Skab dig! - Et essay om mode

 

Skab dig for helvede! Kreer! Hvem vil du gerne være i dag? Hvad vil du gerne signalere? Hvilken subkultur vil du kaste dig ud i? Der er så mange muligheder! Der er så meget kreativitet! Det er kun dig (og pengepungen for guds skyld – vi må ikke glemme pengepungen), der sætter grænser. Men for fanden, hvis der er penge på kortet, så skal vi da ud og shoppe! Ny hud til at trække ud over vores egen, det nyeste nye! Hvad skal den toptunede sæk knogler og kød mon iføres i dag? Hvordan skal stilladset smukkeseres? Mange stemmer melder sig her i krydsfeltet mellem det private og det offentlige; er det ikke min egen krop, min indre essens, jeg udtrykker gennem mit tøj-valg? Illustrerer mine sorte turtlenecks da ikke min interesse for videnskabsteori (og mit brændende ønske om at være Foucault)? Men alligevel går alle andre også rundt i sorte turtlenecks - også dem, der ikke aner, hvem Foucault er. Og mine højtaljede, stenvaskede jeans med stumpeben! De er på mode, der har hipsterne fat i den lange ende, folket har talt, jeg køber et par. Men dermed taler jeg også med. Jeg stemmer i og klinger med; en melodi, der minder om de andres, men som har sit eget særpræg.

Det er pudsigt, hvordan moden ikke lader sig binde. Den tilhører hverken mig eller folket. Jeg kan klæde mig fuldstændig, som jeg lyster, men det vil altid stå i forhold til, hvordan de andre gør. Jeg kan ikke bare være øboer, alene og uden tøj, for selv dét går hen og bliver et statement. Men tøjet tilhører jo heller ikke masserne og folket, for jeg klæder mig jo med en intention, med en bestemt vilje, med et formål eller specifik og derved ikke uintentionel mangel på samme. ”Jeg går ikke op i, hvilket tøj jeg har på.” – hvilken løgn. Netop dén, der skråsikkert og med betonet ligegyldighed slynger sådan en stemme ud i koret, tager om nogen stilling til polyfonien, den kaotiske symfoni, der er i konstant flux (og alligevel styret? Nej vent, det kommer vi til...), og bidrager derved med en klar om end disharmonisk røst. Dem, der ureflekteret veksler imellem ”det kan jeg lide” og ”det er moderne”, må jo egentligt være dem, der mindst tager melodien til sig, der mindst råber med på koret; ”’Cause every girls crazy ’bout a sharp-dressed man... er det ikke sådan teksten går?”

Jeg udstråler og -råber mig i mit tøjvalg, og det samme gør du. Vi er alle unikke kopier; sat i kasser, som vi selv bryder ned. Og hvem sætter os så i de kasser? Find de skyldige og klyng dem op, for hvor vover de egentligt at rammesætte vores subjektive udtryk? I Guds øjne er vi dog alle syndere, og vi synder alle over for hinanden; for dem, der vover at fortælle os, hvad vi skal gå i, hvordan vi skal udtrykke os. Og dem af dem, der sjovt nok ikke er del af os, og som så alligevel måske er det, men i hvert fald ikke helt, er selvfølgelig modebranchen. Med deres penge, deres produktionsapparater og deres ”kunst” skriger de af os, at dette nu skal være mode. Skal det nu til at være mode? Ja! Det er nødvendigt med armygrøn denne sæson, råber de småfascistoide kordirigenter, mens vi andre prøver forgæves at arbejde hårdere for at tjene flere penge, som vi kan kaste i nakken på den nærmeste forretning, der har noget, der minder om armygrøn. For vi kan jo ikke leve uden armygrøn denne sæson (ligesom vi heller ikke kan leve uden den nye iPhone 7, men nu handler det jo om tøj), og sidste sæson var det bomberjakken, og forrige sæson var det chelsea-boots. Og fandeme om man ikke skal høre, at designeren nu har fundet på det nye: løse jeans. Hvor herre bevares! Jeg går sgu i stramme jeans, til jeg dør, altså lige indtil jeg fandt ud af, at jeg kunne portrættere mig selv som en first-mover, en kunstnertype, en hip(ster), hvis jeg nu kørte nogen, der var lidt løsere og højtaljede! Total slut-80’er! Og sådan én vil jeg jo gerne være for helvede, så ned med mig i Weekday. Og designeren siger jo Gud’død’me også, at vedkommende lader sig inspirere af, hvad de unge gør med deres ”looks”. Subjektivitetskollektiverne har skrevet en ny sats til deres private lille kor, og straks kommer det store, kommercielle og professionelt uddannede råbekor og skal tage det til sig. ”Se, de er unikke! Hvis I gør lige som dem, så er I også unikke!” og svaret lyder ”Vi er unikke!” – råbt i kor. Og pengene flytter sig fra den ene pung, der langsomt bliver mere og mere slidt, til den anden, der langsomt bliver federe og federe.

Men jeg kan jo godt lide at synge mine melodier alligevel. Selvom folk FANME ikke skal fortælle mig, hvordan min subjektivitet bedst forvaltes, hvordan den bedst rammesættes, hvordan jeg skal synge med koret, så bliver jeg jo alligevel inspireret af de andre til at udtrykke mig. Inspireret af dem jeg ligner, af dem jeg gerne vil ligne, af dem jeg resonerer med, af dem jeg holder af, og af den jeg holder af at udtrykke, at jeg er. Jeg har på min vis noget at skulle have sagt, noget jeg kan udtrykke ved min påklædning, en subjektivitet som jeg kan kaste hvorhen, jeg synes, den passer. Jeg er jo ikke total radikalt fri, for jeg bliver for helvede hele tiden påvirket af alle de kasser, former, farver, lyde og stemmer, som jeg befinder mig i og omkring, men der er valg inden for rammerne, jeg har mulighed for udtryk, som ikke bare er sterile eller stereotype, men som er mine egne.

Så jeg stiller mig i hjørnet og råber lige som alle de andre, at jeg er helt unik, alt imens jeg er værdsætter min nye turtleneck, der både er meget in og samtidig skriger Foucault.