Familieskolen tæt på

Af Amanda Lambæk, stud.psych. og Anna Cappelen, stud.psych

Et  lille  praktikeventyr  på  Poppelgårdens  Familieskole  er  ved  at  være  forbi,  og  vi  har,  som  praktikanter  igennem  det  sidste  semester,  fået  et  værdifuldt  indblik  i  en  livlig  og  inspirerende  praksis.  Undervejs  er  vi  blevet  mødt  af  nysgerrige  medstuderende,  som  har  undret  sig  over,  hvad  en  familieskole  går  ud  på.  De  mange  spørgsmål  er  egentlig  ganske  forståelige,  da  flerfamilieterapi  ikke  har  været  en  del  af  den  obligatoriske  pensumlitteratur  i  vores  studietid.  Det  synes  vi  er  en  skam,  da  det  terapeutiske  arbejde  i  en  flerfamilieramme  i  vores  optik  er  helt  unikt  og  fortjener  større  opmærksomhed  på  psykologistudiet.  Derfor  inviterede  vi  det  lille  firepersonersteam  på  Familieskolen  til  en  snak  om  stedets  tilblivelse,  det  teoretiske  fundament  samt  deres  håb  og  visioner  for  Familieskolens  fremtid.  Vores  egen  vision?  Det  er  at  få  familieskolernes  arbejde  på  landkortet  inden  for  universitets  murer.  Dette  er  første  spadestik.  

Familieskolens  begyndelse  

En  kold  og  klar  forårsdag  i  april  tog  vi  plads  i  det  bløde,  grå  sofaarrangement  i  det  rum,  hvor  flerfamilieterapien  finder  sted  tre  gange  om  ugen  fra  kl.  8:30-12:00.  I  den  lille  røde  murstensvilla,  som  ligger  ud  til  Hvidovres  marker  og  grønne  fodboldbaner,  deltager  en  gruppe  familier  med  børn  i  alderen  4-12  år  i  et  intensivt  flerfamilietilbud,  der  strækker  sig  over  cirka  20  uger.  Arbejdet  foregår  på  tværs  af  barnets  kontekster,  fordi  problemerne  viser  sig  i  både  skolen  og  familien.  I  praksis  betyder  det,  at  både  børn  og  forældre  deltager  i  et  gruppeterapeutisk  forløb  med  andre  familier,  og  at  skolerne  inddrages  i  form  af  skolebesøg,  klasseobservationer  og  netværksmøder.  

Selvom  Familieskolen  i  dag  er  solidt  kørende  med  syv  familier  indskrevet  på  nuværende  tidspunkt,  og  flere  på  vej,  har  det  ikke  altid  set  sådan  ud.  ”Flerfamilieterapi  har  været  i  gryende  i  Danmark  i  hvert  fald  de  sidste  10-15  år,  men  gryende  på  en  græsrodsagtig  måde”  fortæller  Mai,  som  var  en  af  de  psykologer,  der  var  med  til  at  starte  Familieskolen  i  2015.  ”Vi  startede,  da  der  var  helt  blankt  på  væggene.  Der  var  ingenting”  siger  Mai  og  kigger  rundt  i  det  store  fællesrum,  som  nu  er  præget  af  spil  og  bøger,  orangefarvede  puffer  og  børnenes  personlige  opslagstavler,  hvorpå  der  hænger  tegninger  og  fotografier,  som  viser  det,  de  har  arbejdet  med  på  Familieskolen.  

I  begyndelsen  var  den  første  store  opgave  at  gøre  institutionerne  og  PPR-rådgiverne  i  kommunen  opmærksomme  på,  at  Familieskolen  var  etableret  som  et  nyt  og  anderledes  tilbud,  der  skulle  adskille  sig  fra  mere  traditionelle  former  for  familieterapi.  ”Der  var  rigtig  meget  arbejde  med  at  tage  ud  på  skoler  og  børnehaver  og  tage  op  på  PPR-  og  rådgivergangen  og  sige:  ’Hey,  vi  er  her  nu’.  Nogle  af  de  første  familier  var  en  del  med  ude  på  kontorerne,  så  på  den  måde  blev  det  en  samskabt  proces  med  familierne  for  at  få  Familieskolen  op  at  køre  i  Hvidovre  Kommune”  fortæller  Mai.  Hun  understreger  i  den  forbindelse,  hvordan  familieskoler  i  det  hele  taget  er  kendetegnet  ved  en  høj  grad  af  brugerperspektiv  og  forældreinvolvering.  Familierne  betragtes  som  de  professionelle  og  som  eksperter  på  deres  egen  udviklingsproces,  hvilket  betyder,  at  stedet  i  høj  grad  formes  ud  fra  deres  idéer  og  præferencer.  ”Vi  tog  nogle  skridt  ind  i  den  her  praksis  sammen  med  familierne,  hvilket  var  rigtig  givtigt,  fordi  de  gav  os  meget  feedback  på,  hvad  de  synes  var  underligt,  og  hvad  de  synes  gav  mening”  tilføjer  Mai.  

Selvom  vi  som  praktikanter  kun  har  været  med  en  lille  del  af  vejen,  fornemmer  vi  tydeligt,  hvordan  der  er  investeret  meget  tid  og  mange  kræfter  i  at  få  stedet  stablet  på  benene.  ”Vi  snakkede  med  Eia  Asen,  som  superviserede  os  på  det  tidspunkt,  og  han  sagde:  ’I  skal  give  det  tre  år,  så  er  det  oppe  at  køre,  og  I  må  ikke  miste  modet  undervejs’,  og  nu  sidder  vi  faktisk  her  tre  år  efter,  så  hans  profeti  var  virkelig  spot  on”  fremhæver  Mai  med  en  anelse  stolthed  i  stemmen,  som  må  siges  at  være  fuldt  berettiget  efter  en  lang  og  sej  opstartsproces,  som  nu  er  begyndt  at  bære  frugt.

Når  det  mentale  opstår  i  det  sociale

De  arbejdsmetoder  og  teoretiske  forståelser,  som  præger  Familieskolen  i  Hvidovre,  bygger  videre  på  en  flerfamiliemodel,  som  blev  udviklet  i  slutningen  af  1970’erne  ved  familiedagcentret  Marlborough  Family  Service  i  London.  Én  af  de  helt  store  kanoner  inden  for  Marlborough-metoden  er  den  tyske  psykiater  og  familieterapeut  Eia  Asen,  som  virker  til  at  være  en  vigtig  inspirationskilde  for  teamet  på  Familieskolen.  Metoden  tager  udgangspunkt  i  flere  teorier,  men  er  primært  rundet  af  systemiske,  narrative  og  mentaliseringsbaserede  tilgange.  ”Vi  står  primært  på  det  systemiske”,  fastslår  Mai  og  fortsætter;  ”Fordi  vi  tænker,  at  det  mentale  opstår  i  det  sociale.  Der  er  ikke  noget  sind,  som  lever  fuldkommen  isoleret,  så  når  børnene  viser  os  nogle  problemer,  så  viser  de  os  også,  at  vi  skal  kigge  nogle  andre  steder  hen  end  kun  lige  på  dem.  Vi  insisterer  på  at  arbejde  i  netværker,  og  når  vi  sidder  20  mennesker  på  gulvet  her,  så  har  vi  20  forskellige  perspektiver  og  idéer  til,  hvordan  man  er  forældre,  eller  hvordan  man  er  et  relevant  skolebarn”.  Samtidig  er  teamet  narrativt  funderet,  hvilket  husets  anden  psykolog,  Cille,  eksemplificerer:  ”Jeg  havde  en  samtale  med  en  forælder  i  går,  hvor  jeg  trak  meget  på  det  narrative  i  forhold  til  at  arbejde  med,  hvordan  datteren  kan  positionere  sig  anderledes.  Hvordan  kan  vi  give  hende  mulighed  for  at  få  skabt  en  ny  historie?  Hvis  der  sker  et  skoleskifte,  hvad  vil  det  så  give  hende  mulighed  for?  Hvis  ikke,  hvad  skal  der  så  til  for,  at  hun  kan  blive  mødt  på  en  ny  måde  i  stedet  for,  at  hun  skal  have  den  her  store  label  i  panden  med,  at  hun  er  pigen  med  angst?”.  Så  langt,  så  godt.  Men  hvordan  spiller  det  mentaliseringsbaserede  ind  i  en  systemisk-narrativ  ramme?  Umiddelbart  trækker  de  to  retninger  på  ret  forskellige  forståelser  af  psyken,  hvoraf  førstnævnte  retter  fokus  indad,  mens  det  systemisk-narrative  perspektiv  er  orienteret  mod  barnets  kontekster  og  i  høj  grad  forsøger  at  gøre  problemet  til  en  ekstern  størrelse  uden  for  barnets  psyke.  Mai  nikker  genkendende  til  problemstillingen  og  uddyber:  ”Der  er  et  teoretisk  clash,  når  vi  har  et  sprog  om  nogle  meget  intrapsykiske  processer  i  form  af  det  mentaliseringsbaserede  samtidigt  med,  at  vi  står  på  et  systemisk  felt,  men  jeg  synes  egentlig,  det  kan  fungere  fint  i  praksis”.  I  flerfamilieterapien  bredes  det  mentale  ud  i  relationen  mellem  barnet  og  forælderen,  idet  en  del  af  arbejdet  handler  om  at  gøre  forældrene  nysgerrige  på  deres  børn.  ”Hvad  er  det  mon,  mitbarn  kalder  på  lige  nu?”  er  et  mentaliserende  spørgsmål,  som  teamet  kan  finde  på  at  stille  til  forældrene  med  den  hensigt  at  få  dem  til  at  spekulere  og  stille  sig  undrende  over  for  deres  barns  adfærd  snarere  end  at  dømme  ved  første  øjekast.  

Hvis  vi  et  øjeblik  ser  bort  fra  alle  teorierne,  er  det  helt  særlige  og  måske  i  virkeligheden  allermest  forandringsskabende  element  ved  flerfamilierammen,  at  familierne  får  en  oplevelse  af  ikke  at  stå  alene  med  deres  udfordringer,  fordi  de  møder  andre  familier,  der  befinder  sig  i  en  lignende  situation.  ”Tabuet  bliver  brudt  i  forhold  til  at  have  svært  ved  at  håndtere  sine  børn,  og  der  kommer  en  oplevelse  af  at  stå  i  samme  båd.  Hele  den  dynamik,  der  kan  komme  i  sådan  en  gruppesammenhæng,  tror  jeg  virkelig  er  noget  af  det,  der  skaber  den  største  forandring  for  familierne,  når  de  er  her”  understreger  Mai.

Et  skræddersyet  og  levende  tilbud  

Til  trods  for  en  farverig,  eklektisk  palette  af  forskellige  teoretiske  og  metodiske  greb,  som  præger  arbejdet  på  Familieskolen,  eksisterer  der  også  en  bred  enighed  i  teamet  om,  at  tilbuddet  altid  må  formes  efter  familierne.  ”Jeg  ser  det  som  en  værktøjskasse,  man  plukker  fra  alt  efter,  hvad  der  passer  til  den  enkelte  familie,  og  hvad  der  giver  mening  i  den  givne  situation”,  pointerer  Cille  og  fortsætter:  ”Vi  skal  turde  det  udviklingspotentiale,  der  ligger  i  at  få  skabt  et  rum,  hvor  man  også  kan  få  nogle  tilbagemeldinger  fra  familierne”.  Kate,  som  også  var  med  under  opstarten  af  Familieskolen  og  som  netop  er  trådt  ind  af  døren,  melder  sig  på  banen:  ”Det  vil  sige,  vi  ser  på  udfordringen  først  og  finder  metoden  efterfølgende  fremfor at  stå  fast  på  en  metode  fra  start  og  prøve  at  få  familierne  klemt  ind  i  den  ramme”.  Teamets  leder  og  socialpædagog,  Wilson,  som  også  lige  har  taget  plads  omkring  bordet,  stemmer  i:  ”Ja,  der  er  vel  i  virkeligheden  noget  med  at  håndtere  konteksterne  undervejs.  Så  der  er  både  noget  med  at  læse  dem,  noget  med  at  sætte  dem  og  noget  med  at  håndtere  dem  og  så  gå  tilbage  og  genlæse,  så  det  hele  tiden  kører  i  et  loop.  Tilbuddet  har  bedst  effekt,  hvis  det  er  skræddersyet  til  den  enkelte  familie”.  Cille  fortsætter  og  fremhæver  feedback  fra  familierne  som  et  afgørende  element  i  de  justeringer,  man  som  terapeut  må  foretage  undervejs  i  forløbet  for  at  skabe  de  bedste  betingelser  for  familiens  trivsel  og  udvikling:  ”Vi  må  hele  tiden  lave  den  her  løbende  evaluering  og  skære  tilbuddet  sådan,  så  det  netop  giver  mening  for  familien.  Det  er  ikke  et  eller  andet  fast  outcome,  vi  tilstræber.  Det  er  en  proces,  der  hele  tiden  er  levende  og  i  udvikling”. 

Den  cirkulerende  flerfamilieterapeut

Allerede  første  dag  i  praktikken  lagde  vi  mærke  til,  at  terapeutrollen  var  noget  anderledes,  end  hvad  vi  var  vant  til  at  se,  læse  og  høre  om.  Vores  blikke  fulgte  nysgerrigt  vores  nye  kolleger,  der  cirkulerede  rundt  blandt  familierne,  imens  de  lavede  aktiviteter.  Nogle  gange  satte  de  sig  tæt  på  en  familie,  delte  deres  observationer  og  stillede  dem  et  par  spørgsmål  for  derefter  at  bevæge  sig  rundt  igen  eller  helt  ud  af  lokalet.  Vi  undrede  os  over,  hvilken  betydning  denne  cirkulerende  terapeutrolle  mon  havde  i  flerfamilierummet  -  et  spørgsmål  der  også  har  fyldt  hos  Mai  lige  siden,  hun  selv  blev  ansat  på  Familieskolen:  ”Hvordan  decentrerer  jeg  mig  fysisk  i  et  rum  samtidig  med,  at  jeg  også  centrerer  mig  med  noget  viden,  noget  guidning  eller  noget  psykoedukation?”.

På  den  måde  er  man  som  terapeut  en  udviklingsfacilitator,  der  både  skal  indtage  en  observerende  og  intervenerende  position,  hvilket  kræver,  at  man  kan  holde  igen  for  at  give  familierne  mulighed  for  selv  at  tage  ansvar  for  egen  og  andres  forandringsprocesser.  Mai  understreger  pointen:  ”Selvom  jeg  kan  få  lyst  til  at  springe  ind  og  lave  røde  tråde  eller  forstørre  noget,  som  jeg  ellers  tidligere  er  blevet  trænet  i  at  gøre,  så  skal  jeg  også  nogle  gange  huske,  at  det  behøver  jeg  ikke  at  gøre.  Jeg  skal  stole  på,  at  det  familierne  finder  frem  til  selv,  det  er  godt  nok”.  Det  er  altså  helt  afgørende  for  forandringsarbejdet,  at  familierne  får  mulighed  for  at  træde  frem  som  en  slags  vidner  eller  medterapeuter  for  hinanden  ved  at  byde  ind  med  idéer  og  refleksioner  til  de  forskellige  problemstillinger,  der  udspiller  sig  i  familierne.

For  Cille  betød  arbejdet  som  flerfamilieterapeut  en  bevidst  gentænkning  af,  hvad  hun  var  vant  til  fra  studiet  og  tidligere  jobs:  ”Det  der  med  at  træde  ud  af  ekspertrollen  og  sige,  jamen  jeg  er  ligeså  nysgerrig  som  jer,  jeg  har ikke  løsningen  på,  hvad  I  skal  gøre,  vi  skal  finde  den  sammen”.  På  den  måde  er  det  altså  ikke  kun  forældre  og  børn,  der  skal  kunne  eksperimentere  med  nye  tænke-  og  handlemåder,  men  også  terapeuterne.  ”Vi  skal  jo  være  ligeså  kreative  og  turde  at  eksperimentere  med  vores  behandlerposition  og  hele  tiden  være  nysgerrige  på,  hvad  det  afføder  af  effekter”  understreger  Mai  og  Cille  tilføjer  i  den  forbindelse:  ”Man  kan  ikke  bare  køre  ud  af  en  eller  anden  autopilot,  man  har  hele  tiden  det  der  metaperspektiv  på  sig  selv,  fordi  man  indgår  i  så  tætte  interventioner  med  andre  mennesker”.

En  stor  del  af  flerfamilieterapien  handler  om  at  sætte  familiernes  uhensigtsmæssige  mønstre  i  spil  for  at  få  mulighed  for  at  arbejde  aktivt  med  dem.  Gennem  forskellige  aktiviteter  bliver  familiemedlemmerne  derfor  udfordret  i  deres  samspil,  hvilket  ofte  fører  til  en  eskalering  af  familiens  arousalniveau  og  konflikter.  Her  er  det  terapeutens  opgave  at  hjælpe  familien  med  at  deeskalere  og  forstå  den  opståede  konflikt.  ”Det  er  anderledes  fra  mange  andre  terapeutiske  rum,  hvor  man  ofte  søger  at  nedregulere  for  at  gøre  klienten  i  stand  til  at  mærke  efter  og  reflektere  over  sin  egen  situation”,  fortæller  Mai  og  supplerer:  ”Det  med  at  ville  se  ting  in  vivo  er  helt  vildt  spændende,  men  det  kalder  også  på  nogle  helt  andre  færdigheder  som  terapeut  i  forhold  til  at  kunne  håndtere  særdeles  komplekse  kontekster  og  holde  et  overblik,  både  over  sig  selv  og  over  familierne  i  de  her  til  tider  kaotiske  og  højspændte  situationer”.  Cille  tilføjer,  at  man  som  terapeut  her  skal  turde  slippe  lidt  kontrol:  ”Man  skal  ikke  være  bange  for  kaos  eller  for  at  stå  og  tænke:  ’Fuck,  jeg  aner  ikke,  hvad  jeg  skal  stille  op  lige  nu’,  fordi  de  situationer  kommer  man  i”.  

Fremtidens  familieskole  

Tre  år  er  gået,  og  familieskolen  er  konsolideret  som  projekt,  som  Eia  Asen  forudså.  Hvad  så  nu,  hvordan  ser  visionerne  ud  for  de  næste  tre  år  og  længere  frem?  

Mai  har  et  ønske  om  at  gøre  stedet  mere  klientdrevet  og  i  højere  grad  lade  det  være  op  til  familierne  selv  at  definere  rummet  med  den  hensigt  at  booste  ejerskabet  hos  dem:  ”Hvis  der f.eks. var  nogle  af  familierne,  der  havde  lyst  til  at  holde  bogklub,  så  havde  vi  et  hus  at  gøre  det  i.  Eller  hvis  de  sammen  bliver  nysgerrige  på  et  tema,  så  lad  os  finde  nogen  at  invitere  ud,  og  så  er  det  familierne,  der  står  for  det”.  I  forlængelse  heraf  håber  Wilson,  at  stedet  på  længere  sigt  bliver  til  et  slags  familieakademi,  der  også  rækker  ud  til  familier  på  det  generelle  plan:  ”Jeg  synes  tit,  at  familier,  som  er  i  en  familieskole,  får  sagt:  ’Jeg  kender  godt  nok  mange,  der  ville  have  godt  af  at  vide  noget  om  alt  det,  vi  lærer  om  her’.  Måske  kunne  man  arrangere  en  form  for  kurser  om  det  at  være  familie,  fordi  der  er  sket  noget  i  vores  samfund,  så  familier  står  ret  alene  i  en  travl  hverdag  og  har  meget  kort  tid  med  deres  børn.  Hvordan  kan  man  være  familie  i  det  samfund,  vi  har  i  dag?”.  

Cille  ønsker,  på  baggrund  af  en  anden  observeret  samtidsmæssig  tendens,  at  Familieskolen  bliver  et  sted,  som  kan  facilitere  noget  mere  for  børn:  ”Jeg  synes,  at  der  er  rigtig  meget  i  forhold  til  børn,  som  står  alene,  mobning  er  et  stort  problem,  og  det  her  med  at  føle  sig  anderledes  og  forkert  og  udvikle  angst  og  være  ensom.  Familieskolen  kunne  være  med  til  at  skabe  flere  grupperum  for  børnene,  også  uden  at  være  indskrevet  i  flerfamilieterapien”.  Kate  har,  med  sin  skolelærerbaggrund,  et  ønske  om  at  skabe  et  større  fokus  på  skolekontekstens  udviklingspotentiale,  som  hun  mener  er  underprioriteret  i  dag.  Hun  taler  om,  at  børn  i  dag  er  dobbelt  udsatte  fordelt  på  skole  og  hjem,  hvor  de  bruger  det  meste  af  deres  tid,  hvorfor  hun  er  særligt  optaget  af,  ”hvordan  vi  som  Familieskole  hele  tiden  spiller  os  relevante  ud  i  en  skolesammenhæng”.  Hun  ønsker  både  at  skabe  tillid  mellem  Familieskolen  og  børnenes  almindelige  skoler,  men  også  mellem  de  enkelte  familier  og  barnets  skole:  ”Min  oplevelse  er,  at  vi  rigtig  lykkes  med  vores  arbejde,  når  vi  formår  at  støtte  op  om  nogle  processer,  der  kan  skabe  tillid  ud  i  de  kontekster,  som  familierne  står  i,  altså  skolen  og  daginstitutionen,  da  nogle  af  dem  kommer  med  et  samarbejde,  som  er  rigtig  slidt,  og  hvor  tilliden  netop  er  lav”.

Vi  kan  afslutningsvis  roligt  konstatere,  at  Familieskolen  er  et  hus,  der  lever;  et  hus  i  udvikling  og  et  hus  med  visioner,  hvor  samarbejdet  er  og  fortsat  ønskes  i  højsædet,  da  gruppearbejde  kan  noget  helt  specielt.  Sagt  med  Wilsons  egne  ord:  ”Grupper  gør  stærk,  og  forandringer  sker  hurtigere,  når  vi  er  flere  sammen”.