På den anden side af fakta vs. fiktion

Af Elvira Hallengren, stud.psych. og Karen Damgaard, stud.psych.
Illustrationer af
Maja Koch Nielsen, stud.psych.

Screenshot 2021-06-24 at 13.59.57.png

Når ikke man i samfundsvidenskaberne anvender naturvidenskabelige metoder til at blotlægge årsagssammenhænge, går man ofte fortolkende til værks, hvad der kræver forståelse og indlevelse i menneskers livssituationer.  

Som studerende på det samfundsvidenskabelige fakultet bliver vi uddannet til at jonglere med et væld af metoder og teorier, der på forskellig vis kaster lys over og giver kvalificerede bud på, hvordan vi kan forstå mennesker og samfund. Vi lærer at forholde os kritisk til vidensproduktionen og danser rundt om videnskabsteoretiske spørgsmål om objektivitet og grænser for generaliseringer. Vi vænner os til at læse faglitteratur og erfarer måske, at et nøgternt sprog med sirlige sætningskonstruktioner og tydelige referencer er vejen frem til en akademisk titel af fineste grad. Vi tiltrækkes i stigende grad af det utvetydige, tydelige forklaringer og af det, der kan betegnes fakta. Og fornemmer måske, at det der bærer præg af fiktion ikke helt har hjemme i akademisk skrivning.  

Sådan kan linjerne i hvert fald blive trukket op. Men behøver det nødvendigvis at være sådan? 

 

Er der plads til et kreativt sprog i akademia?  

Klokken slår 14.15, men i det seneste kvarter har der været bevægelse i den flade af firkanter, der udgør vores virtuelle klasseværelse. Småsnakken mellem bydele og solrige terrasser toner ud, da én af fem undervisere tager ordet og byder velkommen til den første af fem seminarer i dét, der ikke er et fag med tilhørende ECTS-point, men en seminarrække baseret på frivillighed, sult, savn og engagement: Ethnography revitalized: the craft of writing er navnet på den seminarrække på Institut for Antropologi, som vi - to psykologistuderende - har fået lov til at sidde med på i løbet af foråret. 

Hovedformålet med seminarrækken er at undersøge potentialet i forskellige former for såkaldt kreativ skrivning i en akademisk kontekst. Kan et mere kreativt engagement omkring akademisk skrivning fordre nye analytiske indsigter? Og er det muligt at kombinere en mere kreativ, fri og måske endda skønlitterær skriveglæde med udarbejdelsen af akademiske tekster? Kan sådanne tekster, der låner skønlitterære virkemidler, formidle stemninger og forhold, der ikke rummes i de mere konventionelle akademiske skriveformer? Spørgsmål som disse har fire lektorer sat sig for at undersøge i praksis sammen med interesserede studerende, hvoraf de fleste er specialestuderende med eget materiale fra det antropologiske feltarbejde, der er en obligatorisk del af kandidatstudiet. 

Hvad vi som to psykologistuderende laver i det, der også er et projekt støttet af Københavns Universitet som en måde at bygge bro mellem studerende og forskere, er et åbent spørgsmål. Men en nysgerrighed over for andre fagtraditioner, interesse for kvalitativ forskning og formidling, betagethed af sproget, egen skriveglæde, og opmærksomhed på litterære strømninger inden - og uden for det psykologiske felt, har bragt os til skærmen netop disse eftermiddage.  

Foråret kalder på horisontudvidelser, og det første seminar skal handle om flowskrivning. Vi sætter spørgsmål om formål og kalendere med egne fags deadlines på pause for en stund og flyder med.  

 
Screenshot 2021-06-24 at 14.00.32.png
 

 

Blik for kompleksitet eller reducerbarhed 

Som en modtendens til kvantificering af kvalitativ forskning, spotter de antropologiske lektorer en bevægelse mod en skriftlig formidling af etnografiske studier, der inddrager skønlitterære virkemidler. Og flere af de københavnske forskere har selv i de seneste år bevæget sig ind i den såkaldte litterære antropologi, hvor observationer fra feltarbejde under fjerne og hjemlige himmelstrøg formidles i narrative former.  

På psykologistudiet stifter vi bekendtskab med dele af den narrative terapi. Og vi møder måske den fænomenologiske metodes fintfølende fornemmelse for detaljerige og sansemættede beskrivelser af den verden, der sommetider oser af tvetydighed. Parallelt til de forskellige strømninger inden for det antropologiske felt, har tilgange som disse øje for og ønsker at omfavne kompleksiteten af levet liv frem for at reducere til statistisk set medgørlige størrelser. Mens nogle forskningstraditioner har øje for, hvad der kan udtrykkes med tal, søger andre mod ordene.  

Om noget videnskabeligt felt er psykologien spundet ind i sprog, kan man hævde. Sproget smyger sig rundt i hjernebarkens fuger, vibrerer mellem os, filtres sammen med følelser, fastholder og bryder med kontinuitet, skærer som en nyslebet kniv konkrete konsekvenser ud for os på samfundsmæssigt, relationelt og individuelt plan. Fortællinger er afgørende for sammenhængskraften i et individs liv samt i og på tværs af forskellige kulturer, ved vi.  

Så hvorfor ikke bruge et øjeblik eller to på at interessere os lidt for skabelsen af fortællinger? Hvorfor ikke beskæftige os med formidlingen af fortællinger på et helt praktisk plan? Ligesom vi kan træne os til en skærpet evne til at lytte og øve os i samtaleteknikker, kan vi også øve os i at skabe detaljerige beskrivelser, mætte skrift med sanser, gøre fortællinger levende.  

 

Screenshot 2021-06-24 at 13.59.57.png

Forskningsformidling i flow 

Første seminar i rækken er bygget op om en skriveworkshop med journalist og forfatter Jacob Cold, der selv har en fortid på antropologistudiet. Han præsenterer flowskrivning som en anderledes måde at tænke sin vej ind i skrivning. Her starter man nemlig med at skrive, før man ved, hvad man vil skrive. Kernen i flowskrivningens filosofi er, at selve skriveprocessen kan bruges som vej til erkendelse. Tanken er, at man ved at fralægge sig sine forventninger og sit kritiske blik til at begynde med, og i stedet lade skrivningen flyde som en stream-of-consciousness og associationer følge frit efter hinanden, kan nå frem til nye analytiske indsigter og lade nye sammenhænge forme sig efterhånden, som ordene tager form hen over papiret eller word-dokumentet. Således kan man gennem denne frie, flydende form forsøge at frigøre sin egen stemme fra de begrænsende vante sproglige strukturer og de magtstrukturer, der ellers betinger vores tænkning.  

Jacob Cold beskriver, hvordan der i det umiddelbare og uforbeholdne kan ligge en kvalitet, som ikke findes i det mere indstuderede og velovervejede, der følger faste former. Desuden kan det være godt at skrive dårligt, forklarer han. Det kan bryde sprogets lænker for en stund og få en til at tænke anderledes, skabe nye idéer, se ting fra nye sider.  

Vi gør os selv erfaringer med flowskrivningen gennem en række skriveøvelser og udveksler vores oplevelser på tværs af skærmens små firkantede felter. Allerede efter de indledende øvelser, kan flere nikke genkendende til, at andre, nye sammenhænge i deres materiale tegner sig for dem i skrivningen, når den ikke bremses af overvejelser om sætningskonstruktioner.  

Fra sin firkant på skærmen fremhæver Jacob Cold, at det er afgørende at udforske effekten af rammerne omkring skrivningen. Tid, sted, lys, faglig selvforståelse og ens egen fortælling om, hvordan man skriver, har betydning, og det er afgørende at udforske, hvad der får tankerne og pennen til at flyde friere, overfor hvad der bremser, begrænser og forstyrrer.  

Går man helt kold i sin skrivning, anbefaler Jacob Cold, at man forsøger at tænke sig tilbage til sin oprindelige motivation. Hvad fangede først opmærksomheden? Hvad var det, man blev optaget af? Han benytter sig i denne forbindelse af en smuk metafor om, hvordan et emne, et forskningsfelt, en del af verden oprindeligt har vakt genklang i en. Der har, som han siger, været en resonans mellem en selv og det element af verden, man satte sig for at undersøge, og hvis man går i stå i skrivningen, kan det hjælpe at sætte sig for at skrive denne resonans frem. Den kan så runge videre ud og befri kreativiteten, befri sproget og genantænde den motivation, der først satte arbejdet i gang.  

Efter tre timer takker vi af og læner os tilbage i stolene, før vi giver os i kast med at skrive noter. Inspirerede og kun lidt trætte af skærm, forsøger vi at få skrevet den resonans, som dagens oplæg og øvelser har vakt i os, ned på papiret, så vi kan tage overvejelserne med os. 

 

Fængende fortællinger formidler levet erfaring 

Da vi for anden gang trykker på Zoomlinket og dukker op til det næste seminar, ser vi, at flere har sat sig ude eller i vinduerne for at kunne nyde forårssolen. På mange af de små firkanter er de andre deltagende kun mørke silhuetter i modlys. Der bliver igen småsnakket, indtil klokken bliver kvart over. Vi taler i vores fysiske rum bag skærmen om, hvor usædvanlig hyggeligt et zoom-rum, der bliver skabt på disse etnografiske eftermiddage. Måske frivilligheden i foretagendet giver en anden lethed end ved den sædvanlige undervisning. Denne eftermiddag skal det handle om fortællingen, om narrativet, om hvad det betyder at skulle gøre en fortælling ud af menneskers liv.  

Vi diskuterer, hvordan det uvilkårligt indebærer elementer af digtning, når brudstykker af samtaler, observationer og interviews skal skrives sammen, så læsere kan følge og få indsigt. Det levede liv rummer som bekendt ikke en fremadskridende, sammenhængende, afrundet handling, og det levede liv er ikke nødvendigvis fængende, spændende, dramatisk eller velegnet til at fastholde en læsers opmærksomhed. En grad af dramatisering må der altså til, når feltnoter skal omsættes til fortællinger. Men hvad hvis man lader dramatiseringen fylde mere end fastholdelsen af faktiske begivenheder?  

Antropolog Hanne Overgaard Mortensen fortæller om sine erfaringer med at benytte sig af at sammenskrive forskellige oplevelser, samtaler og interviews, der måske fandt sted adskilt og uafhængigt. De kan sammenskrives i fortællingen og formes til en samlet situation, der fremhæver det afgørende.  

Når man på den måde skriver tid, steder, begivenheder og måske endda karakterer sammen, selvom de ikke hang direkte sammen, da de fandt sted, kan man argumentere for, at ‘sandheden’ i fremstillingen udvandes. På den anden side kan man argumentere for, at ‘sandheden’ kan forstærkes af en læsers øgede forståelse for det beskrevne, fordi den mættede, kuraterede fortællings struktur kan bidrage til, at man, udover at udtrykke hvad der skete, også kan fremhæve betydningen af det skete. Fordi sammenhænge kan skrives tydeligere frem, kan den bevidste skabelse af en fortælling ses som en måde at overføre kompleks viden, der måske ellers undslipper formidlingen i mere konventionel akademisk skrivning.  

Inspireret af det aktuelle format, giver vi os i skriveøvelserne i kast med at skrive en fortælling sammen, der kan formidle vores oplevelser af det sociale rum, som skabes ved undervisning på Zoom. Brudstykker af ellers uafhængige oplevelser forsøger vi at samle til et fælles narrativ om mulighederne og udfordringerne ved den ganske særlige omgangsform, som zoom-undervisning indebærer. Vi erfarer, at det at skulle skrive forskellige oplevelser til en mere samlet fortælling afføder overvejelser om spændingsopbygning og mange flere mulige til- og fravalg. Desuden fører det os uundgåeligt ned ad floden mod spørgsmålene om, hvor grænsen går mellem fortælling og fiktion, samt hvilken plads fiktion kan og bør have i forskningsformidling. Det er heldigvis emnet for forårets tredje seminar.  

 

Fiktion overfor faktiske feltnoter 

I faget Udviklingspsykologi, og måske i få andre sammenhænge, får vi som psykologistuderende lov til at smage på observationsmetoden. Men vi bliver ikke kastet ud i feltarbejdet og den etnografiske metode, som er en substantiel del af antropologistudiet. Til det tredje seminar hører vi om erfaringer fra månedlange ophold i Uganda under HIV-epidemien i 1980’erne, om at tage del i identificeringsarbejde i massegrave for ukendte ofre for Den Spanske Borgerkrig, om mødet med heroinafhængighed i USA, og om at lave feltarbejde på Facebook.  

De lange perioder i felten giver grundlag for detaljerede beskrivelser og dybere forståelser for de liv, der leves, men hvordan formidles feltnoterne bedst, så læseren kan få indsigt i livet netop dér?  

Stemmer i den litterære antropologi vil argumentere for, at der er hjælp at hente hos forfatteren og filmskaberen. Og derfor anvendes, i disse formidlingstyper, tydelige fiktionstræk, som eksempelvis at beskrive tanker og følelser og placere sig inde i hovedet på personer, at sammenskrive flere personer fra feltet til en fiktiv figur, iscenesætte dialoger og fremskrive flashbacks fra personernes fortællinger. 

Empirisk fantasi betegnes det hos Marie Bræmer, som er forfatter til en af de tekster, vi læser. For der er ikke tale om at fraskrive sig sit empiriske udgangspunkt, men netop synliggøre den aktive anvendelse af materialet. I vores ører er begrebet beslægtet med det fænomenologiske greb eidetisk variation: En imaginær variation af et fænomens bestanddele, med hvilket man søger at finde frem til de invariante strukturer i et fænomen eller en oplevelse. Spørgsmålet i denne fænomenologiske metode er, hvordan og til hvilken grad vi kan ændre ved en beskrivelse af et fænomen, mens det vedbliver at være en beskrivelse af netop dét fænomen?  

Overvejelser som disse bringer os hurtigt ind i et spindelvæv af epistemologiske og ontologiske spørgsmål. For ikke at blive filtret helt ind, griber vi blyanten og går i kast med endnu to skriveøvelser. I første øvelse skal vi skrive om en samtale med fokus på det usagte. Fra samtaletræningen og det terapeutiske rum kender vi betydningen af det nonverbale. Stilhed siger, som bekendt, ofte mere end mange ord, og de fleste kender oplevelsen af at lytte til ét og fornemme, at noget andet menes, men forbliver uudtalt. Men hvordan formidles da sprogligt disse fornemmelser og usagte stemninger? Vi forsøger at beskrive samtalens forestillede stilhed, blikke, kropssprog. Anden skriveøvelse handler om at skrive detaljerige beskrivelser af personer, vi kender. Vi forsøger at mætte teksterne med indtryk og sanser og går i denne øvelse mere åbent ind i det fiktive rum - ved gennem beskrivelserne at komme med fortolkninger af personernes indre liv.  

Da blyanten er lagt igen, og kaffekoppen fyldt op i endnu en pause, dukker en specialestuderende op i en af skærmens firkanter. Hun er blevet inviteret til at fortælle om, hvordan hun, inspireret af den litterære antropologi, har anvendt fiktion som kapitelinddeling i sit kandidatspeciale. Helt praktisk har hun, i sit speciale, besluttet sig for at slå tonen i hvert kapitel an med en kort novellelignende fiktiv fortælling, der berører nogle af de tematikker, der kommer frem i det følgende kapitels analyse. Det kunne være igennem en iscenesat dialog, en beskrivelse af et landskab eller en tankerække hos en fiktiv person fra felten. De små fiktive introduktionstekster, forklarer den specialestuderende, har i skriveprocessen været med til at skærpe hendes eget blik på temaer, følelser og vigtige elementer i analysearbejdet, ligesom de introducerer hendes læsere for disse temaer, mens de samtidigt medvirker til skabe en emotionel respons og et engagement hos læseren. 

Med al tydelighed præsenteres det, at der i disse afsnit er tale om fiktion, og det er en væsentlig pointe: Et afgørende forhold ved inddragelsen af fiktionselementer i den akademiske skrivning er, at det må være tydeligt for læseren, hvad der er tale om. Læseren bør ikke være i tvivl om, hvornår der anvendes skønlitterære greb, og hvornår der ikke gør. 


At lade svaret stå åbent  

Al skrift er et virvar af valg og fravalg, et vibrerende væsen af nærvær og fravær. Kan man påstå. Og alligevel kan det gøres knastørt, så få får lyst til at læse. Så mange nuancer kan vælges fra. Sætninger kan brydes til enkelte ord, og ord puttes i kasser, presses ind i tabeller, svøbes ind i tal. Gøres til svar og faste ‘sandheder’. Men hvad hvis vi sætter os for at gå imod dette? Lade ordene blive til smukke, mættede sætninger og lade nuancerne, sanserne, tvetydighederne, metaforerne fylde? 

 Helle Bundgaard, en af de antropologer, der står bag seminarrækken, fremhæver en tendens i akademiske tekster til at fremstille verdens sammenhænge mere entydige, end de nødvendigvis er. At formulere sig i argumenter, som det forventes i akademisk skrivning, indebærer, at man opstiller en forklaring. Hun formulerer så smukt, at vi måske nogle gange når tættere på sandheden ved at lade svaret stå åbent.  

 
Open your eyes; listen, listen. That is what the novelists say. But they don’t tell you what you will see and hear. All they can tell you is what they have seen and heard, in their time in this world, a third of it spent in sleep and dreaming, another third of it spent in telling lies.”   
- Ursula K. Le Guin, The Left Hand of Darkness, 1969