Psykologien i skønlitteraturen - Interview med Marianne Stidsen

Tekst og foto af Amanda Lambæk, stud.psych. og Lea Isabel Sidenius Botwel, stud.psych.

De sirlige rækker af ord stimler sammen og danser kontrastfuldt på de hvide sider, hvor de danner sætninger, der blotlægger de ofte usynlige, menneskelige følelsers eksistens. Med bankende hjerte vender jeg spændt romanens side og fortsætter med at læse. Både nervøs og forhåbningsfuld fortsætter jeg, helt opslugt, med at læse de ord, der danner rammen for et fiktionsunivers, der i samme øjeblik bliver virkeligt og levende i min bevidsthed. De skjulte og mørklagte følelser, nedfældet skønt og sublimt, afslører den menneskelige, nøgne sårbarhed. Sætningerne beskriver en indvendig smerte, usynlig for det blotte øje, men genkendelig for det indre følelsesliv. De vækker undren, indsigt, smerte og splittelse, der i et komplekst samspil konfronterer mig med de ellers hengemte eller oversete følelser, gør plads til dem og udfordrer min forståelse af dem. Ordene tager mig med på en rejse igennem velkendte og nye følelser, der både forstærkes og udleves i mig igennem fortællingen.

INTERVIEW. Dette skønne og sublime fiktionsunivers findes i skønlitteraturen, og det beskriver blandt andet det menneskelige følelsesliv og de eksistentielle grundvilkår med udgangspunkt i den levede menneskelige erfaring. Således beskriver Marianne Stidsen, lektor dr.phil. ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, skønlitteraturen. I et interview med Indput forklarer hun, hvordan det indre menneskelige, som et mørklagt fænomen i vor kultur, kommer til udtryk i litteraturen.

Marianne Stidsen har i december 2015 udgivet sin doktorafhandling med titlen Den ny mimesis, der omhandler litterære virkelighedsfortolkninger i dansk og nordisk litteratur siden efterkrigstiden. Mimesis betyder efterligning og er oprindeligt et udtryk fra den oldgræske filosofi, der refererer til relationen mellem det kunstneriske udtryk og den virkelighed, det afspejler. Det har taget hende omtrent ti år at skrive de knap 1300 sider, som omfatter en dybdegående analyse af fyrre litterære forfatterskaber med fokus på individets identitetsdannelse og virkelighedsforståelse. Netop fordi kunsten altid vil have afsæt i den menneskelige erfaring, kan man, ifølge Marianne Stidsen, sige noget om mennesket ved at dykke ned i skønlitteraturen.

I nærværende artikel bringer vi Marianne Stidsens fortolkning af det senmoderne menneskes udfordringer og uddyber, hvordan man kan sige noget om det indre menneskelige ved at læse skønlitteraturen i en psykologisk kontekst.

Koblingen mellem psykologi og litteratur

Litteraturforskning og psykologi har, ifølge Marianne Stidsen, altid været tæt knyttet sammen, idet litteraturen skildrer nogle af psykologiens kerneområder, såsom det menneskelige følelsesliv og bevidstheden. Den tager fat i nogle af de aspekter ved det indre menneskelige, der er blevet mørklagte i vores kultur. Med bogens sider åbner litteraturen således op for nogle af de kulturelt udgrænsede, tabuiserede og i nogle henseender sygeliggjorte aspekter ved den menneskelige bevidsthed.

Marianne Stidsen forklarer, hvordan skønlitteraturen på en måde handler om det samme, som den altid har gjort, bortset fra at temaerne efter 2. verdens krig har ændret karakter. Hun beskriver, hvordan det karakteristiske ved litteraturen før 2. verdenskrig var de neurotiske lidelser, som Freud blandt andre beskæftigede sig med. Efter krigen ændrede fokus sig, og identitet og identitetsdannelse kom i højsædet. ”Men bogen, romanen, udtrykker ikke bare begejstring over identitet – den er også smertefuld”, uddyber Marianne Stidsen. Hun forklarer ligeledes, hvordan hun, igennem en dybdegående fortolkning af litterære værker af forfattere som blandt andre Karen Blixen, Martin A. Hansen, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, opdagede denne smerte over identitetstabet. Identitetstabet var altså det nye problem; mennesket var i opløsning, forklarer hun og tilføjer: ”vi er altså helt nede og røre ved, hvad der får os til at hænge sammen som mennesker”.

Det senmoderne menneskes udfordring er til stadighed, ifølge Mariane Stidsen, denne opsplitning og mangel på personlig sammenhæng. Men uanset om det er identitet eller neurotiske lidelser, der er litteraturens gennemgående tema, så er det de menneskelige konflikter og problemstillinger, der danner grundlag for disse temaer. Det er mennesket, der er i fokus. Og med udgangspunkt i mennesket, danner litteraturen et solidt fundament for at kunne forstå almenmenneskelige psykologiske problemstillinger: ”litteratur – god litteratur - tager simpelt hen udgangspunkt nede i den menneskelige erfaring, sådan som den er” forklarer hun.

Dog påpeger Marianne Stidsen, at psykologien er forsvundet lidt ud af litteraturforskningen de seneste år til fordel for mere sociologisk orienterede teorier. Mariannes ærinde er på den baggrund at hive det psykologiske element tilbage i litteraturforskningen: ”så min tanke var egentlig at få hentet den side af litteraturfortolkningen frem i lyset igen, fordi jeg synes, at det er dér, litteraturen giver mest mening”, forklarer hun. Og således begyndte hun at grave ned i psykologisk forskning og litteratur i forbindelse med sit arbejde med skønlitteraturen.

Behovet for en identitet

Det psykologiske omdrejningspunkt i Mariannes Stidsens læsning af skønlitterære værker omhandler således dannelsen af identiteten. Hun har særligt været inspireret af den postfreudianske tradition repræsenteret af den tysk-amerikanske psykoanalytiker Erik Erikson og hans identitetsteori. Kort fortalt har identitetsdannelsen hos Erikson både et stabilt og foranderligt element. På den ene side danner mennesket sin identitet indadtil og oplever dermed et fast og genkendeligt kerne-selv. På den anden side skaber mennesket sin identitet udadtil – i sociale situationer og i relationen til andre mennesker. Behovet for at skabe en identitet i denne dobbelte betydning danner således det teoretiske grundlag for Stidsens læsning af skønlitterære værker. ”Jeg synes, at det gav en fantastisk forståelsesramme i forhold til litteraturen, som netop tit udviser den her dobbelthed”, fortæller Stidsen i interviewet med Indput.

Som nævnt, ses der ofte en stor smerte hos mange af de figurer, der optræder i den senmoderne skønlitteratur. Ifølge Stidsen er denne smerte et udtryk for menneskets behov for at opbygge og holde sammen på et kerne-selv, hvilket placerer hende i den mere essentialistiske del af skalaen, når det kommer til dannelsen af identitet. Hun mener desuden, at der opstår et sammenstød mellem socialkonstruktionistiske teorier om identitet på den ene side, og på den anden side den måde identiteten rent faktisk udfolder sig på i de skønlitterære værker. Ifølge Stidsen stemmer identitet som et diskursivt og socialt konstrueret fænomen altså ikke overens med måden, hvorpå den konkrete menneskelige erfaring og forholdet til identiteten kommer til udtryk i det litterære fiktionsunivers.

Diagnosekulturen og det menneskelige rod

Et andet område indenfor psykologien, som har vakt Marianne Stidsens interesse, er den højaktuelle debat om nutidens diagnosekultur. Stigningen i diagnoseantallet er ifølge Stidsen et udtryk for, at der, i vores hurtige, konkurrenceprægede og præstationsorienterede kultur ikke, er rum og tid til at reflektere over indre og almenmenneskelige spørgsmål. ”Hvor fanden skal mennesker gå hen med det her behov i dag? Der mangler jo virkelig et sted, hvor man kan få lov at indvende de her fuldstændig normale menneskelige spørgsmål, uden at det skal sygeliggøres”, understreger hun. I mangel på disse rum opsøger vi i stedet behandlerkulturen, som i form af diagnoser giver svar på, hvorfor vi oplever, som vi gør. Eller vi lader os beskrive af adfærdsforskere eller livsstilseksperter, der ved at kaste et blik på indretningen af vores hjem fortæller os, hvilket segment vi tilhører.

Det psykiatriske vokabularium stemmer imidlertid slet ikke overens med, hvordan vi oplever os selv som mennesker. ”Vi bryder os ikke om at blive reduceret til etiketter, fordi det ikke er sådan, vi føler os indeni”, forklarer Stidsen og tilføjer, at diagnoserne splitter mennesket op i ”små bider”, hvilket fjerner oplevelsen af at være et sammenhængende helhedsvæsen.

Man kunne fristes til at spørge, hvad det er for ’fuldstændig normale menneskelige spørgsmål’, som vores kultur har svært ved at rumme? Som eksempel peger Stidsen på oplevelsen af at føle sig angst. En følelse som indenfor psykiatrien er blevet gjort til et udelukkende dårligt og sygeligt fænomen. Det er en skam, eftersom oplevelsen af angst er noget, de fleste af os kender til i større eller mindre grad, mener Stidsen. Fremfor at forstå et fænomen som angst igennem diagnose-manulen, tyer hun i stedet til filosofien: ”Kierkegaard skrev en hel bog om, hvordan angst er en helt naturlig følge af, at vi opdager vores egen frihed. Ved at se det på den måde er angsten ikke kun udtryk for noget negativt, men også for noget positivt, fordi frihed også er noget godt. Vi skal bare forstå, at den ikke er noget entydigt godt, den er også angstprovokerende”. Ifølge Stidsen er det altså vigtigt, at vi kan rumme denne dobbelthed mellem både positive og negative sider ved den menneskelige tilværelse, at vi kan rumme ”det menneskelige rod”, som hun selv kalder det, fremfor at medicinere og dermed frasortere det negative og det, som er svært at håndtere. ”Hvis man kigger på, hvad filosofien har sagt om angst – og hvad litteraturen har sagt om angst – så får man pludselig en helt anden forståelse for, hvordan man også kan se på angst”, understreger Marianne Stidsen.

Litteraturen som rum for refleksion

Ifølge Stidsen er der god grund til bekymring, når vores diagnose- og konkurrencesamfund udelukkende forholder sig til mennesket på en rent udvendig og reducerende måde. Det er problematisk, at så mange mennesker bliver diagnosticeret med blandt andet angst og depression i de tilfælde, hvor det handler om søgen efter svar på almenmenneskelige og eksistentielle spørgsmål. For at modarbejde denne tendens må vi, ifølge Stidsen, ”have nogle rum, i skolesystemet og andre steder, som ikke bare handler om at optimere os på kompetenceparameteret, men også om at optimere os på nogle andre parametre, som handler om personlig dannelse og jeg-udvikling”. Det rum, som Stidsen har i tankerne, er naturligvis skønlitteraturen. Her får mennesket mulighed for at trække sig tilbage, vende blikket lidt indad og gå på opdagelse i de fiktivt opstillede scenarier. Litteraturen giver plads til refleksion og ro. Den giver læseren mulighed for at genspejle sine egne eksistenskampe og følelsesmæssige oplevelser i et univers, der ikke udstikker normative pegefingre om, hvordan vi bør eller ikke bør fremstå. Skønlitteraturens skildring af det smertelige, angstfyldte, identitetssøgende jeg, kan ifølge Stidsen være med til at normalisere de områder af menneskelivet, som kan være vanskelige at håndtere, og på den måde gøre det klart, at fordi livet er svært, betyder det ikke nødvendigvis, at vi er syge og har brug for en diagnose.

Læs en bog og red sjælen

Mariannes syn på litteraturens kunnen er bredtfavnende og ambitiøs. Men er den et alternativ til nuværende behandlingsformer for psykiske lidelser eller et potentielt psykologisk forskningsområde, der kan bidrage til at undersøge den menneskelige psyke? Vi i Indput var nysgerrige efter at få Mariannes svar på disse spørgsmål.

Marianne forklarer, med nogen skepsis, at litteraturen ikke passer ind i en lille, firkantet interventions-kasse, og at man skal passe på med at instrumentalisere den. Det litterære univers passer for eksempel ikke til den måde, mennesket beskrives på indenfor psykiatrien. Hvis man begynder at kategorisere og systematisere litteraturen med det formål at behandle psykiske lidelser, risikerer man, at den mister sin helhedsorienterede kompleksitet og bliver samme rigide, diagnoseorienterede størrelse. Litteraturen er ikke et sted, hvor man bliver sygeliggjort som menneske, litteraturen er et tilflugtssted for alle mennesker. ”Man skal ikke læse en bog, fordi man er syg, man skal læse en bog, fordi man er menneske”, fremhæver hun.

Marianne Stidsen påpeger ligeledes videnskabens behov for reduktionisme og beskriver, hvordan det netop er litteraturens force, at den kan det modsatte. Litteraturen skildrer mennesket i sin fuldstændige og komplekse helhed, og man ender med at bortreducere denne kompleksitet, hvis man videnskabeliggør mennesket i litteraturen. ”Vi er nødt til at have nogle steder, hvor vi kan opleve os selv i en sammenhæng, tror jeg på, og det er dét, vi kan i litteraturen – ikke i nogle bestemte værker, men i litteraturen som sådan”, forklarer hun.  

Derved taler Marianne Stidsen i højere grad for, at litteraturen skal integreres i vores kultur på en måde, så vi måske i stedet kan opnå en præventiv virkning i forhold til psykiske lidelser. Hun fortæller, hvordan litteraturen i hendes opvækst var en større del af kulturen bredere set, og hun uddyber, at det har givet hende utrolig meget menneskeligt set at læse skønlitteratur. ”Læs en bog, og red sjælen”, skriver hun blandt andet i sin afhandling. Hermed opfordrer hun til at læse litteratur, fordi det er skønt, og fordi det kan være et rum for refleksion snarere end en behandlingsform.

Marianne Stidsens afhandling har vakt stor interesse, fået folk op af stolene og ligeledes affødt en del kritik og debat. Der er på denne baggrund blevet taget initiativ til at samle nogle af disse forskellige perspektiver og omdiskuterede kritik-punkter i en debatbog med titlen ’Jeg’ er fandeme til, som udkommer i november 2016.