Forundret, forvirret og forført af fænomenologien. Et interview med Anders Essom-Stenz om forestillingens fænomenologi.

Af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych. 

Fænomenologerne på vores kære institut har altid forundret, forvirret og forført mig. Ved første møde stod jeg forundret tilbage efter jeg fandt ud af, at de i ramme alvor undersøger æstetikkens psykologi. Det lød jo helt vildt. Men hvordan var det muligt, og hvordan bærer man sig ad? Dengang blev Indputs redaktionslokaler frekventeret af en del spirende fænomenologer, og jeg forhørte mig: Hvor skal jeg starte, hvad skal jeg læse, hvordan kan man forstå det her? Jeg fik stukket Husserl og Merleau-Ponty i hånden. Læselisten var lang og udførlig, engagementet i top og motivationen buldrede derudaf.  

 

Efter et par måneders læsning stod jeg så forvirret tilbage, som jeg måske nogensinde har været i akademisk øjemed - og det er endda efter, jeg lærte, at nogen i ramme alvor mener, at 5-faktor teori er en adækvat beskrivelse af personligheden. Jeg fattede hat og briller og fraskrev simpelthen teorierne. Det var for langt, for fransk, for tykt og for tysk. Jeg gav op. Selvom min motivation havde taget en lidt mere slukøret form, så var interessens glød stadig at finde, om end lidt skjult under min akademiske stolthed.  

 

Flere år gik således i blank fornægtelse af fænomenologien. Indtil jeg på mit første semester af kandidaten slugte min stolthed og startede på metodefaget om fænomenologisk metode. Her havde jeg blandt andet dagens mand i skysovs som kyndig formidler af fænomenologien og har siden været officielt forført af alle de ting, som først skræmte mig væk. Det var en utroligt stor hjælp ikke at dyppe foden ned i den flod alene, men at begynde at få greb om begreberne i samarbejde med andre studerende og med Anders og Benedikte klar til at svare på vores frustrerede spørgsmål og forvirrede misforståelser. Det er et metodehold på 7,5 point, så der var hverken tid eller plads til at komme rundt om fænomenologien, i noget der ligner dets helhed, men det blæste ilt til en glød, som et hvert godt fag på universitetet skal.  

 

 Anders er i fuld sving med sit fænomenologiske ph.d.-projekt, og jeg har bedt ham stille sig i rampelyset; både for selv at blive klogere på projektet, men også for at udbrede kendskabet til en forskningstradition, som er under et nederdrægtigt pres på vores kære institut.  

 

Der skal lyde en stor tak til Anders for meget generøst at svare på mine hjemmestrikkede spørgsmål og en gigantisk anbefaling af at dykke ned i fænomenologien, selvom det kræver lidt tålmodighed og givetvis afstedkommer nogle grå hår.  

 

Hvad gjorde, at du fik lyst til at skrive en ph.d.? Hvordan har processen været, hvordan føles det, at det snart er slut? 

Mine første tre år på Københavns Universitet brugte jeg på at læse sociologi. Jeg havde en idé om, at jeg gerne ville beskæftige mig med kunst og med kunstens samfundsmæssige rolle, men det var ikke noget jeg mødte i sociologien – måske fordi det ikke fandtes, eller fordi jeg ikke hørte efter på de rigtige tidspunkter – så langsomt glemte jeg det igen. Da jeg efter at have taget min bachelor i sociologi skiftede til psykologi, var det af to grunde: jeg ville gerne lave noget der var tættere på individet og have en grundigere viden om psyken foruden gruppen og samfundet, og så ville jeg ikke arbejde videnskabeligt. Med en uddannelse i sociologi bliver man god til at forske; man bliver oplært grundigt i en række metoder, og man laver mange store projekter i løbet af sin studietid, men det var ikke noget for mig, og jeg ville hellere arbejde klinisk. Da jeg så startede på psykologi, mødte jeg Tone Roald. Hun holdt en forelæsning, hvor hun fortalte om sit projekt og om gruppen på instituttet, som i årevis havde arbejdet med det, jeg for år tilbage havde troet, jeg selv skulle lave. Så det var Tone, der fik mig til at huske en gammel idé. Og selvom jeg er i tvivl om, hvordan det begyndte – Tone mener, jeg talte med hende efter forelæsningen, selv husker jeg det som en sky og simpel mail – så blev jeg langsomt en del af gruppen. Min lyst til at skrive en ph.d. er altså mest af alt præget, måske endda afgjort, af selve eksistensen af den fænomenologiske æstetik-gruppe.

Jeg begyndte projektet i maj 2020 midt i nedlukningen, så det første lange stykke tid arbejdede jeg hjemmefra. Selvom jeg jævnligt mødtes med Tone og min ph.d.-kollega, Benedikte, var det ikke en ønskestart. Arbejdet med et ph.d.-projekt kan på nogle måder ligne arbejdet med et speciale, men det er alligevel anderledes, ikke mindst fordi man bliver en del af en arbejdsplads, når man er ph.d.-studerende. Den følelse havde jeg ikke det første stykke tid, hvor jeg sad hjemme ved mit eget skrivebord. Men lige så snart vi vendte tilbage, blev det noget andet. Det har indtil videre været en proces med en stejl læringskurve, hvor planlægningen af et sammenhængende 3-årigt projekt, undervisningsopgaver, kurser, empiriindsamling, skrivning, udlandsophold og en masse andre småting har skullet eksistere på samme tid. Indtil videre er det hele gået som det skal og uden stress, men jeg har halvandet år tilbage, så der er stadig tid til at græde de første ph.d.-tårer.     

 

Hvilke kvaliteter og egenskaber vil du mene at menneskets møde med kunsten har, og hvorfor er det relevant for psykologien? 

Bjarne Funch skriver i sin doktordisputats (The Psychology of Art Appreciation), at kunstværket kan agere eksistentiel aktualitet for en række følelser, der ikke normalt kommer til udtryk i et menneskes liv. En eksistentiel aktualitet er en oplevet situation, og det betyder altså, at mødet mellem kunstværk og menneske kan skabe en oplevelse med et følelsesmæssigt indhold, der både er nyt og afgørende. Når det er sagt, så kan et æstetisk møde selvfølgelig indeholde mange ting, og en kunstoplevelse kan godt være betydningsfuld, uden at man forlader museet som en fundamentalt forandret person. Når jeg har interviewet folk om deres oplevelser, fortæller de alle sammen, hvordan de har oplevelsen af at blive mødt af noget, der vil dem noget særligt – noget der har en intention. Mange beskriver også oplevelsen af at kunne være sig selv uden forbehold og at kunne møde dette noget med en åbenhed, der står i kontrast til mange andre situationer i deres hverdag. De beskriver, at det er som at træde ind i en særlig verden eller sfære, hvor de oplever noget meget privat og meget betydningsfuldt. Jeg vil mene, at en stor del af den oplevelse handler om at bevæge sig ind i en imaginær verden, der opstår på baggrund af og i samspil med det kunstværk, man står foran. Jeg har beskæftiget mig en del med, hvordan den slags imaginære verdener er struktureret, og hvad de betyder. Og kort sagt bliver de en måde at være situeret i en oplevelsesmæssig situation der, trods visse elementers uvirkelighed, har meget virkelige følelsesmæssige konsekvenser, og som også har direkte betydning for, hvordan man perciperer den virkelige verden. På den måde er kunstværket et godt objekt at studere, hvis man er interesseret i, hvordan virkelighed og uvirkelighed relaterer til hinanden, og hvordan det virkelige er langt mere end det håndgribelige.    

 

Hvordan har du valgt at operationalisere fantasien? Hvordan skelner du mellem, hvad der er et udtryk for fantasi, og hvad der givetvis er et udtryk for noget andet? 

Mit projekt er fænomenologisk, så operationaliseringen af forestillingen eller fantasien er bestemt af, hvad der essentielt karakteriserer en forestillingsoplevelse. Det er sværere at definere, end det måske lyder. Man kunne kalde det ”en præsentation af objekter der ikke aktuelt er til stede”, men bliver det så en definition, der er bestemt af objekternes ydre eksistens i stedet for selve oplevelsen? Man kunne også sige ”en præsentation af objekter der oplevelses som inaktuelle”, og så er man på lidt mere sikker oplevelsesmæssig grund. Men det betyder vel egentlig det samme som den første definition. Når jeg har interviewet folk og analyseret materialet, har jeg haft tanken om det inaktuelle i baghovedet for at identificere, hvornår folk forestiller sig ting, og hvornår de perciperer eller husker ting. Det betyder også, at man får blik for, at bevidsthedstyper fluktuerer meget hurtigt mellem hinanden, og desuden at de bevidsthedstyper der grænser op til forestillingen, er lige så komplekse som forestillingerne er. Man slipper altså ikke uden om den løbende opgave, det er at skulle skelne fænomener fra hinanden. Hvad er forskellen på forestilling, fantasi, illusion, hallucination, drøm, hukommelse? Det er definitionsspørgsmål, som jeg har forsøgt at besvare undervejs, og selve mit ph.d.-projekt er på den måde også et forsøg på at lande en god definition af, hvad forestillinger egentlig er. Når jeg kalder det forestillinger og ikke fantasier, er det altså blandt andet fordi, man kan skelne fænomenologisk mellem de to: hvor forestillinger har et perceptuelt korrelat, er fantasier frit flydende og ”umulige” konstruktioner i en virkelig verden. 

 

Er det undersøgelsen af fantasiens rolle i subjektets æstetiske oplevelse, der fordrede anvendelsen af fænomenologien eller omvendt en interesse i fænomenologien, der fordrede undersøgelsen af fantasiens rolle i subjektets æstetiske oplevelse? Og hvilke konsekvenser har det for, hvordan du tilgår forskningen?

For mig kom fænomenologien først og forestillingen derefter. Jeg tror, min interesse for hvordan forestillinger spiller en rolle i kunstoplevelser opstod, da jeg læste Mikel Dufrennes Phenomenology of Aesthetic Experience. Den rolle Dufrenne tilskriver forestillingen er ret begrænset, og det er der forskellige teoretiske grunde til, men grundlæggende havde jeg en fornemmelse af, at det ikke kunne være rigtigt. 

At arbejde fænomenologisk har visse konsekvenser for, hvordan man tilgår sit fænomen, men det er alle konsekvenser, der er naturlige og logiske, hvis man reelt er interesseret i, hvordan oplevelser tager sig ud. Og hvis ikke forestillinger først og fremmest er en oplevelseskategori, hvad er de så? Kort sagt betyder det fænomenologiske udgangspunkt, at man er interesseret i nogle meget grundige beskrivelser af oplevelser som analyseres og anvendes til at teoretisere over, hvordan bevidstheden er struktureret i den slags oplevelser. Når man samtidig gerne vil anvende empiri, som jeg gør i mit projekt, så er interviewet en oplagt metode, men både måden at udføre sit interview på og måden at analysere materialet bagefter er informeret af en lang række teoretiske antagelser. Teori og metode kan altså ikke skilles ad. For mig betyder det, at jeg skiftevis må forsøge at pakke al min teori væk og koncentrere mig om at få folk til grundigt at beskrive, hvad de har oplevet, og forholde mig til det uden en masse antagelser, for bagefter at finde teorien frem igen for at forstå, hvad de har fortalt mig. Det er en dialog mellem empiri og teori, som er konstant, og som også kan være svær, men resultaterne kommer til at stå ret solidt, når det rent faktisk lykkes at skabe den dialog.   

Derfor mener jeg også, at jeg nu kan besvare min skepsis overfor Dufrenne og sige: nej, det kunne ikke være rigtigt, at forestillinger spiller så lille en rolle.  

  

Hvilke erkendelsesmuligheder åbner dit teoretiske udgangspunkt op for, som andre perspektiver ikke i samme grad kan belyse på samme måde? 

Måske vil det altid forblive et åbent spørgsmål, hvad psyken er, men der er nok bred enighed om, at bevidstheden er en central del af det psykiske liv. Hvis psykologien er videnskaben om psyken, så vil undersøgelser af bevidsthed være afgørende, og fænomenologien er efter min mening det perspektiv, der mest direkte stiller spørgsmål til, hvad bevidsthed er. Når mit teoretiske udgangspunkt er fænomenologisk, så tillader det mig at forstå, hvordan oplevelser manifesterer sig i en psyke, hvordan mening opstår, og hvordan forskellige psykiske fænomener som fantasi, hukommelse og perception hænger sammen og er forskellige fra hinanden. Det er vigtig viden, hvis man er interesseret i almenpsykologiske spørgsmål, men det er også vigtig viden, hvis man er interesseret i mere specifikke fænomener som patologiske symptomer. Hvad en hallucination betyder afhænger af, hvad det betyder at opleve virkeligheden, og fænomenologien tilbyder nogle gode redskaber til at undersøge begge de oplevelser.  

Jeg mener, at fænomenologien er en meget vigtig del af psykologien, fordi vores liv i høj grad er et oplevet liv. Det vi husker som afgørende øjeblikke, det vi har svært ved, det vi er gode til, det vi tænker om vores fremtid – det er alt sammen noget vi oplever, og det er oplevelseskvaliteten, som påvirker os og vores beslutninger. Fænomenologien som en systematisk måde at gå til netop oplevelser må altså være en hjørnesten i psykologien.  

Det betyder ikke, at fænomenologien kan alting, men ved at stille spørgsmål til, hvad bevidsthed er, kan den fortælle os noget vigtigt om relationen mellem mennesket og dets omgivelser. Det fænomenologiske blik for, hvordan subjektet og objektet er medkonstituerende for, hvad der opstår i oplevelsen, optegner en epistemologi, der behandler mennesket og verden med lige stor seriøsitet. Det dobbelte blik mener jeg er meget værdifuldt for en så bred videnskab som psykologien, der i sine tematikker spænder over både det enkelte individ og dets krop og den meget store samfundsmæssige kompleksitet, som det individ er placeret i.    

 

Hvilke hypoteser om fænomenet har du måtte bortkaste, og er der nogle aspekter, som er kommet frem under din undersøgelse, der er kommet bag på dig? 

Jeg tror ikke, jeg har haft hypoteser, som jeg har droppet. Men jeg er blevet overrasket over, hvor relativt ens folks forestillinger figurerer i deres oplevelser af kunst, og også hvor hyppige forestillinger er i alle vores oplevelser. Teoretisk er det ikke så overraskende, at folk oplever forestillinger på samme måde, da fænomenologien hviler på idéen om, at der er visse bevidsthedsstrukturer, som vil gå igen, ikke bare hos individer tilhørende samme kulturelle område og historiske periode, men også på tværs af disse områder og perioder (spørgsmålet er så hvor meget på tværs). Selvom det kan være forskelligt, hvor meget vægt folk lægger på deres forestillinger i deres oplevelser – hvor bærende de umiddelbart oplever dem for oplevelsen i sin helhed – så er forestillinger altid til stede, og de er altid struktureret med de samme komponenter. Det interessante for én som mig, der gerne vil sige noget generelt om forestillingsstrukturer, er, at uanset hvor forskelligt indholdet i folks forestillinger er, så præsenterer de sig på samme måde, og de er altid til stede. Det fortæller noget om, at forestillinger er et definerende karakteristika ved oplevelser af kunst, og det fortæller også noget om, at forestillinger er et meget grundlæggende komponent i vores psyke og vores måde at relatere til verden på. 

 

Hvis du havde 4 år mere og en hel sæk med fondsmidler i ryggen, hvordan ville du så udvide din forskning?  

Indtil videre er det min oplevelse, at for hvert spørgsmål der opstår, og for hver artikel jeg skriver, vokser der tre nye spørgsmål og potentielle artikler frem. Der er altså mange retninger at gå, og der er mange projekter som ville være både spændende og vigtige for psykologien.  

Et projekt jeg gerne vil lave, er at historisere æstetiske oplevelser og beskrive, hvordan og i hvor høj grad kvaliteten af den slags oplevelser er historisk specifik. Jeg arbejder i øjeblikket fra Stanford University i Palo Alto, Californien, hvor jeg diskuterer mine ting med Robert Pogue Harrison og Hans Ulrich Gumbrecht, henholdsvis professor og professor emeritus i litteratur. De har begge to arbejdet med den slags historiske kulturstudier, og måske kan jeg lære lidt om, hvordan man kan gribe det an, så jeg kan forsøge selv, skulle der lande en sæk med fondsmidler på et tidspunkt. Hvis forestillinger er oplevelsen af muligheder, så vil kulturhistoriske omstændigheder naturligvis også farve indholdet af vores forestillinger, og på den måde kan forestillingsfænomenet også være centralt her. Sådan et projekt ville delvis være fænomenologisk, men det vil også trække tråde til andre retninger, eksempelvis socialisationsteori og dele af litteraturvidenskaben, kunsthistorien og sociologien. Det ville være spændende teoretisk, men i høj grad også metodisk, og på den måde vil det potentielt være anvendeligt for den bredere psykologi. 

Derudover ville jeg gerne lave et projekt om litteratur og læseoplevelser. Når projektet lige nu omhandler visuel kunst, er det blandt andet for at skabe en afgrænsning, så jeg ikke behøver diskutere, hvordan forskellige kunstformer påvirker os forskelligt. Det ville være et spændende spørgsmål, men det ville ikke være muligt at komme i dybden med på tre år. Med fire år mere, til gengæld, kunne det være muligt. En hypotese vil også være at netop forestillinger spiller en større rolle i læseoplevelser end oplevelser af visuel kunst, fordi læseoplevelsen (måske) essentielt beror på udfoldelsen af en imaginær verden, hvor oplevelsen af et maleri i højere grad kan hvile i perceptionen af maleriet. 

Det ville også være et vigtigt projekt for den fænomenologiske psykologi at beskrive Edmund Husserls psykologi. Husserls arbejde spreder sig over omkring 40.000 sider, og de er på mange måder udgangspunkt for meget af den fænomenologi, der bliver bedrevet i dag. Husserl er fænomenologiens Freud, og en grundig analyse af psykologien hos Husserl vil være et vigtigt fundament at arbejde fra. Jeg mener, det kan have stor værdi at arbejde med grundlæggende tekster, der i det her tilfælde er over hundrede år gamle, for innovation risikerer at blive ignorant, hvis ikke man kender fortidens visdom. 

Sidst men ikke mindst kunne jeg godt tænke mig at arbejde med en dialog mellem fænomenologi og psykoanalyse. Selvom der er mange forskelle, er der også ligheder, eksempelvis i den lille smule Freud skriver om perception. Spørgsmålet er, hvor tæt man kan væve dem sammen ved at modificere terminologien hos de to retninger, og hvor der reelt er uforenelige ontologiske og epistemologiske antagelser.