Det guddommelige menneske

Af Isabel Sidenius, stud.psych. 
Illustration af Amanda Aaboe Bell, stud.psych. 

Novelle. De indledende toner fra TV-avisens temasang brusede ud af højtalerne og gav
et sæt i ham. Så var klokken 18:30 bemærkede han, som han dagligt blev mindet om, når
udsendelsen automatisk startede. Han blev næsten lige overrasket hver gang det skete,
over hvor hurtigt dagen var gået, uden at der var sket noget videre bemærkelsesværdigt.
Han rakte ud efter sine briller, én af de få betegnelser fra hans barndom, som man heldigvis
stadig brugte om nyere opfindelser. Talesyntesens opfindelse havde gjort det muligt at lytte
i stedet for at læse, og at det stadig hed briller, var måske egentlig lidt misvisende, tænkte
han. Tanken fik ham til at skæve over til den gamle reol i hjørnet, hvor der stod en række
støvede, gamle værker og pyntede på nostalgisk vis. Heldigvis var han fra dengang, man
stadig købte og læste bøger, og han kunne tydeligt huske fornemmelsen af de glatte sider
mod fingerspidserne, lyden der blev genereret af sidernes luftmodstand, når han bladrede
hurtigt igennem dem, og den tunge papirduft, der var karakteristisk for rigtige bøger. Han
mærkede et stik af medlidenhed med den nyere generation, som nok aldrig ville opleve
det. Han indstillede sine briller til at kunne se de 3D billeder, som lyspartiklerne i tv-avisen
foran ham dannede. Strålerne ramte linsen, som regulerede signalet, omformede det til
bølger, der var modtagelige for hans nethinde, og gjorde det muligt for ham at afkode og
fortolke det visuelle billede. Tanken om bøgerne fik ham til at huske tilbage på den dag i
2018, da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, en af udseende lille og firkantet
mand med en behagelig fremtoning, nedsatte det såkaldte ’Disruptionråd’. Han havde store
visioner for danskerne. Visioner som han selv som ung gymnasieelev var blevet temmelig
forført af. Billedet fra pressekonferencen stod stadig helt klart frem i hans erindring. Den
lille firkantede mand nærmest forsvandt bag podiets mikrofon, men talte med en klar
og tydelig røst, der fyldte salen med håb og visioner. Han fortalte om Danmarks lovende
fremtid, og om hvordan vi skulle ”omfavne teknologiske fremskridt og nye digitale
løsninger”. Han havde allieret sig med Singularity University, der, som specialiseret
tænketank i teknologiske fremskridt, rådgav ham omkring teknologisk udvikling på en
række politiske områder. Singularity University var i sin tid blevet nedsat af Ray Kurzweil,
hvis forudsigelser om singularitetens indtrædelse var uhyggeligt præcise. Godt nok blev
det ikke i år 2045, som han havde spået, men 2053 er nu ikke langt fra, tænkte han. Året
hvor den selvreplikkerende kunstige intelligens var blevet opfundet. På det tidspunkt
var det en milepæl indenfor teknologisk udvikling, huskede han, noget man i et nutidigt
perspektiv tager mere eller mindre for givet. ’Superintelligens’ havde de naturligvis kaldt
det. Computersystemerne var som forudset blevet selvlærende. De havde ikke længere brug
for mennesker til at udvikle deres programmer, men opererede med enorme mængder af
data og algoritmer, der gjorde dem i stand til at regne det meste ud selv. Arbejdsmarkedet
var hurtigt blevet næsten helt tømt for rigtige mennesker og erstattet med selvlærende
maskiner, der var en langt mere effektiv og kompetent arbejdskraft. Han tænkte tilbage
på perioden efter 2053. Han havde ikke kunnet finde et arbejde, siden han var blevet
opsagt hos Deloitte selvsamme år. Han kunne jo godt se logikken. Maskinkraften var
Indput Institut væsentligt hurtigere til alle udregningerne. Og selvom det kom lidt som et chok, var det jo ikke så underligt, at størstedelen af den danske befolkning også oplevede arbejdsløshed de efterfølgende år. Alligevel var det lykkedes for en lille gruppe af mennesker fortsat at holde samfundet kørende og endda i fuld økonomisk fremdrift. Det var på en måde
beundringsværdigt. De havde da også sørget godt nok for befolkningen. Der blev tildelt
overførselsindkomster til alle, der blev ramt af arbejdsløsheden. Og selvom man jo ikke
blev rig af det, var det et helt udmærket beløb til at fortsætte en tilværelse med WĒIXÌN og
globeflix under den varme dyne, som han skyldbevidst havde nydt i sine arbejdsløse timer
dengang. Alligevel tænkte han nu, at han nok burde have valgt et andet erhverv. Satset
på teknologien. Det havde højst sandsynligt givet ham nogle andre muligheder i dag. De
lukkede computersystemer og maskiner indeholdt godt nok et kompleksitetsniveau, der
langt oversteg den menneskelige intelligens og bedre kunne håndtere arbejdsmarkedets
krav, men der var jo stadig arbejde til de tekniske entreprenører, der opfandt dem. Og til
dem, der arbejdede indenfor PR eller marketing. Og investorerne. Ja, investorerne ejede
alligevel al data og investerede naturligvis i udviklingen af ny teknologi. Han skulle
virkelig have været mere innovativ eller strategisk dengang, tænkte han. Heldigvis
havde det gjort det væsentligt nemmere for en stor del af befolkningen at finde arbejde,
da de fandt ud af, hvordan man transcenderer biologien i hjernen. Det skete 8 år efter, i
år 2061, da den maskinproducerede intelligens succesfuldt kunne installeres i mennesket.
De havde formået at smelte menneske og maskine sammen til et hyperintelligent
produkt, hvis design konstant kunne optimeres og udvikles på. Opfindelsen havde nedsat
arbejdsløsheden væsentligt og øget jobmulighederne for biologiske mennesker. Til gengæld
var teknologien blevet langt dyrere. Derudover forekom konceptet ham, her knap 40 år
efter, stadig af en eller anden grund unaturligt og fremmed. Især at han ikke længere var
i stand til at skelne det maskinproducerede fra de kødelige organiske rester, hvis samspil
samfundet efterhånden primært bestod af. Vitalitetens kerne var virkelig blevet svær at
spore, tænkte han lidt bekymret.

Gennem de luftbårne stråler tonede Nick Bostroms ansigt frem i en 3D version. Hans ansigt
var noget mere rynket og sammentrukket, end dengang han i 2018 tonede frem på de gamle
fladskærme, men han talte stadig entusiastisk og levende om de nyeste resultater indenfor
transhumanismens aldringsstudier. De nærmede sig det uopnåelige. Det evige liv. Selvom
han tydeligt kunne huske den bemærkelsesværdige dag i 2053, hvor singulariteten fik sit
egentlige gennembrud, slog det ham, at det var svært at vurdere, hvornår det sådan for
alvor slog igennem. Det skete gradvist, men alligevel så hurtigt, at de færreste kunne følge
med i, hvad der foregik. Det var jo egentlig ikke så mærkeligt, hvis man tog Moores lov om
at computerkraften fordobles hvert andet år i betragtning. Han tænkte tilbage på midten af
2030’erne, hvor de første spæde fremskridt indenfor transhumanismen udvikledes. Det var
jo ganske smart dengang. De døve kunne pludselig høre ved hjælp af en chip, der overførte
lyden fra omverdenen direkte ind i nervebanerne. Og han tænkte på alle entreprenørerne,
investorerne og ingeniørerne, der i starten af 2040’erne havde haft råd til at opleve, hvordan
det var at se i mørket, når det infrarøde kamera var blevet installeret som kontaktlinser i
øjnene, og de blev i stand til at oversætte mørkets signaler til hjernen. Selv havde han fået
repareret synet i ’46, så han kunne se ordentligt igen. Han mindedes glæden ved at se sine
omgivelser stå helt klart for sig for første gang i mange år. Genstandene omkring ham stod
pludselig i skarp kontrast til hinanden, konturerne aftegnede selv de mindste detaljer, og
farverne virkede overvældende på hans genfundne visuelle perception. I et kort øjeblik
bredte der sig en følelse af taknemmelighed hos ham. Han havde ikke haft råd til meget
ekstra i sit design andet end jævnligt at opdatere brillerne, men i det mindste kunne han
se. Derudover kunne de indstilles til via talesyntese at omdanne tekst til lyd på både dansk,
engelsk og kinesisk, hvilket han var blevet temmelig afhængig af at benytte, hvis han skulle
kunne følge bare lidt med i den globale udvikling. Godt nok var det forældet teknologi,
men kursen for kinesisk som integreret sprog i Wernickes området var blevet virkelig
høj de seneste år. Følelsen af taknemmelighed fortrak sig til fordel for den frustrerende
ligegyldighed, som han efterhånden var blevet vant til.

Den rynkede gamle mand i lysbilledet fik ham til at tænke på det transhumanistiske ideal,
der allerede havde slået rod i den menneskelige bevidsthed i starten af 2020’erne. Samfundet
var meget optimistisk dengang. Der var selvfølgelig nogle strømninger, der kæmpede imod
den teknologiske udvikling, men den steg alligevel eksponentielt i en sådan grad, at vi
åbenbart ikke kunne følge med, tænkte han. Han mindedes svagt at nogle af kritikerne
havde kaldt idealmennesket i denne opfattelse for Homo Deus: Det guddommelige
menneske. Det kunne man vel godt kalde det nutidige menneske, overvejede han. I hvert
fald, hvis de opnår deres visioner om evigt liv, som al forskning tilsyneladende peger i
retning af. Selvom han ved nærmere eftertanke snarere oplevede en form for afmagt end
en almagt.

Efterfulgt af Nick Bostroms seneste nyt om aldrings studier, kom der mere forskningsnyt, hvor
intelligensoptimering endnu engang blev sat i fokus. Nyhederne var blevet ren reklame,
tænkte han, sendetiden var forbeholdt udviklingerne indenfor al den nyeste teknologi;
bioteknologi, nanoteknologi, robotteknologi. Intelligensforskning var selvfølgelig det mest
Indput Institut populære, selvom produkterne økonomisk set efterhånden kun var forbeholdt eliten. Han fandt det besynderligt og lidt paradoksalt, at det i denne tid med en så hurtigt accelererende udvikling indenfor det meste alligevel ikke føltes som om, der ikke skete noget som helst. Han stirrede på de lysende partikler, der afgrænsede nyhedernes indhold fra resten af hans stue. Indslaget efterfulgtes af et kort indslag om digital humørforbedring. Det kunne
han måske prøve, tænkte han, det havde selv de arbejdsløse råd til. Han knipsede med
fingrene, og lysbilledet forsvandt med det samme. Mennesket var i sandhed blevet god
til at omskabe og transformere sig selv. Bare han havde råd til et bedre design, en højere
udviklet intelligens. Så ville han måske kunne få et arbejde og rent faktisk foretage sig
noget. Han længtes efter afveksling. Han overvejede sine muligheder som han plejede, og
loggede på Google Ngrams semantiske søgemaskine for at forsyne sig med dagens kvote af
gratis intelligens. Ærgerligt de ikke længere tilbød gratis aldringsnedsættelse også, tænkte
han. Tiderne havde ændret sig. Han løftede hånden og trykkede på den store knap øverst
på Google Ngrams globepage. De mange millioner af begreber og relationerne imellem
dem blev suget ind i hans bevidsthed gennem alle lufthullerne i og omkring hans ansigt,
omformede hans neurale netværk og manifesterede sig i det, han allerede havde lagret
indtil nu. Han vidste ikke helt præcist, hvad han skulle bruge det til. Men han vidste, at
han var nødt til at holde sig opdateret.

Han sad et minuts tid og stirrede ud i den partikelfyldte luft, hvis farver trængte sig ind
på hans nethinde. Han loggede på WĒIXÌN, som han plejede, når han ikke vidste, hvad
han ellers skulle foretage sig. Brillernes talesyntese synkroniseredes med sidens indhold
og gik straks i gang med at læse overskrifter op i et pseudoentusiastisk tonefald, som kun
de autogenererede stemmer udformet af marketing-teams kunne præstere: ”Seneste nyt
fra aldringsstudier: Vi forudser, at vi ved udgangen af 2098 vil være i stand til at forlænge
levetiden med yderligere 80 år. Det er et gennemgribende fremskridt og ikke langt fra
målet! Læs mere her.” Ordene blev oversat af brillerne, hvis transmittere forbandt sig til hans
auditive sanser og oversatte dem til lyd i hans indre. Det var et af de uundgåelige opslag. Han
blinkede et par gange og rystede følelsen af at have en lille monoton nyhedsvært siddende
i sit baghoved af sig og scrollede videre i al hast. Han blev nok aldrig helt vant til følelsen.
Hvis bare man selv kunne indstille den, så den ikke afspillede automatisk og invaderede
hans egne tanker, tænkte han. Men det fremgik jo ganske eksplicit af købskontrakten, så det
måtte han vist bare bide i sig. Han fik øje på en af sine venner, der havde postet et billede
af sin nyfødte datter, og idet han dvælede ved billedet, begyndte stemmen at læse op: ”Så
kom Theresa til verden. Helt ufejlbarlig med en Tek-Apgar score på højt niveau. Vi er så
glade og stolte og glæder os til at se hende vokse op og optimere sig selv!” Hans gamle ven
havde virkelig investeret i det bedste for sin datter, tænkte han. Han vidste også, at de havde
sparet op længe og nøje udvalgt de bedste egenskaber og programmer til hende. Måske var
det bare ham, der var gammeldags, når han stadig fandt tanken om en komplet opløsning
mellem menneske og maskine svær helt at acceptere. Der fandtes tilsyneladende masser
af glæde og håb omkring ham. Det var nok bare den trivielle og forudsigelige hverdag som
arbejdsløs, der gjorde ham skeptisk. Men han følte alligevel en vis lettelse i at vide, at han
stadig havde valget om at dø en dag. Det var nok mere, end hvad man kunne sige om den
næste generations fremtid, tænkte han.