FILMHJØRNET

3 film om andet(hed)

Af Asger Bernsen, stud.psych.

Mit navn er Asger, og jeg elsker film og psykologi. I denne klumme vil jeg løbende dele mine personlige anbefalinger af film, der på den ene eller anden måde berører psyken. Jævnfør dette magasins tema ”Andet(hed)” er her tre film, der på hver sin måde berører dette. ’The Father’ der skildrer et andet perspektiv, ’Under the Skin’ der viser mødet med noget andet end sig selv og ’Seconds’, der udforsker skiftet til noget andet.

SECONDS (1966)

Skiftet til noget andet

Hvis du blev tilbudt et nyt liv, en ny karriere, et nyt udseende, et nyt hus, en ny start, ville du så tage imod det? Dette er spørgsmålet, som John Frankenheimers film ”Seconds” fra 1966 udforsker gennem en mands møde med præcis dette tilbud. Arthur Hamilton er en midaldrende bankmand. Hans liv er monotont. Hans ægteskab er uden lidenskab. Hans børn ringer ikke. Da Arthur en dag kontaktes af et hemmeligt selskab, som tilbyder ham en frisk start, kræver det ikke meget overbevisning. Til at starte med er hans nye hus, hans nye krop og hans nye karriere alt, han kunne have drømt om. Som Arthur fortsætter sin rejse, vil han dog finde ud af, at prisen for en ny chance er højere, end han kunne have forventet. Da filmen er fra 1966, er den selvfølgelig forældet på visse punkter. Dog har den et engagerende tema, et moderne tempo og en mørk konklusion, som fans af serier såsom Black Mirror og Twilight Zone vil værdsætte. Er filmen et mesterværk, der vil ændre ens syn på livet, verden og selve eksistensen? Måske ikke. Men hvis man har en aften at slå ihjel, er ’Seconds’ ikke den værste måde at gøre det på.

THE FATHER (2020)

Et andet perspektiv

Film har en fantastisk evne til at agere vindue til noget andet. Om det er at være forsker på Manhattanprojektet, gangster i 50’ernes Brooklyn eller elite-ballerina for New York City Ballet Company, kan film give seeren et glimt af radikalt anderledes levevilkår og udfordringer, end de selv oplever til daglig. En film, der bestræber sig på dette, er 2020’s ’The Father’, som forsøger at skildre den subjektive oplevelse af at lide under tiltagende demens. ”The Father” skildrer 82-årige Anthony (spillet af Anthony Hopkins), en stolt ældre herre med egen bolig, og hans datter Anne (spillet af Olivia Colman), som hjælper ham med dagens praktiske anliggender. Gennem Anthonys øjne møder seeren paranoiaen, desorienteringen og angsten forbundet med gradvist at tvinges i knæ af sit unægteligt smuldrende greb om virkeligheden. Filmen udmærker sig ved på en og samme tid at skildre samtlige aspekter af demens i lamslående detaljegrad. Samtidig med at skildre Anthonys tilsyneladende rationelle og kohærente subjektive oplevelse, skildres dennes uundgåelige konflikt med den objektive virkelighed. Udover blot at skildre Anthonys egen oplevelse, bliver de pårørendes perspektiver og følelsesliv også præsenteret. Anthony vises som både mentalt fraværende, men også smerteligt bevidst om nederlaget han lider. Denne nuance resulterer i et dybt empatisk og absolut sønderknusende helhedsbillede af demens, som bliver hos én, længe efter rulleteksterne har kørt.

UNDER THE SKIN (2013)

Mødet med det andet

Forklædt som en kvinde kører et rumvæsen (spillet af Scarlett Johansson) rundt i Skotland i forsøget på at bortføre intetanende mænd. På denne mission begynder rumvæsenet dog at lære mere om disse fremmede væsener, som hun observerer, interagerer med og imiterer. Som med så mange andre film er ”Under the Skin” åben til fortolkning. Filmen er blandt andet blevet associeret med immigration, seksualitet, identitet og medmenneskelighed. Temaet om andethed er også tydeligt, i det at hun som fremmed navigerer gennem menneskenes verden, som hun selv er uforstående for. Hun stifter i løbet af sit arbejde bekendtskab med dette ’andet’ og i processen sig selv. Filmen gør effektivt brug af abstrakt cinematografi og diverse auditive virkemidler til at fortælle historien på en meget utraditionel og forfriskende måde, der tager seeren på en unik rejse.