Mellem Steder

Om privilegieblindhed og at være kulturelt hjemløs  

Af Morten Vifeld Issa, stud.psych.
Foto af Angelika Bowes, stud.psych.

Tidligere på året blev jeg hjulpet på vej til både at forstå og reflektere over, hvad der indtil da blot havde været en fornemmelse; En række sporadiske tanker og indskydelser. Præcis hvilken form hjælpen antog, kommer jeg tilbage til. Det samme gælder fornemmelsen. 

 

Uden at offergøre mig selv, og uden at skulle udlevere mig selv mere end nødvendigt, så er min baggrund rent socioøkonomisk meget andet end optimal. Heri ligger der ikke en værdiladning, som i, at noget nødvendigvis er bedre end andet, men blot en opkridtning af de omstændigheder, jeg er formet af. Der findes naturligvis omstændigheder, der er bedre end andre, don’t get me wrong, men de er typisk også en del tydeligere for dem, der lever under dem. Er der vold, misbrug, svær fattigdom eller lignende i familien, er det ikke svært at sætte fingeren på. For mit vedkommende var det præcis det, at diagnosen har været svær at stille, der har afkrævet en længere refleksiv proces. For på overfladen manglede der som sådan ikke noget. I hvert fald ikke noget, der springer i øjnene. 

 

Tid til at blive en my mere konkret og tilbage til idéen om at skelne mellem tydelige og mindre tydelige forhold - og det her er baseret på egne erfaringer og deraf afledte generaliseringer. [Linjeskift til tekstombrydning]Økonomiske forskelle er lette at få øje på. Hvem går i de rigtige mærker? Hvem køber ny MacBook kontra en brugt HP bærbar på DBA før skolestart? Hvem tager til eksotiske destinationer med familien i ferien? Hvem har mulighed for at bo i en forældrekøbt lejlighed? Jeg kunne blive ved. Om end der også er usynlige aspekter af at komme fra en mindre økonomisk velstillet baggrund, som f.eks. at penge er en konstant årsag til bekymring, så er økonomiske forskelle i det store hele lettere at få øje på. 

 

De kulturelle forskelle, og de dertilhørende sociale og symbolske forskelle, kan være sværere at forholde sig til (for læseren med den kulturelle kapital, ja, det er Pierre Bourdieus kapitaler, vi kører med). Jeg kan tydeligt se forskellen på min og din computer. Penge er en kendt størrelse for både rig og fattig. Det er en anden sag at se forskellen på de bøger, du har læst, som jeg ikke har, og den ballast du har med fra familie-guidede ture i teateret og museer. For man kan i sagens natur ikke rigtig vide, hvad man ikke ved. Her kommer den hjælp, jeg nævnte i første linje, ind i billedet. Den kom i form af en lille håndfuld forfattere, der har skrevet om springet mellem sociale klasser, populært kaldet mønsterbrydning. I Danmark har vi eksempelvis Thomas Korsgaard og Glenn Bech. I Frankrig har Édouard Louis skrevet om noget lignende. Om hvordan det er at bevæge sig mellem sociale klasser. Og der er sikkert flere, men dem har jeg ikke læst (full disclosure, har faktisk heller ikke læst Korsgaard, bare hørt nogle radioprogrammer med ham som gæst). 

Kulturel hjemløshed 
En fællesnævner for deres beskrivelse af bevægelsen mellem kulturelle fællesskaber er en følelse af hjemløshed. Jeg har selv haft følelsen af at være fanget i et limbo, hvor jeg på den ene side har bevæget mig så langt væk fra mit udgangspunkt, at den omgangsform, jeg kommer fra, fremstår i et så anderledes lys, at jeg ikke rigtig længere kan stå inden for den. Hvad jeg i dag kalder hyggeracisme og misogyni, var begge en naturlig del af jargonen omkring mig, da jeg voksede op. Problemet opstår i det, at store dele af mit bagland - mange af de relationer, der fæstner mig til min egen historie - stadig benytter det sprog, den humor og de dertilhørende implicitte koder. Det, som stadig anses som sjovt dér, giver mig nu en dårlig smag i munden, og jeg kan ikke lade være med at dømme. Limen, der hæfter de her fællesskaber sammen, er gået i opløsning for mig. På den anden side er jeg stadig formet af det. Alt, hvad der indtil min bevægelse væk fra det var givet, automatisk og selvfølgeligt for mig, kommer jo fra den verden. Der opstår også en ængstelighed i forhold til de allernærmeste. Kommer man uforvarende som Holbergs Erasmus Montanus til at konkludere, at morlille er en sten? Fremmedgør man sig fra sit ophav, så er der jo ikke længere et hjemme der. 

 

I et miljø, hvor en stor andel kommer fra mere højkulturelt dannede sfærer (en antagelse, der står for min egen regning), hvor omgangsformen, sproget, værdierne, referencerne osv. kom ind med modermælken, ender jeg også lidt med at stå udenfor. Med det mener jeg ikke noget eksplicit, som at Proust blev læst højt på børneværelset, mens der kørte klassisk musik eller fusionsjazz på pladespilleren. Det er mere summen af alt det, der har formet én. Det, der ligger til grund for éns holdninger, hvad man forventer af tilværelsen, hvordan man møder verden. Alt det der er implicit. Og det er ikke for at bebrejde nogen noget. Der er blevet taget godt imod mig undervejs. Det er ikke fordi, man aktivt bliver holdt udenfor. Men det er umuligt ikke at lægge mærke til, at det simpelthen er en helt ny verden, man skal lære at navigere i. Og så er der heller ikke et hjemme her. 

 

Jeg er den første i min umiddelbart nærmeste familie, der har gået på universitetet. Og før det den første med en HF, hvor hverken min mor, far eller stedfar har en gymnasial uddannelse. I det ligger der selvfølgelig nogle åbenlyse aspekter, men det er ikke dem, jeg skriver om. Det er de usynlige. Fordi: Forbundet med at gå på universitetet er der naturligvis et overfladisk aspekt, i form af de titler vi ender med, men nedenunder ligger der en særlig måde at være i verden på. Der er også nogle helt praktiske forhold i forbindelse med; ”Jamen hvordan går man overhovedet på universitetet? Hvad behøver man bekymre sig om? Hvordan giver det mening at disponere sin energi?” Det er selvfølgelig en proces for alle at starte på universitetet, men for nogle er processen mere omfattende; der er ikke et netværk af erfaringer at trække på; Man falder ikke naturligt ind i omgangsformen, og der skal alt andet lige løbes lidt hurtigere mentalt. Hjemløsheden består altså i, at man har en fod i to lejre og ikke længere hviler på samme måde i, hvad man kommer fra, samtidig med at man ikke føler sig som andet end gæst i den verden, man er ved at træde ind i. Her er begrebet ’mønsterbryder’ interessant. Umiddelbart fremkalder det en idé om at bryde et mønster af en given social arv i en mere praktisk forstand. Udefra set er det nok også tilfældet, men for mig er begrebet også meget sigende for et indvendigt forhold. Det er en lang brydekamp med sig selv. Følelsesmæssige kampe mellem konfliktende standpunkter, mellem to sider af et splittet selv, et hverken-eller. Om metamorfosen nogensinde bliver total, eller om det egentlig er efterstræbelsesværdigt, ved jeg ikke. I den forbindelse hjemsøger slutningen på Édouard Louis’ Forvandlingens Metode (2023) mig til tider. Hans længsel efter den tid, hvor han, uvidende, stadig var viklet ind i alt det, han sidenhen vendte sig imod. En simplere tid, og et nærvær i nuet, der synes tabt efter hans rejse. Men nok om det. 

Hinandens steder og privilegier 
Rent professionelt er det nok et privilegium for mig naturligt at kunne falde ind i omgangsformen i de nedre etager af det socioøkonomiske højhus. Og her bliver det både dømmende og værdiladet - bær over med mig. Men de indforståede intentioner i adfærden og sproget, som en kontanthjælpsmodtagende alkoholiker fra udkantsdanmark bruger; det kodeks en 130 kg bøf med tribal tatoveringer i ansigtet fra Taastrup følger; og nuancerne i det sprog, en 19-årig enlig mor til to, der pulser Prince og ser Paradise uironisk, bruger, er alt sammen lettere for mig at afkode, fordi jeg er vokset op med det omkring mig. Og dermed er der i den kontekst kortere til den fortrolighed, som meget psykologisk arbejde beror på. På den anden side er der så nogle sociale klasser, hvor jeg i psykologrollen nok kommer mere til kort, fordi jeg ikke naturligt afkoder, hvad der bliver insinueret og sagt mellem linjerne, hvilket kan svække relationen. Jeg tror, at jo bedre vi bliver til at reflektere over de her forskelle og bruge hinanden og vores fremtidige kollegaer til at snakke om dem, jo bedre psykologer bliver vi. Nok også lidt mere hele og forbundne mennesker. 

 

Min intention her er ikke at skælde ud på dem, der for mig synes privilegerede, men at gøre opmærksom på et, tror jeg, universelt vilkår. Et vilkår, der ser forskelligt ud alt efter ens baggrund, og som dermed også har forskellige konsekvenser for den enkelte. På vejen var der dog et svinkeærinde - og en hensigt - om forhåbentligt at give et lille spejl til andre på psykologi, der må have samme oplevelse som mig, uafhængigt af hvilken retning du måtte bryde. Opad, nedad eller noget helt tredje. Men den anden, bredere hensigt er at minde om (for jeg har ingen forestillinger om, at det er en dyb tallerken, jeg sidder og drejer her), at vi alle kommer fra forskellige steder. Hvad der er givet for mig, er ikke nødvendigvis givet for dig, og omvendt. Vi har forskellige privilegier, og jeg tror, at vi, især som kommende psykologer, gør godt i at reflektere over dem. Og idet man typisk er blind overfor ens privilegier, kan vi jo heldigvis bruge hinanden som førerhunde, om end det kan være sårbare størrelser at tale om. Hvor mit eget mindreværd eller min usikkerhed kommer af det ovenstående, er der også en modsatrettet dynamik. Kommer man fra noget, målt på de gængse parametre for velstand, hvor der har været rigeligt, både økonomisk og kulturelt, kan der også opstå en usikkerhed. Hvis den røde løber til livet er blevet rullet ud for én, så har man da også bare at lykkedes med at realisere sig selv, ikk’? Så er der ingen undskyldninger – et forventningspres, jeg er blevet forskånet. Og kigger man sig omkring og føler, at man har haft en forkælet opvækst, kan der også være et mindreværd i forhold til, at man ikke på samme måde har mærket livet, at man har været pakket ind i vat. Deri ligger det universelle. Der er ikke nogen, der går fri fra, at der er umiddelbart utilgængelige verdener omkring os. Og det manglende kendskab eller adgang til de verdener skal nok finde en måde at gøre os usikre på, hvad end det er personligt eller professionelt. 

 

Afslutningsvis for at bøje det i neon, skære det ud i pap og støbe det i beton: Jeg tror ikke det er nok bare intellektuelt at vide, at mennesker omkring dig kommer fra andre steder end dig selv. Det kræver en, muligvis livslang, kontinuerlig indsats og opmærksomhed at have øje for, at vores medmenneskers bevæggrunde, der lige med det første kan virke uforståelige, nok kommer ud af noget, man ikke forstår lige med det første. Opfordringen lyder, med Bertel Haarders ord: SPØRG FOR SATAN! Oven i det fordrer vores fag en ærlig granskning af egne privilegier og blinde vinkler, både for de mennesker, vi kommer i kontakt med og for vores egen skyld. Jeg ser ingen minusser ved udforskningen af hinanden i al vores idiosynkratiske herlighed. Det er win-win, for vi bliver klogere på hinanden og os selv i samme ombæring.