Mød din nye institutleder II

Af Thilde Slumstrup Nielsen, stud.psych.
Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych. og Jakob Berg Bredahl, stud. psych.

Midt i en coronanedlukning fik Institut for Psykologi både sin første kvindelige og første ikke-psykologfaglige institutleder. Med fokus på at bygge broer mellem de teoretiske tilgange til psykologien og med et håb om at fremme de studerendes trivsel på uddannelsen, har Vibeke Koushede siden sin ansættelse d. 1. maj haft meget andet end blot corona på dagsordenen. I sidste udgave af Indput bragte vi første del af interviewet, og du kan her læse anden del.

Hvad er dine tanker om fordelingen mellem praksis og teori på studiet?

Jeg tænker, at det er vigtigt at være metodestærk og teoristærk, fordi det er der, hvor psykologistudiet adskiller sig fra en terapeutuddannelse. Men jeg forestiller mig samtidig, at det må være voldsomt at komme ud som nyuddannet psykolog og sidde med sine metoder og teorier, og først der møde et menneske i stor fortvivlelse.

Jeg er derfor optaget af, at vi skal have styrket det kliniske og anvendelsesorienterede område på uddannelsen. Hvordan vi så gør det, det er en diskussion, jeg har haft med mange. Jeg lytter blandt andet til aftagerpanelet, Dansk Psykolog Forening, medarbejderne på instituttet og tidligere studerende, og det er stadigvæk en on-going proces.

Når du siger, at det kliniske skal styrkes, handler det så om, at du ønsker mere praktik på uddannelsen?

I en helt ideel verden kunne jeg godt tænke mig, at man udvidede psykologiuddannelsen med et år, hvor man så fik mere hands-on-praktik. Men da vi er blevet beskåret økonomisk på det kliniske område, så er det en udfordring.

Man skal tænke i de muliges kunst i forhold til, hvordan vi kan styrke det kliniske område. Måske man kan have kliniske situationer, der bliver filmet, hvorfra man diskuterer på holdet, hvordan man ville håndtere den situation. Det kan også være, vi skal inddrage mere rollespil i undervisningen. Det er sådan noget, jeg er nysgerrig på.

Hvad er dine tanker om, at en del psykologistuderende arbejder frivilligt og ulønnet, i nogle tilfælde for at få erfaring med terapeutisk arbejde?

Det er vigtigt, at et frivilligt arbejde ikke bliver på bekostning af, at man får læst og studeret. Det er der, hvor forskellen ligger i forhold til en terapeutuddannelse. Det er vigtigt, at man sørger for at have sit metode -og teorigrundlag på plads. Måske er der en rolle i at kommunikere til omverdenen og til de jobs, de studerende skal have efter endt uddannelse, hvad de kan forvente af en psykolog, som er uddannet fra Københavns Universitet. Jeg tænker, at det kunne være interessant at arbejde videre med.

Det frivillige arbejde kan meget vel hænge sammen med, at så mange studerende rapporterer at opleve stresssymptomer i deres hverdag. Foruden at hjælpe vores studerende til at navigere mellem discipliner, kan det måske også være en idé at hjælpe dem til at reflektere over prioriteringer: Hvad er det, der er vigtigst her og nu? Er det at få et frivilligt arbejde?

Hvad er dine tanker om mødepligt på uddannelsen?

Jeg har det lidt blandet med det. Hvis der er noget, vi har lært under corona-nedlukningen, så er det, at det er svært at finde én model, der passer til alle. For nogen har det været en stor hjælp, at man har været sendt hjem og har kunnet se en forelæsning, når det passede, hvis man har små børn, eller hvis man bor langt herfra. På den måde tror jeg, at det i nogle tilfælde kan afhjælpe stress, at man ikke har mødepligt.

Omvendt har jeg det sådan, at der er noget i det her med at møde op og have en fælles fornemmelse af, at man er en del af noget sammen. Nogle af de diskussioner der også opstår i pauserne, synes jeg, at man går glip af, hvis man aldrig kommer. Det kan være, at vi skal arbejde med en model med delt mødepligt. Men jeg vil sige, at det er meget karakteristisk for, hvordan jeg går til hele denne her rolle som institutleder, at jeg simpelthen skal tale med forskellige mennesker om, hvad der vil give mening.

Helt generelt kunne det være rart, hvis de studerende tænker, at en uddannelse ikke er noget man får, det er noget man tager.

Har du nogle tanker om kønsfordelingen på studiet og diversiteten generelt blandt de studerende og kommende psykologer?

Jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg har tænkt meget over. Det vigtige er, at vi har dygtige og velkvalificerede studerende. Jeg kan sige, at ja, det ville da være dejligt, hvis dygtige og velkvalificerede studerende kom fra forskellige former for baggrunde. Men det tror jeg også i høj grad handler om noget strukturelt, som jeg som institutleder ikke kan gå ind og lave om på her og nu.

Hvis man vurderer, at de studerende eller aftagerfeltet oplever nogle problematikker relateret til kønsfordelingen eller diversiteten, så må man sætte sig ned og kigge på, hvad det er for nogle problematikker, og hvordan det ville give mening at arbejde med det. Jeg ved, at de naturvidenskabelige uddannelser har lagt en kæmpe indsats, fordi det er en interesse at tiltrække flere kvinder. Så hvis det vurderes, at det er et problem med kønsfordelingen eller diversiteten i bredere forstand på psykologi, så må man kigge på, hvad er meningsfuldt i forhold til at løse nogle af de problemer.

Forholder du dig til de forskellige teoretiske tilgange til psykologien i dit arbejde?

Det er jeg blevet meget opmærksom på. Samtidig er det noget af det, der har undret mig; at det virker som om, at faglig uenighed indimellem står i vejen for samarbejde. Nu har jeg arbejdet indenfor folkesundhedsvidenskab, og der er man vant til, at løsningerne skal findes på tværs af discipliner og fagligheder og metoder, og at der ikke er nogen, der sidder med en endegyldig sandhed. Så der er man tit mere optaget af at finde perspektiver, der kan supplere hinanden, så vi måske kommer så tæt på en sandhed eller den bedste løsning som muligt. 

Jeg tror også, at der er noget i, hvordan vi taler om det. Altså man kan blive ved med at tale forskelle meget tydeligt op. Og så bliver man på en eller anden måde ved med at have det der – enten bekender du dig til denne her tradition, eller også bekender du dig til denne her tradition. Det, synes jeg, er synd. Det mener jeg, at alle taber på. Også de studerende.

Hvor ser du gerne psykologien som fag og videnskab bevæge sig hen i fremtiden?

Jeg er i hvert fald opmærksom på, at psykologien ikke må lukke sig om sig selv. Jeg kan ærligt ikke sige, om jeg fornærmer nogen nu, fordi det kan være, at der er nogen, der tænker ’det gør vi da heller ikke’.

Vi skal være med til at løfte og løse nogle af de store samfundsmæssige problemstillinger, som vi står overfor, sammen med andre faggrupper. Og så skal vi komme med en rigtig stærk fag-faglighed.

Det handler ikke om, at nu skal alle være generalister. Det handler om, at ingen kan alt. Og alle kan noget. Og når vi så kan noget sammen, så kan vi bare mere.

Der er mange store samfundsmæssige dagsordner, hvor jeg synes, at psykologer har en virkelig afgørende viden, som er vigtig at få i spil. Det er vigtigt, at det ikke bare bliver økonomerne og politologerne, der beslutter det hele. Selvom de naturligvis også spiller en vigtig rolle.

Synes du, at psykologer som faggruppe kan/skal bidrage til den grønne omstilling?

Ja. Klimaproblematikken er en af de store samfundsproblematikker, hvor jeg mener, at der ligger så utroligt meget viden og mange kompetencer indenfor psykologien, som kunne være med til at løfte også den dagsorden.

Jeg tænker, at vi uddanner til, at psykologer skal bidrage til bedre – måske mere bæredygtige - liv, både på individniveau og samfundsniveau. Klima er noget, der begynder at fylde mere og mere, både på SAMF, men også på KU generelt. Når jeg kigger ud på de kollegaer, jeg har, så tænker jeg, at der er rigtig mange af de discipliner, der kunne bidrage på forskellige måder.

Er der noget, der er vigtigt for dig, at de studerende skal vide?

Jeg kunne godt tænke mig at sige, at det at man er sin egen lykkes smed, det er en sandhed med modifikationer, og styrken skal findes i fællesskabet. Jeg håber, at de studerende vil arbejde på at spille hinanden stærkere. Det er nok én af de vigtigste lektier i forhold til at få en god studietid.

Husk på, at én ting er alt det, I skal lære i løbet af jeres studietid, men noget andet er også alle de relationer og bånd, I får knyttet. Meningsfulde samtaler og gode oplevelser, dårlige oplevelser og alt muligt andet, som I kan dele sammen. 

Jeg synes, at det simpelthen er sådan nogle – uden tvivl – seje studerende, der kommer ind på studiet. På den måde er jeg enormt stolt af at kunne sige, at jeg er institutleder her for så mange dygtige studerende. Men det er vigtigt, at I ikke mister jer selv i et samfund, der er højt-accelereret.

Det handler ikke bare om, hvad man er eller bliver, men hvem man er. Og ikke mindst hvem man deler rejsen med.

Jeg ser frem til at møde jer.