At skændes med én der ikke skændes
Af Johanna Mariam Madsen, stud.psych. og Zacharias Dyrborg, stud.psych.
Skænderi og konflikt er uundgåelige i ens opvækst. Som barn er alt uretfærdighed, hvis man ikke altid får sin vilje. I søskendeforhold, venskaber og med klassekammerater skal man skændes. I teenageårene bliver det ens forældre, det går udover og sidenhen ens egne romantiske forhold. Og nu, i 20-erne, er det stadig primært familie og romantiske forhold, hvor det er forventet og accepteret, at man skændes. Men hvordan er det, at skændes med én, der ikke skændes?
Konflikter er svære at komme uden om i kærlighedsforhold. Men vi har forskellige måder at håndtere dem på. Johanna og Zacharias har snakket om, hvordan de selv skændes. For når Johanna bliver frustreret, får hun behov for at hæve stemmen og komme af med frustrationerne. Problemet er bare, at Johannas kæreste ikke skændes. Hun ender derfor med at skændes med én, der ikke skændes. Omvendt er Zacharias den, der ikke vil eller kan skændes. Næsten ligegyldigt situationen vil han ikke hæve stemmen. Han prøver at konvertere skænderiet til en diskussion (og ender ofte på usympatisk vis med at prøve at vinde). Men hvad prøver vi at opnå, og hvordan kan konflikter være konstruktive?
Zacharias: Jeg skændes ikke. Jeg diskuterer
Som sagt, så skændes jeg ikke. Jeg prøver desperat at holde fast i kontrollen over situationen. Jeg kommer ofte til at se skænderiet som en kritik af mig. I det hele taget bliver jeg utilpas, hvis nogen hæver stemmen. Jeg undgår altid skænderier (jeg kan ikke engang holde ud at se reality). Hvis jeg ender i en diskussion eller et skænderi, ender jeg altid med at forsvare mit (skrøbelige) ego. Jeg vender skænderiet om til en diskussion, som jeg kan vinde. Det er både lidt småligt og pinligt. Og så længe jeg ikke selv mister kontrollen, kan jeg sidde på min høje moralske hest og være irriterende at være i konflikt med. Jeg gør, at skænderiet bliver til noget, man ikke er i sammen. Det er grundlæggende lidt usympatisk ikke at give plads til den andens kontroltab - og lidt kedeligt ikke selv at miste kontrol. Det er ikke en konfliktstrategi, jeg vil anbefale, hvis man ikke har en meget overbærende kæreste.
Johanna: Skænderiet er mit kontroltab
Jeg bruger meget energi på ikke at komme til at skændes. Jeg prøver virkelig at formulere mig rationelt og forholde mig roligt. Men hvis frustrationen får lov til at ulme og vokse, og jeg føler, at jeg ikke bliver anerkendt, så ender det i et skænderi. Jeg bliver tit enormt overrasket over at høre min egen stemme hæve sig. Det er virkelig et kontroltab, hvor jeg ikke har taget en beslutning om at hæve stemmen - det sker bare. Når først jeg har hævet stemmen, så er det point of no return. For hvis jeg med det samme sænker stemmen, så indrømmer jeg jo, at det var en fejl. Kontroltabet bliver erstattet af stoltheden, og jeg bliver nu nødt til at fastholde min uigennemtænkte strategi om at skændes og dermed retfærdiggøre, at min frustration er et skænderi værdigt.
Den umulige forløsning
Konflikter er uundgåelige i et parforhold. Fælles for vores konflikter er, at de er kedelige. Det handler om de mest banale huslige pligter, som bliver symboler på et kontraktbrud. Men at en pose vasketøj kan ende med at blive den sidste dråbe, der får Johanna til at råbe, er nok positivt. Udefra virker sådanne konflikter dumme og ligegyldige, men måske viser de, at det ikke er de store værdimæssige konflikter eller jalousi, der fylder. På en eller anden måde er vi begge dårlige til at opnå et forløsende skænderi. Eller også er det bare pissesvært at opnå et forløsende skænderi. Og det bliver ikke nemmere af, at man har forskellige måder at håndtere dem på. Det er frustrerende at skændes med én, der ikke skændes. Det kan godt lade sig gøre, men det er en langsom, besværlig og urytmisk dans. Samtidig kan det føles som om, man fratager den anden noget, hvis man er så konfliktsky, at man slet ikke vil lade et skænderi ske. Det er en kluntet og langsom måde at løse konflikter på, der harmonerer ringe med de passionerede og forløsende skænderier, som vi er vant til at se portrætteret i romantiske film, og som er overstået i løbet af få minutter. Måske slipper vi bare for en masse unødig konflikt ved ikke at kunne få et skænderi op at køre med vores kærester. Vi finder en anden måde, og så kan vi gemme de indestængte frustrationer til de lidt større værdimæssige konflikter, når vi sidder til familiemiddage med racistiske bedsteforældre eller sexistiske onkler – hvor skænderierne heller aldrig fører til forløsning.