Anmeldelse: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud. psych. 

 

Glenn Bechs bog er ikke bare et manifest, det er en manifestation. Teksten er en invitation ind i et konkret liv – hans eget - præget af splittelsen mellem opvæksten i underklasse-Horsens og københavnertilværelsen blandt akademikere og kunstnere. Bech veksler imellem personlig vrede og indignation, og en observerende distance. Han peger på dissonansen mellem politisk korrekthed og skarpt koordineret social positionering, som underbygges af ja… privilegierne som følger med en opvækst i den øvre middelklasse. Han peger på det tveæggede sværd, det er at være inviteret ind- men ikke som den, man er. Klasseforskellene skrives frem i små, personlige brudstykker som både føles som en kærlig invitation ind i et sårbart rum for derefter at vende på en tallerken og blive til direkte anklager.  

 

Første del af bogen handler om materiale som tydeligvis er bearbejdet, nemlig relationen til moderen og baglandet: når jeg er i Horsens hos min mor / mærkes sproget som en afstand / hvor hun føler sig talt ned til / omvendt føler jeg mig hurtigt magtesløs / når jeg bedes forklare mig / SÅ DET ER TIL AT FORSTÅ / og jeg vitterligt ikke kan / ikke på hendes måde længere. 

En vigtig pointe: Psykologiens sprog er uforståeligt for mange, og det er i høj grad et klassespørgsmål. 

 

Bogens anden del handler om klassesamfundet konkretiseret gennem Bechs egne oplevelser ved at være fremmedgjort af den kultur, som tages for givet blandt unge studerende på universitetet: mange unge jeg underviser / skriver om køn, krop, kærlighed, klima / de skriver også om sommerhuse eller det er privilegeret at kunne italesætte og oversætte sit indre / det er privilegeret at kunne gøre sig forståelig / det er privilegeret at blive hørt

 

Senere i bogen sætter Bech virkelig sig selv på spil: Hvor han kunne forsøge at passe ind, insisterer han i stedet på netop den vrede og indignation, som giver mening at tilskrive manifestets arena. Men Bech har også forstået, at manifestets svaghed er, at det er afkoblet den konkrete virkelighed og i stedet bliver teoretisk. Hykleriske og selvmodsigende måder at placere sig selv i den intellektuelle elite udpeges (og jeg har svært ved at forestille mig at dem, det handler om ikke kan læse, at det handler om dem, for det er personligt). Sært tilfredsstillende at læse og samtidig ekstremt konfrontativt, fordi det ikke bare handler om dem, men om os. 

 

Jeg blev personligt særligt berørt af afsnittet Provinsbøsser er gud, hvor Bech blandt andet skriver: aids-pandemien dræbte størstedelen af den generation / der kunne have dannet forbilleder for min. Fakta om homoseksuelles overflytning fra lejre til fængsler ved afslutningen af anden verdenskrig og maskulinitetsskoler i Kina. Det er hårrejsende at blive konfronteret med homofobiens mange ansigter, når det historiske står side om side med de dybt personlige fortællinger. Jeg drømmer om flere faktuelle digte! Og så kommer metaperspektivet: At det alt sammen er politisk. Men det er også psykologisk. For traumerne kigger frem og er ikke sådan at komme af med igen. Det, der skete, sætter klare spor ind i livet - også på måder som ikke er pæne. Jalousien. Vreden. Det er den vredeste bog, jeg længe har læst. Og Bech tør være det personlige eksempel på, hvorfor ting skal ændres. 

 

Afsnittet Kildekritik læses nærmest som en række politiske psykologiske anvisninger: det er okay at blive vred / det er okay ikke at kunne falde til ro igen med det samme / verden er uretfærdig / verden er uretfærdig, for nogle mere end andre. Digtene handler om den menneskelige tilstand og de kulturer og systemer, vi er indlejret i. Peger på de steder, de fletter sig sammen. Konsekvenserne ved ikke at høre til. 

 

Måske netop fordi at han er psykolog, forstår Bech, at vi har en tendens til ikke at reagere på det teoretiske, men at vi er nødt til at reagere, når nogen vover at kaste hele spektret af svære følelser - negativitet, vrede, afsky, sårbarhed - hen mod os. Bech sætter sig selv på spil i håbet om, at det bliver grebet, men bogen er også en mesterlig komposition, som bliver tiltagende mere intens og uundgåelig at forholde sig til. Et manifest forankret i et konkret menneskes subjektive oplevelser med at være i livet. 

 

Alle udsnit fra digte er valgt af anmelderen. Digtene kan læses i deres fulde længde i bogen Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet af Glenn Bech, Gyldendal 2022.