Af Omal B. Maher, stud.psych. & Merwa Ibrahim, stud.psych.
Illustration og fotografier af Jakob Berg Bredahl, stud.psych

I en tid, hvor en igangværende pandemi har overtaget mediebilledet med massiv kraft, har racismedebatten dog formået at blusse op igen. Med BLM-bevægelsen tydeliggøres det, hvor nødvendigt en mobilisering af kræfter er i opgøret med den strukturelle racisme. Vi kan italesætte og debattere emnet længe, men vi kommer ingen vegne uden oprørskheden. Følgende indlæg inkluderer to perspektiver på emnet og rummer refleksioner over personlige oplevelser med racisme i Danmark.

Omal B. Maher:
For mit vedkommende, har racismen haft en renæssance i mine samtaler med mine nærmeste. Som et gammelt bånd der er blevet spillet for mange gange, spilles samtalen skrattende, hakkende og går i stå, når personlige oplevelser med racisme kommer ind i billedet. For her har mine melanin-rige venner og jeg meget på hjerte, mens mine hvide venner for det meste tier. Og thank God for det, for idealet ville netop være, at vi alle tav og ikke havde personlige beretninger at dele. Men sådan er realiteten ikke. Racisme eksisterer, selvom Pia Kjærsgaard har erklæret noget andet, og racisme har reel betydning for de underlagte individers handlemuligheder i det private og ude i samfundet. Som en indvandrerkvinde, dansker med anden etnisk herkomst, barn af forældre med afghansk afstamning, brun dansker, kært barn har mange navne, har jeg været meget opmærksom på mine privilegier i denne racismedebat. Jeg taler flydende dansk og læser på et studie, der i de fleste sociale sammenhænge er forbundet med en vis prestige. Jeg kommer fra en akademisk baggrund og er, hvis jeg selv skal sige det, et rimeligt velfungerende medlem af det danske samfund. Nå ja, og så er jeg ikke sort. For lad os kalde en spade for en spade; intersektionalitet inden for diskrimination og racisme eksisterer i bedste velgående. Hvis jeg var en sort kvinde, havde jeg nok oplevet racismen på en anden måde, end de oplevelser jeg som brun kvinde har med i bagagen. Hvis jeg var en brun, homoseksuel mand, var det ligeledes en anden sag, og disse krydsninger ift. diskrimination, hvad enten det drejer sig om race, køn, seksuel orientering, religion osv., eksisterer og medfører svære begrænsninger.

Jeg har selv, utallige gange, været udsat for intentionel racisme. Jeg er blevet råbt af på åben gade, blevet konfronteret på dansegulvet i byen, fået beskeder på Facebook - you name it. Ét er at tage de verbale slag og mærke frustrationen over at være nødsaget til endnu engang at skulle bevise sin danskhed, eller retfærdiggøre sin blotte tilstedeværelse og dermed håndtere en situation man meget gerne ville være foruden. Noget andet er at mærke konsekvenserne af den mere subtile men til tider meget åbenlyse, strukturelle racisme, der fravælger, underminerer og stigmatiserer én, uden at man føler at have fået muligheden for at kæmpe imod. For sådan føles det til tider, og det værste er, at jeg, som brun kvinde, ikke tager imod de værste slag.

Jeg kom her til landet i 2003 med optimistiske tanker om lighed og frihed. Mens jeg prøvede at finde ud af, hvad det ville sige at være en “afghansk dansker”, blev jeg fra den ene front konfronteret med, at jeg ikke var “dansk nok”, mens den anden front mente, at jeg var “for dansk”. Jeg oplevede at racismen gik begge veje, i snørklede, til tider uidentificerbare mønstre, manifesterede den sig på en måde, hvor jeg ikke havde mulighed for at reagere eller detektere den i øjeblikket, men først senere forstod, at det var racisme. Når det er sagt, synes jeg, at der er forskel på at blive mødt med racistiske udråb og se personen, der har udtalt dem i øjnene, og det faktum, at man kan risikere ikke at blive behandlet på lige fod med resten af befolkningen, på arbejdsmarkedet, i skolesystemet og generelt i samfundet.

I lang tid fulgte jeg ekstremt meget med i medierne og var især opildnet, når indvandrerdebatten blev vist i primetime. Men med den gradvise normalisering af fremmedfjendsk retorik i medierne, som jeg har oplevet er sket, har jeg næsten opgivet at se. Debatten eller endnu en nyhedsudsendelse, hvor der bliver talt om og til én, i stedet for med én. Jeg kan sagtens anerkende, at der eksisterer problemer i det nuværende flerkulturelle Danmark, og selvfølgelig skal man da tage hånd om disse og tænke løsningsorienteret. Men italesættelsen af problemerne er vigtig, og måden man går til problemerne er af essentiel betydning. Det er nemt at vinde stemmer ved at skabe en “os og dem”-mentalitet, men dette gavner i sidste ende ikke det samfund, der står tilbage.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er, og hvordan man kan udrydde racisme. For at være helt ærlig, ved jeg ikke om sidstnævnte er mulig. Men ét sted at starte kunne være at anerkende, at racisme stadig eksisterer og ikke proklamere, fra talerstolen endda, at det ikke findes i Danmark.

Merwa Ibrahim:

Racismen er måske for kompleks en størrelse til, at jeg vil kunne skrive noget objektivt om den. Men hvad jeg derimod kan ytre mig om i timevis, er min personlige oplevelse med den.

Som mit svære navn måske allerede har afsløret, er jeg en såkaldt ”brun kvinde”, som jeg efterhånden har valgt at kalde det. Selvom jeg som mange andre er fuldstændig oprørt over den systematiske racisme, som opleves af alle afro-danskere omkring mig hver eneste dag, kan jeg ikke udtale mig om, hvordan det føles på egen krop. Ærgerligvis kunne jeg nævne flere minoritetspersoner, som oplever mere racisme end mig selv.

Men jeg kan fortælle, at alle os med minoritetsbaggrund, har det tilfælles, at vi i større eller mindre grad kæmper for samme præmisser. Vi kæmper for anerkendelse i en verden, hvor vi er resten af samfundet underlegne, og vi kæmper for de privilegier, som vi per automatik er født uden. Jeg vil her tillade mig selv at skrive, at hvide privilegier ikke er et diskussionsemne, men et faktum, der er indlejret i hele vores system. Det er så infiltreret i alt, hvad vi foretager os helt fra barnsben af, at det indrammer vores verdensanskuelse og forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Eller måske rettere, hvad det vil sige at være et respektabelt menneske. Det er der andre, der har skrevet saglige artikler om, som jeg synes alle skal kigge i.

Foruroligende nok findes både tavshed og historieløs benægtelse af racismen i Danmark, til trods for, at vi har statistikker der viser, at etnisk racediskrimination gennemsyrer alle instanser i samfundet. Hvad dette angår, må man håbe, at vi snart finder kuren til ignorance.

Kampen om at blive mødt som blot ”dansk muslim” af det gængse samfund, sluttede jeg fred med allerede ved udgangen af gymnasiet. Det var måske også lidt forkælet at tro, at man kunne forlange det, når hverken ens udseende eller tro insinuerede danskhed, som efterhånden er snævert defineret.

Jeg har nu også lært at værdsætte min berigende og livsnuancerende baggrund. At lære at forsone to verdener og evne at navigere mellem et hjem og et samfund, der til tider kan virke kontrasterende – det er horisontudvidende erfaringer, der har genereret kompetencer og styrker, jeg ikke vil være foruden. Det lyder jo umiddelbart ret idyllisk. Men desværre er det utopisk at tro, at det er den hele sandhed. Jeg synes nemlig også, at det er utrolig træls, udmattende, frustrerende, hæmmende (jeg kunne blive ved) at være brun i Danmark. Jeg har utallige gange været udsat for både direkte og indirekte racisme. Jeg mindes ydmygende episoder, hvor jeg som helt lille pige er brudt ud i gråd over, at jeg blev gjort opmærksom på, at jeg havde en mindre favorabel baggrund end mine veninder. Dette er blandt andet kommet til udtryk ved, at jeg modvilligt og grædende er blevet hevet ud af klassen, fordi noget pædagogisk personale skulle teste mine dansksproglige færdigheder, da de havde en forudgående antagelse om, at jeg nok skulle starte til ekstra dansk - dette til trods for, at dansk var et af mine stærkeste fag.

Hvis jeg havde muligheden, ville jeg spole tiden tilbage, og fortælle mit yngre jeg, at jeg skulle slutte fred med min evige kamp om at vise alle andre, at jeg kunne være både brun og lige så god som dem. Det var naivt at tro, at kampen ville ende dér.

Alt for ofte bliver intellektuelle og kultiverede unge med etnisk minoritetsbaggrund mødt med stor undren eller komplimenter over, at man kan klare sig godt, taget i betragtning at man er ”indvandrer”. Hvis man skal prøve at forstå, hvor frustrerende dette kan være, kan man tænke på den vrede, der blusser op i en, når kvinder bliver mødt med en formodning om, at de sandsynligvis ikke er ligeså intelligente som mænd. Ja – det er nemlig en meget absurd antagelse.

Reaktioner som disse har rod i den årevise stigmatiserende og underminerende retorik om brune, der særligt præger mediebilledet. Hver gang jeg scroller igennem nyhedsoverskrifterne føles det som et slag i ansigtet for hundredende gang i streg. Det er lige ud sagt energidrænende, når man gang på gang føler sig stemplet og fejlrepræsenteret i det medieportræt, der konsekvent bliver tegnet af de journalistiske og politiske kræfter, samtidig med, at konstruktive minoritets-stemmer ikke får plads på talerstolene.

Jeg fortæller lige nu, om racismen i dens mest subtile form, og hvor intimiderende og frustrerende denne kan være. Så kunne man jo også diskutere, hvorfor vi overhovedet kan vidne til et racistisk motiveret mord, som mordet på Georg Floyd er et eksempel på, overfald på minoritetsgrupper og andre tragiske hændelser. For ikke at tale om den manglende mediedækning herom.

BLM-bevægelsen har heldigvis vækket flere menneskers opmærksomhed omkring omfanget af racisme-problematikken, hvilket uden tvivl tegner på fremgang. Statsministerens seneste udtalelse om, at borgere med afrikansk oprindelse ikke er en del af det danske samfund signalerer dog tydeligt, at der stadig er lang vej, før vi formår at nedbryde den strukturelle racisme i Danmark. Jeg kan afsløre, at et af mine største bekymringer i livet er, at realiteten vil være den samme for de næste mange generationer af ”indvandrere”, som magthaverne nok vil blive ved med at kalde det.

Hvis du interesserer dig for debatten og gerne vil være en del af et netværk, der netop har til formål at skabe opmærksomhed vedrørende problematikker inden for intersektionel diskrimination, kan du via Facebook-gruppen “Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination” finde flere informationer her. Netværket består af psykologer og psykologistuderende og blev dannet i 2019 som følge af den stigende diskriminerende retorik og politik. Netværket arbejder for at oplyse og skabe viden om de psykologiske konsekvenser af diskrimination og racisme.

Racisme og privilegier - set gennem brune øjne