Drømmen om lovlige stoffer

BOGANMELDELSE. Stoffer burde være lovlige og tilgængelige. Det er hovedpointen i Carl L. Harts bog Drug Use for Grown-Ups. Han er professor i neuropsykologi ved Columbia University og har haft en lang karriere indenfor forskning i stoffer. Han har i mange år bidraget til forskning mod stoffer, men har gennem sin karriere indset, at stoffer ikke altid er skadelige, og derfor burde voksne, ansvarlige mennesker frit kunne tage dem.

 Af: Zacharias Dyrborg, stud.psych.


Legalisering af stoffer er ikke længere en tabubelagt, yderligtgående holdning. Der er allerede bred opbakning til legalisering af cannabis i mange lande, og psykedelika bliver også ofte diskuteret. The war on drugs har medført vold, racisme og ulighed og har tydeligvis ikke stoppet folk fra at indtage dem. Denne kriminalisering medfører derfor kriminelle netværk, som kan transportere og sælge stoffer – med mere vold til følge. Samtidig bliver det farligere for det enkelte individ at indtage stoffer, da det er svært at vide, hvorfra stofferne kommer, og hvad de indeholder. Det er i korte træk de mere strukturelle argumenter for lovliggørelse af stoffer. Disse argumenter bliver ofte fremlagt (i hvert fald af mig selv), med forbehold for, at nogle stoffer er dårlige og skadelige, men at man skal hjælpe brugerne fremfor at kriminalisere dem. Men selv dette billede af stoffer som heroin og methamfetamin vil Drug Use for Grown-Ups gøre op med.

 

Målet med bogen er ikke blot at kortlægge de strukturelle problemer kriminaliseringen af stoffer har medført. Den forsøger i lige så høj grad at tegne et nyt billede af den almindelige stofbruger som værende velfungerende. Forfatteren har selv i 20 år ikke talt om sin private brug af psykoaktive stoffer – netop fordi det er tabuiseret. I bogen fortæller han åbent om sin lejlighedsvise brug af alt fra hash til amfetamin og heroin, samtidig med at præsentere forskning og historie på området. Dette er netop et glimrende eksempel på, at brugen af disse stoffer, under de rette omstændigheder, kan gøres nogenlunde forsvarligt, og at det ikke nødvendigvis ødelægger ens mulighed for at være velrenommeret forsker og familiefar. Det kan i sig selv virke provokerende, da narrativet mod stoffer er så dybt indlejret i de fleste af os. Kapitel for kapitel bliver forskellige stoffer gennemgået - og det er overraskende læsning.

Det amerikanske National Institute on Drug Abuse understøtter mere end 90% af amerikansk forskning på området – og som navnet antyder, er de ikke positivt stemte overfor brugen af stoffer. Der bliver draget overdrevne konklusioner, korrelationer bliver præsenteret som kausaliteter og diskussionsafsnit bliver fyldt med halve sandheder. Som kommende psykologer er det interessant at se, hvordan vores faggruppe er med til at patologisere og stigmatisere brugen af stoffer. Hvor mange andre samfundsvidenskabelige forskere snakker om stofbrugere eller stofafhængighed, står psykologer klar med DSM-5 i hånden og betegner mange som misbrugere og unormale.

 

Der er meget godt at sige om Drug Use for Grown-Ups, men det er ikke en fejlfri bog. Den bliver ensidig og er gennemgående præget af en amerikansk vinkel. En vinkel, der er spændende når det handler om effekterne af the war on drugs, men som bliver enerverende i mange andre sammenhænge, som når det bliver nævnt, at våben også er lovlige og er mere farlige end stoffer. Eller, at alle har ret til ’the pursuit of happiness’, fordi det står i The Constitution, og stoffer kan hjælpe nogle med dette. Her kræver bogen en smule overbærenhed af sine læsere. Men samlet set er det spændende at blive udfordret på sine holdninger og fordomme – og det gør Carl L. Hart virkelig. Bogen er ikke en opfordring til at tage stoffer (især ikke hvis man har nogen former for psykiske eller fysiske lidelser), men en nuancering af mange års kampagner mod stoffer.