Boganmeldelse: The Argonauts af Maggie Nelson

Af Maria Voulgaris Valeur, stud.psych. Illustration af Ida-Marie Haeusler, stud.psych. 

Det er svært at sætte en finger på præcis, hvad The Argonauts er, og hvad den handler om. Kort kunne man sige, at den handler om Maggie Nelsons forhold med gender-fluid Harry Dogde samt hendes graviditet med sønnen Iggy, men det ville være for simpelt. Bogen er kategoriseret som en biografi, men at lade dette ene ord indkapsle bogen er ikke nok. Den handler om Nelsons liv og er på den måde selvbiografisk, men formen er i høj grad essayistisk. Mange omtaler den som ”genre-bending”. Den indeholder mange temaer, der spinder sig ind i hinanden – kærlighed, seksualitet, køn, moderskab, begær, at være forfatter etc. Den handler om at være til som queer-person. Ikke at være det ene eller det andet – at være både og. At være mor og kæreste. At være forfatter og mor. Kvinde og mand – eller ingen af delene, for hvad er køn? 

Hun citerer I starten af bogen den franske litteraturkritiker og filosof Roland Barthes, med hvis ord bogens overordnede tema bliver metaforisk indrammet:  

”(…) Barthes describes how the subject who utters the phrase ‘I love you’ is ‘the Argonaut renewing his ship during its voyage without changing its name.’ Just as the Argo’s parts may be replaced over time but the boat is still called the Argo, whenever the lover utters the phrase ‘I love you’ its meaning must be renewed by each use as ‘the very task of love and of language is to give one and the same phrase inflections which will be forever new’” 

Måske virker citatet definerende for bogen idet det, udover at navngive bogen, formår at sætte ord på noget, der er svært at beskrive – det som bogen omkranser. Tilblivelse. Kærlighed. Hvad sprog er, og hvad det kan. Men også i forbindelse med fysiske vilkår for forandring, kropslige tilblivelsesprocesser, i sammenspil med kærlighed, sprog og selvforhold. Nelson og hendes partner oplever begge en markant kropslig forandring i løbet af bogen. Nelson forsøger og bliver, med hjælp fra hormonindsprøjtninger, gravid med sønnen Iggy samtidig med, at Harry starter på testosteron og får lavet en mastektomi (fjernelse af bryster): ”2011, the summer of our changing bodies. Me, four months pregnant, you six months on T [testosteron]”. Maggie og Harry forbliver Maggie og Harry, men samtidig ændrer de sig. Bogen er en kærlighedserklæring – til Harry, til Iggy, til deres familie.  

Barthes er ikke den eneste, der bliver citeret i The Argonauts. Gennem hele bogen inkorporerer Nelson citater fra diverse teoretikere og kunstnere, hvilket giver en smuk sammenfiltring af refleksioner fra det levede liv og pointer fra en teoretisk verden. Jeg har altid været fascineret af citatbrug og anvendelsen af andres ord om sit eget liv, det at blive genkendt i andres ord, spejlet. Nelson inddrager diverse ord og pointer på en måde, jeg selv ville ønske jeg kunne. Hendes refleksioner bevæger, udfordrer og udvider. Hun skubber til grænser for forståelse. Som når hun, med inddragelse af Judith Butler, reflekterer over hvorvidt graviditet og kernefamilien er heteronormativt. Denne undren kommer til udtryk i forbindelse med, at hendes veninde udpeger hendes krus med et billede af hendes familie - Nelson selv, højgravid, partneren Harry og hans søn – som værende heteronormativ. Hun skriver: “When or how does new kinship systems mime older nuclear family arrangements and when or how do they radically recontextualize them in a way that constitutes a rethinking of kinship? How can you tell; or, rather, who’s to tell?” (Nelsons kursiveringer er Judith Butler citater). The Argonauts er en forrygende læseoplevelse, fordi man får lov til at undres med Nelson – hun giver ikke et svar og hendes refleksioner spinder videre ind i tekstens handling.