Boganmeldelse: Kampen om mennesket

Forskellige menneskebilleder og deres grænsestrid

Af Isabel Sidenius, stud.psych

ANMELDELSE. Hvad vil det egentlig sige at være menneske? Er vi naturligt følelsesladede væsner? Er vi rationelle og kalkulerende individer? Eller er vi blot et stykke social konstruktion indlejret i og formet af en kultur fyldt med medier og normer? Sådanne spørgsmål rejses hele vejen igennem psykologistudiet og kan siges at være omdrejningspunktet for det psykologiske genstandsfelt – hvad er et menneske? Men det er selvfølgelig ikke kun indenfor psykologien, at der er en interesse i at udforske menneskets essens og natur. I kampen om definitionsretten kan der trækkes tråde langt tilbage i idéhistorien og til samfundstendenser i både nu- og datid, hvor kampen har udspillet og fortsat udspiller sig i ideologi, politik og videnskab. I antologien Kampen om mennesket, spores disse tråde når filosofferne David Budtz Pedersen, Finn Collin og Frederik Stjernfeldt sammen med tolv andre bidragsydere på genealogisk vis kortlægger otte ideologisk-funderede og konkurrerende menneskebilleder, der hver især kæmper en kamp om at definere den menneskelige natur. Bogen er et resultat af det igangværende forskningsprojekt ”Mapping the Public Value of the Humanities”, der sigter mod at skabe en humanistisk videnskabsteori, der både er aktuel og yder et relevant bidrag i samfundsdebatten om mennesket. Pointen er, at der under overfladen af politiske diskussioner som dagpengereformen, kønsdebatten eller flygtningekrisen ligger en implicit kamp om, hvad mennesket er. Det er derfor en meget velkommen og relevant bog i en tid, hvor populisme, sociale medier og fake news optager en stor plads i vores bevidsthed, og hvor kampen ikke kun involverer os fordi vi, som psykologistuderende, beskæftiger os med mennesket, men fordi den omsættes til ideologi og politik og dermed også involverer os som samfundsborgere.

Kampens aktører og arenaer

Antologien består af to dele, hvoraf første del beskriver otte konkurrerende menneskebilleder, deres grænseflader og overlap, og anden del beskriver nogle af de arenaer, hvori kampen udspiller sig. Menneskebillederne repræsenterer ikke enkelte teoriers subjektsyn, men er snarere udtryk for samlede forståelser af mennesket, der har rødder i idéhistorisk og humanistisk forskning og tænkning. Det er således abstrakte konstruktioner af det idealtypiske menneske, som har en generel og teoretisk karakter, og som endvidere har nogle normative implikationer. De beskriver altså ikke kun, hvad mennesket er, men rummer også ideologiske antagelser og idealer for, hvordan mennesket bør være, ved hjælp af mere eller mindre universalistiske eller imperialistiske påstande.

Homo economicus beskriver det økonomisk kalkulerende menneske, der er optaget af egennytteoptimering og ser den menneskelige fornuft som udgangspunkt for dets handlinger. Dette menneskebillede spiller en væsentlig rolle i økonomisk politik. Homo socius er det samfundsbærende menneske, der i høj grad er skabt af kulturen og af de diskurser, det er indlejret i. Homo nationalis er en underart af homo socius og knytter an til et menneske, der er særligt rettet mod dén nationalstat, vedkommende er borger i. Den spiller derfor en væsentlig rolle i identitetspolitik. Homo faber betegner det redskabsbrugende menneske, der skaber sig selv igennem sit arbejde. Det har rødder i kristen etik og i marxismen. Homo sapiens er det biologiske menneske, der grundlæggende er formet af sin biologi og evolutionshistorie. Homo emotionalis er det følelsesbaserede menneske, der primært handler i overensstemmelse med sine følelser frem for sin fornuft. Homo humanitatis er det fornuftige, rettighedsbærende menneske, der har rødder i oplysningstiden og betegner den menneskeopfattelse, at alle er født lige og frie. Homo humanitatis betegner altså en bred vifte af opfattelser, der lægger vægt på nogle generelle menneskelige egenskaber hævet over partikulariteter som kultur, sprog, nationalitet og køn, og er derved universalistisk. Homo deus er det guddommelige menneske og vil blive beskrevet nedenfor.

En karakteristik af de arenaer, hvori kampen udspiller sig, udgør som nævnt anden del af antologien og er følgende: Samfundets sfærer som arenaer, venskabsinstitutionen, litteraturforskningen, offentlighedens og pædagogikkens arena. Det er altså bl.a. i arenaer som disse, at menneskebillederne bliver omsat og brugt i den offentlige debat, hvor de kæmper en kamp om vores hjerter og sind.

Homo deus og den teknologiske tidsalder

Bogens første del leder på kronologisk vis op til et kapitel om Homo deus – det guddommelige menneske, der beskriver en forholdsvis ny menneskeopfattelse, hvor mennesket i kraft af teknologiske fremskridt bliver i stand til at omskabe og omforme sig selv, og hvor idealet i sin radikale form er det evige liv. Omend dette menneskebillede og dets potentialer indtil videre stadig baserer sig på spekulationer og ikke-falsificerbare hypoteser, så afspejler dens plads i bogen som selvstændigt kapitel ikke desto mindre den teknologiske tidsalder, vi befinder os i, og de udfordringer denne medfører. Dette understøttes af det gennemgående fokus på politiske og samfundsmæssige tendenser, der i flere af kapitlerne omfatter et aspekt af teknologisk udvikling. For eksempel påpeges det hos Homo Emotionalis, der anses som afgørende aktør på den politiske scene, at kampen også udspiller sig på sociale medier, hvor menneskebilledet benyttes til at skabe viralitet ved at sprede angst, indignation eller frygt, der, hvis anvendt systematisk, kan lede den demokratiske debat på vildspor – et klart eksempel på populistiske tendenser og ekkokamre. Hertil kan man pege på det faktum, at en stor del af kampen mellem menneskebillederne foregår i det offentlige rum, der i efterhånden stor stil udspiller sig på internettet. Offentligheden er et af de stærkeste demokratiske idealer, skriver Joachim S. Wiewiura i kapitlet herom, og påpeger det problematiske i, at denne, som en kerne i det demokratisk ideal, bliver uigennemskuelig og intransparent, når den overøses med følelsesladede ytringer og meninger og manipuleres af software-robotter og andet computational propaganda, der er en form for robotstyret lobbyisme. Et andet eksempel på teknologiens indflydelse ses hos menneskebilledet Homo Sapiens (det biologiske menneske), hvor det påpeges, at bio- og genteknologiens fremskridt har givet mennesket redskaber til at omforme sig selv og kultivere de sider, der er mest i overensstemmelse med forskningsprojektets menneskebillede og formål. Dette rejser ikke alene store etiske spørgsmål, men taler også ind i relevansen af at diskutere, hvad der egentlig er menneskeligt og naturligt. Dette fokus på teknologiens tilstedeværelse i det nulevende menneskes liv og hverdag gør bogen aktuel og vedkommende og giver i særdeleshed stof til eftertanke.

En perspektivisk ideologikritik

Det filosofisk-antropologiske projekt som Kampen om mennesket udgør, synes ganske vellykket ud fra en BA-studerendes betragtninger. Bogens formidling favner bredt, og enhver psykologistuderende – på bachelor eller kandidatniveau – vil kunne få glæde af dens indsigter. Centralt i min vurdering af en indsigtsfuld og relevant læseoplevelse står argumentet om perspektivisme, der fremhæves i bogens afsluttende kapitel. Argumentet går på, at der ikke kan udvikles én altomfattende teori om mennesket, men at alle menneskebillederne har deres relevans og berettigelse, idet de beskriver forskellige aspekter af mennesket. Det skal ikke forveksles med ontologisk relativisme, men snarere ses sådan, at der er tale om en videnskabsteori, der har sigtet på at afdække en række af de videnskabelige og filosofiske tanker, der ligger til grund for forskellige opfattelser af menneskets natur og herved afsøge deres respektive gyldighed og grænser. Hertil bør det tilføjes, at perspektivismen relateres til realisme i den forstand, at menneskeopfattelserne rummer hver deres grad af realitet. Hvor meget, og i hvilken udstrækning de forskellige træk og karakteristika ved menneskebillederne er ontologiske realiteter, eller hvorvidt de er udtryk for videnskabelig imperialisme, er netop en problemstilling, som bogen gør til genstand for refleksion. Den perspektiviske tilgang fremhæver således, at en refleksion over de ideologiske og historiske forudsætninger for de forskellige menneskebilleders forskelle og ligheder, vil ruste os bedre til at vurdere, hvornår de er frugtbare, hvornår de er mindre nyttige, og hvornår de er decideret farlige. Alle menneskebillederne har nogle ideologiske rødder og nogle ideologiske implikationer, når de diffunderer ud i samfundet og i hverdagslivet. Og hvor meget de forskellige menneskebilleder skal fylde i samfundsdebatten, og i hvilket omfang de skal danne grundlag for politiske reformer, er en del af den skitserede kamp, der udspiller sig i politik, videnskab og hverdagsliv, og som vi som aspirerende akademikere og kommende psykologer, må tage stilling til og deltage i. Det er bogen i hvert fald en opfordring til.