg svært ved at give slip. Give mig fuldstændig hen. Jeg drømmer stadig om at ligge der, tæt mod min mors bryst. Stadig med brystmælk dryppende ned på min pande. Her blev jeg opmærksom på, at den ikke kun kom ud af brystet, for i det øjeblik tissede jeg i bleen.

Ivan: Nydelse opnås når du undgår stød. Og først dér bliver du ægte belønnet. Det har jeg selv oplevet.

Sigmund: Klart. Det kræver en vis beskedenhed. Men bevares, hvad nu hvis man elsker at støde og blive stødt?

Ivan: Det er jo nok, fordi du er blevet belønnet med noget særligt, når du støder?

Sigmund: Tanken om min fars død.

Ivan: *har forladt chatten*

Eksistenspsykologi og metakognition:

Rollo: Ak ja, intet begærer jeg dybere end at leve livet med størst mulig autenticitet, men modpolerne af min væren forbyder mig dette. Aldrig kan jeg undslippe mit ulykkelige begær. Jeg bliver til i ensomhed. Jeg dør ensomt. Så sig mig, hvorfor skal jeg overhovedet søge kærligheden med et andet menneske? Ej heller vil jeg kunne være mit autentiske jeg i denne konstituerede relation. Hvem har jeg overhovedet, hvis ikke jeg har mig selv?

Pia: Drop nu grublerierne! Nøglen til det sande begær i langvarige forhold er erotisk intelligens. Hvis du vil have det, kan jeg sagtens lave en potenssammenhæng og give dit begær en p-værdi lavere end 0.05. Jeg begærer evidens. Kvantitet over kvalitet er nøglen til din evige søgning. Husk, afsæt blot en time om ugen til denne fortvivlelse, og lad den derfrakøre videre på sushibåndet. Så kan du samle den op samme tid og samme sted næste uge. Grublerierne forrådner din potens… I hvert fald statistisk set.

Rollo: Jeg ønsker ikke at blive blændet af dine statistiske analyser. Du kan ikke begære uden autenticitet. Jeg begærer dét, at forstå det levende menneske, ej din evige søgen efter sandhed, Pia. Denne søgen vil forevigt indskrænke din kapacitet til at leve autentisk - dermed også dit begær. Jeg ønsker blot at forstå dig, så fortæl mig – hvornår havde vi sidst ikke-mekanisk sex? For mig fremstår du helt afkoblet fra din krop. Er du bange for den tilhørende, penetrerende angst?

Pia: Det er svært at oparbejde spænding, forventning og begær med det samme menneske, som man ønsker tryghed og stabilitet hos.

Rollo: Tryghed og stabilitet er illusorisk. Aldrig har jeg følt mig mindre forstået af min kone. Min fortvivlelse eksisterer og næres i denne nye dominerende forståelse af, at teknik i sex og love-making udelukkende måles i orgasmer hos dig.

Pia: Hvis du virkelig vil i kontakt med dit begær, må du: Gribe livet. Slippe angsten, Rollo.

Rollo: Slip livet. Grib angsten. Pia: *ser Rollo ligge livløst i sengen* Rest in peace, Rollo.

Evolutionspsykologi og socialkonstruktionisme:

Setting: Judith træder ind i et mørkekammeret. Har sit masterkostume på. Charles møder lidt senere og dukker op i sit slavelignende påfuglekostume.

Charles: Aldrig før har jeg begæret en artsfælles gener i sådan en grad. Må jeg være fjerene til din busk? Jeg begærer intet mere end reproducerende sex med dig. Så følg vores instinkter nu. JEG VIL FØDE DINE BØRN!!!! DET ER EN EVOLUTIONÆR GAVE AT BRINGE DINE GENER VIDERE!!!! Du er det afsluttende element i min altomsluttende søgen.

Judith: Charles, åh, Charles. Din underkastelse ophidser mig, men dig som mit begærsobjekt frastøder mig. Dog vil jeg overveje, hvis du som påfugl vil føde mine børn…. Med tiden, med gentagne handlinger og ændrede diskurser, kan jeg vel før eller siden lære at begære dig. Men før dette er muligt, behøver jeg svar på et simpelt spørgsmål: Hvad er din holdning til de traditionelle kønsnormer?

Charles: Jeg er glad for, at du bragte det op. Dem ELSKER jeg. REPRODUKTION FOR LIFE!!!!!!! Please….. Lad mig nu, Judith. Du er den mest tilpassede af din art, jeg nogensinde har observeret, afskåret fra sit økosystem. Og det har jeg gjort mange gange. Hvis ikke du vil, så finder jeg en anden, der vil indfri mit begær. En med de samme genetiske træk som dig. GUD, jeg får en oprejsning. Jeg døber den interseksuel selektion. Denne selektion vil revolutionere økosystemerne for evigt. Vi vil være udødeliggjorte.

Judith: Din idioti pirrer mig. Kom tættere på med dit spidse næb. Gør som jeg befaler, og du vil få tilfredsstillet din hungren.

Charles: … ÅH … JEG KOMMER …. TÆTTERE PÅ

Judith: *Forskrækkes af den spontane afklædning og dræber Charles*. Hov… Jeg indser nu, at ej heller din død gav mig det, jeg måtte begære. Jeg måtte dog prøve. Nogle gange er døden den ultimative tilfredsstillelse af al menneskelig begær