BEVIDSTHEDENS SELVTILSTRÆKKELIGHED

Introduktion til Judy Gammelgaards forelæsning i Den Alternative Forelæsningsrække

Af Sarah-Emilie Gundolf Josiasen, stud.psych.

Denne artikel udgør indholdet af en forelæsning i Den Alternative Forelæsningsrække med Judy Gammelgaard d. 03.05.24 i tidsrummet: 16.15-18.30. Vi fik til den sidste alternative forelæsning dette semester (F24) besøg af en enestående fagperson, som gav os indblik i, hvordan psykologien har udviklet sig de seneste mange år. Besøget var fra Judy Gammelgaard, professor emerita fra Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Der var et stort fremmøde fra interesserede og studerende med spændthed over, hvad hun mon ville præsentere os for. Det kan I få mere indblik i, da vi har fået lov til at udgive hendes forelæsning i denne artikel. Under sin ansættelse på Institut for Psykologi forskede Judy Gammelgaard bl.a. i psykoanalysens teori og metode. Her blev hun undervejs leder for Center for Psykoanalyse. Dog er det en vigtig bemærkelse, at hun selv har været en aktiv studenterpolitisk aktør under det første studenteroprør i ’68. Derfor kunne vi om nogen mærke, at hun forstod vores (de studerende i dags) historie og kampen for medbestemmelse i psykologiens udvikling og teoretiske afsæt. Hun har undertiden for sit videnskabelige virke bidraget stort til den humanvidenskabelige gren af psykologien både lokalt og internationalt, og er i stadighed et betragteligt og anseeligt talerør for humanvidenskabelig psykologi den dag i dag.

Judy Gammelgaards forelæsning omhandler retningen for psykologien, som hun fremlagde med titlen “Bevidsthedens selvtilstrækkelighed”. Her beskrev hun, at man med nutidige kognitive- og neurovidenskabelige betragtninger alene gør bevidstheden til en selvtilstrækkelighed. Hermed mener hun, at det bevidste lag (i undersøgelsen af psyken) gøres til den ultimative kilde for sandhed om psykens udfoldelser og reaktioner. Denne forståelse indebærer risikoen for, at vi udvikler et tunnelsyn, og dermed overser den mangfoldighed og diversitet, der er forbundet med vores fags måde at forholde sig til psyken på. Psykologien bør i sin kraft altid stå på skuldrene af teori, der omfatter bredt i videnskabstraditioner fra det biologiske, det sociale, det kulturelle og det sjælelige/ humane. At udskille et af disse fagdomæner vil være at orientere sig mod en utilstrækkelig psykologisk videnskab. Judy udtrykker sin bekymring for ensretningen på psykologiuddannelsen med en bemærkelsesværdig henvisning til Wittgenstein, der udtalte:

”Et menneske, der tænker, at der kun er en korrekt forklaring og en bestemt grund til, at tingene er på den bestemte måde, kan være nok så videnskabelig i sin egen bevidsthed, men han er samtidig ved at skabe en mytologi.”

Læs nedenfor Judy Gammelgaards forelæsning om, hvad tilstanden i psykologien for øjeblikket er på universitetet:

Kære unge mennesker

Lad mig starte med at lykønske jer med denne alternative forelæsningsrække, som jeg kan forstå, har eksisteret i længere tid. Det er prisværdigt, at i på denne måde viser en vej psykologien kunne gå, hvis der er kræfter og vilje til det. Med stor respekt for det flotte og vigtige projekt har jeg modtaget indbydelsen til at deltage med glæde og taknemmelighed. Jeg har spekuleret over, at i har kaldt det en alternativ forelæsningsrække, men tænkt, at det må forstås sådan, at der er brug for at tænke anderledes om fagets status og fremtid og her er jeg helt på linje med jer og stiller derfor det spørgsmål, hvordan kan vi fastholde fagets diversitet og samtidig undgå at forfalde til en ukritisk relativisme men tværtimod insistere på den kritiske og selvkritiske diskussionskultur, som har kendetegnet faget og internt været begrundet i fagets mangfoldighed og kompleksitet. Mit ønske for fagets fremtid er at skabe et kritisk forum hvor forskellighed kan mødes, og jeg tænker, at jeres forelæsningsrække netop har tilstræbt dette. Som I sikkert ved, er min baggrund psykoanalysen som faglig disciplin og som klinisk praksis. Med baggrund i psykoanalysen og humanismen har jeg valgt at starte med at kaste et kritisk blik på de muligheder vores fag i dag giver jer unge studerende for at udøve og træne jer i et studium, der er både kritisk og humanistisk for sådan mener jeg, vi bør betragte vores fag Psykologi hører ikke naturligt hjemme på et fakultet. Faget er i sin natur tværfaglig og udfolder sig bedst i en dialog mellem studier af kroppen, psyken og samfundet, sådan som det tidligere er blevet formidlet gennem grunduddannelsen, ligesom en kritisk tilgang til faget hurtigt blev normen. Jeg skal vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan denne kritiske tilgang bør se ud og hvordan vi fremmer psykologi som humanvidenskab. Der er for mig ingen tvivl om, at vores fag havde en meget frugtbar grobund den gang, psykologi hørte under det humanistiske fakultet, hvor vi kunne hente inspiration i både litteraturvidenskab og filosofi. Når jeg har valgt at kalde mit foredrag for bevidsthedens selvtilstrækkelighed, skal det forstås i en bred betydning. Fænomenet findes ikke blot som et særtræk hos et enkelt individ, men kan iagttages som en generel tendens i videnskaberne, hvor bevidsthed og rationel tænkning prioriteres som garanten for sand forskning. Vi har erfaret, at ethvert forsøg på at hævde det rationelles prioritet ofte ender i det irrationelle. Wittgenstein har udtrykt det således ”Et menneske, der tænker, at der kun er en korrekt forklaring og en bestemt grund til at tingene er på en bestemt måde, kan være nok så videnskabelig i sin egen bevidsthed, men han er samtidig ved at skabe en mytologi. Freud udtrykker det samme når han siger: ”Du tror du ved alt, hvad der foregår i din sjæl, når blot det er tilstrækkeligt vigtigt, fordi din bevidsthed, så vil oplyse dig derom. Og når du ikke får noget at vide om det, der er i din sjæl, tillader du dig at tro med fuldstændig sikkerhed, at der ikke befinder sig noget der. Du går endog så vidt, at du anser psykisk for at være identisk med bevidst d.v.s. kendt af dig. Tillad mig at føje en anekdote til overbevisningen hos de lærde om bevidsthedens selvtilstrækkelighed. I mine første år som psykologistuderende havde vi hovedsagelig to undervisere. Tranekær Rasmussen som var naturvidenskabelig orienteret og Franz From som var orienteret mod fænomenologien. I Tranekærs første møde med os unge uvidende stillede han det spørgsmål, hvad man skulle forstå ved psykologi og svarede selv, at psykologi handler om bevidstheden, og hvad dertil hører. Jeg var modig nok til at opsøge ham efter forelæsningen og spurgte, hvad han mente med udsagnet, hvad dertil hører, som jeg selv syntes var det mest interessante. Han gav ikke rigtig noget svar, men jeg havde fået et incitament til at dykke ned i det, der ikke i egentlig forstand tilhørte bevidstheden. Jeg har gennem mange år på universitetet set med bekymring på udviklingen indenfor vores fag. Udtrykt i for eksempel tilstræbelser i retning af at gøre psykologien til en nomotetisk videnskab, der i forsøget på at kontrollere forskerens subjektivitet vægter standardiserede målinger af store populationer på bekostning af narrative beskrivelser af det enkelte kasus og som uvægerligt ender med at ekskludere subjektiviteten hos den undersøgte population, således at den subjektivitet, der forsvinder netop er den, vi burde undersøge. Jeg har til gengæld ofte glædet mig over mine studerendes begejstring, når de første gang bliver præsenteret for psykoanalysen. Her finder de tydeligvis det, psykologien skulle dreje sig om - at være et studium i det at være menneske eller med andre ord i den menneskelige subjektivitet – den ubevidste subjektivitet vel at mærke set fra et psykoanalytisk perspektiv Den franske analytiker Jacques Lacan har om det, han kaldte universitetsdiskursen sagt, at dens imperativ er bestandig at vide mere uden at have nogen bestemt ide om, hvorfor vi skal vide det, vi ved. Det er så at sige produktionen af viden i sig selv, som rent produkt eller social kapital, der er videnskabernes endemål i den universitære diskurs.

de mange tiltag, der er gjort for at indlemme universiteterne og dets forskere i en virksomhedsøkonomisk effektivitetskalkule. Siden revisionen af Universitetsloven i 2003 har vi alle oplevet, hvordan der er sket det, man med en metafor har kaldt fra forskning til faktura. Perspektivet har været at vi alle skal omformes til og behandles som strategiske ressourcer. Forskere skulle herefter primært tjene samfundet ved at bidrage til det kapitalistiske eller neoliberalistiske greb om hele det samfundsmæssige liv. Videns baserede organisatoriske rationaler eller logikker skulle trænge længere og længere ind i hverdagen og arbejdslivet. Vi var mange der som sagt var imod, at psykologi blev flyttet fra det humanistiske fakultet til det samfundsvidenskabelige. Noget gik tabt, som fortjener at blive taget op igen. Det humanistiske aspekt i vores fag måtte vige til fordel for natur og samfundsvidenskaberne, og følgen af dette blev formodentlig mange steder, at psykologien fik frataget netop det, der kendetegner den bedst: dens insisteren på at være humanvidenskab. Kort om mine erfaringer i psykiatrien. I universitetsverdenen har vi oplevet økonomistyring, bureaukrati, og vi har måtte se os underlagt en strategisk samfundsmæssig planlægning, der har gjort det vanskeligt at fastholde universitetets og forskningens autonomi. Hertil kommer krav om publicering i anerkendte tidsskrifter. Det såkaldte citationsindeks, kan tjene som et eksempel på en måde at måle det videnskabelige arbejde på. Meget kort betyder dette, at vores arbejde nu bliver evalueret efter hvor mange citationer, hver enkelt får fra andre forskere eller vi bliver evalueret i overensstemmelse med citationsmængden i de journaler, vores arbejde er publiceret i. Det kan måske synes harmløst og kan forsvares som at være mere objektivt end de subjektive evalueringer af peer-reviewers. Men det er på ingen måde harmløst. For det første fordi målinger nødvendigvis transformerer kvalitet til kvantitet og for det andet fordi målinger bliver brugt til at allokere ressourcer i form af budgetter til et institut lige så vel som det kan sikre fondsmidler. Den fremherskende brug af bibliometri må forstås i konteksten af et samfund, der har gennemgået radikale ændringer og vendt universiteterne og vores arbejde i retninger, som vi hidtil kun har set i markedsmekanismer og effektive økonomiske kalkuler. Disse automatiserede regler for god forskning har imidlertid haft alvorlige indvirkninger på lysten til og formålet med at skrive tekster og få dem publiceret. De sidste to – tre årtier er mennesker ikke længere blevet ansat på baggrund af kvalifikationer og hårdt arbejde, men gennem et system, hvor produktion bogstavelig talt bliver målt og talt. Akademiske publikationer er blevet måleenheden og krav om produktivitet er blevet forhøjet i en betydelig grad. Artikler og bøger bliver ofte ikke publiceret, når de er skrevet på dansk. For at blive kvalificeret bør de være skrevet i internationale tidsskrifter af en ikke ubetydelig standard. Med introduktionen af rangeringssystemer af tidsskrifter i A og B niveau er kravene forståeligt blevet skærpet. Snart blev denne målemetode erstattet af det såkaldte Citationsindeks og gradvist blev kvalitet ændret til kvantitet og det forventes at forskere stræber mod de tidsskrifter, der har den største impact-factor. Men dette viste sig ikke at være nok. The best and the brightest, som amerikanerne kaldte det, kræver at akademiske forskere i dag må kunne vise sig at være dem, der kan sikre størst international fundraising. Jeg håber, at jeg med dette eksempel har illustreret, hvordan økonomiske kalkuler inficerer det akademiske miljø. Det mest absurde eksempel jeg selv har været udsat for var introduktionen af h-indekset skabt af Jorge Hirsch, en fysiker i Californien: Hans formål var at måle både produktivitet og citationsmængde. Man kan selv finde sit h. indeks og dermed få et hurtigt om end rent kvantitativt blik på værdien af egen forskning. Nævn min protest og tanken om at skrive min skostørrelse ud fra devisen at nogen kunne finde på at købe et par sko. Det mest alvorlige ved hele denne bibliometriske industri er for mig at se, at der ikke er kommet protester og reaktioner imod det. Hvorfor kan universitetet og dets forskere ikke modstå denne samfundsskabte tendens? Vi er jo trods alt lykkedes med at blive både hørt og fået visse af vores krav opfyldt dengang i 60’erne, hvor der var et studenteroprør, skabt kort tid efter studenteroprøret i Paris i 1968. Man kunne fristes til at tænke, om der kunne være noget i videnskabernes forfatning, der tilsyneladende ikke kan stå imod denne tendens. Det kan tænkes, at der i universitetets kritikformer er noget som uanset den kritiske intention bekræfter den tendens, det var meningen at kritisere, og måske også bekræfter, at der indenfor rammerne af forskningen findes eksempler på bevidsthedens selvtilstrækkelighed. Det kunne jeg tænke mig, at vi reflekterer over, og jeg selv vil komme med det forslag, at man slutter sig sammen ikke i små enklaver men på tværs af fag og med forskellige holdninger så vi får en åben ærlig faglig diskussion, og at man i samme moment overvejer, at solid kritik vender to veje: udad og indad hvilket indebærer en åben selvrefleksion og selvransagelse. Måske sådanne tiltag kunne føre til et egentlig opgør med tingenes tilstand. Nu er vi blevet bedt om at applicere teorien. Men eftersom jeg har valgt at sige noget om forholdet mellem samfundet og dets økonomiske kalkuler og strategier på den ene side og psykologien på den anden side, har jeg valgt at bruge denne første time på at pege på de vanskeligheder, vi støder på, når den frie forskning bliver inddæmmet i en strategisk samfundsmæssig planlægning og økonomistyring. Den næste halve time vil jeg bruge på at vise, hvordan psykoanalysen som den humanvidenskab den er, kan bruges konstruktivt og kritisk og tilføje vores fag et nyt perspektiv, der tilgodeser, at faget først og fremmest er humanistisk, hvordan vi end forstår dette. Hvad er det med andre ord, psykoanalysen kan bidrage med, når det handler om psykologiens frisættende muligheder? Før jeg kommer dertil, vil jeg alligevel forsøge at applicere ideen om bevidsthedens selvtilstrækkelighed gennem to kliniske eksempler. Krokodillemanden og min tvangsprægede klient. Begge eksempler illustrerer bevidsthedens selvtilstrækkelighed. Krokodillemanden. Et tydeligt eksempel, der viser hvorfor den kognitive strategi kommer til kort. Igennem de mange år jeg praktiserede som analytiker mødte jeg flere klienter, der led af tvangsneurose eller OCD som man i dag kalder det, og jeg blev opmærksom på, at den tvangsprægede klient forsøger at kæmpe sig ud af angst og andre følelser ved at isolere eller fortrænge disse følelser. Hele tvangsneurosens struktur består i at isolere tankernes og forestillingernes indhold fra deres emotive og til en vis grad konative funktion. Den tvangsprægede person er således en karikatur af den oplyste rationalist. Cogito ergo sum. Den tvangsprægede har som rationalisten skabt et tankens autarki. Gennem analyser af disse tvangsprægede personer blev det klart, hvor nært beslægtet bevidsthedens selvtilstrækkelighed er med narcissismen og i lyset heraf forstod jeg de modstande hos patienten, som kan opstå, når man som analytiker forsøger at nærme sig denne skrøbelige narcissistiske struktur. Set i lyset af at bevidsthedens selvtilstrækkelighed er intimt forbundet med narcissismen som så at sige er bagsiden af denne selvtilstrækkelighed og også sætter spørgsmålstegn ved dens troværdighed, idet den ofte bliver det forsvar en person stiller op som værn mod den bagvedliggende narcissistiske sårbarhed. Det findes der mange eksempler på. Mest tydelig er nok magtens autokrater i skikkelse af for eksempel Trump og Putin. Det var gennem arbejdet med især sådanne tvangsprægede personer, jeg blev klar over nødvendigheden i at bruge netop den psykoanalytiske metode. Freud opfattede aldrig sin videnskab som en del af lægevidenskaben. Hans metode var en ganske anden. Har forstod psykoanalysen som et som et processuelt forløb. Psykoanalysen skulle ikke primært stræbe efter resultater men tilstræbe at sætte en proces i gang, som ikke skulle fremhæves ikke ved sin effekt men ved sin proces om den nu var endelig eller uendelig. Han indførte flere steder ordet arbejde, som ikke skal forstås som dagliglivets byrdefulde pligt men som psykens spontane arbejde og det heraf affødte særforløb som ses i sorgarbejde, drømmearbejde og gennemarbejdning. Freud indførte begrebet de frie associationer, om de processer, der forbinder det psykiske fraspaltede psykiske materiale med det spontane forløb. Når det ubevidste begynder at tale, som Lacan har udtrykt det, ved vi, at de frie associationers proces er sat i gang og vores opgave som analytiker består i at facilitere processen. Man kan dermed sige, at kuren ikke består i andet end at man gennem den særlige associative proces på ny gendanner forbindelsen mellem de psykisk fraspaltede materiale og det spontane forløb. Det betyder også, at hele dette forløb må ses som et sprogligt forløb. Nævn talekuren og det at hele forløbet består af ord og ikke meget andet. Man kan sammenligne denne proces med det at lære et nyt sprog. Hensigten er at frembringe en indre psykisk ny tilstand. Det kan lyde nemt. Det er det ikke altid, og det har noget at gøre med at de fraspaltede dele ikke er så umiddelbart tilgængelige, som man kunne tro. De fraspaltede dele konverteres nemlig i det ubevidste til tingslignende størrelser, der ikke umiddelbart lader sig oversætte endsige forstå. Den ubevidste mentale aktivitet har noget mekanisk ved sig og derfor vil fortolkninger, der forbliver inden for fornuftens og dagliglivets sfære være lidet hjælpsomme eftersom ubevidste formationer er ufølsomme overfor for eksempel spørgsmål som ”Hvorfor gjorde du det?” Sagt med andre ord skal vi være påpasselige med at tro, at vi kan udsige det uudsigelige, som Greimas har udtrykt det Psykoanalysen er i en forstand født med fortvivlelsen, når den stilles overfor symptomatisk adfærd og det refleksive sammenbrud, dette skaber. Derfor insisterede Freud tidligt i sit arbejde på, at der eksisterer en ikke-semantisk kerne i det ubevidste og kaldte det i sin drømmetydning for drømmens navle en form for virkelighed, som ikke må forveksles med den ydre virkelighed, men snarere skal forstås som, at noget ubekendt virker i os. Senere indførte han begrebet om psykisk realitet. Det henviser til, at der findes en mental tilstand, som ikke kan gribes med fornuften. Denne ting eller navle, der ligger i sindet, bringer ofte smerte eller rettere lyst i smerte med sig. Det er det Lacan har kaldt jouissance. Bag disse tingslignende størrelser findes den lyst kilde, som hele tiden har været der og haft stor betydning for både fortrængning og fraspaltning. Det kan jeg illustrere gennem min tidligere nævnte klient og supplere det med en af Freuds cases. Jeg starter med Freuds case om Lille Hans.

Psykoanalysens humanisme

At psykoanalysen tilhører humanvidenskaberne, kan der vist ikke herske tvivl om. Psykoanalysen beskæftiger sig med, hvad det vil sige, at være menneske, men gør det på sin egen måde, som vi har set det med talekuren og de frie associationer. Lige siden den tidlige oplysning repræsenteret af Vico er mennesket blevet fremhævet ved at være et historisk væsen, der former sin egen historie og i forlængelse heraf er det eneste væsen, der skaber viden om sig selv. Allerede i den græske kultur har vi et billedligt udtryk for denne evne og til kravet om at bruge den. Over indgangen til templet i Delphi er indskrevet et E som med tiden er blevet udlagt som ”Kend dig selv”. Mens datidens lærde førte lange og forstandige samtaler om betydningen af Eét, gjorde Freud noget helt andet, da han indførte den metode, der skulle føre et menneske dybt ind i sin egen indre verden. Vi kan også udtrykke det på den måde, at der sker en frisættelse af mennesket gennem det arbejde, der udføres ved at nogen siger noget til nogen og det er herigennem klienten kan løsne de indre knuder og i dybet af sin sjæl hele fragmenter og samle dem i nye konfigurationer. Dette sjælearbejde kunne ikke foregå, hvis ikke der var en, der lyttede, hørte og forstod den kamp der foregår og tillige forstod, at det ikke så meget kommer an på at fjerne det indre pres men tværtimod at åbne for det. Hvis livet indeholder et alt for meget vil et menneske midt i livet være nødt til at komme overens med dette for meget frem for at agere det ud eller repetere det. Man kan på den baggrund sige at den psykoanalytiske terapis etiske credo består i at give os veje, der kan befri os fra den byrde, der består i at påtage os at være ansvarlige for, hvad der sker i et andet menneskes sind, men tværtimod acceptere ansvaret for og anerkendelsen af den andens sind i al dens insisterende og uhyggelige ugennemtrængelighed. Lad mig slutte med et ønske for jer, der endnu har nogle år tilbage på universitetet. Insister på at lade humanvidenskaberne få en plads og en anerkendelse. Man kunne samle studerende fra de humanistiske fag i små grupper og i fælles forståelse insistere og kæmpe for at forskning indenfor dette felt bliver anerkendt på linje med samfunds- eller naturvidenskabelig forskning under sloganet ”make human science great again”! Jeg har ikke været ene om at have denne bekymring. En stor tak til kollegaer i Sverige, Norge, Finland og Holland.