Utopiernes psykologi

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud. psych. 

Det, du nu skal læse, har jeg forsøgt at formulere på utallige måder. Jeg har forsøgt at opsummere i hovedpointer, underbygget af eksempler med en klar rød tråd. Den dygtige formidler gør det meste af arbejdet for én. Men dette er ikke formidling af en klar pointe. Det er derimod et forsøg på at rette opmærksomhed mod noget, som har skvulpet rundt i mit indre i de seneste år. Og jeg tror ikke, at det kan formuleres klart, for det er netop ikke afklaret. Det er utallige tråde, der forbinder på knudret vis, og som vil lande forskelligt hos alle. 

Det, jeg ønsker at fremmane, er en afgrænsning af noget, som både er forankret i den materielle virkelighed og i den psykiske. To entiteter som vi konstant forsøger at afklare forholdet imellem inden for psykologien. Det er teoretiske entiteter, forstås. I realiteten kan vi næppe afklare det konkrete forhold. Det er nok heller ikke det væsentligste. Men udgangspunktet for dette essay er altså, at der er en sammenfletning mellem de materielle og de psykiske tilstande. De kan ikke adskilles. 

Jeg hviler min hånd mod stenens bløde mos. Luften er frisk og kølig mod min hud. Her dufter af jord, eller rettere: af mikroorganismers omsætning fra en type stof til et andet. 

Kvinden på scenen står i underkjole, smurt ind i teaterblod og siger ”Først nu hvor jeg er blevet langsommere, er skoven blevet levende”. Stykket er en dramatisering af Marlen Haushofers roman Væggen fra 1963, hvor en kvinde bliver fanget bag en usynlig væg og alle uden for væggen bliver omdannet til livløse statuer. Langsomt transformeres hun fra én menneskelig tilstand mod en ny, og mod slutningen forstår man, at hun aldrig vil kunne blive den samme igen, selv hvis hun bliver reddet. Jeg tænker på Viktor Frankls klassiker Psykologi og eksistens. Frankl er holocaust-overlever og han konstaterer, at tre ting er centrale for at kunne leve et liv, selv i uforståeligt forfærdelige situationer: friheden og viljen til at søge mening og at vælge at finde den mening i det, man står i. Her peger han pilen fra omstændighederne mod personen. Det, vi vælger at gøre, er det afgørende. Lad os sige, at meningen er et forankringspunkt for det at leve som menneske. Kan man finde mening i alting? 

Den navnløse hovedperson i Væggen får husdyr og etablerer landbrug, de dagligdags sysler minder mig om de nøjsomme og præcise beskrivelser af hverdagen som kolonistfamilie i 1800-tallet i Laura Ingalls Wilders serie om Det lille hus på prærien. Hver dag står man op og gør sit arbejde. Fordi at det helt konkret gælder livet. Fordi at hvis man ikke gør det, dør dyrene. Og med dyrene, dør man selv. Måske har man aldrig overvejet at man kan gøre andet, tænke anderledes.  Hovedpersonen i Væggen danner mening gennem sin relation til sine husdyr og de afledte daglige pligter. Hun opgiver efterhånden håbet om en redning, og affinder sig med sit nye liv, hvilket både er chokerende, sært genkendeligt og… håbefuldt? Hendes tanker reducerer sig efterhånden til at handle om det forhåndenværende: om ilden går ud, det ulækre ved at hive indmaden ud af råvildt. 

Først som voksen forstår jeg, at det, jeg kender som natur, er kulturlandskaber. Jeg ved ikke hvordan man laver ild uden tændstikker. Jeg har købt en bog om spiselige planter, forsøger at identificere dem, men er usikker og bange for at spise noget giftigt. Kun få træder tydeligt frem. 

Haushofers roman satte gang i en indre proces i mig. Mens jeg læste bogen, gik jeg selv i transformation; der opstod en sprække i mig. Efter års lammelse omkring den hastigt fremskridende apokalypse som klimakrisen er, følte jeg, at noget skiftede, jeg var ikke længere tynget af det kollektive tabu om hvad, det nok faktisk kræver at ændre situationen. For første gang turde jeg begynde at tænke tanken, at den forandring, som er nødvendig, er et opbrud med næsten alt, vi kender. Ikke som en dystopi, men derimod som en utopi. Endnu en sprække. Endnu et sted hvor der er udviklingspotentiale. 

Som om at vi har ret til ikke at lappe vores sokker. At mangle tålmodigheden til at væve tråde sammen og stoppe huller. 

Erkendelsen af behovet for komplet transformation for at opgive alt det, man kender til, er ret sindsoprivende. Man står på tærsklen til noget nyt og kan ikke længere anskue ting på samme måde, som man kunne før. Det måtte jeg erkende, da jeg havde svært ved at fokusere på pensum i mit efterårssemester, hvor jeg mellem psykiatri og klinisk psykologi har brugt tid på diagnostiske kriterier og normative fortællinger om, hvad mennesker kan fejle og hvordan, det giver sig til udtryk og behandles (åbenbart er svaret altid en kombination af psykoedukation, kognitiv terapi og medicin?). Ikke fordi at menneskelig lidelse ikke er væsentligt. Men fordi at det ikke giver mening at frakoble vores forståelse af menneskelig lidelse fra dets ætiologi og dets rammer. Vi er ikke afgrænsede fra den materielle virkelighed. Den kliniske psykologi peger indad og giver redskaber til at finde en form for ækvilibrium i det liv, der nu engang findes. Men hvor er utopien henne i det? Hvor er viljen til at ændre det, der ikke kan bære et meningsfuldt liv? 

Vi leger med de kosmiske regler. Som om at vi har ret til at ophøje videnskaben og gøre den til gud. Som om at vi ikke er som spædbørn, vi er kun begyndt at forstå sammenhængene. Som om at vi ikke er løbet tør for tid. 

Jeg er startet i utopien. Måske fordi jeg selv synes, at det er for svært at sluge den bitre sandhed om, at vi har ødelagt jorden. Men dystopien findes. Det er jo den, der er afsæt for det hele. 

I mange år troede jeg, at dinosaurerne døde, da meteoren ramte jordens overflade. Men sandheden er (så vidt vi ved) at der rejste sig en røgsky, som ikke tillod solens stråler at ramme jorden. Først døde planterne, så døde planteæderne og til sidst døde kødæderne. De sultede ihjel. Det var ikke en død i et flammehav, det var sultens desperation, fedt- og muskelceller der blev nedbrudt, indtil de sidste lå, udsultede, udslukne. Hvor lang tid gik der før de begyndte at æde hinanden, kødspiserne? Næppe lang tid. Jeg lærte det først, da jeg fik børn. Siden har jeg set røgskyen, der breder sig hver gang, jeg kigger op mod himlen. 

I Demeters Latter skriver Sofie Isager Ahl om ploven, der voldtager jorden, ødelægger mikroorganismer og frigiver kvælstof. Om Demeter, kornets og landbrugets gudinde, der mister sin datter og gør jorden gold i sorg. Om sorgen. Om plejersken Baubo, også kendt som gudinden Isis, som opfandt landbruget, bestemte solens og månens baner. En frugtbarhedsgudinde. Moderen for moderen. En påmindelse om vores pligt til at drage omsorg for jorden, for ikke at efterlade den gold. Men vi har jo forladt omsorgen som princip. Omsorgen er blød og eftergivelig, ikke rigide rammer og systemer som skal optimere. 

Der findes en overenskomst mellem jorden og de væsener, som findes her. At det vi får, skal vi tilbageføre. En cyklus. Vi har brudt cyklussen, og vi ignorerer det kaos, der er udbrudt, som om at det ikke vedrører os. Vi er masseødelæggelsesmaskinen, der smører tynde lag plastic på alt, for at give det farve. Det er billigere at skifte et vindue ud end at vedligeholde det. Den forventede levetid for et nybygget hus er 30 år. Vi brænder alt vi ikke vil eje i afgrænsede infernoer. Intet betyder noget, for vi vil ikke forpligte os til ubehaget. Vi vil leve så længe som muligt, men hvor? 

Hvis vi skal vende tilbage til Frankl, må vi erkende, at der nok er en sandhed i, at meningsfuldhed er centralt. Men det er også væsentligt at huske på, at ingen store spørgsmål kan besvares entydigt. Vi ved i dag, at krig påvirker mennesker på flere måder, både psykisk og biologisk. At store, stressende tilstande påvirker den mentale sundhed for de generationer, som er påvirkede af dem.  

Og her vil jeg vende tilbage til det kliniske. For den store debat om stigninger i psykisk lidelse og mistrivsel får mig til at tænke, at vi måske leder efter årsagsforklaringer de forkerte steder? Både en bredere tolkning af diagnosekriterier, ændringer i daginstitutions-/skoleforhold og lavere tolerance for ubehag kan da absolut spille ind, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi har mistet både det lille og det store perspektiv.  

Frugttræer blomstrer i januar. Mennesker mister livet i ekstreme vejrforhold på tværs af kloden. Regeringen vil ikke længere beskytte vores drikkevand mod kemisk fremstillede stoffer, hvis langtidsvirkning vi faktisk ikke forstår. Der henvises altid til en økonomisk rationalitet, som virker selvrefererende. Et opfundet system. Der er ingen selvfølgelighed i menneskeskabte systemer, det er i sidste ende et valg, at man ikke bryder med dem, når de er opstået. 

Mens jeg sad til forelæsninger i klinisk psykologi, tænkte jeg på, at det ikke længere giver mening at kigge på den menneskelige psyke og forvente, at der ikke vil være aftryk af denne allestedsnærværende katastrofetilstand. At tro at disse to fænomener blot er parallelle, og ikke forbundne, er en fejl. Mere end at tænke at klimakatastrofen er et afkoblet problem, som kun manifesterer sig i den materielle virkelighed, må vi forstå at det også er en psykisk tilstand. De fleste af os forholder os til det, enten bevidst eller ubevidst. Det er som at leve i en krig: det er for stort og diffust at forholde os til konkret ud over i specifikke situationer, men det eksisterer i os. Præcis som vores opvækst og kulturelle baggrund spiller ind på vores liv, må viden om, at vi aktivt er med til at drive os selv og vores kære mod afgrunden betyde noget. 

Som om at lykken findes på toppen af et marmortårn med udsigt over et uendeligt hav, hvori døde kroppe flyder rundt i millioner. 

Nedbrudstemaet, dystopien, utopien i forhold til naturen og klimaet er centrale temaer i både kunsten og litteraturen i disse år. I et spændingsfelt mellem undersøgelsen af hyperkapitalismen og naturtilstanden afsøges forskellige afkroge af menneskets rolle og muligheder. Kulturen har altid været et forankringspunkt for vores analyse af historisk tidsånd. Og jeg må altså konstatere, at det ikke blot er en personlig hyperfiksering men derimod noget, der optager mange. Og her vil jeg vende tilbage til sammenfletningen mellem den materielle virkelighed og de psykiske tilstande, som eksisterer i en given tid. Vores materielle verden er i en krisetilstand, og dette griber uværgerligt ind i det psykiske. Vi kan ikke adskille individ og samfund. Det er to sider af samme sag, med hver deres lovmæssigheder og muligheder forstås, men det er ikke adskilte fænomener. Og her spørger jeg igen: formår psykologien at gribe ind i det væsentlige? Er det meningsfuldt at rette blikket mod det indre, når det ydre er så absolut forbundet med det indre?  

Jeg vil desuden komme med det postulat, at det næppe er meningsfuldt at skue tilbage for at finde referencer. Vi er de første generationer, som primært tilbydes afledning frem for håb og mening. Der ligger ikke en fjern fremtid, som vi ofrer os for. Der er den golde jord. Er der noget at sige til, at vi oplever en stigning i tilstande som angst og depression? Vores tid er decideret anti-utopisk. 

Som om at der ikke findes måder at gøre alt anderledes. 

Det er absolut ikke for at underkende effekterne af de mindre omsiggribende forhold, som spiller en stor rolle i den enkeltes liv. Men de kosmiske niveauer vi er på her, kan umuligt være uvæsentlige. 

Og her vil jeg vende tilbage til utopien en sidste gang. For i alt dette, denne frit svævende forfaldstilstand, kan vi måske for første gang i historien lade psykologiens perspektiver være med til at drive udviklingen i en meningsfuld retning. Ikke som forklaring på hvordan noget kunne ske, men som svar på hvordan man undgår at det bliver ved med at ske – en utopi. 

Husk at jeg ikke er bedre end jer.