Nekrolog: Læsesalen Øster Farimagsgade 2A

Af Amanda Lambæk, stud.psych.

Screen Shot 2017-10-25 at 12.56.52.png

Et helt unikt fagligt og socialt samlingspunkt for psykologistuderende på Københavns Universitet er gået tabt. Læsesalen på Øster Farimagsgade 2A blev torsdag d. 30. marts 2017 nedlagt efter kort tids varsel. Godt en uge efter, at beslutningen om nedlæggelsen blev annonceret, var læsesalen tømt for studerende og stedet blev straks forvandlet til en byggeplads. ”Desværre skal det hele gå meget stærkt, da håndværkerne går i gang allerede i uge 14” hed det sig i KU-beskeden fra Instituttet. Indput bringer her en nekrolog til minde om en højtelsket læsesal, som har dannet ramme om et ganske særligt fællesskab, men som i sidste ende måtte lade livet som en konsekvens af Instituttets prioriteringer.

For enden af stueetagen på Institut for Psykologi har psykologistuderende siden 2011 haft mulighed for at slå sig ned på en lille læsesal med plads til omtrent tyve mennesker. For udefrakommende, som ikke kendte til stedets magi, kan det måske være svært at forestille sig, hvordan en beskeden læsesal som denne, indrettet med laminatborde og kontorstole, kunne være så ganske særlig. Men for dem af os, som har haft læsesalen tæt inde på livet og tilbragt adskillige timer i dens selskab, var den en absolut ener, en sjælden perle, som vil blive husket for de mange uforglemmelige stunder, den har bragt med sig.

I hverdag og i weekend, fra tidlig morgen til langt ud på natten, har studerende placeret sig netop her for at fordybe sig i psykologiens vidt omspændende litteratur. Med udsigt til Botanisk Have er responspapirer og eksamensopgaver i dyb koncentration (og frustration) forfattet ved læsesalens hvide borde, mens ”glasburet”” længere oppe af gangen har faciliteret gruppearbejde og faglige diskussioner i forskellige afskygninger. Sommetider var læsesalen så propfyldt med studerende, at vindueskarme hist og her og lænestole foran toiletterne blev taget i brug i et forsøg på at skabe en forlængelse af den intense stemning og det faglige engagement, som udsprang af læsesalen.

Udover at være en base for individuel læsning, rummede læsesalen også et socialt element i form af et fælles køkken. På trods af dets beskedne og til tider uhumske ydre, formåede dette køkken at bryde med den dybe koncentration, som var etableret på læsesalen. Køkkenet bød på tiltrængte kaffepauser og frodige frokoster i hjørnesofaerne, omkring det runde bord eller stående ved køkkenvasken, hvis tiden var knap. Her mødtes de ellers isolerede studerende med hinanden over kaffen og maden. De udvekslede erfaringer, diskuterede og sparrede med deres studiekammerater på kryds og tværs af årgange og interesseområder. Disse mere eller mindre tilfældige køkkenmøder har spillet en væsentlig rolle i forhold til at gøre den akademiske interesse, de faglige frustrationer og den til tider dårlige samvittighed hos de studerende til et fælles anliggende, fremfor blot at tilhøre den enkelte. Midt i de travleste eksamensperioder og specialeprocesser blev køkkenet et kærkomment frirum, hvis sociale funktion må siges at være ganske ekstraordinær for en læsesal, som ellers ofte er kendetegnet ved en gruppe isolerede individer med næsen i hver deres bog.

For mig personligt har læsesalen på Øster Farimagsgade motiveret mig til at komme afsted om morgenen og modarbejdet oplevelsen af at være alene om et krævende studie, fordi jeg her altid har haft mulighed for at møde andre psykologistuderende. De mange timer i selskab med bøgerne er blevet mindre ensomme og mere overkommelige. Læsesalen blev et slags sikkerhedsnet imod den sociale isolation, som kan få negativ indflydelse på de studerendes trivsel, hvis den får lov at fylde for meget. Tabet af læsesalen vil betyde, at psykologistuderende fremover vil blive spredt udover grupperum og læsepladser på CSS eller anonymt glide ind på én af de mange læsesale, som findes rundt omkring i byen.

Læsesalens fysiske placering på Instituttet spillede desuden en væsentlig rolle i forhold til at løsne op for den afstand, der eksisterer mellem de studerende og underviserne. Placeringen betød, at vi kom og gik ind og ud af den samme indgang, trak frisk luft i den samme del af Botanisk Have, og at de studerende kun var et par etager fra at kunne komme i dialog med deres undervisere. Nedlæggelsen af læsesalen vil unægteligt betyde, at den fysiske afstand mellem de studerende og underviserne vil vokse, hvilket er en trist udvikling og et skridt i den forkerte retning med hensyn til at trække de studerende til Instituttet og dets forskning.

Da samtlige psykologistuderende i slutningen af marts måned modtog ku-beskeden om læsesalens nedlæggelse, var de håndværkere, som skulle omdanne stedet til kontorer, allerede bestilt. Det blev en kort og kynisk affære, idet de studerende, som flittigt har benyttet sig af læsesalen, ikke blev inddraget i beslutningsprocessen omkring nedlæggelsen. Uanset hvor uretfærdig den pludselige nedlæggelse forekommer, er der ingen tvivl om, at læsesalen var på sit absolut højeste, hvad angår faglig fordybelse og sociale møder blandt de studerende. Fraværet af læsesalen efterlader et stort tomrum hos de studerende, som dagligt befandt sig i dens selskab, men vil blive bevaret som et kært minde om en betydningsfuld tid – en tid fyldt med både grin og gråd, sammenhold og et intenst fagligt fællesskab.