Boganbefaling fra min mor

Af Ursula Teodora Moeran, stud.psych.

Hejsa, Ursula her. 

Da jeg startede på psykologistudiet sidste år, fandt jeg hurtigt ud af, at det at have en brainy mor var en kæmpehjælp. Hendes klogskab er et træk ved hende, som førhen har været enormt frustrerende. De (lidt for mange gange) jeg har ringet til hende for at brokke mig over noget trivielt, har hun gennemskuet problemet og formidlet sin (superklare) situationsforståelse på en måde hvor jeg har gået fra samtalen med dårlig samvittighed over at have været sur til at starte med.  Nu synes jeg, at det er fuldstændig skønt.  Eksempelvis var der her på 2. semester en masse bøvl omkring forståelsen af Jacques Lacans tekst om spejlstadiet. Klart størstedelen af mit stamhold kunne simpelthen ikke kunne finde hoved og hale i hans sætninger, som jo betød, at vores videreformidling af hans teori heller ikke var i top. 

Som det ofte sker i mor-datterrelationer, ringede jeg en dag for at brokke mig, netop om psykoanalysen (ja, jeg er ”voksen” nok nu til at jeg primært brokker mig om faglige emner). Jeg havde selvfølgelig håbet på at få lov til at være et pjattet barn i 5-10 minutter, med en støttende mor i røret, der ville vise medlidenhed med mig og validere min holdning om at ’alt er dumt’. I stedet blev jeg mødt af den mor, jeg altid har haft; hende der har alle svarene. Der viste det sig jo, at min skønne mor i sin tid også skulle læse og tolke spejlstadiet. På tre sætninger fik jeg afklaret, hvad Lacan, for mig, ikke havde tydeliggjort på sine mange sider. Dette blev enormt brugbart, da jeg, noget tid efter, endte med at skulle skrive eksamen om psykoanalysen. 

Det var dog ikke kun Lacan, vi fik trasket igennem over telefonen. Vores samtaler om psykoanalysen og samtaleterapien, der hører med den, fortsatte hele sommeren. På det tidspunkt havde jeg fået sommerjob som gartner, og gik nu med mange timer om dagen, hvor jeg kunne nyde podcasts og lydbøger i solen, tildækket af sved og jord, og lidt for ofte tidsler. Det var her min mor igen viste sin evne til at brillere – denne gang med en anbefaling af en fantastisk bog af den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom. 

Det har simpelthen været så god en anbefaling, at jeg i dag gerne vil give den videre. For at øge mine chancer for at få dig overtalt til at læse den (eller lytte til den, som jeg gjorde), har jeg inddraget min mor igen, i et lille interview hvor vi begge reflekterer over, hvad det egentlig er ved denne bog, der rammer the sweet spot. 

Lying on the couch af Irvin D. Yalom

For nogle år siden tog min mor en coach uddannelse, hvor mange af Yaloms bøger, især dem der omhandler eksistentiel psykologi, blev anbefalet.  

”Hvorfor var det så lige præcis denne bog du anbefalede? Den er jo en af hans fiktive bøger” spørger jeg. ”Den adskiller sig fra de andre,” er det simple svar jeg får i første omgang. Efter at have været prompted om hvordan den adskiller sig fra de andre, forklarer hun, at det er en ”komedie” i en klassisk forstand. ”Der er en masse mennesker, der alle sammen har nogle intentioner, planer eller ønsker der egentlig er lidt smålige eller egoistiske”. Denne klassiske teateropstilling om en masse sammenflettede relationer, der til sammen skaber en dominoeffekt for hinandens liv, er også et af de aspekter ved bogen, jeg personligt synes er med til at gøre den interessant. Denne social sammenfletning opbygger et univers der virker realistisk nok til at være gribende, og tilfældig nok til at man bliver begejstret når man spotter sammenfletningen. Derudover pointerer min mor, at det jo er dejligt med en bog hvor man kan sidde og grine højt. ”Jeg har læst andre bøger af Yalom med stor interesse, men har ikke siddet i timevis med et stort smil på læben før. Hvor mange psykologibøger får dig til at grine højt?” 

Bogen handler helt basalt om terapeuters relationer til deres klienter. Når jeg spørger mere ind til, hvad min mor tænker er hovedtemaet i bogen, siger hun, at ”det vel nok er tillidsforhold og de brud, der opleves i dem”. Et tema, der omhandler varierende grader af magtudnyttelse mellem psykolog og patient – en magtudnyttelse, der bevæger sig begge veje. En rød tråd i fortællingerne er tematikken om seksuelle relationer mellem terapeut og patient – noget der flyder i forgrunden af nogle historier og i baggrunden af andre (så bare rolig; det bliver aldrig ensartet). 

Yalom indleder med fortællingen om Seymour, en ’old school’ terapeut, der slører grænserne mellem, hvad der er acceptabelt adfærd med en patient. I starten af bogen bliver psykiateren Ernest også introduceret. Han er fra en nyere tid, og møder sine patienter med en passion for at hjælpe, ved brug af nogle koncepter hans medpsykologer ikke altid forstår. ”Han kommer igennem mange fortrædeligheder, når han kæmper for sit nye koncept om at være åben og ærlig over for sine patienter,” påpeger min mor. Hans ærlighedskoncept er inspireret af en samtale, han har med den kritiske Marshal, der er et powerhouse med 200% selvtillid. Trods denne selvtillid udadtil og en stålfast tro på, at han altid har ret, er der alligevel en sårbarhed i ham, der får ham til at vakle og falde. 

”Hvilken af underhistorierne kan du bedst lide?” spørger min mor, der er blevet die-hard fan af Ernest og hans godhjertethed. 

”Tja… Det er nok Marshals historie. En af de klienter han har at gøre med vækker mange følelser i mig, både på grund af det han lider af, men også på grund af hvor komisk han forholder sig til det. Udover det, så synes jeg, at Marshal har en spændende rolle udenfor terapirummet. Bogen foregår jo i San Francisco i 90’erne, og den måde sammenholdet mellem psykoanalytikerne beskrives, får det til virke som et meget engageret netværk, i hvilket Marshal bliver til lidt af en politisk spiller. Både Ernest og Marshal møder naturligvis forhindringer, når de prøver at hjælpe deres patienter, men den indre dialog Yalom beskriver hos hver af dem er fyldt med kontraster, og her tror jeg, at Marshals kritiske tendenser er det, der gør ham til min yndlings af de to.” 

”Yalom er også virkelig god til at skrive dialoger, der foregår i et rum mellem psykologer og klienter,” supplerer min mor med. Dette er også en af grundene til, at hun oprindeligt anbefalede bogen til mig, som psykologistuderende, og grunden til, at jeg gerne vil give anbefalingen videre. ”Han beskriver tillidsrummet virkelig godt, med et blik hvor man ikke er i tvivl om, at han er en dygtig og erfaren psykiater der ser meget. Når mennesket begynder at tale om sig selv, lægger han mærke til de små ordvalg og betoninger. Så hvis man interesserer sig for den del af psykologien der er samtaleterapien, så er det en fantastisk bog”.  

 Som en der længe har været interesseret i psykologi, men stadig overvejer hvor jeg gerne vil hen med det, synes jeg, at Yalom har fået mig til at tænke på, og forstå, terapiforløbet på en måde, jeg ikke har gjort før. Med alle de tunge teoretiske og metodiske tekster vi har at gøre med i løbet af et semester, har det været virkelig rart med et andet perspektiv. Jeg endte med at lytte til en lang stribe af Yaloms bøger efter denne, men som min mor siger, så er hans andre bøger ”så kendte at (mine) medstuderende nok skal støde på dem før eller senere”. Så hvis du leder efter en god (lyd)bog, der både rummer faglighed og humor, og er en nem gate-way-drug til en lang stribe andre spændende bøger af samme forfatter, så kan Lying on the Couch stærkt anbefales. 

P.S., den danske titel er Sex, løgn og psykoterapi.