Sekulariseret sorg

Ikke spor kompliceret, men meget kompleks og måske uden Gud

Af Nina Kjar, stud.psych.
Illustration af
Jakob Berg Bredahl, stud.psych.

Artiklen handler om den narrative metode, genmedlemsgørelse, som en måde at forholde sig til sorg både personligt og i terapien. Metoden bliver præsenteret som et alternativ til et medicinsk eller religiøst udgangspunkt, uden at fraskrive sig disse.

 
Screenshot 2019-03-27 at 20.58.03.png
 

Et medicinsk eller religiøst blik på døden

Mange har et medicinsk blik på døden. Når vi dør, så forsvinder vi. Og når nogen er væk, så skal vi sørge og komme os over tabet. På et tidspunkt skal sorgen også stoppe, ellers kan den blive kategoriseret som kompliceret og patologisk. Andre har måske et kristent eller på anden måde religiøst blik på døden, og har dermed potentielt set andre måder at forholde sig til den på.

For mit vedkommende er det svært at navigere i, hvordan jeg skal forholde mig til eget og andres tab. Hvordan skal jeg håndtere det at miste, hvis præstens ord, når de ender på Gud, virker fremmedgørende? Så står jeg dér tilbage med en sekulariseret sorg. Samtidig mener jeg ikke, at den medicinske og diagnosticerende kategorisering af kompliceret sorg er hensigtsmæssig eller særlig velegnet til at indfange den enkeltes oplevelse af at have mistet. Jeg tænker, at selvom vedkommende er væk, så er han eller hun ikke nødvendigvis væk fra vores sind og bliver husket som en stadig aktiv del af livet. Men der findes andre blikke på sorg end det kristne-religiøse, og det, i min opfattelse, til tider patologiserende medicinske blik. For eksempel den måde vi i min familie forholder os til min oldemor Petras død.

Min oldemor, Petra, som opdragede og tog sig af min mor, døde, da jeg var lille. Hun er et eksempel på én, som er død, men stadig til stede som en aktiv del af vores familie. Petra er en vigtig figur i min families liv. Over middagsbordet til jul taler min mor om dengang, hun boede ude ved sin Bedste. Min mor fortæller historier om, hvordan Bedste arbejdede på sin gård, hvordan hun passede min mor og så efter hende. Hvordan hun som ung var ansat som hushjælp, og var så hurtig til at klare opgaverne, at fruen i huset ikke troede på, hun havde gjort det, og hun måtte gøre det hele igen, selvom hun havde været grundig nok. Hjemme ved mig kan man være ”en rigtig lille Petra” – hvis man er arbejdsom, grundig, stædig på grænsen til nævenyttig, og har et stort hjerte til at tage sig af alle andre og bide egne skavanker i sig. På den måde er Petra stadig med ved bordet, fordi hun er repræsenteret i vores fælles ide om hende. Vi kender hendes handlinger og værdier, både som et forbillede og som én der måske var lidt irriterende, og vi kan vælge at leve i overensstemmelse med de værdier, hun står for. Vi kan bestyrke Petras værdier, ved at deltage i de ting der var vigtigt for hende, ligesom min mor gjorde, da hun var barn.

Genmedlemsgørelse

Der er mange forskellige måder at håndtere døden på. Ikke nok med at der er forskellige kulturer, religioner og ritualer. Der ses også unikke sorgprocesser for hver enkelt person, der har mistet nogen. Jeg vil introducere et koncept indenfor narrativ terapi, som hedder genmedlemsgørelse, fordi jeg i det ser et alternativ til både det medicinske og det religiøse blik, uden at metoden forhindrer at trække på disse forklaringer, hvis de har givet os værdi. Introduktionen til konceptet er ikke udtømmende, og hvis læseren vil vide mere, tager jeg her udgangspunkt i Michael Whites Maps of narrative practice (2007). I dette værk findes en udlægning af den narrative terapi og eksemplificeringer af Whites forskellige teoretiske og metodiske greb med afsæt i transskriberede samtaler med klienter.

På engelsk hedder genmedlemsgørelsessamtaler (ikke særlig mundret på dansk, nej) Re-Membering Conversations. Konceptet er ét, som Michael White har udviklet fra antropologen Barbara Myerhoff. White bruger ikke bare Myerhoffs genmedlemsgørelse til sorgbearbejdning. Han anser det også som en ramme til forståelse af identiteten, der kan fungere som en kur mod moderne individualiserende vestlige normer om selvberoenhed, selv-motivation og selv-aktualisering, som han mener skaber isolerede identiteter.

Screenshot 2019-03-28 at 09.25.17.png

Michael White selv skriver om genmedlemsgørelsessamtalerne i Maps of narrative practice på side 162: ”Considering life as an association with a membership, and introducing practices specifically shaped by the acknowledgement that identity is wrought by important figures of a person’s past and present, opens diverse possibilities for the reconstruction of identity in the context of therapeutic conversations.”

Hvis man tager de videnskabsteoretiske psykologbriller på, ser vi her en antagelse om psyken i form af, hvad identiteten består af, og en antagelse om hvad terapien kan gøre i form af en rekonstruktion af identiteten gennem samtale. Det må her forstås, at genmedlemsgørelse bygger på en antagelse om, at personens identitet ikke tager udgangspunkt i et kerneselv, men bygger på en association of life. Association kan her forstås som ’forening’ (ligesom en fodboldklub!). Medlemmerne af denne ”forening af liv”, som det ville hedde direkte oversat, består af signifikante figurer og identiteter fra personens fortid, nutid og formodede fremtid. Deres stemmer har betydning i forhold til konstruktionen af personens identitet. Dét, der har signifikans, kan også være en vigtig person i en bog, en bamse eller et kæledyr. Der er mange muligheder for, at nogen eller noget kan have en stemme som medlem i fællesskabet af liv, der er konstituerende for identiteten ifølge White.

Genmedlemsgørelsessamtalerne giver så at sige mulighed for at inspicere medlemskaberne: At opgradere nogle og nedgradere andre, ære eller opsige, give autoritet til nogle stemmer i relation til ens personlige identitet og diskvalificere andre stemmer i forhold til denne. Genmedlemsgørelse kan betragtes som en metafor, der kan bruges aktivt i terapien. Det er en aktiv måde at re-engagere sig i relationerne til signifikante figurer i ens liv.

Hvad gør terapeuten så?

Metoden er ifølge White ofte bygget op omkring to undersøgelsesformer. Den første form inviterer til en fortælling om den signifikante figurs bidrag til eller betydning i personens liv. Derefter bliver personen inviteret til at vidne sin identitet gennem den signifikante figurs øjne. Dette gør terapeuten for at påbegynde en tyk beskrivelse af den måde, hvorpå forbindelsen til den signifikante figur har formet, eller har potentiale til at forme, personens identitet og hvad han/hendes liv handler om.

Den anden del af metoden inviterer til en fortælling om, hvad personen selv har bidraget med til den signifikante figurs liv. Her bliver der inviteret til personens tykke beskrivelse af måder, hvorpå forbindelsen til figuren er skabt, og hvordan der her er potentiale til at skabe figurens følelse af, hvem denne var og hvad dennes liv var om.

White giver et eksempel på en genmedlemsgørelsessamtale han har haft med en klient, som jeg her vil gengive kort. Det er en kvinde, som er i terapi, og den signifikante figur er en nabo der har hjulpet hende, dengang hun var lille. Figurens bidrag til personens liv er her eksemplificeret med naboen, som gav tryghed og trøstede personen, da hun var ked af det, og introducerede hende til at sy og strikke. Personens identitet, set gennem figurens øjne, er her eksemplificeret med de positive tanker om sig selv, kvinden kunne gøre sig gennem naboens øjne. Dernæst kommer personens bidrag til figurens liv, hvor de taler om, hvordan hun tog imod naboens interesse, ærede dét, der var vigtigt for naboen, og deltog i at strikke og sy. Til sidst er der så implikationer af dette bidrag for figurens identitet. Dette kommer frem ved fortællingen om, hvorledes kvinden har bidraget til at naboen får bestyrket sine værdier. Processen anskues som identitetsskabende for kvinden selv.

Jeg siger ikke farvel til Petra

Hvis vi udelukkende abonnerer på den mest nøgterne medicinske beskrivelse af døden, den fysiologiske uigendrivelige afslutning på livet, så er min idé, at vi risikerer at gennemtvinge et endegyldigt farvel, også til den betydning som afdøde har for os. At vedkommende stadig er repræsenteret for os, som en aktiv del af livet, kan måske blive opfattet som en fejl. Som unyttigt, for vedkommende er jo væk i den medicinske forståelse. I den narrative tilgang bliver vedkommende (gen)medlemsgjort. Repræsentationen af vedkommende i vores liv bliver derfor ikke bare okay, og den bliver bestemt ikke sygeliggjort eller diagnoseværdig. Faktisk er repræsentationen af andre, levende som døde, formende for vores identitet, og i arbejdet med relationen til disse repræsentationer kan vi forsøge at håndtere sorg og savn. Personens stemme som medlem i ens indre liv er udgangspunkt for den terapeutiske samtale. Jeg ser her en mulighed for, at vi – hvis vi vil – kan få lov til at bære vedkommende med videre.