The picture of Dorian Gray - Victoriatidens gotik og Freuds unheimliche
Af Inger Lund Michelsen, stud.psych.
Illustration af Ida Maria Ankerfelt, stud.psych.
"Han lod blikket glide ned over portrættet og snappede efter vejret. Farverne, formerne og konturerne sprang ham i øjnene og fik ham til at træde et skridt tilbage i overvældet forbavselse. De gyldne krøllede lokker svøbte sig i kærlig omfavnelse omkring det marmorhvide ansigt og den unge uspolerede hud. Læbernes buer med deres søde rødmen, hvis rosa skær bredte sig til det øverste af kindbenene, som nu hvor han mærkede varmen stige op i ansigtet og afsløre hans blussende begejstring. De blå øjne med et blik der var åbent og uskyldigt gennemborede hans eget, og genkendelsen skyllede ind over ham, og bundfæstede sig sekund for sekund, hvor han ikke kunne tage øjnene fra portrættet. Det var som om han så sig selv for allerførste gang, og alt han så var skønhed.”
I Victoriatidens England var den ufordærvelige moral og seksuelle frigiditet i højsæde. Men ud af det anstændige og tilknappede samfund springer en ny bølge af litteratur, og i de gotiske romaner udforskes og afsløres perversiteten og fordærvet, der lurer bag en papirtynd fernis af ordentlighed. Der opstår et rum, hvor fortrængte amoralske behov, frygt og fantasier kan udforskes, og temaer om sex, nydelse, misbrug, og homoerotik afdækkes, men råddenskaben tilskrives som oftest overnaturlige eller fantastiske kræfter for at undgå konfrontationen med denne tids værst tænkelige fjende: menneskets iboende drifter.
De gotiske romaner spiller på det, som Freud konceptualiserede i det ambivalente begreb das unheimliche, der betyder, at noget på en gang er ”uhjemmeligt” (ugenkendeligt) og samtidig ”uhemmeligt” (genkendeligt). Det unheimliche bliver urovækkende, fordi det ubevidst konfronterer os med drifter, som vi genkender, men som vi har fortrængt (Freud, 1919), og de gotiske romaner provokerede de victorianske læsere ved at prikke lige dér, hvor det gjorde ondt, nemlig i moralen. Oscar Wildes gotiske roman The Picture of Dorian Gray skulle vise sig at prikke det victorianske samfund lige dér, hvor det blev allermest unheimlich, hvilket fik fatale konsekvenser for forfatteren Wilde.
I bogen møder vi den unge, underskønne Dorian Gray, som står model for portrætmaleren Basil Hallward, hvis fascination af sin muse bærer stærke homoerotiske undertoner. Også den hedonistiske levemand Lord Henry Wotton fascineres af den unge Gray, og hans ungdoms- og nydelsesforherligende opfordringer til Gray korrumperer ham og gør ham besat af sin egen ungdom og skønhed, reflekteret i Hallwards portræt. I en faustisk byttehandel overgiver Gray sin sjæl til portrættet, og begiver sig ud i en dekadent livsstil med sex, misbrug og korruption. Mens Grays ydre forbliver ungt og uspoleret, forandres portrættet og reflekterer den gamle, hæslige, rynkede og koldblodige person Gray er blevet til. I sit forsøg på at destruere det skæmmede og afslørende portræt, møder også Gray sit endeligt og forfængeligheden bliver således hans død (Wilde, 1891).
Udgivelsen af bogen sendte bølger af forargelse og beskyldninger om moralsk fordærv ud gennem pressen og den britiske befolkning. Kritikere kaldte bogen ”filthy”, ”contaminating” og ”immoral” og det samtidige tidsskrift St. James’s Gazette skrev endda: ”Dorian Gray was a matter for the police, not the critics” (Ellmann, 1987). Ifølge Freuds tanker om det unheimliche skal den samfundsmæssige bestyrtelse ikke kun ses som et udslag af anstændighed og høj moral, men som en konsekvens af at noget, som skulle være forblevet hemmeligt, er blevet afsløret og har vundet genklang i det ubevidste hos befolkningen (Jf. Freud, 1919). Med The Picture of Dorian Gray forsøgte Wilde på snedig vis at provokere sin samtid og udstille menneskesindets og sine egne lystfulde afkroge ved at dække sig ind under kunsten og gotikkens mystik.
Kunst for kunstens skyld
”There is no such thing as a moral or an immoral book. Books are well written, or badly written. That is all.” (Wilde, 1891)
Wilde selv tilsluttede sig hårdnakket den æsteticistiske bevægelse af kunstnere, som proklamerede, at kunst kun var til for kunstens egen skyld – hvilket måske kan ses som et forsøg på at omgå samfundets moralske forargelse over hans bog. Kunsten skulle således kun levere æstetiske og sansemæssig nydelse og ikke rumme moralske budskaber. I romanen formidles det æsteticistiske budskab igennem relationen mellem kunstmaleren Hallward og den unge muse Dorian Gray, der beskrives som en ”romance of Art”. Hallwards overdrevne betagelse og fascination af Grays skønhed og persona forklares altså med en kunstners æstetiske betagelse af sin muse, frem for en romantisk interesse. Æsteticismen bliver derfor også en måde, hvorpå Wilde kan skjule og dække over de stærke homoerotiske temaer i sine værker, der på den tid ikke kun ansås som moralsk forkastelige, men også var direkte strafbare (Jf. Muriqi, 2007).
Måden hvorpå kunsten og dyrkelsen af æstetikken benyttes som et skalkeskjul for de homoerotiske temaer i bogen ses især, når man kigger nærmere på de talrige censureringer, bogen igennem tiden har gennemgået. Ordet ”romance” er konsekvent fjernet og mange steder skiftet ud med ”ideal” eller ”idolatry” (Wilde, 2006). ”Romance” forbindes altså tydeligvis dengang, som nu, med en relation, hvor der indgår kærlighed og/eller erotik. Ved at erstatte ”romance” med ”ideal” forsøger man at karakterisere relationen mellem Hallward og Gray som et kunstnerisk forhold mellem kunstner og muse, og Hallwards interesse i Gray udlægges som en overfladisk og æstetisk idealisering fremfor kærlighed eller erotisk begær. At erstatte romantiske og erotisk-konnoterende ord med det religiøse ”idolatry” vidner også om, at seksualitet på dette tidspunkt er langt mere provokerende end blasfemi. Gud er død, og den sande djævel er menneskets seksuelle drifter.
I overensstemmelse med det æsteticistiske fokus, benytter Wilde også sin fascination af antikkens Grækenland til drillende at lege med relationen mellem den ældre og belæste Lord Henry Wotton og den unge Dorian Gray. Navnet Dorian refererer direkte til det Doriske folkeslag fra antikken, et folk med særlig forkærlighed for pæderastiske forhold, hvor en ældre mand tog en helt ung mand ”under sin vinge”. Forholdene var til dels baseret på en seksuel funktion, men også på en uddannende og oplærende funktion for de unge mænd. Det attraktive ved den unge, pubertære dreng var netop hans ungdom og skønhed, og kunsten i det antikke Grækenland var meget centreret om den mandlige anatomis skønhed. Den nøgne mandekrop blev idoliseret og stod for Grækerne som perfektionen af æstetisk skønhed (Jf. Muriqi, 2007).
Selvom den seksuelle relation mellem mænd var dybt tabuiseret på Wildes tid, bar relationen mellem mænd præg af en langt mere intim karakter, end vi ser i dag. Det var ikke velset, at kvinder var uddannede eller belæste, og de havde stort set ingen plads i intellektuelle kredse. Den eneste måde, hvorpå man kunne have et intellektuelt og filosofisk stimulerende forhold til et andet menneske var således med en anden mand.
Dobbeltgængerfænomenet
En anden velkendt victoriansk tematik, som Wilde gør brug af i romanen, og som i høj grad spiller på begrebet unheimliche, er dobbeltgængerfænomenet. Oprindeligt stammer begrebet fra mytiske beretninger om rejsendes natlige møder med en tro kopi af sig selv, der varslede død og ødelæggelse for vedkommende, der måtte opleve det. Dobbeltgængeren er den samme, altså genkendelig, men der er alligevel noget forkert og fremmed ved den. I The Picture of Dorian Gray, er Grays dobbeltgænger repræsenteret i portrættet, der i en byttehandel bliver besjælet med en del af Grays splittede selv, og som nu ”bærer” på alle hans synder, idet det æstetisk ældes og fordærves i takt med Grays amoralske livsførelse, mens han selv forbliver ung og smuk. Den totale interdependens mellem Gray og portrættet realiseres til sidst, da Gray forsøger at ødelægge portrættet og i den handling også dræber sig selv. Dobbeltgængertematikken kan i høj grad anses som udspringende af tidens nyfundne viden om og interesse for menneskets intrapsykiske liv og personlighedens forskellige dele. Freuds strukturelle personlighedsmodel og konflikten mellem det driftstyrede og dyriske id og det moraliserende superego tjente i høj grad som inspiration for uhyggelige dobbeltgængerhistorier, som vi kender dem fra f.eks. Dr. Jekyll og Mr. Hyde eller H.C. Andersens Skyggen. Grays hengivelse til den driftstyrede levevis og opgivelsen af superegoets moraliserende instans, udspringer måske af Grays egen forfængelighed og Lord Wottons hedonistiske opfordringer, men den realiseres i og med den overnaturlige byttehandel med portrættet som katalysator. Under Victoriatidens meget stærke moralske kodekser og seksuelle undertrykkelse, kunne driften, id’et og seksualiteten kun få liv gennem det overnaturlige.
Samfundets dom
I The Picture of Dorian Gray forsøgte Wilde sig med at formidle ”forbudte” budskaber om hedonisme, erotik og den homoseksuelle relation under dække af mere spiselige temaer som kunst og mysticisme, og ligesom mange andre gotiske romaner havde den til formål at provokere og rykke grænser i et kvælende og moraliserende samfund. Men netop denne roman indeholder også Wildes egne private ønsker om at legitimere det emotionelle og seksuelle forhold mellem mænd, og trods hans ihærdige forsøg på at kamuflere sine homoerotiske budskaber, var de i samfundets øjne den værste moralske overtrædelse. I 1895 blev Oscar Wilde anholdt og dømt for dét, retten dengang kaldte ”grov uanstændighed”, en term der skulle dække over homoseksuelle relationer med andre mænd. Som led i retssagen mod Wilde, brugte anklageren brudstykker fra The Picture of Dorian Gray og andre af Wildes prosatekster som bevismateriale, og man forsøgte derved at sætte lighedstegn mellem maleren Basil Hallwards ”forkerte” følelser for den unge Dorian og Wildes egen forkærlighed for unge mænd (Ellmann, 1987).
Plottet i denne gotiske klassiker centrerer omkring menneskets iboende forfængelighed og ondskab, og et uhyggeligt livløst portræt som bliver besjælet, og på én gang både er og ikke er menneske. Mens det unheimliche i at blive konfronteret med disse temaer er tilpas pirrende og urovækkende for victorianerne, er det homoerotiske tema en langt værre trussel mod samfundsordenen. I bogens gotiske forgænger, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, går bogens hovedperson Utterson og mistænker den mystiske fremmede Hyde for at være Dr. Jekylls elsker, mens både han og læseren kan ånde lettet op, da det viser sig, at der er en overnaturlig forklaring (Jf. Stevenson, 1886). Læseren skræmmes i tilstrækkelig grad ved konfrontationen med et homoerotisk driftsliv, men kan ånde lettet op.
Men Oscar Wilde lader ikke sin læser slippe så let. Med bogens kraftige homoerotiske tematik afslører han noget, som vanligvis er skjult. Han vækker genkendelsen af sådanne følelser i læserens eget driftsliv, og det samtidige ubehag ved det fremmedartede i dem. Han minder os om vores fortrængte behov for frihed til at elske, nyde og leve (Jf. Freud, 1919). Ubehaget og provokationen blev for stor, og samfundet dømte Wilde som fordærvet og amoralsk. Oscar Wilde var med udgivelsen af The Picture of Dorian Gray forud for sin tid, og det kom til at koste ham dyrt. Hans mod til at leve, elske og udgive sine tanker i et samfund, der fordømte homoseksualitet som den værste synd, har gjort ham til en central skikkelse i dannelsen af den moderne homoseksuelle identitet.