METABOLISK PSYKIATRI FORANDREDE MIT LIV – OG KAN REDDE MANGE ANDRES

Af Oliver Tonning, stud.psych.

Myrer kravler i mit blod. Alting indeni summer så fandens ubehageligt. Efter måltider kan jeg næsten aldrig sidde stille. Min opmærksomhed farer rundt. Det samme gør min krop. Midt på dagen væltes jeg omkuld af en overvældende sløvhed. Jeg er træt på en måde, der gør fysisk ondt. Mit hoved flyder over med usammenhængende tanker. Jeg tager en lur og har det ofte værre bagefter.

Om aftenen rammer de tunge, depressive tanker mig. Opgivelsen og håbløsheden får dagens sidste ord. Jeg falder paralyseret i søvn og vågner alt for tidligt med angsten vibrerende på overfladen af min hud. En form for mild panik sparker mig ud af sengen. Så er jeg klar til endnu en dag i samme spor.

Den her tilstand har været et så almindeligt livsvilkår, at jeg knap nok tænkte over, hvor unormalt det egentlig er. Nu er noget skelsættende dog sket. For cirka tre måneder siden tog jeg en beslutning, der forandrede mit liv.

I dag vågner jeg op og tør knap nok tro på mit held. Jeg venter åndeløst på, at ubehaget skal vende tilbage, men larmen er væk. Min irrationelle angst var allerede mindsket mærkbart efter et døgn. I løbet af en uge var mine vanlige depressive tanker på tilbagetog. Efter en måned var mine søvnproblemer væk. Jeg har fået en enorm mængde energi. Den er mindst fordoblet. Jeg er næsten altid klar i hovedet, og jeg er sjældent udbrændt længere.

Det vildeste er dog, at min rastløshed og uro nærmest også er væk. Jeg kan nu sidde stille i timevis og koncentrere mig uden de store problemer.

Det føles for godt til at være sandt. Som om nogen vil snyde mig. Som om det hele bare er en grov spøg, men der ligger faktisk en meningsfuld forklaring bag.

Jeg faldt tilfældigvis over min nye behandling, da jeg røg ned i et akademisk kaninhul på YouTube. Her blev jeg introduceret til forskningsfeltet metabolisk psykiatri. Det er et forskningsfelt i rivende udvikling både på Harvard, Stanford og Københavns universitet.

De videnskabelige landvindinger, der sker lige nu, ser ud som ren magi, men de er rodfæstet i professionel, evidensbaseret videnskab. En af de ledende forskere indenfor feltet er den karismatiske psykiater Chris Palmer fra Harvard, der allerede har fået meget opmærksomhed med sin bestsellerbog: Brain Energy. Palmer har både oplevet kurens effektivitet på egen krop og i mødet med mange svært lidende patienter.

Kuren hedder Keto.

I bogen viser Palmer hvordan en overskuelig omlægning af ens madvaner kan gøre underværker. Stenalderdiæten har vist sig at kunne kurere alverdens kroniske sygdomme – svær angst og depression samt kronisk træthed, for bare at nævne tre ting, jeg selv har erfaring med. Livslang skizofreni og bipolaritet kan også nævnes.

Uanset hvordan lidelsen ser ud, så er behandlingen rettet imod kroppens metabolisme, altså kroppens evne til at producere energi. Næsten hver eneste celle i kroppen har en energifabrik, der hedder mitokondrie. Mitokondriet skaber kroppens energi ved at omsætte den mad, vi spiser. Groft sagt kan de skabe energi på to måder: Enten ved at forbrænde kulhydrater, der nedbrydes til glukose og andre sukkerarter, eller fedt. Fedt er i dag størstedelen af hvad jeg spiser.

Forklaringen skal finde i mitokondriet. Her kan den mekanisme, der omsætter kulhydrater (sukker) til energi, gå i stykker, hvilket overraskende nok har forbindelse til PTSD og tidlige traumatiske erfaringer.

Traumer har jeg desværre også med mig i bagagen. Det har Chris Palmer også. Det samme gælder for mange af dem, der ender med langvarige psykiske problemer.

Hypotesen er, at traumer sætter sig i kroppen som en kronisk, uforløst stresstilstand. Kroppen er hele tiden i flight-or-fightmode. Det påvirker mitokondriernes evne til at omsætte føde. Sukkeret i kulhydrater er på mange måder et hurtigtvirkende stof. Modsat den langsommere og jævnere forbrænding af fedt, så opkvikker sukkeret kroppen og forbereder den på at handle hurtigt. I hektiske krisesituationer er det en fordel, at kroppen kan skabe en masse energi ved at omsætte de hurtigtvirkende kulhydrater, men hvis krisetilstanden fortsætter, kan den metaboliske mekanisme i mitokondrierne blive overbelastet og gå i stykker. Hvis det sker, så kan kroppen ikke længere omsætte kulhydrater ordentligt, hvilket kan lede til alskens fysisk og psykisk ulykke.

Det er i hvert fald den nuværende hypotese. Vi ved ikke endnu præcis hvorfor der er en sammenhæng mellem traumer og forbrændingen af kulhydrater, men Palmers forskning har vist, at den er der. For at være ærlig, så er jeg lige nu faktisk bedøvende ligeglad med hvorfor det virker. Jeg nyder bare mit nye, skønne liv.

Jo mere jeg undersøgte feltet, jo mere fik jeg også en fantastiske fornemmelse af ikke at være alene – der er mange, mange som mig. Jeg fatter ikke, hvorfor vi ikke taler om det her hele tiden. Metabolisk behandling har forhøjet min livskvalitet enormt og både gjort mig til et bedre menneske og en mere produktiv borger. Det samme gælder for min lokale slagter Morten og min gode ven Anders.

Det allerbedste er dog, at jeg endelig er sluppet fri fra den fandens skyldfølelse! Jeg har altid følt mig overvåget af en lurende dårlig samvittighed. Skylden nagede, da jeg troede, at lidelsen opstod, fordi jeg gjorde et eller andet forkert. Har jeg nu stresset mig selv for meget igen? Har jeg nu ikke passet godt nok på mit mentale helbred? Har jeg tilladt nogen at overskride mine grænser? Endelig kan jeg slippe min konstante psykologisering af mig selv, da der rigtignok var en forståelig biologisk forklaring bag store dele af min ulyksalighed.

Faktisk oplever jeg, at det først nu virkelig er blevet muligt for mig at forstå flere af mine psykiske udfordringer. Det er nemlig enormt svært at arbejde mentalt med sig selv, når man konstant væltes omkuld af uforståelige vinde af angst, depressivitet og træthed. Når tilfældighederne råder, så kan det være nærmest umuligt få øje på den logiske sammenhæng og derved opdage, hvad der egentlig er årsag til hvad. Det er først efter, at jeg har fået permanent ro i min krop, at jeg endelig har fået overblik over årsagen til mange af mine psykiske udsving.

Fordi jeg siden barndommen har haft mange store udfordringer, så har jeg også arbejdet intensivt med mig selv i lang tid. Jeg har gennemgået kognitiv terapi, eksistentiel terapi, traumeterapi og psykodynamisk terapi – you name it. Det har alt sammen bidraget positivt til min udvikling, men først med min kostomlægning har jeg modtaget den gyldne nøgle, der kunne låse de sidste gåder i mit sind op.

Ketokosten fremstod for mig som en mirakelkur, sandsynligvis fordi jeg allerede havde arbejdet indgående med mine negative tankemønstre, moderkomplekser og dødsangst. Grundlaget var lagt og min sind var moden til forandring. Derfor er ketokosten formentlig ikke en universel løsning for alle, men jeg vil hævde, at den for de fleste kan udgøre en væsentlig brik i det samlede sundhedspuslespil. Som Palmer også går opmærksom på, så skal kostændringen gerne kombineres med psykoterapi og andre sundhedstiltag, før den virker bedst.

Det er korrekt, at ketokosten i nogle henseender stadig befinder sig på et eksperimentelt stadie, men for os, der lider, mener jeg, at det immervæk stadig er et forsøg værd. Når alternativet er kronisk lidelse, vil de fleste formentlig være villige til at prøve noget så relativt simpelt som en kost baseret på kød, ost og æg. Det er dog vigtigt at understrege, at ikke alle behøver følge en strikt animalsk kost som jeg. Der findes også variationer af ketodiæten, som er vegetariske eller endda veganske. Man behøver altså ikke gå på kompromis med klima og dyrevelfærd.

Forholdet mellem kost og psykisk sundhed er i høj grad individuelt – og det er netop en af de vigtigste pointer: Man må selv afprøve, hvad der virker. Jeg mener, vi må tage et opgør med forestillingen om nationale kostråd, der skal gælde for alle. For mange kan rådene risikere at gøre mere skade end gavn. One-size-fits-all-tankegangen bør udfordres til fordel for en mere individuel tilgang til sundhed og ernæring.

Tænk, hvis 20-30 procent af de tilbagevendende psykiatribrugere kunne blive hjulpet på denne måde. Tænk, hvis 20-30 procent af de kronisk syge uden for arbejdsmarkedet kunne vende tilbage til job på med en ny diæt. Tænk, hvis børn og unges stigende skolevægring kunne stoppes med ændringer i kosten.

Så spred ordet! Viden om keto-diæten som en reel behandlingsmulighed var det eneste, jeg manglede for at komme i gang. Hvis jeg tidligere havde kendt til dette life-hack, så havde jeg sgu for længst lagt mit liv om.