Boganmeldelse: Den hjemløse kærlighed

Af Isabel Sidenius, stud.psych.

BOGANMELDELSE. Svend Brinkmann har forfattet en teoretisk velunderbygget og indlevende analyse af sorgens væsen, der beskriver sorg som et almenmenneskeligt grundvilkår. Bogen udfolder, hvordan sorg er en kærlighed, der gøres hjemløs, hvordan sorgen manifesterer sig både psykisk, kropsligt og kulturelt, og hvorfor man bør være varsom med at definere sorg som psykisk lidelse. Alt i alt et anbefalelsesværdigt værk.

Den nye psykiatriske diagnose, ’kompliceret sorg’, har givet anledning til Svend Brinkmanns Det sørgende dyr – om sorgen, selvet og samfundet, der blev udgivet sidste år. Svend Brinkmann går fænomenologisk til værks, idet han gennem bogen forsøger at indkredse sorgens væsen, dens fænomenologi og dens almenpsykologi. Herudover udgør værket, i den velkendte Brinkmann-stil, en velargumenteret og aktuel kritik af den såkaldte diagnosekulturs tendens til medikalisering og patologisering. Modsat Svend Brinkmanns tidligere meget populære bøger Stå Fast, Ståsteder og Gå Glip, er denne ikke på samme måde henvendt til den brede befolkning, men snarere til fagpersoner indenfor forskellige sundhedsfaglige discipliner. Bogen tager form som et faglitterært værk af mere akademisk karakter. Den er derfor særligt velegnet til psykologistuderende, der vil få et større teoretisk indblik og udbytte end fra de forrige bøger, fordi den samtidig er godt formidlet og indlevende i sin righoldige brug af eksempler fra både kunstens, populærkulturens og skønlitteraturens verden.

Svend Brinkmann beskriver sorg som et eksistentielt grundvilkår, der både er konstituerende for os som mennesker, og som er et fænomen, hvorigennem der viser sig nogle psykologiske implikationer, der kan medvirke til udviklingen af en almenpsykologisk teori om subjektet. Han undersøger fænomenologisk sorgen igennem disse almenpsykologiske strukturer, hvor den forbindes til både følelser, krop og psyke med udgangspunkt i forskellige teoretiske perspektiver både af filosofisk, psykologisk og sociologisk karakter. Den grundlæggende pointe er, at sorg kræver to betingelser; død og kærlighed, foruden hvilke den ikke ville kunne eksistere. På denne måde er sorg et helt naturligt fænomen, som de fleste mennesker i løbet af deres liv vil opleve, hvorfor man skal være påpasselig med at patologisere og medikalisere den. Skønt Brinkmann stiller sig kritisk overfor sorg som en diagnose, beskriver han også nogle sociale og praktiske fordele ved det, og i det afsluttende kapitel, der netop omhandler sorg som diagnose, går han udforskende ind i teorier, der beskæftiger sig med afgrænsningen mellem normalitet og patologi. Han konkluderer, at der indtil videre ikke findes en adækvat teori herom, og at det er svært at bestemme, hvor grænsen egentlig går. Derfor bør man være ekstra varsom med at betragte fænomenet sorg som en psykisk sygdom, og ifølge Brinkmann bør man indtil videre undlade sig herpå. Måden at håndtere sorgen på findes ikke i psykofarmaka. Vi må, ifølge Brinkmann, bevæge os fremad med den døde, fordi kærligheden til den afdøde stadig er der, den er blot gjort hjemløs. Sorg kan betragtes som et udtryk for et vedvarende bånd til den døde og kan dermed også føre til den almenpsykologiske indsigt, at sorg er en fundamental følelse særegen for os som mennesker, fordi vi er relationelle og intentionelle væsener. Et liv uden sorg er dermed også et liv uden kærlighed.

Udover den nuancerede og aktuelle problematisering af sorg som en psykisk sygdom, bidrager bogen med en kritik af den psykologiske videnskab, der har et stærkt fokus på ”atomistiske, funktionalistiske (fx evolutionspsykologiske) og kausale forklaringer” (s. 22). I en tid med store neuro- og kognitionspsykologiske landvindinger og stort fokus på den naturvidenskabelige psykologi, opleves denne kritik særligt væsentlig, idet Brinkmann her insisterer på, at vi med sorgen har at gøre med et domæne af virkeligheden, der ikke kan reduceres til neurobiologiske processer. Fagkritikken optræder igen senere i bogen, hvor ”den problematiske individualisme” omtales i forbindelse med at forstå den del af sorgen, der vedrører dens sociokulturelle aspekt. Sorg som psykologisk fænomen bør behandles i overensstemmelse med både den sociale og oplevelsesmæssige dimension, der er kvalitativt forskellig fra de underliggende neurobiologiske forudsætninger. Psykologisk og metodologisk individualisme bliver, ifølge Brinkmann, udelukket som gyldig beskrivelse af sorg, når man forstår selvets dybe relationalitet.

Bogens analyser er grundige og spændende, samtidig med at formidlingen både er klar og indlevende. Den fænomenologiske tilgang kvalificeres yderligere i Svend Brinkmanns anvendelse af litterære eksempler, f.eks. Naja Marie Aidts digte om sorgen over at miste sin søn, og de teoretiske og æstetiske erkendelser giver tilsammen læseren en grundstemning og følelse, der lægger sig fint i forlængelse af temaet og giver stof til eftertanke. Bogen kan varmt anbefales.