Om Psykologien i Litteraturen og Sylvia Plath

Af Olivia Østergaard-Clausen, stud.psych. 
Illustrationer af Natascha M. R. Hansen, stud.psych.

Der er de seneste år kommet større fokus på at publicere nogle af de kvindelige forfattere, der gennem tiden ikke har fået den opmærksomhed, de burde. Blandt dem er Sylvia Plath! I 2016 blev Plaths hårde, men også humoristiske og selvironiske roman ”The Bell Jar” fra 1963 igen tilgængelig for et bredere dansk publikum med Mette Moestrup og Olga Ravns nyoversættelse. Allerede året efter fulgte den første danske oversættelse af hendes digtsamling ”Ariel” fra 1965 ved Peter Laugesen. Jeg mener, at begge værker er yderst relevante at fremhæve i en psykologisk sammenhæng, fordi de står tilbage som stærke beskrivelser af den menneskelige psyke.  

TW: depression, selvmord, død 

“What is my life for and what am I going to do with it? I don’t know and I’m afraid. I can never read all the books I want; I can never be all the people I want and live all the lives I want. I can never train myself in all the skills I want. And why do I want? I want to live and feel all the shades, tones, and variations of mental and physical experience possible in my life. And I am horribly limited.” - Sylvia Plath  

Det er svært at forstå, hvis man ikke forstår det!  
Sylvia Plath er kendt for at være en pioner indenfor den såkaldte bekendelseslitteratur. Bekendelseslitteraturen har fået sit navn, fordi forfattere indenfor genren netop bekender egne tanker, følelser og oplevelser. Jeg mener, at denne slags litteratur må spille en vigtig rolle ud fra det måske banale, men sande princip, at ”det er svært at forstå, hvis man ikke forstår det”. Plath kæmpede med depressive perioder det meste af sit liv, og jeg tror, at hendes litteratur kan være et stærkt hjælpemiddel i arbejdet med forståelsen af depression. Det er alment kendt, at psykiske lidelser er komplekse fænomener, der er svære, hvis ikke umulige, at erkende som udenforstående, og at en diagnosemanual som ICD-10, derfor må have sine fejl og mangler. En kategoriserende tilgang som ICD-10 er bestemt nødvendig, men supplerende tror jeg også, der findes mulighed for erkendelser af stor faglig værdi i litteraturen. I det personlige, i enkelttilfældet, i fortællingen om Esther Greenwood i den autofiktive roman ”The Bell Jar” og hendes depressive sammenbrud i 1953. Her kan læseren, i det omfang en beskrivelse ellers tillader, få en større forståelse for, hvordan en depressiv tilstand kan komme til udtryk i et spind af modstridende følelser og oplevelser. Esther er ikke bare sine symptomer, men kæmper mod dem, mens de udvikler sig i en vekselvirkning mellem tanker om fortid og fremtid og i mødet med en uforstående mor og en gammeldags psykiatri. Individets egen reaktion på sin tilstand, såvel som dets omverdens, rummer også en vigtig viden, og dette er aspekter ved psykiske lidelser, der ikke umiddelbart er inkluderet i diagnosemanualernes kategoriserende tilgang. I ICD-10 beskrives depression ud fra specifikke symptomer som ”nedtrykthed”, ”agitation eller hæmning” og ”nedsat selvtillid”. I ”The Bell Jar” beskrives det også, hvad symptomer som disse gør i et liv, og ved et liv. Første gang jeg læste ”The Bell Jar”, forstod jeg flere aspekter ved en depression, end jeg havde forstået før, og oplevede, hvordan indlevelse kan være en forudsætning for erkendelse. Og genkendelse! Jeg tror, de fleste på et tidspunkt i deres liv vil kunne genkende sig selv i den måske mest kendte analogi fra ”The Bell Jar”, den såkaldte ”Fig Tree Analogy”, der på simpel vis formår at beskrive den lammende følelse, der kan opstå i ens overvejelser over spørgsmål som: ”What is my life for and what am I going to do with it?”. Det er blandt andet denne følelse, der kommer til at markere begyndelsen på Esthers sammenbrud:  

“I saw my life branching out before me like the green fig tree in the story. From the tip of every branch, like a fat purple fig, a wonderful future beckoned and winked. One fig was a husband and a happy home and children, and another fig was a famous poet and another fig was a brilliant professor, and another fig was Ee Gee, the amazing editor, and another fig was Europe and Africa and South America, and another fig was Constantin and Socrates and Attila and a pack of other lovers with queer names and offbeat professions, and another fig was an Olympic lady crew champion, and beyond and above these figs were many more figs I couldn’t quite make out. I saw myself sitting in the crotch of this fig-tree, starving to death, just because I couldn’t make up my mind which of the figs I would choose. I wanted each and every one of them, but choosing one meant losing all the rest, and, as I sat there, unable to decide, the figs began to wrinkle and go black, and, one by one, they plopped to the ground at my feet.” 

And like the cat I have nine times to die 
Sylvia Plath blev født i 1932 i Boston, Massachusetts, og ligesom i ”The Bell Jar” er en del af fortællingen om Plath også fortællingen om en ung, talentfuld kvindes kamp mod sin egen psyke og de kønsnormer, der herskede i 1950’ernes USA. Plath var dygtig og ambitiøs og valgte at gå akademikervejen, selvom det på hendes tid ikke var normalt for en middelklasse kvinde. I 1955 blev hun æresstudent fra Smith College og forsatte på Cambridge, hvor hun mødte sin kommende mand Ted Hughes. Efter seks års ægteskab blev hun i 1962 skilt fra Hughes, som hun havde fået to børn med, og året efter begik hun selvmord den 11. februar 1963. 30 år gammel. På sit arbejdsbord efterlod hun et sort ringbind, der indeholdt et manuskript på fyrre digte. Den første side i dets maskinskrevne version angiver samlingens titel som: 

Ligesom i ”The Bell Jar” er disse digte også stilistisk af personlig karakter. Det er en frygtløs digtsamling forstået på den måde, at Plath er kompromisløs i sin evne og vilje til at beskrive sit indre liv og sin truende psykiske tilstand. Det er hårdt og til tider uhyggeligt at læse ”Ariel”, der i mere brutal grad end ”The Bell Jar” beskriver nogle af de mest mørke sider ved hendes depression. I digtet ”Lady Lazarus” skriver Plath om sine tidligere selvmordsforsøg, og hver linje står som en tanke i et sind, der konstant bevæger sig mellem usikre følelsesmæssige tilstande og afgrundens dybe rand. Her i et forkortet uddrag:  

Både med ”The Bell Jar” og ”Ariel” formår Plath at beskrive sin tilstand på en måde, der gør den genkendelig. Hun formår med sin ærlighed og sit poetiske talent at give et ordforråd videre til dem, der måske har sværere ved at finde et. Hendes billedsprog og sammenligninger bliver til et redskab i forståelsen af det indres ubeskrivelige. De ordløse drifter og energier, der findes i os alle, og som giver os følelser for verden og reaktioner i mødet med den. Det, der kan være svært at tale om, fordi det er en fornemmelse. Det, der kan blive til en fornemmelse af, at noget ikke er, som det bør være, og det, der kan blive til en depression eller en anden psykisk lidelse. Det kan være vigtigt at skabe et sprog for det, der er svært at sætte ord på! Både for den, der skal beskrive og den, der skal prøve at forstå. Her kan bøger som ”The Bell Jar” og ”Ariel” måske hjælpe os på vej. 

NB: Selvom Sylvia Plaths værker står tilbage som stærke beskrivelser af psyken, er det relevant at være opmærksom på, at de ikke er fejlfri som helhed og afspejler den tid, de er skrevet i. I hendes litteratur er der racistiske og homofobiske bemærkninger, og hun taler mest af alt ind i en hvid, middelklasse feminisme.