Er der social ulighed i PPR? - Et speciale om betydningen af familiers og skolers socioøkonomiske baggrund for PPR-praksis

Af Johanna Mariam Madsen, stud.psych. og Nicoline Siemsen, cand.psych. 

I december 2020 lavede professor i psykologi Svend Brinkmann en udsendelse i sit radioprogram Brinkmanns briks om Klasserne. Han hævdede, at den samfundsmæssige bevidsthed, om at vi stadig har sociale klasser i Danmark, er blevet svækket til fordel for fortællingen om, at alle er lige og lever sammen i én stor middelklasse. Derudover anfægtede han den manglende klassebevidsthed inden for psykologien, og han efterlyste, at flere psykologer beskæftiger sig med betydningen af sociale klasser og social ulighed. Denne udsendelse af Brinkmanns briks vækkede en interesse hos os, der blev starten på vores speciale om social ulighed i den pædagogisk psykologiske rådgivning (PPR). 

Det vigtige forarbejde 

Den sociale ulighed i Danmark er stigende. Dette ses blandt andet i sundhedsvæsenet og i uddannelsessystemet, hvor der forekommer en systematisk skævvridning mellem borgere, der er betinget af socioøkonomisk baggrund. Denne viden gjorde os nysgerrige på, hvorvidt der også findes en social ulighed i mødet med psykologer. Udover interessen i social ulighed, havde vi fra start af et ønske om at lave et empirisk speciale, hvor vi enten selv udformede en undersøgelse eller blev koblet på et eksisterende projekt. Vi kontaktede derfor en række forelæsere, som vi har mødt i løbet af uddannelsen, og som vi kunne forestille os at samarbejde med. I løbet af få dage fik vi et møde med psykolog Cristian Lima, som vi havde mødt på forelæsningsrækken i kandidatfaget social- udvikling og integrationspsykologi (SUI) nogle måneder forinden. Han tilbød faglig sparring undervejs i vores specialeproces, og han hjalp med at etablere kontakt til mulige informanter.  

Forud for indsnævringen af problemformuleringen foretog vi to pilotinterviews med en skoleleder og en PPR-psykolog på en folkeskole, hvor vi spurgte bredt ind til deres oplevelse af betydningen af familiernes og skolens socioøkonomiske baggrund. Formålet med pilotinterviewene var at afdække mulige vinkler til specialet ved at lade os informere af praktikere, der befinder sig i den kontekst, som vi ønskede at undersøge. Under pilotinterviewene blev det tydeligt for os, at børns sociale betingelser har en stor betydning for både skolens og PPR-psykologens arbejde. En af PPR’s kerneopgaver er at skabe faglig udvikling og trivsel hos alle elever med blik for den enkeltes betingelser, hvilket gør PPR-psykologen til en vigtig aktør i arbejdet med at mindske social ulighed i skolen. Efter vores pilotinterviews stod vi derfor tilbage med en undren over, hvorvidt PPR lykkes med denne målsætning. Denne undren blev udgangspunktet for vores empiriske undersøgelse, og på baggrund af den udformede vi problemformuleringen: Hvordan indvirker familiers og skolers socioøkonomiske baggrund på PPR-psykologens praksis og opgaver? 

Udviklingen af en empirisk undersøgelse 

Da en specialeperiode er relativt kort, kræver det, at man skærer ind til benet, når man udformer en empirisk undersøgelse, så den er realistisk at nå inden for specialets rammer. Vi valgte derfor at lave et casestudie, hvor vi tog udgangspunkt i to ekstreme cases, da vi forventede, at de ville rumme en stor informationsrigdom, der ville tydeliggøre nuanceforskellene mellem de to cases. Vores undersøgelse bestod således af fire kvalitative interviews med skolelederne og PPR-psykologerne på to folkeskoler i Københavns Kommune. Skolerne blev valgt på baggrund af deres socioøkonomiske indeks. Et socioøkonomisk indeks beregnes ud fra forældrenes indkomstniveau, uddannelsesniveau og tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor et indeks på 0 udgør kommunegennemsnittet. Da vi ønskede at anvende ekstreme cases, har de medvirkende skoler et socioøkonomisk indeks, der er henholdsvist ekstremt højt og ekstremt lavt. Vi valgte at foretage en datadrevet tematisk analyse af vores interviews, og på baggrund af den formulerede vi tre store temaer, der gik på tværs af alle interviews: ’Samarbejdet mellem forældre og PPR-psykolog’, ’PPR-psykologens mulighed for lokal tilpasning af praksis’ samt ’udvikling af lokale normalitetsperspektiver’. Efter den datadrevne tematiske analyse inddrog vi psykolog Urie Bronfenbrenners bioøkologiske udviklingsmodel, som de fleste kender fra faget udviklingspsykologi. Den bioøkologiske udviklingsmodel fungerede som en ramme for analysen af vores temaer. 

Betydningen af forventninger til PPR-samarbejdet 

Vores undersøgelse peger på, at familiernes og skolernes socioøkonomiske baggrund har en betydning for samarbejdet med PPR-psykologen. Vi fandt, at der er stor forskel på kompleksiteten i PPR-sagerne på de to skoler. Det skyldes blandt andet en forskel i, hvor tidligt sagerne henvises til PPR. På skolen med stærk socioøkonomisk baggrund var størstedelen af sagerne af forebyggende karakter, hvilket øger sandsynligheden for at skabe positiv udvikling hos barnet, da der er flere mulige løsninger og et større overskud hos både forældre, barn og lærere. På skolen med svag socioøkonomisk baggrund var hovedanparten af sagerne mere fremskredne, hvilket betyder, at mulighedsrummet for at skabe udvikling er mindre. Ydermere er der oftere flere aktører involverede som f.eks. psykiatrien, socialforvaltningen og tolkebistand.  

På baggrund af vores analyse blev det blandt andet tydeligt, at nogle af de faktorer, som har betydning for samarbejdet mellem PPR-psykologen, skolen og familien, er forventninger til samarbejdet, samt forældres viden og kendskab til PPR. Samarbejdet mellem PPR-psykologen og familien påvirkes af parternes gensidige forventninger til samarbejdsrelationen. Ydermere kan forældrenes viden om PPR og de kommunale sagsgange give dem en bedre adgang til et samarbejde med psykologen, mens manglende kendskab til PPR samt eventuel frygt for kommunen kan blive hæmmende for et godt samarbejde. På skolen med en stærk socioøkonomisk baggrund havde både familier og PPR-psykolog høje forventninger til hinanden. Det kom f.eks. til udtryk ved, at forældrene på forhånd havde en viden om, hvad PPR kan bidrage med, samt hvilke rettigheder de har, hvilket øgede deres forventninger og krav til PPR-psykologen. PPR-psykologen havde ligeledes høje forventninger til, hvad forældrene kan og bør bidrage med i samarbejdet, hvilket er medvirkende til at skabe en positiv udvikling i arbejdet med barnet. Positive forventninger i PPR-arbejdet kommer derved de ressourcestærke familier til gode. 

Omvendt oplevede PPR-psykologen på skolen med svag socioøkonomisk baggrund, at det er vanskeligt at stille krav til forældre med færre ressourcer, hvilket sænkede PPR’s forventninger til familiernes formåen i samarbejdet. Derudover oplevede PPR-psykologen, at samarbejdet blev vanskeligere af, at mange familier ikke er bevidste om, hvad PPR’s rolle er, samt hvad de har ret til at kræve som familie. Det bliver derfor alene PPR-psykologens ansvar at sørge for, at familierne får den hjælp, de har ret til. Ydermere fortalte både PPR-psykologen og skolelederen, at flere familier har negative erfaringer med kontakt til kommunen, hvilket kan bidrage til at skabe negative forventninger til PPR-samarbejdet.  

Har alle familier lige adgang til PPR? 

Begge PPR-psykologer beskrev, at de ikke forholdt sig aktivt til betydningen af familiernes og skolernes socioøkonomiske baggrund i deres arbejde. Dette kom bag på os, da vi på baggrund af vores undersøgelse fandt ret markante forskelle på PPR-psykologernes praksis og opgaver på de to skoler, som vi mener bl.a. kan relateres til skolernes og familiernes socioøkonomiske baggrund. Dette udgør et velfærdsmæssigt problem, da PPR er en universel velfærdsydelse, som alle bør have lige adgang til. Ud fra vores fund kan der dog sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt dette er tilfældet. Så hvordan sikrer vi, at alle børn og familier reelt får lige adgang til tilbuddet om pædagogisk psykologisk rådgivning? Vores bud er, at vi som psykologer bør skærpe opmærksomheden på betydningen af familiernes og skolernes socioøkonomiske ressourcer, for uden denne opmærksomhed er det vanskeligt at imødekomme problemet. Det kunne f.eks. være relevant at have en opmærksomhed på betydningen af familiernes kendskab til PPR og til deres egne rettigheder for derved at kunne sikre, at alle familier er klædt godt på til at søge om hjælp hos PPR og til at få så meget som muligt ud af samarbejdet. Derudover skal vi turde tale om, at familier har forskellige forudsætninger i mødet med PPR, og vi skal blive ved med at stille os selv spørgsmålet om, hvordan vi som PPR-psykologer kan medvirke til at mindske betydningen af familieres socioøkonomiske vilkår og ressourcer. 

Fire råd til kommende specialeskrivere 

1. Vælg et emne, som du er oprigtig interesseret i. Vi har flere gange hørt, at vi havde kastet os ud i et vanskeligt projekt, da det er et emne uden ret meget litteratur, og vi havde derudover valgt selv at lave en empirisk undersøgelse. Til gengæld var vi begge enormt optagede af vores emne, som vi helt til det sidste ikke blev trætte af. Og det hjalp med at fastholde motivationen og fortsætte arbejdet! 

2. Overvej at skrive i en gruppe, og husk forventningsafstemningen. Vi havde begge skrevet vores bacheloropgaver alene, hvilket for os var både ensomt og frustrerende, og derfor var det en kæmpe hjælp at have nogen at sparre med, da man i løbet af en specialeproces støder på mange udfordringer. Udover at vi tidligere havde skrevet opgaver sammen, var en forudsætning for vores samarbejde, at vi forud for specialekontrakten havde brugt et par måneder på løbende at forventningsafstemme både emne, arbejdsproces, ambitioner osv. Det hjalp os til at spore os ind på hinanden og skabe et godt fundament for samarbejdet. 

3. Opsøg faglig sparring fra andre end din vejleder. Som specialestuderede har man kun ret til begrænset vejledning med specialevejlederen, og derfor kan det være en stor hjælp at få sparring fra andre. Vi var positivt overraskede over, at alle, vi tog kontakt til med henblik på faglig sparring, var åbne for at tage en snak med os og hjælpe os lidt på vej. Det viste sig at være særligt afgørende for os i den indledende fase, da vi udformede vores empiriske undersøgelse på et tidspunkt, hvor den officielle vejledning ikke var begyndt. 

4. Lav din egen empiri. Hvis du har et ønske om at lave din egen empiri, vil vi virkelig anbefale, at du giver dig i kast med det. Selvom det ikke er noget, som man på uddannelsen nødvendigvis bliver opmuntret til, så gav det os en stor følelse af ejerskab over projektet og en oplevelse af at lave noget, der var væsentligt og relevant. Ja, det er tidskrævende, og ja det kræver meget rugbrødsarbejde at etablere kontakt til informanter, udforme en undersøgelse, behandle data osv., men det øgede vores motivation og glæde ved specialeprocessen. Det er dog vigtigt at nævne, at vi ikke ville være nået i mål med vores empiriske undersøgelse, hvis vi ikke var gået i gang to måneder før specialeperioden startede.