Husk at glemme dig selv
Af Kasper Meitil, stud.psych.
Jeg har en søn på tre år. Han er sådan et uplanlagt surprisebarn, der kom ind i mit liv, da jeg var 22 år gammel. Hans mor er fransk, og han bor i Frankrig, så jeg ser ham ikke så tit; alligevel har han på snedig vis fået greb om mit hjerte. Da han var på besøg for nylig, blev jeg opmærksom på noget: Når jeg er sammen med ham, glemmer jeg fuldstændig at gå op i mig selv. Jeg glemmer alt det, jeg normalt synes er utrolig vigtigt at gøre for mig selv, for pludselig er der noget, der er langt vigtigere: at han har det godt, at han er glad, at han trives, at han hygger sig, griner og får nogle gode oplevelser imens vi er sammen. På legepladsen ved Nørrebroparken sidder jeg bare og kigger på, imens han tuller rundt. Han laver sandkager, sand-te og te-sandkager. Jeg behøver ikke engang være med. Det er fint bare at sidde der i solen og se på ham være i gang.
Og så sker der noget, idet han tager af sted. Som et buldrende uvejr stormer hverdagen indover mig igen. Nu skal jeg også have læst det og det, så jeg kan blive klogere, jeg må hellere også komme ned og svømme, så jeg kan komme i god form og se godt ud, jeg skal huske at udvikle mig, huske at få spillet musik, så jeg også er lidt kreativ, hvad mon folk egentlig synes om mit nye profilbillede på Facebook? Min selvcentrerethed er tilbage – pludselig handler det hele om mig.
Selvcentrerethed er normalt
Der er et ord, jeg er stødt på en del på det sidste, som vist ikke findes i ordbogen. Ordet er ”egoisk” (engelsk: egoic). I modsætning til ”egoistisk”, så har det ikke direkte negative konnotationer, men refererer blot til noget, der relaterer sig til én selv (til ego). Det nærmeste synonym kunne være ”selvcentreret”. Vi ville ikke sige, at det er egoistisk at have lavt selvværd, men her kan vi godt sige, at det er egoisk, for det omhandler én selv – det refererer tilbage til selvet.
Jeg lever et temmelig egoisk liv. Det tror jeg ikke er så unormalt. Meget af min tid bruger jeg på at tænke over, hvad jeg mon kan gøre for at udvikle mig, gøre mig mere glad, mere lykkelig, hvordan jeg kan leve et mere spændende liv. Der er bare noget paradoksalt ved, at det ofte er lige præcis, når jeg slet ikke går op i mig selv, at jeg faktisk er mest glad, mest lykkelig, og hvor tilværelsen synes mest spændende og levende. Når det lykkes mig at være så opslugt af noget andet end mig selv, at jeg glemmer mig selv fuldkomment – det er egentlig noget af det bedste jeg ved.
Når mindfulness bliver til selvoptagethed
Jeg har i mange år interesseret mig for og dyrket forskellige meditative praksisser. Ofte spørger folk ind til det, og så siger mange noget à la ”jeg burde også tage mig noget tid til at finde mig selv” eller ”en dag går jeg også i gang med det dér selvrealisering”. Mindfulnessbølgen har gjort et stort og vigtigt stykke arbejde med at introducere den buddhistiske psykologi i vores kultur, men at mindfulness er blevet et selvrealiserings- og selvudviklingsprojekt er mærkeligt, når det i grunden er det modsatte: et selv-afviklingsprojekt. Hvis mindfulness leder til, at man finder sig selv, så er der et eller andet, man har misforstået. Det skulle gerne lede til, at man ikke finder sig selv, men at man derimod bliver mere bevidst om sin forbundethed med andre mennesker og resten af verden. Selv-”afvikling” er måske et misvisende ord, da pointen for så vidt er, at der slet ikke er noget selv, der skal afvikles. Selvet er en mental konstruktion – en illusion om man vil – som er dybt indlejret i vores måde at opleve verden på. For hvad oplever vi som det her afgrænsede selv? Som kernen af mig? Vi ved, at kroppen udskifter alle sine celler på syv år; vi ved, at vores tanker er sammenstykket af tanker fra andre mennesker; vi ved, at følelser eksisterer i relation til det, vi møder i verden. Så hvad er det, der er tilbage, som er mig? Hvis det er min krop, hvem er så mig, der har den? Hvis det er mine tanker, hvem er så mig, der tænker dem? Hvis det er mine følelser, hvem er så mig, der føler dem? Der bliver intet tilbage andet end en illusorisk fornemmelse, ifølge buddhismen.
Selvet findes ikke
Men dette er ikke kun en buddhistisk pointe. I den vestlige filosofi kender vi samme pointe fra Hume og en række af efterfølgende filosoffer, og i dag underbygges idéen af empiriske neuropsykologiske undersøgelser. Den tyske neurofilosof Thomas Metzinger formulerede således i begyndelsen af nullerne en bog med titlen ”Being No-One”, hvori han erklærede at ”No such things as selves exist in the world: Nobody ever was or had a self”. Gennem evolutionen har vi ifølge Metzinger udviklet selv-modeller, som vi oplever verden igennem og fejlagtigt oplever som sande, konkret eksisterende selver. Den australske filosof Miri Albahari trækker direkte på buddhistisk filosofi, når hun ligeledes erklærer, at selvet er illusorisk. For Albahari er bevidstheden ”ejerløs”, og denne ejerløse bevidsthed har muligheden for at overskride sin indbildske selvcentrerethed og herigennem opnå en tilstand fri for enhver form for lidelse. Det er denne tilstand, der i buddhismen kaldes nirvana. Det er ikke et paradis, man kommer hen til, men en bevidsthedstilstand. Nogle fænomenologer vil argumentere imod idéen om selvløshed ved at sige, at enhver bevidst oplevelse er subjektiv og derfor uløseligt forbundet til et selv, der altså må eksistere. Dan Zahavi kalder det ”for-mig-hed”. Uanset hvilken oplevelse jeg har – selv hvis det er en forstyrrelse i min oplevelse af mig selv – så er jeg aldrig i tvivl om, at det er mig, der oplever det. Men er denne for-mig-hed vidne om, at selvet eksisterer, eller er det snarere et karakteristika ved bevidstheden? Overskrides for-mig-heden ved kraftige spirituelle oplevelser af forbundethed og enhed? Disse spørgsmål og mange flere er svære at få svar på, og en central pointe i den buddhistiske filosofi er, at filosofisk intellektualisering ofte er ufrugtbar og endeløs, når det kommer til at forstå komplekse eksistentielle spørgsmål. I stedet må vi forsøge at erfare de ting, vi taler om, og til at erfare selvløshed findes der en lang række meditationspraksisser. Det svarer til at forsøge at forklare folk, hvad det vil sige at være forelsket. Man forstår det først, når man selv erfarer det
Selvcentrerethed er det modsatte af forbundethed
Man forsøger ikke at destruere selvet – vi har brug for at kunne sige ”jeg har brug for noget at drikke, så nu tager jeg noget at drikke”. Ellers dør vi, og der findes meget psykopatologi, som menes at udspringe af en manglende fornemmelse af selv. Derimod forsøger man at se igennem den fornemmelse af et selv, der er egoistisk og stolt, og som sætter sig selv over andre. Den fornemmelse der får én til at tro, at man er verdens navle. Den fornemmelse der får én til at tro, at man er adskilt fra resten af verden. Den fornemmelse der får én til at tro, at der er noget her, der skal realiseres, en kerne der skal findes, dyrkes og værnes om. Det er den fornemmelse af selv, som kan være ikke god nok eller bedre end de andre, den der kan få én til at tro, at man ikke har ret til at være her. Det er det selv, vi gerne vil kunne se igennem for at opnå en større grad af forbundethed, og det er det selv, og den tendens til selvcentrerethed, der gør vores kultur værdig til et navn som ”selfiekultur”.
Jeg siger ikke her, at man ikke skal lytte til sine egne behov. Selvfølgelig skal man det. Ellers kan man ikke fungere i verden. Det er svært at få andre til at fungere, hvis man ikke tager sig tid til at få sig selv til at fungere. Men måske er selvforglemmelsen et åndehul, vi har glemt i vores kultur. Måske skal vi huske at glemme os selv lidt oftere. Om det er på retreat, eller når vi er sammen med vores børn, når vi spiller musik, eller går en tur i skoven, når vi læser en god bog, kigger på en smuk solnedgang, fester på klubben eller bare taler med et andet menneske, så tror jeg, at selvforglemmelsen kan minde os om noget, der er vigtigt.