Tingenes tilstand i Psykrådet og Studienævnet

Af Malene Møller Sørensen, stud.psych., Katrina Bonnemose Poulsen, stud.psych. og Amanda Nicholas Nielsen, stud.psych.

 

En opdatering fra Psykrådet

Psykrådet er de psykologistuderendes fagråd, der arbejder aktivt for at forbedre tingenes tilstand på studiet Som studerende på Psykologi er du faktisk allerede medlem af Psykrådet, og her har du mulighed for at udøve din indflydelse. Det vil sige, at du har stemme- og taleret til Psykrådsmøderne, hvor alle er velkomne, uanset om man har en holdning eller kendskab til dagsordenen.

I løbet af efterårssemesteret har tingenes tilstand i Psykrådet båret præg af foranderlighed, og flere store temaer har været på tapetet. Det kom blandt andet til udtryk ved generalforsamlingen i starten af semestret, hvor der blev valgt nyt forpersonskab, kasserer, studenterrepræsentanter i Studienævnet og SAMF-rådet. Som del af forretningsudvalget oplever man hjertet af psykologiuddannelsens studenterpolitiske organ, og hvis du ønsker at være med, kan du dukke op på næste møde.

I Psykrådet har vi også diskuteret onlineundervisning i kølvandet på de forrige semestres hjemsendelse. Længe har tilværelsen båret præg af stilstand hjemme foran skærmene. Men nu hvor vi igen har fundet tilbage til hverdagen med fysisk undervisning, hjemmebragte madpakker og lunken kaffe i termokoppen, er vi optaget af spørgsmålet om, hvordan vi kan bruge vores erfaringer med onlineundervisning. Er det en fordel fortsat at muliggøre streaming af forelæsninger? Eller skal der værnes om det fysiske fremmøde? Spørgsmålene er mange, og i Psykrådet vil vi fortsat diskutere udviklingen.

Vigtigst af alt afholdt Psykrådet et skelsættende stormøde d. 11/11 med fokus på, hvordan fremtiden på Psykologi skal forme sig. Det var i sandhed et stormøde, da over 200 engagerede psykologistuderende mødte op for at diskutere den faglige indskrænkning, vores studie står overfor lige nu, og særligt hvordan vi som studerende skal forholde os til dette. Stormødet mundede ud i 11 krav, som er blevet sendt til Instituttet. Vi håber, at kravene vil åbne for en konstruktiv dialog omkring de studerendes ønsker til en faglig bredde, der også fremover kan sikre vores værktøjskasse som psykologer.

I Psykrådet har vi altså mange betydningsfulde emner på dagsordenen, som potentielt kan skabe store forandringer for alle nuværende og kommende psykologistuderende på KU. Hvis du har lyst til at bidrage til udviklingen på studiet, kan du orientere dig om mødedatoer på vores facebookside “Psykrådet på Københavns Universitet”. Udover det vigtige arbejde for vores faglighed, er der også rig mulighed for at møde andre studerende på tværs af årgange, da vi ofte slutter møderne af med at vende tingenes tilstand over mad, øl og god stemning. Vi håber at se dig!

 

Nyt fra Studienævnet

I den seneste tid i Studienævnet har vi også arbejdet med flere ting, som har betydning for os psykologistuderende. På initiativ fra studenterrepræsentanterne i Studienævnet er der nedsat en arbejdsgruppe, som har diskuteret sig frem til, hvad der mangler af ressourcer og kompetencer på Instituttet i forbindelse med varetagelsen og videreførelsen af kandidatsøjlen Social-, Udviklings- og Integrationspsykologi (SUI). Vi har også diskuteret fagudbuddet på kandidaten for at undersøge, hvad der ligger til grund for, at der er så mange forskellige seminar- og praksishold på kandidathovedsøjlen Klinisk Psykologi sammenlignet med de andre. Dertil finder vi det interessant, at der ud af de otte praksishold på søjlen Klinisk Psykologi er hele fem af holdene, som omhandler kognitiv terapi.

Som studerende i Studienævnet har vi desuden argumenteret for, hvorfor forskellige trivselsfremmende initiativer som en ny studentercafé af og for psykologistuderende (HippoCampus) samt initiativer for krænkelser (safer-space projektet lavet af KUSS) er vigtige at støtte økonomisk. Det har resulteret i, at Instituttet har givet penge til disse studenterstartede og -drevne initiativer.

Hvis du har spørgsmål eller input til noget, du synes er vigtigt at tage med i Studienævnet, kan du tage fat i en af studenterrepræsentanterne til næste Psykrådsmøde. Vi glæder os til at møde dig!