NEUTRALT?

Det vigtige blik for teori og politik i psykologiske koncepter

Af Maria Voulgaris Valeur, stud.psych.

Hvorfor er det, at koncepter som normalitet og mistrivsel aldrig findes ateoretisk og upolitisk i verden? Hvorfor er det vigtigt at have blik for dette, for at vi bliver gode psykologer? Hvorfor er det grund til, at vi må indføres i primærlitteratur, og hvorfor vi må forvirres og blive frustreret, når vi studerer? Det har jeg skrevet om her, og jeg håber, at du, kære læser, vil læse med.

Da jeg skrev eksamen i valgfaget Psykoanalysens teori og praksis for nogle år siden, skrev jeg om symptomet og stødte på nogle spændende tekster af Paul Verhaeghe og Stijn Vanheule. De skrev begge om den diagnostiske klassifikation. Mere specifikt om kriteriebaserede symptombeskrivelser af diagnoser, som vi kender fra ICD og DSM, og om hvordan disse hævder at være ateoretiske, da beskrivelserne er baseret på observerbar adfærd. Det kunne umiddelbart lyde ideelt – at den diagnostiske klassifikation findes uden at være ’farvet’ af noget i samfundet – uden teori eller politik. Men så bliver spørgsmålet: hvordan vurderes det, om noget er normalt eller (psyko)patologisk? Det gør det ud fra statistiske målinger, der giver en normalfordeling. Nogle former for adfærd, følelser, kropslige fornemmelser osv. (afhængig af bl.a. varighed og intensitet) vurderes til at være gennemsnitlige og derfor normale, mens andre falder udenfor normen og må derfor være psykopatologiske. Verhaeghe definerer dette som arbitrære-normative kategorier – for de opstår jo ikke af sig selv men fra sociale og kulturelle kriterier. Altså bliver pointen, at de faktisk er farvet af noget i samfundet og ikke findes uden teori, politik eller ideologi.

Videnskabsteoretikeren Canguilhem skriver i forbindelse med normalitet og patologi: “To define abnormality in terms of social maladaptation is more or less to accept the idea that the individual must subscribe to the fact of such a society, hence must accommodate himself to it as to a reality which is at the same time a good”. Med Canguilhem kan man altså udlede, at det godt kan være, at de teoretiske og politiske baggrunde er skjult, fordi de baserer sig på det samfund vi lever i. Men de er der, og de farver vores forståelse af, hvad det gode liv er – og hvad der er normalt. Når man ikke kan se, hvor et koncept som fx normalitet kommer fra, fordi det maskeres som ’neutralt’, som ’facts’ eller som ’observeret objektivt i verden’, vil jeg argumentere for, at konceptet påtager sig en neutralitet, som kan være voldelig, da det skjuler sin agenda. Intet kan undsige sig at se på noget med ’et bestemt blik’.

Koncepter er aldrig neutrale

Psykologi er aldrig blot et måleredskab, der bruges til at finde ud af, om et menneske er ’raskt’ eller ej (andre koncepter som fx motivation kunne også bruges som eksempel, men lad os holde os til spørgsmålet om normalitet og psykopatologi). Eller sagt på en anden måde: det er aldrig fra et neutralt ståsted, at psykologien vurderer, om nogen er raske eller ej. Vi kan føre metaforen videre og sige, at vi vælger at bruge et specifikt måleredskab, der måler med forskellige enheder. Der er forskel på at bruge en lineal og en vægt. Begge måleredskaber er blevet udviklet af en grund og bruges til et bestemt formål. Der var nogen, der på et tidspunkt kom på den idé, at der i det hele taget var noget, der hed højde, som var vigtig at kende til, og som måtte måles med en lineal. Det samme kan overføres til psykologiens måleredskaber. Lidt forsimplet sagt gav det på et tidspunkt mening for nogen at begynde at vurdere, om noget var ’normalt’ eller ej og at ’måle’ dette på en bestemt måde.

Måden man vurderer noget på kan aldrig være neutral, og derfor gør det i og for sig ikke noget, at vurderinger om, hvorvidt noget er normalt eller ej, ikke kommer fra et neutralt sted – for det vil det aldrig kunne. Det, jeg her plæderer for, er, at vi netop må have for øje, at intet er neutralt. Vi må absolut ikke miste blik for det. Vores studie og pensum skal klæde os på til at vide det og til at bruge den viden. Det har været en studenterpolitisk pointe i den kritik, der er blevet ført de sidste år, at vi desværre har mindre og mindre pensum, der netop klæder os på til at få viden og sprog for og om dette. Vi må have litteratur på pensum, der indfører os i (og forskere, der forsker i), hvordan psykologien er et produkt af det samfund, vi lever i – og ikke mindst hvordan psykologien er med til at skabe samfundet og subjekter. Videre må de teorier, vi læser, udlægge, hvordan de ser verden. De empiriske studier, vi bliver præsenteret for, må tage stilling til det samfund, vi lever i, såvel som bekende kulør i forhold til deres teoretiske ståsted. Som vi har lært i videnskabsteori, kan man skelne mellem real- og erkendelsesobjekt. Der er forskel på personlighed (realobjekt, der eksisterer i verden), og så om vi snakker om den som fem træk eller Freuds topografiske model (erkendelses-objekt, som vi prøver at sige noget om realobjektet ud fra). Både de fem træk og den topografiske model siger noget om personligheden, men er to forskellige måder at sige noget om den på – og har for så vidt forskellige konsekvenser for, hvordan man forstår mennesket.

Vigtigheden af dannelse på studiet

Derfor er det vigtigt, at vi på studiet lærer at tænke, og det kræver både tid og indføring i andre tænkeres måde at tænke på. Vi lærer det ved, at vi bliver præsenteret for mange forskellige teoretiske perspektiver og bruger tid på at forstå deres forskellige ståsteder og udlægning af virkeligheden. Vi må relatere det til den måde, vi ser og forstår virkeligheden på for at udvide denne. På den måde får vi mere ’fylde’ på det, vi ser omkring os. Vi bliver bedre til at tage et skridt tilbage og se mulige sammenhænge og mønstre – eller skille dét ad, der umiddelbart virker som sammenhænge. Vi lærer på den måde, at vi kan tage forskellige briller på, når vi ser på verden med vores faglighed, og at de briller har forskellige konsekvenser for det, vi ser. Det er vigtigt at vide, både for at danne og tage stilling til vores egen verden, men også for at forstå andre menneskers måder at være i verden på. Vi må af den grund blive indført i primærlitteratur på studiet – få ideerne direkte fra kilden.

Desværre er en del primærlitteratur blevet fjernet fra flere fags pensumlister og erstattet af grundbøger og empiriske artikler. Argumentet for at fjerne primærlitteraturen har lydt, at det er for svært – men hvornår har det nogensinde skulle være let at læse på universitetet? Og hvis man ikke skal læse primærlitteratur på universitetet, hvor man har forskere, psykologer og medstuderende til at hjælpe med at formidle og diskutere, hvor skulle man så? Jeg vil hævde, at universitetet er et sted, hvor man skal blive frustreret og forvirret, når man læser og prøver at forstå noget. Det har jeg selv været mange gange. Og der er sekundærtekster utrolig gavnlige og vigtige, for det er givende at få andres tolkninger af teori. Men sekundærtekster er netop en andens udlægning af en teoretikers teori og kan ikke stå alene. Vi må læse den givne teoretikers egne argumenter. Deres definitioner. Lære at navigere i den måde de udlægger deres forståelse af verden. Man skal læse primærtekster – ikke (kun) i sin fritid men på studiet.

Vi skal heller ikke blot præsenteres for diverse forskningsartikler, der på eksakt-videnskabelig vis påviser, om noget er i verden eller ej, eller som viser en korrelation eller en kausalitet mellem x og y. De skal også være der, men de kan ikke stå alene. For at give et eksempel kan det synes vedkommende at vide, om der findes mistrivsel i Danmark, i hvor høj grad det findes, og om det har en sammenhæng med fx indkomst, arbejdsløshed, deltagelse i fællesskaber etc. Det kan være yderst nyttige informationer, men… Hvad så videre? Det, der giver mig kompetencer som psykolog, er at have sprog for at kunne snakke om et fænomen som mistrivsel og i den forbindelse at kunne forstå, undres, vurdere, reflektere osv. Det lærer vi gennem teorier, som prøver at beskrive, forstå og forklare. Vi har altså brug for teori, der giver os værktøjer til at undersøge (med blik for forskellige aktører, niveauer, institutioner osv.) og selv giver bud på et teoretisk begrebsapparat til at tilgå fænomener (hvor der tages stilling til aktører, niveauer, institutioner osv. – selvfølgelig afhængigt af hvad teoriens fokus er).

”Hvad er det meningsfulde i at ryge?”

Jeg så et afsnit af Debatten på DR med titlen ’Sundhedstyranni’ fra juni, hvor der blev diskuteret rygning. Nogle af de modstridende pointer blandt panelet var på den ene side, at det var det frie menneskes valg, om det ville ryge eller ej. På den anden side hævdedes det, at det var noget, staten skulle tage hånd om. I kan selv gætte, at debattørerne sad på forskellige sider af det politiske spektrum. Snakken gik også på, hvor mange der hvert år mistede sit liv til kræft forårsaget af tobak, og om det ville være bedre at sælge andre nikotinholdige produkter. Clement Kjærsgård havde inviteret Torben Bechmann fra vores institut, der i sin forskning tager udgangspunkt i den kritiske psykologi. Clement spurgte ham, hvad han mente om rygning. Hertil rettede Bechmann en meget relevant vinkel på emnet. Nemlig: måske er det netop meningsfuldt for dem, der ryger at ryge. Han kritiserede det ensporede fokus på fysiologisk sundhed, og at der ikke blev taget højde for den sociale og psykologiske sundhed. Cigaretter skaber kontakt. Man kan mødes om dem. Bechmann sagde: Har man spurgt dem, hvorfor de ryger? Hans eget bud var, at det kan være en måde at udholde de betingelser, som gælder i samfundet i dag. Det kan være en måde at hjælpe sig selv på. Altså – rygning, eller afhængighed af andre slags for den sags skyld, opstår ikke bare ud af den blå luft, og det handler ikke kun om, hvorvidt det er fysiologisk sundt eller ej. Det er noget som udformer sig i en verden, i et samfund, i en kultur. Under bestemte præmisser.

Noget af det, der er vigtigt i vores arbejde som psykologer, er ikke kun at løse problemet – her som eksempel: hvordan får vi unge til at stoppe med at ryge? Vi bør tage et skridt tilbage. Være kritiske overfor dem, der beder os løse et problem eller kritiske overfor udgangspunktet for hvad, der udnævnes til at være et problem. Den pointe husker jeg, Katrine Zeuthen fra vores institut på et tidspunkt har peget på som værende en psykologs rolle – ikke bare at godtage præmisserne for et problem. Det er dét, den kritiske samfundsvidenskab og humanvidenskab kan. Det, som mange studerende har kæmpet for, igen bliver mere repræsenteret i pensum og blandt forskerne på instituttet. For den form for forskning lærer os at være refleksive og stille spørgsmål til rammerne. Retningerne er dem, der sammen med videnskabsteori, danner vores kritiske blik, så vi kan se, når koncepter og fænomener maskeres som eller påråber sig at være ’neutrale’.